Det offentlige system er så bureaukratisk, at det spænder ben for de svage i samfundet. Og det er ikke blevet bedre af, at kontanthjælpsreformen er trådt i kraft. Jobcentrene bliver kimet ned. De ansatte er på overarbejde. Især unge under 30 år er frustrerede. Kan de betale alle deres regninger? Hvilke rettigheder har de? Hvilke krav stilles der? Kan man få kontanthjælp, hvis man er hjemløs?
I forbindelse med kontanthjælpsreformen har jeg mødt mange mennesker, der er bekymret for deres fremtid. Jeg blev gjort opmærksom på en historie om en ung hjemløs kvinde, der har fået at vide, at hun ikke har ret til kontanthjælp, og jeg satte mig for at undersøge, om det kunne være rigtigt. Det var begyndelsen på en besynderlig rundtur i en forvirret kommunal verden.
Først kontaktede jeg et jobcenter, hvor jeg fik flere valgmuligheder for at blive stillet om. Alt afhængig af mit ærinde skulle jeg ringe enten til den ene afdeling mellem klokken 10 og 12 eller til den anden mellem klokken 12 og 14.
Ventetiden var lang, og jeg blev viderestillet utallige gange. Så fik jeg at vide, at jeg kunne informere mig på kommunens hjemmeside – for der stod alle de vigtige informationer, jeg skulle bruge. Man kan mærke, at de ansatte på jobcentrene har travlt, og det er tydeligt, at de gør deres bedste for at hjælpe dem, der ringer. Men opgaven er så stor, at de ikke kan følge med. Det øger frustrationen hos den enkelte borger.
Lang sagsbehandling
For at få svar på mine spørgsmål ringede jeg til den sociale retshjælp. De ville gerne undersøge sagen, men endte med at henvise til Socialministeriet, som vist har flere juridiske eksperter siddende, der burde kunne hjælpe mig. Af Socialministeriet blev jeg bedt om at kontakte Beskæftigelsesministeriet, da det er deres ansvarsområde. Men her fik jeg at vide, at jeg i stedet skulle kontakte jobcentret.
Igen ringede jeg til jobcentret, blev stillet over for de samme valgmuligheder som sidst, men svar fik jeg ikke.
Kontanthjælpsreformen er så kompleks, at den er svær at gennemskue. Der skal vurderes så mange faktorer. Sagsbehandlingen bliver godt nok meget individuel, men det betyder samtidig, at behandlingstiden bliver meget lang. Det efterlader mange kontanthjælpsmodtagere i en uvis og belastende situation.
Hvor skal man henvende sig for at få et konkret svar på, om man kan få kontanthjælp, hvor meget man kan få, og hvad skal man gøre for at få den ydelse, man har ret til? Jeg undrer mig over, at man i implementeringen af denne reform åbenbart ikke har taget højde for, at mange af de unge, der bliver ramt af reformen, har andre problematikker end det faktum, at de er på offentlig ydelse. Hele denne proces med at finde ud af ydelser, rettigheder og forventninger kræver overskud og ressourcer. Det er ikke alle i besiddelse af.
Manglende forståelse
Min oplevelse har været, at rådgiverne de forskellige steder meget gerne vil hjælpe, men fordi kontanthjælpsreformen er kompleks, og hver sag kun kan behandles individuelt, ender de i afmagt. Ikke just en tillidsvækkende begyndelse på 2014.
Jeg er stærkt forundret over, at man ikke allerede i løbet af 2013 udarbejdede en mere skudsikker plan for implementeringen af reformen.
Det virker nærmest, som om det kommer bag på regeringen og det kommunale system, at der her er tale om borgere med begrænsede ressourcer. Nu overlades det til de rådgivende kræfter bag skranken at få det hele til at fungere, og også deres ressourcer er begrænsede.
Gad vide, hvilke rådgivere regeringen har sparret med i forbindelse med udarbejdelsen af denne reform? Jeg tvivler på, de har haft de rigtige eksperter med ved bordet. Eksperter, der reelt har kendskab til socialt udsattes livsvilkår, kompetencer og ressourcer. Havde de haft det, var vi næppe endt i dette kaos.
Heldigvis endte min rundrejse ikke kun i frustration. Til sidst fik jeg også svar på mit spørgsmål: Alle har ret til kontanthjælp eller anden ydelse, også hjemløse. Hvor meget man kan få, og hvilken ydelse man kan få, afhænger af sagsbehandlerens vurdering af den enkelte sag.
Ilona Gondesen er studerende
Eksperter, der reelt har kendskab til socialt udsattes livsvilkår, kompetencer og ressourcer....
De eneste eksperter der reelt har kendskab til socialt udsattes livsvilkår er folk der selv har oplevet at være socialt udsat.
Det er relativ nemt at bedømme kompetencer og ressourcer udefra, men når det kommer til livsvilkår, er det noget helt andet. De fleste eksperter i dag er akademikere og afstanden til livet på samfundets bund er så stor, at nogen der ikke har oplevet det på egen krop og sjæl simpelt hen ikke har fantasi nok til at kunne forestille sig hvordan det føles at være socialt udsat.
Det er efterhånden mere reglen and undtagelsen at kommunal sagsbehandling er en proces der kræver langt mere styrke, målrettethed og udholdenhed end den typiske "klient" er i besiddelse af.
Og når motivationen for disse "reformer" bunder i angiveligt nødvendige, absolut uundgåelige besparelser, er hensyn til borgernes livsvilkår næppe noget man har gjort sig megen umage med.
Det er simpelt hen ufattelig at en socialdemokratisk minister kan finde på at kaste nogle af samfundets svageste medborgere ud i et totalt kaos, hvor disse stakkels menneskers eksistensgrundlag smadres fra den ene dag til den anden og de er prisgivet sagsbehandlerens humør, kommunens momentane kassebeholdning og diverse kommunale, interne direktiver og evt. lovstridige kvoter. Der er nu tusindevis af folk som har mistet halvdelen af deres i forvejen smalle indtægt, kan ikke betale for husleje, mad eller medicin, som ikke længere har råd til at ses sammen med en kæreste, eller som er tvungen til at begå "social bedrageri" for at kunne overleve.
Ingen ved hvor mange der er røget helt ud af systemet og får ingenting.
Som far til en ung mand der pga. hjerneskade er lettere retarderet og, så gerne han vil, ikke kan klare sig selv hverken i uddannelse eller på arbejdsmarkedet, kan jeg kun sige til Mette Frederiksen at hun burde skamme sig. Min søn bor i et kollegie, det eneste sted i byen hvor han overhovedet KAN bo. Hans budget INDEN kontanthjælpsreformen så sådan ud:
3400,- husleje,
400,- antenneafgift (kan ikke fravælges)
200,- el
200,- DR licens
=4200,- faste boligudgifter
indtægt:
4778,- kontanthjælp efter skat
700,- boligstøtte
5478,- i alt.
Hans rådighedsbeløb til at dække mad, tøj, transport, tandlæge, er altså hele 1278,- danske kroner.
Han er talblind og har ikke begreb for mængder. Det betyder at han har brug for en såkaldt budgetkonto, hvor han kun kan hæve penge sammen med sin hjemmehjælper, som kommer 4 timer om ugen. Der er kun en bank i byen der overhovedet tilbyder denne form for konto og kontoen koster 800,- i årligt gebyr. Hver gang han skal hæve penge, typisk mellem 100,- - 200,- kroner, vil banken nu have 30,- kroner i ekstra gebyr. Uden sådan en konto vil han bruge alle sine penge på gaver til vennerne i løbet af et par timer. Det er sådan han er skruet sammen, han kan simpelt hen ikke forstå forskellem mellem 2 kroner og 15.000,-
Ingen har til den dag i dag kunnet fortælle os hvor mange penge han nu er berettiget til, efter "reformen" er trådt i kraft.
Min søn er så heldig at han har 2 (skilte) forældre som kan hjælpe ham. Men vores økonomi er også temmelig stram og hvis jeg skulle miste mit nuværende fleksjob under de gamle regler og komme under de nye regler, ville min indtægt også blive halveret fra den ene dag til den anden. Jeg ville være nødt til at flytte, sælge min bil, selv om det er den eneste måde jeg kan transportere mig selv på, og ville igen stå i den situation hvor jeg enten kan betale huslejen eller købe den medicin jeg har brug for at overleve. Jeg ville ikke kunne fortsætte med at hjælpe min søn.
De fleste unger i min søns miljø har slet IKKE den slags forældre.
Jeg føler mig absolut ikke svag som i "samfundets svageste", jeg har bare været så uheldig at min førhenværende bomstærke krop, efter 30 års nedslidning på arbejdsmarkedet og i det angiveligt sunde friluftsliv jeg elskede at dyrke, ikke længere kan holde til en arbejdsdag på 7-8 timer, og jeg med nød og næppe, og kun under voldsomme smerter, kan holde mig gående op til 4 timer i døgnet. Det skete med et brag, fra den ene dag til den anden gik min krop simpelthen ned med flaget.
Så røg jobbet, derefter ægteskabet, og i løbet af et par måneder var mit liv faldet fuldstændig fra hinanden.
Min fleksjob sag har taget 5 år! Heldigvis har jeg altid været både ressourcestærk, psykisk robust og har haft et par rigtig gode venner. Uden det ville jeg aldrig have overlevet min sagsbehandling med intakt integritet, endsige "vundet" min sag, og ville i dag være et kastebold i systemet, hvor man bliver sendt til arbejdsprøvning, erhvervspraktik, igen arbejdsprøvning, konstant under trussel om at miste kontanthjælpen, uden mulighed for nogensinde få et job fordi man slet ikke kan klare sig på almindelige arbejdsmarkeds vilkår.
Sådan er livet for de andre 5-6 invaliderede mennesker som jeg har mødt og som har søgt fleksjob i samme periode som mig.
Der er ingen efterspørgsel fra arbejdsgivere, for folk med nedsat funktion, medmindre der følger en generøs godtgørelse med.
Hvis ministeriet efterlyser en ekspert der kan hjælpe dem med at sætte sig ind i livsvilkårene for de mennesker som nu er ramt af kontanthjælps"reformen" vil jeg gerne tilbyde min ekspertise.
Der står absolut intet nyt i denne artikel udover nogle åbningstider.
Den modsiger endda sig selv på den måde, at den først antyder utilfredshed med, det er næsten umuligt at få hurtige og præcise svar på simple spørgsmål, og senere antyder, der ikke kan stilles simple spørgsmål.
Artiklen kunne næsten lige så godt være skrevet i 1960erne, 1980erne og 1990erne.
Det kunne være fantastisk,
om politikere og administratorer rent faktisk ville tage selv-erfarne mennesker med på råd.
Børge R.J.
Det har du sådan set ret i. Men den sidste "reform" er alligevel meget forskellig fra alle tidligere reformer. Forskellen denne gang er at man har brudt med det mest grundlæggende princip af velfærdsstaten, retten til forsørgelse når man ikke er i stand til at forsørge sig selv.
...Og da mange ikke husker de tidligere reformer er det vel relevant med en opdatering en gang imellem?
Jeg synes artiklen er ganske relevant.
De fleste tåler så inderligt vel den uret, der ikke rammer dem selv.
Så det går nok med Mette Frederiksens "kontanthjælpsreform" (en reform V, K, O & R m.fl. nåede at få strikket sammen før folketingsvalget i september 2010) som det i sin gik med USA's felttog 'for frihed og demokrati' i Vietnam:
Der kom først skred i fredsbestræbelserne, da tilstrækkeligt mange skikkelige amerikanske patrioter personligt kendte nogen, som havde fået en far, søn eller bror hjem fra Vietnam i en kiste, og den folkelige modstand mod en fortsættelse af vanviddet blev så markant, at den ikke længere kunne siddes overhørig af et flertal af de (demokratisk valgte) medlemmer af Senatet og Kongressen.
Rettelse:"folketingsvalget i 2011"
Problemet er jo det segmenterede samfund, Filo Butcher, hvor ingen tror på, at der er folk i din og din families situation.
Igen: Det er Socialdemokrater som sammen med SF og R, som har fået den lov igennem. Hvorfor bliver EL ved med at støtte den syge regering med en garanti om ikke at vælte den. Det kan ikke blive værre med en V-regering, for der vil være en opposition, som ikke er der nu. Jeg fatter ikke EL's holdning, men der er måske en venlig læser som kan forklare mig grunden.
Jens Overgaard Bjerre:
" ... Det kan ikke blive værre med en V-regering ... "
Jeg tror, du tager fejl.
Jens Overgaard Bjerre, jeg deler sådan set det synspunkt, men er stadig i tvivl, om det er nuanceret nok. Når man tager S og SF's situation i betragtning, er det svært - ikke - at gå efter de vælgere, der sidder løst. Man kan også argumentere for en nødvendighed - af samme, så der kommer en rød opposition, kontra fordelingen, ligger hos to radikale gøgeunger. Omvendt, kommer de til at stå med mandaterne svævende i vinden til ingen nytte efter valget, så det langsigtede mål er stadig lidt uklart. Jeg er lige så forvirret, lad mig sige sådan. :p
Er dog nød til at sige, at SF's udsalg i regeringen, er årsagen til den ubalance, så det er en række af hændelser, der gør situationen lidt prekær. Jeg har stadig DRV og S, som ansvarlige - for den kommende massakre på venstrefløjen, det vil aldrig blive glemt. - Ikke at det ændrer på dartskiven.
Jeg er helt enig i at det er ekstremt ødelæggende uden en opposition.Hvis EL væltede regeringen ville der rulle hoveder hos S, og vi kunne måske få en opposition igen.
Det er jo det rene tag selv bord for Venstre. De får blå politik uden at skulle tage ansvar for det.
Helt enig med Grethe P. og Peter H.
Dette passer jo ikke:
'Til sidst fik jeg også svar på mit spørgsmål: Alle har ret til kontanthjælp eller anden ydelse, også hjemløse. Hvor meget man kan få, og hvilken ydelse man kan få, afhænger af sagsbehandlerens vurdering af den enkelte sag'.
Der er jo utrolig mange sygemeldte, som har mistet deres sygedagpenge og ikke kan få kontanthjælp, fordi deres ægtefælde eller samlever tjener for meget. (kan ikke huske det præcise beløb).
Nej tak til unødigt bureaukrati og flueknepperi, men ja tak til individuel sagsbehandling !
Alle råber igen på individuel sagsbehandling - jamen, så skulle vi jo aldrig have lavet alle disse modificeringer af bistandsloven.
Henrik Danstrup:
Hvis man kigger på lovgivning og regelskrivning, så er bureaukratisk flueknepperi og individuel sagsbehandling meget nært i familie med hinanden.
En af udfordringerne i denne omgang var jo også, at definitionerne var så svævende, at man får en massiv forskel på forholdene kommuner imellem. Så individuel sagsbehandling er det på flere niveauer.
Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér, det er jo udfordringen: der er ikke andet end den ånd, ting bliver udført i. Hvis man betragter sig som dragen, der bevogter skatten, bliver det som i dag - hvis man derimod betragter borgeren som én, der har krav på den største grad af kompetence og reel hjælp, bliver det, som det var.
@Morten
Det er vel ikke nogen naturlov, at hvis vi ikke skære alle over en kam, så får vi automatiske bureaukrati ? ellers er der sket en del siden jeg fik min Max Weber ind med modermælken ;)
Hvis den såkaldte individuelle sagsbehandling indføres uden at der følger ekstra ressourcer med til de i forvejen totalt stressede sagsbehandlere, og uden der ændres på det faktum at kommunerne ustraffet kan fortolke serviceloven lige som det passer dem, ender vi bare med individuel bureaukratisk flueknepperi.
Kommunen vil fortsat udlægge serviceloven som det passer dem, men nu på individuel basis, hvilket i praksis vil betyde at sagsbehandling bliver endnu mere tidskrævende.
Det handler om at friholde kommunerne fra det økonomiske ansvar, så de kan være borgerens garant for virkningsfuld og inkluderende hjælp.
Jo flere forskellige små rammer, der er, jo mere detaljeret vil tilgangen være - og så vil der være små ting, der skiller folk i deres ret og pligt. Der er dem, der regner på hvert vikarjob om det sammenholdt med boligsikring og friplads giver mening. Det er små margener, der er tale om.