Klumme

Læderindsvøbte kvindestereotyper og komplekse mænd

Man finder ikke populærkulturens mest progressive kønsroller blandt de stærke kvindelige hovedroller, men hos de perverse eller uduelige mænd uden for kønsskematikken
Debat
13. februar 2014

Feminismen har på godt og ondt vokseværk i tidens blockbusters og tv-serier. Man kan ikke sparke sig frem på Netflix, HBO og DR for hårdtslående, kvindelige rollemodeller i bærende hovedroller. På amerikansk Netflix er det en genre. Strong female lead, hedder den. Det indikerer, at stærke kvindelige hovedroller stadig er undtagelsen fremfor reglen. Men de er der, og de vokser i styrke og antal.

Den lædersvøbte mesterskytte Katniss Everden fra filmserien The Hunger Games er den mest billetindtjenende heltinde nogensinde. Forbrydelsens akavede vicekriminalkommissær Sarah Lund og Broens sociopatiske kriminalkommissær Saga Norén er der. Borgens hjemmelivspressede toppolitiker Birgitte Nyborg og det dominerende moderspøgelse Veronika Grønnegaard fra Arvingerne (svæv)er der. Den bipolare CIA-agent Carrie Mathison i Homeland er der, og den sexet-feministiske detektiv Stella Gibson fra Netflix’ anbefalelsesværdige miniserie The Fall er der.

De er der. De er altid pissegode til deres traditionelt mandsdominerede job. Derhjemme, og under den stålhårde overflade, går det til gengæld altid sådan bob bob. Nogen gange bider sidstnævnte det første i røven. Mathisons mani gør hende uligevægtig i andre professionelles øjne. Nyborgs deprimerede datter gør hende til en dårlig politikermor i mediernes øjne. De er der, professionelle og privatlivsjagede.

Men er kvinderne der også? Som andet end power-feministiske ikoner? Tidens strong female lead gør demonstrativt op med billedet af domesticerede kvinder med et fast, moderligt greb om familien. Og måske er netop denne selvbekræftende manifestation af nye styrkeforhold også symptom på noget, der endnu ikke har frigjort sig fra det skematiske. For det er ikke voldsomme variationer over den topprofessionelle, seksuelt udfarende og emotionelt tilknappede, privatlivsudfordrede kvinde, vi møder. Norén, Mathison, Nyborg og Lund spiller samme (køns)rolle.

Vil man se populærkulturens mest progressive feministiske karakterer, skal man snarere se til mændene.

Her har vi Hannahs totalt underlige og dedikerede kæreste Adam fra HBO’s kultserie Girls. Adam pisser i seriens begyndelse – også bogstaveligt talt – på Hannah. Pludselig står han med der med tissedrengen fremme i badet, storgrinende og ydmyger med voldtægtsforbryderens intimidering. Han kalder hende »lille luder« i sengen og behandler hendes hjerte som »abekød,« siger hun. Han er måske også sexafhængig, det vil han ikke afvise, han overtræder i hvert fald igen og igen hendes og andres grænse mellem perverteret rollespil og reel ydmygelse.

Det reelt progressive i Girls er, at Adam ikke blot kommer til at repræsentere den mand, som Hannah bør forlade. Han bliver også en slags charmerende både mørk og god figur, man kan finde sammen med og ind til. Og det er ikke fordi han følger en sund udviklingshistorie fra seriens første sæson. Da han i seriens anden sæson får en anden sød kæreste, der vil have blide samlejer med øjenkontakt, kender vi ham godt nok til at vide, at han ikke kan underordne sig. At det er bedre at finde tilbage til Hannah, der er ligeså knastet et væsen som han.

En ligeså stærk mandlig figur er den følsomme bagersvend, Peeta, fra The Hunger Games. Når heltinde Katniss desperat råber efter Peeta i det sadistiske realityshow, som de forsøger at overleve i, så er det aldrig for at få hjælp, men fordi hun er i gang med at redde ham. Til gengæld har han følelsesmæssig indsigt, empati og sågår en kærlighed til farver, som Katniss ikke har. Pee-ta er i filmene ikke iscenesat som en komisk eller problematisk afvigelse fra den typiske actionfilmhelt. Og det er sgu nyere end heltindens egen bad ass-hed.

Så lad os kigge på mændene, ikke dem, der står som modpol til populærkulturens kønsskematik, ikke den efterhånden tyndslidte figur, ’tabermanden,’ der på komisk eller tragisk vis er offer for kvindernes professionelle og seksuelle dominans til stort tab for dem selv og deres frustrerede, feminine modstykker. Lad os se på de mænd, der får lov til at falde uden for kategori, dem, der hverken er helte eller antihelte. De, traditionelt set, perverse eller helt uduelige, komplekse og ikke-afgørlige mænd. Det er den slags underligt menneskelige figurer, som populærkulturens mest kønsprogressivt vokser hen imod.

Katrine Hornstrup Yde er filmanmelder og kulturskribent.

Klummen i morgen: Eini Carina Grønvold

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her