Kommentar

Ja-hatten giver problemer i beskæftigelsesindsatsen

Når kommunerne erklærer psykiatriske patienter for uddannelsesparate og sætter deres kontanthjælp ned, er det ikke et udtryk for et kommunalt svigt af tidens bærende beskæftigelsespolitiske ideer. Tværtimod
5. februar 2014

Den kontanthjælpsreform, som trådte i kraft ved årsskiftet, bygger på et princip, som de færreste vil modsætte sig: De, der kan, skal yde noget. De, der ikke kan, skal have hjælp. »Vi skal«, hedder det for eksempel i reformudspillet, »turde stille krav til de, der godt kan. De, der har evnerne, har også forpligtelsen til at deltage«. Men denne virkelighed af kunnende og ikkekunnende er i meget høj grad en konstruktion, som politikerne selv aktivt bidrager til at skabe.

Det er i visitationen, hvor den arbejdsløse møder systemet, at borgeren kategoriseres som kunnende eller ikke-kunnende. Men udvalget af kategorier og kategoriseringskriterier er skabt fra centralt politisk hold. Helt frem til 2004 blev den arbejdsløse kategoriseret som et menneske med et problem, og kategoriseringen handlede om at finde ud af, hvilken af fem problemkategorier den arbejdsløse bedst passede ned i: Om han eller hun kun havde arbejdsløshed som problem, var uafklaret, marginaliseret, socialt belastet eller helbredsmæssigt belastet.

Blandt flere bemærkelsesværdige forhold i den seneste reform er, at den fuldstændigt tømmer det maskineri for mærkater, der signalerer problemer og mangler. De er erstattet af parathedskategorier, der signalerer potentialer og ressourcer. I tråd med tidens ånd, hvor man skal se muligheder og ikke problemer, og hvor man skal være positiv og have ja-hatten på, kan man som kontanthjælpsmodtager nu officielt kun beskrives som ’parat’. Til uddannelse, til job eller til aktivitet. Den gruppe af mennesker, som kategoriseres, er den samme som tidligere, men med det nye maskineri beskrives alle som parate, og skal derfor ’retfærdigvis’ mødes af krav.

Konstrueret virkelighed

At virkeligheden af de kunnende og de mindre kunnende i høj grad produceres af et politisk maskineri, blev yderligere understreget, da det blev kendt, at kommuner visiterer unge under 30 år vidt forskelligt. I nogle kommuner bliver hele 87 procent placeret i den stærkeste parathedskategori som uddannelsesparate, hvilket leder til en kraftigt nedsat ydelse og pligt til at deltage i nyttejob. I andre kommuner er tallet nede på 14 procent. Medierne dækkede et par af skrækeksemplerne, bl.a. en 23-årig indlagt psykiatrisk patient i Randers, som blev erklæret uddannelsesparat – dvs. klar til en stærkt nedsat ydelse og samfundstjenligt nyttearbejde, indtil han påbegynder en uddannelse.

Historierne vakte en vis furore, og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) var forundret og kaldte de store forskelle på kommunernes tal for problematiske. Hun henviste til, at borgerens retssikkerhed er truet og overvejer nu at ændre i vejledningen til kommunerne.

Men fra politisk hold betones igen og igen vigtigheden af, at få alle unge mennesker væk fra den passiverende og isolerende kontanthjælp og hurtigst muligt over i uddannelsessystemet.

»Hverken som medmenneske eller som samfund,« står der for eksempel i reformudspillet, »kan vi acceptere, at mennesker bliver overladt til sig selv og en passiv hverdag«.

Politikere fra reformpartier, dvs. alle partier minus Enhedslisten, taler samstemmende glødende om, at alle unge kan noget, og om at alle skal væk fra det sociale system og over i uddannelsessystemet. I aftaleteksten til reformen hedder det sågar, at »alle unge som udgangspunkt skal mødes som uddannelsesparate«.

Pligtopfyldende kommuner

Nogle kommuners meget høje andel af uddannelsesparate, og de bizarre historier om psykiatriske patienter, der vurderes klar til piskens hårdhændede kærlighed, er derfor ikke et udtryk for et kommunalt svigt af tidens bærende beskæftigelsespolitiske ideer. Tværtimod er det et udtryk for, at disse bærende ideer netop er trængt meget rent igennem til en del af landets kommuner. De har blot effektivt placeret tidens positive ja-hat på hovedet. Når en indlagt psykiatrisk patient kategoriseres som uddannelsesparat, udtrykker det ikke en fornægtelse af tidens bærende beskæftigelsespolitiske rationale, men en ultimativ forankring af rationalet i praksis.

Det kritiske spørgsmål, som vi nu bør stille, er, om den evindelige jagt på fremdrift, positivitet, udvikling og aktivitet så småt er ved at skabe et samfund, som løbende presser sig selv til at blive ude af stand til at se alt det, der ikke lever op til tidens idealer: Menneskelige problemer, passivitet og mangel på ressourcer. Om vi er ved at blive ude af stand til at erkende det, der ikke kan, og som bør mødes af udstrakte hjælpende håndflader, frem for af næver, der knytter sig om piskens skaft.

Mathias Herup Nielsen er ph.d.- stipendiat ved Institut for Statskundskab, AAU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christina Mørch
  • Helge Andersen
  • Erik Jensen
Christina Mørch, Helge Andersen og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Virkeligheden er som bekendt afhængig af "øjnene som ser".

Det moderne samfund er løbet ind i problemet med ITALESÆTTELSEN af den virkelighed som skal ADRESSERES, hvis man da vel at bemærke har AMBITIØSE mål/planer.

Bevidst har jeg fremhævet 3 ord som allerede findes (eller passende kan tilføjes) på spillepladen i BULLSHITBINGO.

Godt man ikke er ansat i den kommunale forvaltning, og skal stå på på mål for idiotiske regler!

Det er simpelthen uværdigt for Danmark, at kaste mennesker ud i fattigdom - f.eks. fordi de ikke kunne optages på en uddannelse og derfor er ledige i en periode inden der bliver plads på et studie - jae´men de er da uddannelsesparate. BULLSHIT(BINGO).

John Christensen

Virkeligheden er som bekendt afhængig af "øjnene som ser".

Det moderne samfund er løbet ind i problemet med ITALESÆTTELSEN af den virkelighed som skal ADRESSERES, hvis man da vel at bemærke har AMBITIØSE mål/planer.

Bevidst har jeg fremhævet 3 ord som allerede findes (eller passende kan tilføjes) på spillepladen i BULLSHITBINGO.

Godt man ikke er ansat i den kommunale forvaltning, og skal stå på på mål for idiotiske regler!

Det er simpelthen uværdigt for Danmark, at kaste mennesker ud i fattigdom - f.eks. fordi de ikke kunne optages på en uddannelse og derfor er ledige i en periode inden der bliver plads på et studie - jae´men de er da uddannelsesparate. BULLSHIT(BINGO).

Torsten Jacobsen

Måske skulle man fokusere på det enkelte menneske og dets situation, frem for at inddele folk i 'parathedskategorier'?

Jeg kan sagtens forestille mig, at det kan være svært at skabe et tilstrækkeligt finmasket system, som kan tage hensyn til, og skabe indsatser der tager udgangspunkt i individets konkrete situation og behov.

Men hvis vi som samfund ikke magter den opgave, hvilket i parantes bemærket må anses som et svigt i et højt udviklet og civiliseret land som vores, så er det mindste vi kan gøre da, at lade de stakkels mennesker i fred, med en økonomisk understøttelse der giver rimelige eksistensvilkår.