Klumme

Når bullshit er bedst

Hvor mange gange har Google ikke ødelagt vores middagssamtaler? Det er på tide, vi indser, at viden ikke er en forudsætning for at tale sammen. Det er tværtimod ofte en hindring
25. februar 2014

For nylig spiste jeg frokost i kantinen med en kvindelig kollega, som i samtalens løb fik fremført den ikke helt ukontroversielle teori, at mænd først er i stand til at forbinde sex med følelser fra de er 26 år. Angiveligt fordi mænds hjernehalvdele først vokser senere sammen end kvinders, og at den del af hjernen, som har med lyst at gøre, derfor først senere bliver i stand til at kommunikere med den del af hjernen, som har med empati at gøre. Hævdede hun.

Det skal siges, at ingen af os på noget tidspunkt foregav at være eksperter i hverken hjerne- eller kønsforskning. Der var tale om en af den slags rendyrkede bullshit-samtaler, som klæder kantiner bedre end det offentlige rum, og som kun kan udspille sig blandt lægfolk, fordi forudsætningen for diskussionen netop er, at ingen dybest set ved, hvad de snakker om. Det skal også siges, at vi lige så godt kunne have talt om noget andet. Vi kunne have diskuteret, hvorvidt en kvælerslange nogensinde har spist en okse. Eller hvem der ville vinde, hvis en løve og en tiger kom op at slås. Vi talte begge ud fra hver vores afgrundsdybe uvidenhed. Derfor var det selvfølgelig også et fuldstændig utilgiveligt brud på de sociale trafikregler, da jeg, i hvad der må betegnes som en selvforskyldt eneulykke, bad hende belægge sin teori med håndfast dokumentation. Lige dér forulykkede samtalen.

Hvor mange gange har vi ikke oplevet en sandhedssøgende pedant kortslutte en god diskussion? Hvor mange gange har vi ikke irriteret os over ham, der pludselig fandt mobilen frem for at tjekke, hvad fagkundskaben mon sagde? Hvor mange gange har Google ikke ødelagt vores middagssamtaler?

Alt for mange gange. Og pludselig var jeg selv årsagen. Jeg var blevet ham, der ikke fatter, at samtaler ikke kun handler om at fastlægge og formidle viden, men også om at klarlægge og afprøve relationer. At en diskussion ikke kun er en arena for argumenter, men også altid en scene for sociale situationer.

I en illustrativ anekdote fortæller den amerikanske fysiker Richard Feynman om et celebert middagsselskab, han engang deltog i. Hans borddame var »en unavngiven dansk prinsesse«, og i aftenens løb faldt de i snak:

»Hun vendte sig mod mig og sagde: ‘Åh, du er en af Nobelpris-vinderne. Hvad er dit felt?’

‘Fysik’, svarede jeg.

‘Nå, ja det er der jo ingen, der ved noget om, så det kan vi nok ikke tale om.’

‘Tværtimod’, svarede jeg. ‘Det er, fordi der er nogen, der ved noget om det, at vi ikke kan tale om fysik. Det er det, som ingen ved noget om, vi kan diskutere. Vi kan tale om vejret, vi kan tale om sociale problemer; vi kan tale om psykologi; vi kan tale om den internationale finansverden. Guldstandarden kan vi ikke tale om, for den forstår folk. Det er netop alle de emner, ingen ved noget om, vi kan tale om!’«

Richard Feynmans anekdote er et defensorat for den samtale, som finder sted i et rum tømt for sikker viden. Det er et forsvar for den middagssamtale, hvor ingen rigtig ved, hvad de taler om, og hvor alle – netop derfor – kan tale med. Normalt siger vi: Om det, man intet ved, om det bør man tie. Men Feynman siger: Om det, vi intet ved, om det kan vi tale.

For ikke så længe siden interviewede jeg den amerikanske filosofiprofessor Harry G. Frankfurt om begrebet bullshit. Essensen af bullshit er ifølge Frankfurt at sige noget uden at bekymre sig om, hvorvidt det er sandt eller falsk. Derfor er bullshit også en »mere samfundsnedbrydende praksis« end løgnen, mener han. Løgneren må trods alt forholde sig til, hvordan virkeligheden faktisk er for at kunne fejlrepræsentere den. Det bekymrer bullshitteren sig ikke om. Resultatet er et samfund, hvor det ikke længere er vigtigt at vide, hvad der er rigtigt og forkert.

Frankfurt har ret, når han siger, at den offentlige samtale bør være båret af argumenter og respekt for sandheden. Men Feynman har også ret, når han siger, at de sjoveste middagssamtaler er dem uden overdommere og facit. Vi må give Frankfurt ret, når han beder os være på vagt over for bullshit i samfundsdebatten. Men vi må også give Feynman ret, når han beder os være på vagt over for saglighed i bullshit-snakken. Vi må erkende, at det er forskellige arenaer med forskellige spilleregler. For hvis ikke vi indser det, ender vores middagssamtaler med at udvikle sig til offentlige debatter, og så er det slut med at grine i kantinen. Det burde jeg efterhånden være gammel nok til at forstå. Jeg mener, det er jo snart syv år siden, at mine hjernehalvdele voksede sammen.

Rasmus Bo Sørensen er kulturjournalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maiken Guttorm
  • Henrik Danstrup
  • Bob Jensen
  • Viggo Helth
Maiken Guttorm, Henrik Danstrup, Bob Jensen og Viggo Helth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis vi kun taler om det vi ved, kan vi ikke tale om nye ideer, og derved kommer intet nyt frem, der vil ikke opstå behov for ny viden.

"Tværtimod’, svarede jeg. ‘Det er, fordi der er nogen, der ved noget om det, at vi ikke kan tale om fysik. Det er det, som ingen ved noget om, vi kan diskutere."

Det er nu man skal holde sin kæft? :p

Børge Rahbech Jensen

synes, det har ødelagt flere samtaler, at alle forventes at have samme omgangskreds og se det samme på tv.

Der er samtaler og så er der snak
Vi snakker sammen af mange forskellige grunde. Ikke kun for at formidle viden. Megen snak tjener primært en social funktion. På engelsk har man udtrykker 'grooming talk', fordi den slag samtaler mnder om, det aber fortager sig sammen, når de pelssoignerer hinanden. De gør det ikke kun, for at holde hinandens pels ren, men fordi det skaber fællesskab og sammenhold i flokken. Det samme med meget 'løs snak' . Det primære er ikke indholdet, af det der siges, men at vi signalerer 'jeg er opmærksom på dig' 'jeg lytter til dig -du betyder noget for mig' etc.. De mennesker er altid kræver 'meningsfuld samtale' er blinde for denne vigtige sociale side at samtalen og socialt ubegavede

Carsten Pedersen og Jette M. Abildgaard anbefalede denne kommentar

Man har også udtrykket 'small-talk', som 100% dækkerc det Rasmus Bo Sørensen snakker om . 'Bullshit' er noget helt andet, kan vel bedst oversættes til Dansk som 'mund-lort' .

Papegøjer 'snakker', mennesker taler .