Kronik

Man skal ikke melde sig ind i SF, hvis man er en dårlig taber

SF gjorde klogt i at træde ud af regeringen. For det ligger i partiets dna at være et protestparti. Nu kan SF blive SF igen
For få år siden var der højt humør i SF, som her til valgfest i København i 2011. Siden er både stemningen og tilslutningen til partiet dalet markant

For få år siden var der højt humør i SF, som her til valgfest i København i 2011. Siden er både stemningen og tilslutningen til partiet dalet markant

Morten Germund

3. februar 2014

KRONIK – Den 23. september 2012 sidder jeg i en lejet familiebil med Annette Vilhelmsen, Peter Westermann og en fyr ved navn Chris, der holder fast på rattet. Vi er på vej ud ad de danske landeveje med ’to go’-krus, aviser og taleudkast overalt på bagsædet. Annette har lige meldt sig som formandskandidat, og jeg har som ung SFU’er fået lov at følge med rundt i landet på den første dag i formandsvalgkampen.

På vejen hjem holder bilen ind på en tank i en provinsby. Annette Vilhelmsen skubber bildøren op med sin stilet og går ind på tanken. TV 2 News kører på en skærm og viser en nyhed om Annette og formandsvalget. Under skærmen sidder to tykke mænd og udfylder tipskuponer. De vender sig om med store øjne. De synes, de har set kvinden ved kassen før. Annette bestiller franske hotdogs.

»Held og lykke,« siger en ung kvinde i køen.

Annette Vilhelmsen smiler med øjnene, takker og betaler. Ingen tør tro, at hun rent faktisk vil blive valgt, men manges håb, frustrationer og drømme ligger pludselig på én kvindes skuldre. Og så sker det utænkelige. Nogle dage senere bliver Annette Vilhelmsen til stor overraskelse for kommentatorer, SF’s medlemmer – og måske også sig selv – valgt.

Nu har hun så trukket sig fra posten. Man kan sikkert sige meget skidt, finde mange fejl og være bagklog, så det batter, men ét må stå klart: Annette Vilhelmsen tog en for holdet, da hun stillede sig i spidsen for den utilfredshed, der var i SF. Nu håber jeg, nogen husker at give hende en fransk hotdog, for hun tog en tørn, da ingen andre ville.

I dag er formandsposten hos SF igen sendt i udbud, og folk står i kø for enten at melde sig som ikke-kandidater eller for at melde sig ud af partiet. Og SF er meget klogt trådt ud af regeringen. For kan man kæmpe for Danmark, samtidig med at man kæmper for sin egen eksistensberettigelse?

Fra heltestatus til fallit

Jeg meldte mig ind i SF som 15-årig. Det var dengang, Villy Søvndal var en rockstjerne, der blev klappet ind og ud af Superbrugsen. I hans første år i spidsen for partiet leverede SF ræverøde bud på alle de mærkesager, jeg var tiltrukket af – og så var det jo tillokkende at være med i et parti, der havde succes.

SF var politisk helt oppe på dupperne. Det var det parti, der satte foden ned, hvis nogen var på vej med tiltag, der kunne få uligheden til at stige bare en lillebitte smule. Man råbte »social massegrav« i tide og utide – i dag råber man »social balance«, og det er blevet mere hipt at være medlem af det politisk korrekte Enhedslisten eller at pleje sine karriereinteresser hos Socialdemokraterne. SF er ikke det venstrefløjsparti, man skal melde sig ind i, hvis man er en dårlig taber.

Jeg var tiltrukket af Villy Søvndals lederskab. Jeg var tiltrukket af mærkesagerne om at bekæmpe ulighed og uretfærdigheder på alle fronter. De værdier er forhåbentlig stadigvæk at finde i partiet et sted, selv om de kan være svære at få øje på. Det er så svært, at SF den 1. maj sidste år fik dets egne faner og øl i hovedet. Og til Copenhagen Pride, hvor jeg var med på SF’s vogn, blev der spyttet efter os, når vi kørte gennem byen. Det var som om, folk ikke rigtig troede på vores oprigtige budskab om ’frihed til at være den, du er’. Måske fordi partiet havde så svært ved netop at få frihed til at være det, det var.

Til sidst var det faktisk ikke så sjovt at være SF’er længere. Partiet, der skulle forvalte mit og mange andres håb, mine frustrationer og mine drømme, havde svigtet. SF sad klemt i en regering, hvor andre pludselig kunne bestemme, hvornår vi måtte råbe op om uligheden – og hvordan. Det er noget andet at være en del af SF nu end dengang, jeg meldte mig til en fest, hvor øllerne aldrig slap op. Indrømmet: SF er svækket.

Tilbage til protesten

Partiets krise begyndte ikke forleden på TV 2 News. Den begyndte for længe siden, da partiet blev allemandseje, og alle kunne se deres egne drømme, visioner og holdninger i SF. Det var dengang, SF under Thor Mögers strategiske ledelse blev forandret fra at være et protestparti med en vælgerskare, der gerne så tingene ændret til noget bedre og mere rødt uden nødvendigvis at skulle starte en væbnet revolution, til et såkaldt indflydelsesparti, der skulle rumme både den lattedrikkende Østerbro-mor og tidligere DF-vælgere i kampen om så mange mandater som muligt. Dengang skulle vi måske have været mere oppe på dupperne, for her begyndte den udvikling, der fik SF til at indgå så mange kompromiser, at kameler ikke turde sætte deres kryds ved liste F af angst for at blive ædt. Da jeg sad i en bil med både et håb og Annette Vilhelmsen på bagsædet, var det fordi jeg stadig troede på SF, selv om det også på daværende tidspunkt så trist ud. I dag kan jeg se, at SF nok i bund og grund er et protestparti. Regeringsdeltagelsen bør være en lektie om, at et parti med så stærke principper og værdier som SF har til opgave at slå i bordet, når alle de andre pragmatikere igen og igen lader et kompromis slippe igennem.

SF bliver SF igen

SF står nu uden en klar politik. Hvilke mærkesager kan partiet have ved næste valg? Og hvem skal stå i spidsen for dem? Posterne som formand, næstformand, finansordfører, politisk ordfører og gruppeformand står ledige. Der er mangel på profiler, og et parti er intet uden personer. Personer, der tør gå forrest, tænke stort, sige ja, begejstre, stille op til de underligste tv-koncepter, få en effekt opkaldt efter sig og blive kimet ned af journalister døgnet rundt. Men også personer, der tør sige fra, når det brænder på, og tør holde fast på de principper, der kan være svære at sætte præcise ord, tal og argumenter på, men som ofte bare viser sig som en mavefornemmelse. Personer, som tror, håber og kæmper for partiets berettigelse.

Og dog. Måske er de der alligevel, de politiske frontkæmpere, SF har så hårdt brug for. Flere af partiets folketingsmedlemmer viste jo, at SF stadig kan, da de satte regeringsdeltagelsen over styr i protest mod januarudsalget af vores infrastruktur.

Jeg blev fortrøstningsfuld den aften, da jeg fulgte dramaet på TV 2 News, hvor de, der bar mit håb og mine holdninger på deres skuldre, endelig sagde fra. Mit humør blev ikke dårligere dagen efter, da SF trådte ud af regeringen. Heller ikke selv om rivegildet fortsatte i et cirkus med både klovne, enøjede katte og majestætiske løver. For jeg tror, man skal være varsom med at erklære SF død. SF’s nedtur er tværtimod vendepunktet, der kan få nye ansigter, nye profiler og nye idealistiske kræfter til at melde sig på banen og sige det, de mener.

For min skyld behøver SF ikke blive et kæmpestort parti igen, hvis bare SF kan blive SF igen. Det tror jeg, partiet har lidt bedre muligheder for nu. For selv om det ser skidt ud, kan det kun gå én vej herfra: op. Jeg er måske naiv, måske blind og dum, men jeg er alligevel fortrøstningsfuld og glæder mig til at kunne stemme på SF ved det kommende folketingsvalg. For til den tid er der en god mulighed for, at det faktisk er SF, man stemmer på, når man sætter kryds ved liste F.

Thomas Korsgaard er gymnasieelev og har været medlem af SF ad flere omgange siden 2009

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Hermansen
  • Rasmus Kongshøj
  • Steven Wensley
  • randi christiansen
  • Tove Lodal
  • Thomas Christensen
  • Viggo Helth
Thomas Hermansen, Rasmus Kongshøj, Steven Wensley, randi christiansen, Tove Lodal, Thomas Christensen og Viggo Helth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det kan faktisk godt gå to veje.
Men jeg håber at SF overlever og finder tilbage til rødderne.

Nicolaj Christensen

Jeg sidder tilbage med nøjagtig samme følelse som dig, Thomas.
Et rigtigt godt indlæg, og jeg håber inderligt, at jeg en skønne dag vil kunne stemme på SF igen med god samvittighed.
Du rammer sømmet på hovedet mht. Thor Möger og de andres højredrejning af SF. Hvis de dog bare havde erkendt deres slægtskab med Socialdemokraterne noget tidligere, havde vi måske være hele denne affære foruden. Men det hører fortiden til, og nu skal SF tilbage i gear - og tilbage som et ansvarligt venstrefløjsparti (denne gang, uden at glemme sit udgangspunkt).

Peter Knap, Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese, Per Klüver og Tove Lodal anbefalede denne kommentar
Carsten Svendsen

Problemet for SF er, at der næppe er ret mange der - én eneste gang til - tror en lyd af hvad deres kandidater måtte bilde folk ind indet et valg.

Bjarne Riisgaard

Det er nok et væsentligt problem for SF, hvis der stadig er mange af dets sympatisører der finder det et atttråværdigt ideal at være "- tilbage som et ansvarligt venstrefløjsparti". Uden at gå ind på spørgsmålet om hvad et så uklart begreb som et "venstrefløjsparti" overhovedet er for noget, så er idealet om at være "ansvarlig" næsten uundgåeligt en eufemisme for i realiteten at være konservativ. Derimod er der en værdifuld indsigt i Thomas Korsgaards erkendelse af, at : "Regeringsdeltagelsen bør være en lektie om, at et parti med så stærke principper og værdier som SF har til opgave at slå i bordet, når alle de andre pragmatikere igen og igen lader et kompromis slippe igennem".

Eksistensberettigelsen, hvis den overhovedet kan findes for SF, ligger i at være den principfaste vagthund for de principper systempartierne i pagt med tidens konservatisme, er i fuld gang med at underminere - I forståelsen af, at konservatisme bekæmper man ikke ved at samarbejde med den, den bekæmper man ved at udfordre den.

at SF nok i bund og grund er et protestparti.

Bjarne Riisgaard

Obs - Den sidste linie i ovenstående var en "drag and drop" fejl.

Meningen er selvfølgflig at slutte med: Eksistensberettigelsen, hvis den overhovedet kan findes for SF, ligger i at være den principfaste vagthund for de principper systempartierne i pagt med tidens konservatisme, er i fuld gang med at underminere - I forståelsen af, at konservatisme bekæmper man ikke ved at samarbejde med den, den bekæmper man ved at udfordre den.

Per Dørup Jensen

Lad os håbe, at SF´s afgående transportminister bliver valgt som ny formand.
Så vi kan få slået det sidste søm slået i SF´s kiste.
SF er, og har aldrig været andet et opportunistisk, reformistisk venstrefløjs (Bernstein-) parti - uden principper.

Lennart Kampmann

Personligt håber jeg at SF lukker og slukker, og mit råd til folkelige socialister er at skabe et nyt parti uden bånd til Villys fejlslagne populistiske magtstræben.
Men ok, jeg er ikke socialist, og SF må gøre hvad det gør.
Med venlig hilsen
Lennart

Kurt Lindy Hansen

Det er forstemmende læsning at have som mål bare at være et protestparti. Det har aldrig været meningen med SF, når jeg tænker tilbage til starten. Thomas Korsgaard er nøjsom. Jeg vil dog trods alt håbe for ham, at han kommet på bedre tanker. Han har jo et langt liv foran sig. Som SF gebærder sig nu, så bør det måske lukke og slukke. Partiet er nærmest i vejen for en sikker vej ud af krisen. Den vej som Socialdemokratiet med sikker hånd bevæger sig ud af.

Det var dog deprimerende læsning. Jeg håber og tror på, at SF og Enhedslisten nu sætter sig sammen, og finder ud af hvordan de bedst samarbejder om at fortsætte udviklingen af en stærk venstrefløj.

Et socialistisk parti kan naturligvis ikke være "regeringsdueligt" i en nærmest neoliberal regeringskonstellation, det siger sig selv. Enhedslisten er afklaret med dette og er naturligvis regeringsdueligt når det socialistiske flertal er på plads. Det er det som SF skal erkende, få pejlepunkterne sat op sammen med Enhedslisten og ind på banen og debatten igen, komme i gang med at stemme for forbedringer og imod forringelser.

kurt lindy hansen
Dit billede er væltet... Socialdemokratiet har ført den mest unødvendigt asociale politik i mands minde.

Niels Duus Nielsen, Bjarne Riisgaard, Hans Jørgen Vodsgaard, Peter Knap og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Begrebet "protestparti" er en opfindelse. Der er ingen partier, der har til formål blot at protestere, men det er bekvemt at bruge, for så behøver man ikke at lytte til indlæg fra partiet, men kan blot sige "protestparti" og sove videre.

Niels Duus Nielsen, Bjarne Riisgaard, Kalle Nielsen og Markus Hornum-Stenz anbefalede denne kommentar

Er sagen ikke den, at de der vil opnå politiske resultater er gået mod midterpartierne, og resten står i en situation, hvor Enhedslisten er den eneste mulighed for at markere en social retfærdig holdning, og at den logiske konsekvens er, at man drejer nøglen om og samler sig om de partier, der mest afspejler ens synspunkter. Det giver ingen mening at have to venstrefløjspartier, der splitter stemmer og indflydelse.

Socialismen var et drømmesyn. Vi skriver 2014, 25 år efter murens fald og bruger heller ikke krystalapparater mere, men nostalgien spjætter lidt endnu :) Magteliten i SF ved godt, hvor de fremtidige taburetpladser er inden for rækkevidde. Pinligt, men måske i bund og grund meget menneskeligt. Socialdemokraterne har lagt såvel socialismen som demokratiet bag sig, og mange af deres vælgere tonser forvirrede rundt i små cirkler som hovedløse høns og fatter ikke, hvad der foregår.

Der sker det, at totalitarismen buldrer frem. Ikke mere pjank og personlig smøl. Politiet går på strandhugst på de danske øer og på gymnasier efter sitting ducks. Hvis bødeindtægterne skal opfylde kravet i finansloven, er politiet nødt til at slå til, hvor 'forbryderne' mindst venter det. Sådan er det jo. Ejendomsretten er ukrænkelig, indtil skattevæsenet får mistanke om, at der sker ulovligheder på din matrikel. Vore ministre har nu skabt sig et frirum, hvor nye overgreb kan udtænkes i fred for nysgerrige blikke og uden hele tiden at blive stillet til regnskab for sine gerninger.

Hvis jeg ryger en joint fredag aften og fanges i en narkokontrol mandag eftermiddag, ja så koster det kørekortet og en månedsløn, hvis der er tale om en førstegangsforseelse. Så kan jeg lære, at der er menneskerettigheder, og så er der menneskerettigheder, og overgreb er aldeles ikke noget, der sker i Danmark.

Heldigt at man ikke er ung, uuddannet, arbejdsløs og samtidig syg, for så var der ikke længere nogen velfærd for mig. Heldigt at man ikke er indfødt chauffør i et land, som har åbnet op på vid gab for billig arbejdskraft fra hele Europa. Heldigt at man ikke længere har så stort et behov for en fagforening med magt og agt. Heldigt at man har passeret 60 og kan gå på efterløn, hvis kortet ryger. Heldigt at EU kommissionen årligt tager sig tid til at sende os henstillinger omkring hvordan vi forvalter vores velfærd og boligfinansiering og rygepolitik og dagpengesystem og vore handikappede og gamle og vores indvandringspolitik. Dejligt at der er nogen, der tager hånd om os i hoved og ...

Vi har været stolte og glade for det danske velfærdssystem i 100 år, men det er der så ikke længere plads til i den store globalisering i det multikulturelle fjerde rige, hvor europæerne danser bevidstløse frem og tilbage over de grænser, som i dag er væk. Hvornår tipper stemningen i Danmark væk fra den situation, hvor vi stadig ser 'samfundet' som værende på 'vores' side ?

Hvis det nye SF mangler mærkesager, kunne de jo bare starte fra en ende af.

Niels Duus Nielsen, Vibeke Rasmussen og Peter Knap anbefalede denne kommentar
Niels Ingemann

Det er trods alt bedst for vores renomme ude i den store verden, at vores venstreorienterede partier også er det, ræsonnerede min kone sig frem til, da vi talte om det. Det har hun jo sådan set ret i.

Kurt Lindy Hansen

Kalle Nielsen. Jeg synes ikke, det er asocialt, når regeringen har arbejdet for at bevare velfærden. I et sådant arbejde er der ikke brug for protestpartier, som Thomas Korsgaard gerne ser SF være. Ja. Et sådant parti(protestparti) har slet ikke noget at gøre i et dansk folketing. Det nærmer sig skadelig virksomhed. Det har vi ikke brug for i Danmark. Det er det, der er asocialt.

kurt lindy hansen
Jeg synes, at det er asocialt fx at skære næsten halvdelen af ledige unges ydelser - det har intet at gøre med at "arbejde for at bevare velfærden".
Ligesom jeg synes, at det er asocialt fx at give selskabsskattelettelser, et tiltag alle ved har meget lille velfærdseffekt - og de penge er smidt væk til de rige fordi man kunne finde besparelser på de fattige - såkaldt "finansierede skattelettelser".

Jeg forstår, at det må være mærkeligt, hvis man har været socialdemokrat i mange år - pludselig at se sit parti føre neoliberal politik og forsvare halveringer af minimumsydelser og dermed være direkte ansvarlig for skabelsen af nye fattigdomsklasser i Danmark. Men det er altså det der sker!

Niels Duus Nielsen og Bjarne Riisgaard anbefalede denne kommentar
Bjarne Riisgaard

Sagen er nok den, at konservatismen er nemmere at forsvare, hvis man kan bilde sig selv og andre ind, at det snarere end reaktionær opportunisme, er den "nødvendige" og "ansvarlige" politik. Jo vanskeligere det projekt bliver, jo mere intolerant og aggressiv bliver samtidig afvisningen af kritikken.

Bjarne Riisgaard

Derudover, så kunne det være rigtig interessant, hvis den aktuelle turbulens på Christiansborg førte til en grundig debat om hvad en progressiv opposition egentlig kan og skal samles om. I den forbindelse burde det være indlysende at der også er behov for, at en progressiv opposition forholder sig til, hvad "socialisme" egentlig betyder i Europa i det 21. århundrede, og om projektet overhovedet behøver at defineres som "socialisme".

Kurt Lindy Hansen

Kalle Nielsen :
Jeg kan godt se med dine eksempler, at der kan være et problem. Med hensyn til ungeydelser, så ser jeg bag om tanken, som jeg mener er, at det vil skubbe nogle unge ud i uddannelse. Der er jo vitterlig nogle unge mennesker, som det er nødvendig at tage sig særlig af. Personlig har jeg kendskab til unge mennesker , som endnu ikke er kommet igang og som stræber hen mod førtidspension, som den deres forældre har. Nu ved jeg godt, at dette ikke kan lade sig gøre i dag. Men med en sådan holdning skal der et ekstra skub til.
Hvad angår selskabsskattelettelser, så har jo tanken her været, at det skulle sætte gang i virksomhederne, så der blev mere beskæftigelse og dermed mere velfærd. Jeg tror på, at regeringen vil komme med nye tiltag, hvis det hidtidige ikke virker. Det håber jeg det kommer til, især fordi alternativet er en venstreregering.

kurt lindy hansen
Alt vel.
Mit problem med uddannelseshjælpen er, at det er helt unødvendigt at sætte den lavere end kontanthjælpen. Man kan jo sagtens give uddannelsespålæg til uddannelsesparate uden at nedsætte kontanthjælpen. Uddannelseshjælpen er så lav, at de unge ikke har chancen for at eksistere lovligt - det er hul i hovedet for nu at sige det rent ud. Hvordan skal unge uden formue, uden supplerende indtægt og uden mulighed for at kunne låne eller få ekstraydelser leve af uddannelseshjælpen - det kan man ikke lovligt. Jeg skal nok stoppe her, for jeg bliver simpelthen så rasende over at S og RV og SF er gået med til at skabe en sådan fattigdomsklasse, helt unødvendigt. Nok om det - jeg forstår din bekymring, men anerkender ikke menneskesynet bag nedsættelsen af ydelsen.

Selskabslettelserne giver ingen mening - det er blot at frasige sig en politisk handlemulighed. Det er ren symbolpolitik. Jeg tror alle i dag ved, at selskabsskattelettelser naturligvis skaber afledte jobs, bare slet ikke i samme omfang som målrettede jobskabende omkostninger.

Vi finder aldrig ud af om ovennævnte virker - der er tusindvis af andre faktorer og mange af dem har vi ingen indflydelse på.

Du lyder på mange måder som en der ønsker Socialdemokratiet fører en bedre politik, så vil jeg stoppe her og ønske dig held og lykke med at påvirke internt - S-toppen ... den burde fjernes :)

Kurt Lindy Hansen

Kalle Nielsen: Du har nogle meget medmenneskelige synspunkter, som jeg vil tænke over. Tak for denne gang.