International kommentar

Løb Det Arabiske Forår ud i sandet?

Revolutionsfesten er forbi, kontrarevolutionerne har sejret, og de gamle herskere er tilbage næsten overalt
Der har kun været to relative succeser blandt de arabiske lande, Tunesien og Marokko. I to lande løb revolutionerne ud i sandet: Yemen og Jordan, mens der var tre sørgelige fiaskoer: Bahrain, Egypten (billedet) og Syrien, hvor revolutionen i sidstnævnte land udartede i omfattende borgerkrig

Der har kun været to relative succeser blandt de arabiske lande, Tunesien og Marokko. I to lande løb revolutionerne ud i sandet: Yemen og Jordan, mens der var tre sørgelige fiaskoer: Bahrain, Egypten (billedet) og Syrien, hvor revolutionen i sidstnævnte land udartede i omfattende borgerkrig

Mohamed El-Shahed

3. februar 2014

Det tog en del længere tid end efter revolutionerne i 1848 i Europa, men med sidste uges treårsdag for Den Egyptiske Revolution kunne vi med sikkerhed sige, at Det Arabiske Forår er et overstået kapitel. De folkelige, hovedsagelig ikke-voldelige revolter, der forsøgte at vælte etpartistater og absolutte monarkier i den arabiske verden havde bestemt deres herlighedsøjeblikke. Men i dag er festen forbi, og de gamle herskere tilbage.

Folk i Mellemøsten bryder sig ikke om at se triumfer og tragedier behandlet som genbrugsudgaver af europæisk historie, men parallellerne til Europa i 1848 er vanskelige modstå. De arabiske tyranner havde været ved magten lige så længe som de daværende europæiske herskere; de arabiske revolutioner blev næret af samme blanding af demokratisk idealisme og frustreret nationalisme, og igen var revolutionernes udløsende faktor (hvis vi skal fremhæve én enkelt) kraftigt stigende fødevarepriser.

Mange steder kunne de arabiske revolutionære notere forbløffende hurtige succeser – i Tunesien, Egypten, Yemen – ganske som de franske, tyske og italienske revolutionære kunne i Europas ’folkeslagenes forår’. For en stund så alt ud til at skulle forandre sig. Men så satte kontrarevolutionerne ind, og de politiske resultater faldt fra hinanden i en grad, så kun få lande blev ændret permanent til det bedre – som Danmark dengang eller Tunesien i dagens arabiske verden.

Tørster efter autoritet

De nedslående paralleller er stærke mellem Egypten, som er langt det største land i den arabiske verden, og Frankrig, der var Europas vigtigste og mest folkerige land i 1848. I begge tilfælde bragte revolutionerne i første omgang frie medier, borgerlige rettigheder og frie valg. Men også betydelig social uro og desorientering. I både Frankrig og Egypten brugte masserne deres nyerhvervede stemmeret til at vælge sig præsidenter, hvis baggrund opskræmte andre nok så brede lag af befolkningen: en nevø af Napoleon i det ene tilfælde, en leder af Det Muslimske Broderskab i den anden. Og her udvikler historierne sig for en tid forskelligt, men slutningen desværre ikke.

I Frankrig iværksatte præsident Louis Napoleon et kup imod sit eget præsidentembede og genopstod i 1852 som kejser Napoleon III. Det havde været nogle turbulente år, og et stort flertal af franskmændene villige til at stemme på ham, fordi han repræsenterede autoritet, stabilitet og tradition. De forkastede med andre ord deres eget demokrati. I Egypten sidste år gik hæren sammen med de tidligere revolutionære om at vælte den folkevalgte præsident, Mohamed Mursi – og inden for få måneder er der nu udsigt til et valg, som uden tvivl vil honorere de fleste egypteres ønske om at bytte deres nye demokrati ud med autoritet, stabilitet og tradition. Hvornår feltmarskal Abdel Fatah al-Sisi påtager sig præsidentposten, er kun et spørgsmål om tid.

Næste revolution 2035

Efter nederlaget for revolutionerne i 1848 kom der ikke flere demokratiske revolutioner i Europa i 20 år. Skulle en lignende tidsplan omfatte den arabiske verden, vil næste runde af demokratiske revolutioner først indtræffe omkring 2035.

Der er dog en væsentlig forskel mellem de europæiske revolutioner i 1848 og de ​​arabiske revolutioner i 2011. Revolutionerne i 1848 var voldsomme eksplosioner af folkelig vrede, der havde succes med at omstyrte det bestående inden for timer eller dage, mens dem i 2010-11 var stort set ikke-voldelige, mere kalkulerende kraftprøver, som det tog meget længere tid at vinde. Ikke-voldelige revolutioner giver millioner af mennesker tid til at tænke over, hvorfor de løber disse risici, og hvad de håber på at få ud af det.

De kan stadig miste fokus, slå ind på en forkert kurs eller endog sætte alle gevinster over styr. Det er menneskeligt at fejle, og fiaskoer er menneskelige. Men når folk først har deltaget i en ikke-voldelig revolution er de blevet permanent politiserede, og i det lange løb vil de med stor sandsynlighed huske på, hvilke idealer der fik dem til at revoltere første gang.

Spillet er ikke forbi

Den mest lovende kandidat til at efterfølge Gene Sharp som verdens autoritet inden for ikke-voldelige revolutioner er Erica Chernoweth, en ung amerikansk forsker, som har forfattet undersøgelsen Derfor virker civil modstand: den strategiske logik i ikke-voldelige konflikter sammen med diplomaten Maria Stephan. En stor del af deres bog handler om de omstændigheder, hvorunder ikke-voldelige revolutioner lykkes eller mislykkes, men måske mest interessant af alt er deres statistik for, hvor ofte de lykkes.

Deres afgørende statistiske pointe er, at hvor voldelige revolutionære kampe blot har held til at vælte et undertrykkende styre 30 procent af gangene, lykkes næsten 60 procent af de ikke-voldelige kampagner. Bedømt ud fra denne standard har den arabiske verden helt sikkert præsteret under normen.

Der har kun været to relative succeser blandt de arabiske lande, Tunesien og Marokko (i sidstnævnte land blev reformer indført så hurtigt, at næppe nogen har bemærket, hvor vidtrækkende de var). I to lande løb revolutionerne ud i sandet: Yemen og Jordan, mens der var tre sørgelige fiaskoer: Bahrain, Egypten og Syrien, hvor revolutionen i sidstnævnte land udartede i omfattende borgerkrig. Libyen er ikke medregnet, da der her var tale om en voldelig revolution med stor udenlandsk deltagelse fra begyndelsen. Indtil videre ikke noget godt resultat.

Men det mest relevante statistiske lære fra Chernoweth og Stephan, for så vidt angår den arabiske verdens fremtid, er denne: »Under forudsætning af, at alle variable holdes konstante, har det gennemsnitlige land med en mislykket ikke-voldelig kampagne over 35 procents chance for alligevel at blive et demokrati inden for fem år efter udgangen på konflikten«. Spillet er ikke nødvendigvis forbi.

 

© Gwynne Dyer og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Karsten Kølliker
Karsten Kølliker anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rene Karpantschof

"Det tog en del længere tid end efter revolutionerne i 1848 i Europa, men med sidste uges treårsdag for Den Egyptiske Revolution kunne vi med sikkerhed sige, at Det Arabiske Forår er et overstået kapitel," indleder Gwynne Dyer noget misvisende. Tag bare Danmark, hvor enevælden faldt i 1848, men hvor der gik yderligere cirka 65 år, før man kan være bekendt at kalde det danske styre et demokrati (med parlamentarisme, hemmelige afstemninger og stemmeret til alle voksne). Undervejs, fx i 1880'erne og 1890'erne, var Danmark mere diktatur end demokrati. Eller tag Frankrig, som Dyer selv er inde på, hvor det 'franske forår' i 1789 med terrorregimet 1793 også så ud som "et overstået kapitel" - præcist som det 'arabiske forår' i dag. Jeg ved ikke, hvor det arabiske opbrud bærer hen - jeg ved bare at demokrati tager tid og at vejen historisk set har været fuld af tilbageslag.

Niels-Holger Nielsen, Michael Kongstad Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Dan Johannesson

Og 'kun' syntes jeg er et forkert ord at bruge. At Tunesien og Marokko er gået forvandlingsvejen, er en fantastisk udvikling, som i årtierne frem, hver eneste dag vil betde en kæmpe forskel for mange millinoer mennesker.

Så den implicitte undertone af 'lad være med at gøre oprør, det svarer sig ikke', er en forkert præmis syntes jeg. En revolution, er i enhver sammenhæng, altid først og fremmest en revolution og en evolution i massernes bevidsthed. Bevidstheden i hele regionen, er for altid forandret, og samfundene vil fortsætte deres udvikling på de indre og ydre planer, alene af den grund.

Heri ligger det fantastiske, foråret, som ad åre vil blive sommer.

Torben Nielsen, Jens Thaarup Nyberg, Lars Dahl, Bill Atkins, Michael Kongstad Nielsen, Karsten Aaen og Karsten Kølliker anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Og franskmændene måtte leve med kejser Napoleon som enevældig hersker gennem 10 år, men oplevede dog under ham en ophævelse af det feudale system, indførelse af religionsfrihed m.m.

Jeg synes ikke vi får ret meget at vide om hvad der foregår i de nordafrikanske lande i dag. Og teorier er der mange af, og de kan jo godt skæres sammen af nogle tilfældige fællestræk, og disse fællestræk kan alt for let benævnes generelle historiske træk. Jeg ved ikke....
Jeg er mest på Dan Johannesens vogn, og jeg abonnerer også først og fremmest på de videnskabsteoretikere, der fastholder at menneskelige handlinger som princip er uforudsigelige.
2-3-5-10 år. Og hvilke demokratiske idealer skal disse oprørske grupper stræbe efter?
Måske vil Gwynne Dyer om 20 år misunde de, der ikke pressede deres forudfattede mening - og deres tilfældige viden om Napoleon osv. ned over verden af i dag.
Vi har to væsentlige værktøjer for vores fremtid: håb og gerning.

I Danmark faldt enevælden til 'de nationale'. Det var langt mere et opgør med den multinationale stat end et opgør med kongens magt. Og man ser da også, at kongen ingen nød led, og vi har jo stadig disse 'statsoverhoveder' ansat i dag - med samme privilegier. Nu blot uden ansvar. :-)

Jens Thaarup Nyberg

@Dan Johannesson
"Så den implicitte undertone af 'lad være med at gøre oprør, det svarer sig ikke' ... (
Er jeg blevet tonedøv - der tales om civil ulydighed. Styrkerne omgrupperes, spillet fortsætter.

Den statistiske undersøgelse der viser, at ikke-voldelige kampagner har størst held med regimeskifte, kan naturligvis fortolkes på mange måde. I kan læse mere om Chernoweths og Stephans bog her.

Men hvis I overvejer at købe deres bog, så kast jer hellere over en dansk bog om disse resultater. Det er bogen På barrikaderne for fred, skrevet af fredsforsker og fredsaktivist Majken Jul Sørensen, med inspirerende historier om ikkevold fra hele kloden. Jeg er lidt forudindtaget, da jeg redigerede denne fine bog - som Information fortsat har valgt ikke at anmelde eller omtale.

Majken har samlet de gode historier fra hele kloden om fredelig konfliktløsning under krig og væbnet konflikt. Her er svar på det evige spørgsmål til fredsaktivister, om hvilke andre muligheder end bomber, der findes. Bogen kommer ikke med teoretiske påfund, men med detaljeret historie om fredelige løsninger, og hvordan de blev udført og fungerede - i virkeligheden.

Jesper Frandsen

Det vigtigste ved "Det arabiske Forår" var/er helt klart, demonstrationen af et tilstedeværende potentiale. Dette potentiale er ikke "løbet ud i sandet" - det er fortsat til stede. Omfattende samfundsforandringer, af den fremadrettede og progressive art, tager til og kræver tålmodighed. Det bekræftede både Gandhi og Mandela. Det er vores pligt at hjælpe aktørerne med at holde håbet i live - ikke at glemme eller vende ryggen til :0)