Kommentar

Moralismens spøgelse

Erik Meier Carlsen anklager venstrefløjen for at have en tvetydig holdning til marked og demokrati. Selv ender han i en ukritisk omfavnelse af markedet
6. februar 2014

Det var dog en besynderlig kronik af Erik Meier Carlsen (EMC), Information bragte den 1. februar. Først et overflødigt lynkursus i den politiske diskurs i den socialistiske bevægelse fra midten af 1800-tallet til den sovjetiske statskapitalismes sammenbrud, der mest af alt minder om genbrug fra 1980’erne – i øvrigt ligesom det portrætfoto, der pryder kronikken.

Så EMC’s centrale påstand, at et velfungerende demokrati forudsætter et frit marked, og at kombinationen »gør disse styringsmodeller overlegne«, fordi de er selvstabiliserende. Den må også være et relikt fra gemmerne. Det kan da umuligt være skrevet efter kollapsen i 2008. Efter at markedsmekanismen som logisk konsekvens har medført, at en trods alt begrænset boligboble starter en lavine med uoverskuelige sociale konsekvenser. Og efter at det ’velfungerende demokrati’ i Italien og Grækenland er afløst af teknokratregeringer, som har påtaget sig at tvinge befolkningerne til at betale for markedets vandalisme.

Kritikken af denne vandalisme betegnes som »venstrefløjens moralisme«. Jeg ved ikke, hvilke kredse kronikøren bevæger sig i (hvis han bevæger sig), men jeg genkender ikke moralismen. Jeg oplever forståelse for, at det er lige så latterligt at moralisere over finanssektoren som at bebrejde en haj, at den opfører sig som en haj og ikke som en dresseret delfin, eftersom grådighed, som EMC også konstaterer, er drivkraften i systemet. Hvis man ikke kan lide resultatet, må man vende kritikken mod systemet, og ikke mod de aktører, som bare lever op til dets forventninger. Hvis kritik af selve systemet skal kaldes moralisme, blokerer det for enhver politisk debat.

Hvorfor en sådan »moralisme« især skal tilegnes venstrefløjen, er ubegribeligt.

»De europæiske socialdemokraters øgede markedsaccept ... (og) Nyrup-Lykketofts pragmatisme« stiller EMC over for venstrefløjens »strategiske armod ... og moralisme«. Har han slet ikke registreret Nyrups og Lykketofts (og Bjerregaards og Kampmanns og Hjortnæs’ og Nielsons og Heinesens) sønderlemmende kritik af salget til Goldman Sachs? Er de også bare moralister? Og hvad med den udbredte uvilje hos DF og de radikale og blandt konservative? Er de blevet smittet af ’venstrefløjens moralisme’?

Det svære medlemsdemokrati

Den anden del af venstrefløjens strategiske armod er ifølge EMC, at den fortsat hylder medlemsdemokratiet. Det er i virkeligheden elitært og »dybest set demokratisk tvivlsomt, når den direkte vælgerindflydelse gennem frie, hemmelige valg tilsidesættes«.

Jeg ved ikke, hvad det er, EMC har kigget dybt i. Jeg kan bekræfte, at det som valgt repræsentant kan være røvirriterende, når medlemsdemokratiet kommer på tværs af ens gode hensigter og geniale forslag. Det oplevede vi i VS, det oplever de løbende i Enhedslisten, og det kørte aktuelt helt af sporet i SF trods Søvndals vidtgående centralisering og begrænsning af medlemsdemokratiet. Men EMC’s billede af den direkte vælgerindflydelse svarer i bedste fald til situationen i 1850’erne, hvor kandidaterne blev opstillet af lokalbefolkningen og valgt i enkeltmandskredse, og hvor der ikke eksisterede politiske partier. I generationer har realiteten været en ganske anden, vælgerne som flest har ingen indflydelse haft på, hvem der stilles op, og kender højst 10 procent af de valgte. Eneste folkelige islæt i hele processen er partimedlemmerne.

Og hvornår har dette medlemsdemokrati så »tilsidesat den direkte vælgerindflydelse«? Der forekommer to forskellige situationer. Når der skal indtages en holdning i en sag, som ikke kan udledes af partiets vedtagelser, og baglandet ikke godtager de valgtes uforgribelige mening. Det er som sagt irriterende. Men ret beset: Hvorfor har de valgte større ret end andre medlemmer til at formulere partiets politik på områder, som ikke er indgået i det grundlag, de er valgt på? Man kan i hvert fald ikke tale om tilsidesættelse af vælgernes indflydelse.

Den anden situation vedrører forhold, som vælgerne har haft mulighed for at forholde sig til. Og her drejer de kendte eksempler på konflikt sig altid om situationer, hvor repræsentanterne (folketingsgruppen) af den ene eller anden grund vil fravige tidligere beslutninger eller valgløfter, mens baglandet (medlemmerne) vil holde dem fast. Hvor det altså er medlemmerne, der varetager vælgernes interesser. Jeg kender ikke ét eksempel på det modsatte.

Vi kan sagtens blive enige om, at et bredere, folkeligt islæt ville være en demokratisk gevinst. Men det har ECM ikke noget bud på. Han vil blot afskaffe det, vi trods alt har. Jeg vil sige om medlemsdemokratiet, som Churchill sagde om demokratiet i almindelighed: Det er besværligt og langtfra ideelt, men det er det bedste, vi har.

Absurd markedsomfavnelse

Jeg har fuld forståelse for, at man på det uregulerede marked af ’politiske kommentatorer’ må levere nogle overlegne og bastante pointer for at påkalde sig mediernes interesse. Denne gang har det dog med moralisme-teorien anvendt på venstrefløjen og DONG-aftalen bragt EMC ud i det absurde. For at bekræfte sin påtagne antielitære position hævder han, at »meningsmålingerne antyder, at op mod en fjerdedel af befolkningen har holdninger, som domineres af denne moralisme, som dog altså er dominerende inden for den dagsordensættende klasse af intellektuelle.« Faktisk viser meningsmålingerne, at 70-80 procent af befolkningen er imod aftalen. Næppe fordi de tvivler på, at det var det bedste tilbud økonomisk set. Altså må de lægge vægt på andre aspekter end de snævert økonomiske. Hvorfor det skal kaldes moralisme, er uklart, men i strid med markedets logik er det i hvert fald.

Så EMC’s position må være, at hvis befolkningens holdninger ikke bekræfter markedet, så er det befolkningen og ikke systemet, der er noget i vejen med.

Preben Wilhjelm er lic.jur. og tidl. medlem af Folketinget

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Krogh
  • Tom Paamand
  • Thomas Aniss
  • Jes Kiil
  • Curt Sørensen
  • Henrik Petersen
  • Steen Sohn
  • Ivan Mortensen
  • Torsten Jacobsen
  • Troels Ken Pedersen
  • Niels-Simon Larsen
  • Jens Østergaard Petersen
  • Steffen Gliese
  • Niels Mosbak
  • Stig Bøg
  • Henrik Darlie
  • Niels-Holger Nielsen
  • Bill Atkins
  • Grethe Preisler
Thomas Krogh, Tom Paamand, Thomas Aniss, Jes Kiil, Curt Sørensen, Henrik Petersen, Steen Sohn, Ivan Mortensen, Torsten Jacobsen, Troels Ken Pedersen, Niels-Simon Larsen, Jens Østergaard Petersen, Steffen Gliese, Niels Mosbak, Stig Bøg, Henrik Darlie, Niels-Holger Nielsen, Bill Atkins og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Tak fordi du gad, Preben. Underholdende er det osse at se vrøvlet hængt til tørre.

Troels Ken Pedersen, Niels-Simon Larsen, Steffen Gliese og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

DONG-aftalen var en BØF. Den var begået, og svær at komme ud af. Med skindet på næsen. The noble art ..., you know. Blandt de sønderlemmende kritikere var i øvrigt yderligere et koryfæ, Niels I. Meyer.

Niels-Simon Larsen

Ang. moralisme er der på s.5 i dag en lille notits, hvor Henrik Sass Larsen siger, at det er forkert at moralisere om skattely.
Tingene bliver nu vendt på hovedet, så den der taler imod reel økonomisk kriminalitet er forbryderen. Vi ser det også med Anne Knudsens udtalelser om underskriftindsamlingen som 'pøbelvælde'.
Fra EMC, hvad enten han er i Deadline eller skriver, kommer der intet andet end fed, sat borgerlighed.

Niels Mosbak, Michael Kongstad Nielsen, Ivan Mortensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

@Peter Hansen

Ja, måske Macbeth burde være 'required reading' inden man berettiges til opstilling til folketinget ;)

Torsten Jacobsen

Og for nu at være pedantisk, så skrev mesteren altså 'Fair is foul, and foul is fair'.

..det klinger lidt bedre ;)

Niels P Sønderskov

Wilhjelm skriver bl.a.: Hvorfor en sådan »moralisme« især skal tilegnes venstrefløjen, er ubegribeligt. og det er jo ikke så godt, så som en af dem der, godt nok med blandede følelser, anbefalede Carlsens artikel, må jeg vel heller forsøge at gøre det begribeligt:

Som forhenværende VS-vælger hævder jeg at forstå SF-sutskoene og Enhedslistens afstandtagen til dette marked, og vi har også diskuteret det en del tidligere. Set fra den anden side, den socialdemokratiske, fremstår denne afstandtagen virkelig som moralisme og i yderste konsekvens som totalt verdensfjern, hvis man da ikke lige forudsætter en kommende revolution, nationalisering af større virksomheder og et nyt forsøg med planøkonomi. Jeg kan ikke vide om Wilhjelm stadig befinder sig ude i den hamp.

Videre går det »De europæiske socialdemokraters øgede markedsaccept ... (og) Nyrup-Lykketofts pragmatisme« stiller EMC over for venstrefløjens »strategiske armod ... og moralisme«. Har han slet ikke registreret Nyrups og Lykketofts (og Bjerregaards og Kampmanns og Hjortnæs’ og Nielsons og Heinesens) sønderlemmende kritik af salget til Goldman Sachs? Er de også bare moralister? Og hvad med den udbredte uvilje hos DF og de radikale og blandt konservative? Er de blevet smittet af ’venstrefløjens moralisme’?

Man kan ikke tage Nyrup, Lykketoft m.fl. til indtægt for sådan et synspunkt. I øvrigt kan man tælle den unge Hummeltoft, der stillede sig ved Nyrups side, med. Corydon (og jeg selv) vil nok med EMC betegne dem som (mere eller mindre) uvidende moralister ude af takt med dynamikken i den aktuelle beslutning, som nu er taget. Resten af slænget, DF m.v. var, helt korrekt set, smittet af 'venstrefløjens moralisme'.

Henrik Petersen

I USA er det sådan, at gider man ikke/kan man ikke svare for sig, så kan man altid kalde sin modstander for "kommunist" - så behøver man nemlig slet ikke forholde sig til, hvad der bliver sagt.

I DONG sagen har samme taktik været brugt - man kalder sine modstandere for "følelsesstyret" - og så behøver man ikke forholde sig til, hvad de siger.

Det egentligt bekymrende er, at vores valgte repræsentanter mener, at de ikke behøver at forholde sig til hvad der kommer af kritik.

Det er som politiker ikke nok at have ret. Man er også nødt til at kunne forklare og forsvare sine handlinger. Uden denne dialog er det selve demokratiet som er truet.

Politikerne må finde sig i at deres vælgere har holdninger - også selvom disse holdninger en gang i mellem skriger til himlen, er udtryk for følelser, er irationelle eller bare "dumme".

Hvis man ikke indser, at selv "dumme" mennesker har ret til en holdning, så er man ikke demokrat.

P.S: Tak for et godt indlæg.

Steffen Gliese

Jamen sagen er jo den simple, at den økonomisk mest fordelagtige løsning altid er den ringeste - alene fordi man anlægger et irrelevant kriterium.

Niels P Sønderskov

En karakteristisk fejl at snakke om den 'økonomisk medst fordelagtige løsning'. Vi taler om det 'samlet set bedste tilbud', men det er jo altid sjovt at forsøge at lokke alle de mindrebemidlede med på galejen.