Kommentar

Kvinde, råb op!

Når sexlivet halter, er det sjældent, fordi kvinden stiller for mange krav i sengen til manden. Det er snarere, fordi hun har fortiet sine lyster så længe og har fået så meget dårlig sex, at hun har glemt, hvad lyst er
26. februar 2014

Jeg er sexolog og parterapeut med egen praksis i Horsens. Her møder jeg dagligt klienter og par, der har problemer i deres seksualliv, og jeg bliver frygtelig ked af det, når jeg læser en kronik som Rikke Grosells »Kvinde, hold din kæft!« (16. februar), som påstår, at kvinder bare bruger manden som et redskab for egne lyster.

Langt størstedelen af de kvinder, jeg har i terapi for manglende lyst eller nydelse, har nemlig fulgt Grosells opfordring om at holde kæft.

De har holdt kæft så længe, at de ikke forventer noget som helst af sig selv, partneren eller af den nydelse, der hedder sexliv, intimitet eller sanselighed.

De kan ikke takke deres forældre for kvindernes seksuelle frigørelse, for den frigørelse manifesterede sig ikke i alle dele af samfundet.

De skulle være pæne piger at se på, høre på og dufte til. Det betød ingen uorden, ingen drift og ingen pillen ved sig selv. Ingen snak om kønsdrift eller nydelse i hjemmet og ingen at tale med om den indre lyst.

Disse kvinder takker deres forældre for mange ting – men deres frie og vilde seksuelle liv, er ikke en af dem.

Sex på mandens præmisser

De har aldrig lært at nyde sex, de har aldrig fundet ud af, hvad de skal gøre ved den drift og lyst, de mærker. De møder en mand, han har muligvis set lidt porno, så han ved, hvordan den ged skal barberes. Derfor er mange af kvindernes første møde med sex ikke styret af dem selv eller af manden, men af pornoen.

Jeg er ikke imod porno og er også selv bruger, men det er en ensidig affære, og for mig er det tydeligt, at størstedelen af den porno, der kommer på markedet, er lavet af mænd til mænd.

Det er ikke mandeundertrykkende sex, der vises, er vi enige?

Jeg oplever flere og flere kvinder, der ikke kan lide at fortælle, hvad de drømmer om, hvad de har lyst til, og derfor dyrker sex på mandens præmisser.

Jeg møder samtidig flere og flere mænd, der ville ønske, at kvinderne ville råbe op, fortælle, hvad de vil have, fortælle, hvad mændene skal gøre. De mænd, jeg møder, føler sig ikke undertrykt af, at deres kvinde beder dem om at dyrke sex på en anden måde eller opfylde hendes fantasier, røre hende anderledes på kroppen, gå på opdagelse i tantraen eller i bondageverdenen. De synes det er lækkert, at det er en leg.

Det er en stor sorg for disse kvinder, at de ikke nyder sex eller har lyst til lyst, men de arbejder med det, og bare det at kunne sige højt, hvad de har lyst til, er en kamp.

Fælles ansvar

Som Grosell selv skriver, tager det tid at opnå ligestilling. Det tager også tid at ændre kvinders opfattelse af deres seksualitet. Så nej, Grosell, de skal ikke holde kæft.

Jeg synes, det er skønt, at du kender kvinder, der i den grad tager styring, og jeg synes, at du/I skal se jer selv som rollemodeller for kvinderne, tale deres sag og gå forrest.

Det er skønt, at kvinderne styrer deres egen seksualitet, at de ved, hvad de vil have, og jeg tror, at langt de fleste mænd synes, det er frækt, og er med på at udforske den verden, der åbner sig.

Så kære kvinder, der ikke råber op; jer, der holder kæft og har holdt kæft for længe: Arbejd videre, råb op, når I har lyst – hold ikke kæft.

Når Jakob Olrik i P1 siger, at mænd ikke er gode nok i sengen, må jeg give ham medhold. Det ser jeg også i min praksis. Jeg hører ofte kvinder sige, at manden ikke er dygtig nok seksuelt. Men skal han blive bedre, kræver det en kvinde, der fortæller, hvad det lige nøjagtig vil sige at være dygtig i hendes tilfælde. Hvad hun vil have, hvad der tænder hende. Holder kvinden kæft, finder han aldrig ud af det, og så når sexlivet aldrig skyerne.

Det handler om at tage ansvar for sin lyst, både som mand og kvinde. Og nej, det er ikke mandens opgave at bringe hende i den syvende himmel. Det er en fælles opgave. Så kære mand, kære kvinde, tag ansvar for at skabe fede fællesoplevelser. Fortæl om de tanker, I leger med, hvad der tænder jer, hvordan I vil røres og hvor. Holder I kæft, stagnerer vi yderligere.

Måske handler det ikke om sexlivet, men alt det rundt om sexlivet. Vores kommunikation og kontrol. Hvis vi alle sammen gav os lidt mere hen til hinanden, talte lidt pænere om og til hinanden, blev lidt mere opmærksomme på hinanden, kan det være, vi ikke reagerede så voldsomt på de ønsker, vi hver især måtte have, men i stedet så det som en mulighed for at opnå noget fantastisk.

Rikke Ebbesen er sexolog og parterapeut

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Helth
Viggo Helth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Glem alt om tænkt behov.
Føl jeres behov og giv udtry for den, begge to. Derved ved den anden hvad du ønker for at du kan nyde det.

Niels-Simon Larsen

Ebbesen har slet ikke forstået Grosells kronik, og skal ikke svare som ekspert på området, for der er ikke noget område at være ekspert på. Grosell skriver om sine oplevelser ude i den frie leg, hvor Ebbesen svarer inde fra terapilokalet. Hver ting til sin tid, tak.

Kæft og kæft er to ting her. Selvfølgelig skal hverken kvinder eller mænd holde kæft med det, som trykker dem, og selvfølgelig skal de holde kæft med deres sure kritik af hinanden, og i stedet finde ud af med dem selv, hvad den kommer af.
Jeg tror desværre ikke, at ret mange kan gå videre i Grosells spor (der ligger mange oplevelser bag), men det er heller ikke nødvendigt, man kan bare tænke videre over det, hun har skrevet og forstå det på den rette måde.

Lise Lotte Rahbek

Jeg tror nu egentlig ikke, at et opråb om at holde kæft eller råbe op vil have den store effekt på kvinder sådan bredt set.
Heller ikke selvom opråbet kommer fra en kvinde.
Kvinder udgør sådan ca. halvdelen af befolkningen og er temmelig forskellige og har temmelig forskellige erfaringer. Lige så forskellige som mænd, har jeg hørt. Nogen har en stor kæft og andre har en lille kæft, og så er der dem, som er under mistanke for oftest at tale med den ende, kvind sidder på.

Niels-Simon Larsen

Der er ikke noget skønnene for en mand end at se sin kvinde folde sig ud som en blomst. Det ved Grosell noget om, men jeg tvivler på, om Ebbesen ved det.