Kronik

Nødvendighedens visionsløshed er ikke kun forbeholdt SF

Politisk dødvande og mangel på visioner er ikke forbeholdt den folkesocialistiske folketingsgruppe. ’Nødvendighedens politik’ tvinger også politikere på Christiansborgs blå fløj i knæ – se blot på Konservative
SF synes måske at have løst sit problem ved at de lidet troende stak af fra partiet. De Konservative står i samme dilemma med sin ubehjælpsomme folketingsgruppe, der ikke kan prale med ’konservative resultater’, mener kronikøren. Villy Søvndal og Lars Barfoed til valgduel i 2011.

Claus Bech

21. februar 2014

Det burde efterhånden være et veldokumenteret faktum, at kløften mellem vælgerne og deres folkevalgte er voksende. Ganske vist er konflikten mellem politiske holdninger og politisk ansvar hverken ny eller overraskende. Den opstår, hver gang et parti påtager sig ansvaret som regerings- eller støtteparti.

Efter valgnattens eufori følger den grå dagligdag med dens usexede kompromiser og studehandler.

Selv om konflikten sjældent får så dramatiske følger som nu i SF, hvor et ideologisk bevidst bagland trak tæppet væk under partiets regeringsdeltagelse, er folkesocialisterne alligevel et iøjnefaldende eksempel på den dybe tillidskrise, som i disse år præger det politiske system. Fra højre til venstre følger tænksomme vælgere det politiske spil på Borgen med stigende mistillid og undren. Hvad er der blevet af det parti, som vi gav vores stemme ved valget?

Det er også i den optik, man skal forklare det paradoks, at den konservative debat i disse år blomstrer og trives på debatsider og sociale medier, samtidig med at den konservative folketingsgruppe lider en dådløs strådød – i virkeligheden en langt alvorligere krise end SF’s bulder og brag for åbent tæppe.

For SF synes problemet nemlig nu at være løst ved afskalningen af de lidet troende, mens de konservative græsrødder er tvunget til at føre konservativ idé- og politikudvikling uden for folketingsgruppen.

Ubehjælpsom folketingsgruppe

Det Konservative Folkepartis ildsjæle har ikke kunnet hente megen hjælp på Borgen. Når der prales med ’konservative resultater’, har der i realiteten kun været tale om skattelettelser til erhvervslivet kombineret med klapjagt på arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere.

Den politik falder måske godt i tråd med Lars Barfoeds fortid som direktør for Finansrådet, men det springer ikke umiddelbart i øjnene som konservativt at føre liberalistisk overbudspolitik.

Konservative græsrødder vil heller ikke føle sig beroliget af partiets populistiske markeringer, som dengang en sommerklædt folketingsgruppe for åben skærm erklærede krig mod burkaen i det offentlige rum. Eller da partiet i foråret løb fra folkeskoleforliget for en bagatel, selv om der er nok at rette op på i dette pædagogiske monstrum.

Tåbeligt slet og ret, og så behøvede den historie sådan set ikke være længere, hvis ikke der stod mere på spil end en ubehjælpsom folketingsgruppe. Men det gør der. For de udenomsparlamentariske konservative drejer det sig om en langt mere omfattende og dybtfølt protest mod bureaukratiseringen af den politiske beslutningsproces og markedstænkningens inficering af alle tænkelige politikområder.

Upolitisk ’nødvendighed’

Konservative deler vilkår med alle de andre såkaldt ansvarlige partier. Ansvarlighed og nødvendighed er blevet det figenblad, hvormed ministre og folketingsmedlemmer legitimerer beslutninger, der åbenlyst bryder med de principper og løfter, de gik til valg på.

Men hvorfor? Her må det lades finansminister Bjarne Corydon (S), at han i det mindste toner rent flag, når han som forleden beklagede, at der »gik politik« i DONG-sagen. Ja, naturligvis, hvad ellers?

Men i Corydons univers – og ikke kun i hans – er politik et distraherende element i implementeringen af den nødvendige politik for nu at bruge det på Borgen fremherskende cand.polit.-sprog.

Problemet for den tankegang er, at hvad der er ’nødvendigt’ og ’ansvarligt’ i politik, må bero på en politisk vurdering, i al fald i et demokrati, og ministre og folketingsmedlemmer er nu en gang sat i verden for at gennemføre de politiske mærkesager, som de er blevet valgt ind på. Naturligvis ikke altid, det er nu en gang ikke muligt, men i det mindste når afgørende principspørgsmål står på spil.

Det er så åbenlyst banalt, og måske er det derfor, at det konsekvent nedprioriteres i det politiske arbejde til fordel for business as usual. Men Konservative må lære, at det koster dyrt for et parti, hvis det forsømmer sin politikudvikling på den lange bane.

Det konservative alternativ

Selv om Det Konservative Folkeparti er i krise, er det ikke ensbetydende med, at konservatismen også er det. Debatten uden for Borgen tyder tværtimod på, at der er et betydeligt potentiale for konservative holdninger og konservative alternativer til den afpolitisering af den politiske offentlighed, som vi i disse år er vidne til.

På sin vis blev protesten allerede foregrebet af Anders Fogh Rasmussens populistiske angreb på ’ekspertvældet’. Populistisk, fordi det blev sammenkædet med de gængse fordomme om kulturradikale åndssnobber og røde rundkredspædagoger.

Fogh øjnede potentialet, men det er selvfølgelig ikke ved at overhale Dansk Folkeparti højre om, at konservatismen kan levere et alternativ. Spørgsmålet bliver så, hvem der kan samle potentialet op.

Her er problemet, at ’konservatismen’ er en flertydig størrelse, nærmest en ikkeideologi med en indbygget skepsis mod enhver form for fundamentalisme. Men det er ikke ensbetydende med, at der ikke findes en konservativ fortælling.

Den er ganske vist mindre ambitiøs end de store politiske utopier, men netop derfor er den et potentielt modspil til den markedsfundamentalisme, som er blevet ophøjet til at være det eneste gyldige kriterium i politik.

Lad os eksempelvis tage uddannelsessektoren. Fra vuggestue til universitet kalkuleres der med børn og unge som et investeringsobjekt. Engelsk fra børnehaven og herfra i ekspresfart de næste 20 år for at honorere erhvervslivets efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft. Kvalificeret til hvad? Til hvad som helst – og ingenting.

Alt på markedets kortsynede betingelser, kombineret med en bureaukratisk styring og kontrol af hidtil usete dimensioner. Tilsyneladende et paradoks, men en nødvendig forudsætning for, at markedet kan fungere. Og ve de ansvarsløse unge, der vælger uddannelse af lyst og interesse uden at lade sig lokke af udsigten til en karriere som kombattanter i fremtidens konkurrencestat.

Skolen som socialisering til homo oeconomicus og universitetet som arbejdsformidlingskontor er et statsligt projekt, som gennemsyrer alle sektorer. Der er offentlige strategier for uddannelse, sundhed, forsorg, arbejdsmiljø, dyrevelfærd og mental sundhed. Alt sammen med såre agtværdige formål, men alene rettet ind efter markedets (påståede) behov og markedsført med en kvalmende retorik om ’varme hænder’ og trivsel.

Glade grise smager som bekendt bedst, og den gode medarbejder har krølle på halen!

De Konservatives fortælling af i dag må formuleres som et værdipolitisk alternativ til et menneskesyn, hvor individet reduceres til produktionsfaktor, borgeren til skatteborger, og politikken til et teknokratisk anliggende om at skabe de bedste betingelser for markedet. Alt sammen i et rablende reformtempo, der deler borgerne op i et A- og B-hold og griber dybt ind i den måde, vi taler til og om hinanden.

I dag må Konservative føre den debat uden for folketingsgruppen, men den vil have interesse for alle de mange politisk hjemløse, der på tværs af partiskel har fulgt værdipolitikkens sammenbrud med en følelse af fremmedgørelse og afsky. Her kan det konservative samfunds- og menneskesyn byde ind med sin skepsis over for teoretiske abstraktioner, sin forståelse for det historisk givne og sin hævdelse af individets ansvar over for sine medborgere og de fællesskaber, det indgår i.

Gad vide, hvor langt opbakningen i meningsmålingerne skal ned, før politikerne på Christiansborg – uanset partifarve – får øje på potentialet i den fortælling.

Niels Clemmensen er historiker, dr.phil. og ekstern lektor på Saxo-Instituttet, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Harder
  • Anne Eriksen
  • Niels-Simon Larsen
  • Karsten Aaen
  • Rasmus Knus
  • Jakob Trägårdh
  • Leif Koldkjær
  • Lasse Glavind
  • lars abildgaard
  • Rasmus Kongshøj
  • Bjarne Riisgaard
  • Toke Andersen
  • Tommy Knudsen
  • Anders Kristensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Ejvind Larsen
  • Ivan Gullev
Christian Harder, Anne Eriksen, Niels-Simon Larsen, Karsten Aaen, Rasmus Knus, Jakob Trägårdh, Leif Koldkjær, Lasse Glavind, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Bjarne Riisgaard, Toke Andersen, Tommy Knudsen, Anders Kristensen, Lise Lotte Rahbek, Ejvind Larsen og Ivan Gullev anbefalede denne artikel

Kommentarer

der er kun een fremherskende vision i alle lejre: minimum 4% vækst, straf de svage og skattelettelser til de rige, udenrigspolitikken er: følg USA i koalitionen af de vildførte i tykt og tyndt, og lad som om vi ikke bliver afllyttet og at USA begår andre massive ulovligheder.

Der er ikke nogen at vælge imellem, stem blankt.

Jørn Sonny Chabert, Jakob Trägårdh, Karsten Aaen, Henrik Darlie, Per Jongberg, Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj og Toke Andersen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

"Gad vide, hvor langt opbakningen i meningsmålingerne skal ned, før politikerne på Christiansborg – uanset partifarve – får øje på potentialet i den fortælling."
Lad os da vente på det.

Bjarne Riisgaard

Man kunne måske give give Niels Clemmensens smukke og velformulerede analyse et lille ekstra twist, ved at tilføje, at når det er sådan, at "- Her er problemet, at ’konservatismen’ er en flertydig størrelse, nærmest en ikkeideologi med en indbygget skepsis mod enhver form for fundamentalisme. Men det er ikke ensbetydende med, at der ikke findes en konservativ fortælling." - og den aktuelle situation gør "politikken til et teknokratisk anliggende om at skabe de bedste betingelser for markedet" - Så er markedsfetichismen i sig selv blevet et i egentlig, begrebsmæssig forstand, "konservativt" ideologisk projekt, og i det perspektiv, giver den konservative folketingsgruppes inaktivitet jo god mening.

Karsten Aaen, Jakob Trägårdh og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Meget enig med forfatteren. De Konservative stod med et 'synlighedsproblem' i deres tid i Fogh-regeringen, fordi Venstre var rykket mod midten og havde 'snuppet' det socialkonservative felt - i hvert fald rent taktisk. Men kan med en vis ret sige, at de socialkonservative allerede havde tabt den evindelige interne kamp i partiet på det tidspunkt til de mere 'liberal'-konservative. Som en modtræk besluttede De Konservative at forsøge at gå 'højre om Venstre på skatteområdet for at tiltrække det segment på 5-7%, der ligger her, men strategien mislykkedes med opkomsten af Liberal Alliance. Nu sidder man så i saksen - paradoksalt nok samtidig med - som forfatteren ganske rigtig påpeger, at der er en stigende søgen mod 'konservatismen' forstået som begreb.

Christian Harder, Karsten Aaen, Jesper Wendt, Jakob Trägårdh og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

Ude i horisonten lurer det egentlig ‘nødvendige‘: Omstillingen af samfundet, hjemme og ude, til miljømæssig bæredygtighed. Vi kan, ved stor dygtighed, kun sætte sejlene, men ikke bestemme over retningen på de vinde! Den ‘nødvendige‘ omstilling bliver i stigende grad tvingende og flere og flere har nærmest givet op på forhånd, overgivet sig i de liberales stenaldertankegang, hvor den progressive, venstreorienterede vilje til forandring latterliggøres.

Glenn Lynge Andersen, Niels-Simon Larsen, Jens Thaarup Nyberg, randi christiansen, Karsten Aaen og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

Den konservative tanke er i overensstemmelse med det ‘nødvendige‘ i den forstand, at den er cyklisk, at vi skal give det samme tilbage, som vi tager år for år. Der hvor den kommer til kort, det er ved omfordelingen af de goder, der aldrig ligner sidste års resultat, men hele tiden ændrer sig pga. udviklingen.

"Den nødvendige politik". Det minder en hel del om det gamle Sovjet, hvor politikken efter ledernes mening grundede sig på videnskabelig sandhed. Man prøver at dræbe alle argumenter mod den førte politik.

Anne Eriksen, Glenn Lynge Andersen, morten Hansen, Jens Thaarup Nyberg, Karsten Aaen, Jesper Wendt, Steffen Gliese og Jakob Trägårdh anbefalede denne kommentar
anker fjeld simonsen

De Konservatives fortælling af i dag må formuleres som et værdipolitisk alternativ til et menneskesyn, hvor individet reduceres til produktionsfaktor, borgeren til skatteborger, og politikken til et teknokratisk anliggende om at skabe de bedste betingelser for markedet. Alt sammen i et rablende reformtempo, der deler borgerne op i et A- og B-hold og griber dybt ind i den måde, vi taler til og om hinanden.

Kan Konge og fädreland väre en visionär fortälling ? Spörg DF
We Gud ? Spörg Kristdemokraterne
Kan danske ledere skabe et värdipolitisk alternativ til nödvendigheden ?
Eller militäret ?
Tilbage kan der kun väre kulturministeriet, hvor konsetvative ministre har fört en streng partipo-litisk uddelingspolitik, når de kunne komme til det, helt uden folkelig interesse.
Så der er kun juristerne tilbage, og de og retssystemet er heller ikke särligt fängende.
Jeg har svärt ved at tro på den konservative renässance. Liberalisterne har i det mindste den private pengedröm, der er meget udbredt !

randi christiansen

Jakob tragardh - spgsm om fordelingsnøgle handler om definitionen af overlevelsesressourcer pr individ i pgld habitat. Spgsm om habitatens output må også relateres til gnp - vi må kende planetens input/output regnskab og relatere det til individerne. Spændende, hvordan dette planetare bæredygtighedsregnskab - anskuet i cirkulær økonomi - egl ser ud. Det forudsætter selvf samarbejde, ikke privatprofitering på og indbyrdes konkurrence om fællesejet, naturgrundlaget. Det er alternativet til nuværende finansielle struktur. Der er et 'fælleseje' med et heraf følgende fælles ansvar.

At egeninteresse skulle være eneste og bedste drivkraft for human evolution er en påstand, som ikke understøttes af fakta. Antagelsen, at egeninteresse altid er kongruent
med fællesskabets interesse, er ikke verificeret. Antagelsen at fællesskabets interesser
altid tilgodeser individet er ikke verificeret. Men vi kan vælge, hvilke forhold vi ønsker at
fremme. Vi har et valg. Hvilken vision ønsker vi for os selv. Det bør vi give passende og
god tid til en bred, folkelig samtale om. Og så nærmer vi os måske ligefrem en folkeafstemning om disse ret afgørende forhold. Og så kan vi måske komme videre med
noget fornuftigt.

Parametrene, måle'stoks' forholdene, efter hvilke fællesskabet i den cirkulære økonomi
navigerer, er naturlove som fx fotosyntesen.

Jakob Trägårdh

Lad os få den grønne bundlinie frem, få den gjort lige så vigtig som den røde, så en sort bundlinie er afhængig af en grøn+rød balance. Vi kunne starte med Finansloven. På den måde, så ville Finansministeriet gå foran hvert år og vise vejen for resten af landet.

Det meste af landets befolkning er "konservativ". Man ved hvad, man har - Man ved ikke hvad, man får. Altså samfundsbevarende.
Personligt er det irrationelt ikke at reagere på dårlige erfaringer i ens liv, og forsøge på at ændre forholdende.
Når samfundet har det på samme måde, er det værd at undersøge hvorfor.
Hvis befolkningen opgiver overfor det politiske styre på forhånd og mener at - det nytter jo alligevel ikke - og meget få deltager bevidst i demokratiet, kører folkestyret irrationelt, som denne "konservative" enkelt person i sit liv.
I ekstrem grad kan personen betragtes som sindssyg eller påvirket til ude af stand til at agere rationelt. Hvordan vil man karakterisere et folkestyre, der lider af samme mangel på bevidst rationale ?? Ikke demokrati !
Vi ser jo frustrationerne i Dong og Nets sagerne, hvor folks holdninger tilsyneladende gå helt på tværs af partipolitik - og hvor mange borgerlige pludselig synes, at Frank Aaen har ret.
Mon ikke folkeafstemninger, hvor et emne bliver sat til debat og oveladt til personlig beslutning, ville resultere i større bevidsthed. Flere afgørelser ville sikkert gå imod folketingets flertal.
Jeg håber denne "sagsfremstilling" giver mening.

Jørn Sonny Chabert, Christian Harder, Anne Eriksen, Jakob Trägårdh og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Og hvis den danske nationaløkonomi allerede er parkeret i udenlandske erhvervspolitiske lommer, frau merkel, gollumsachs og hvem mon ellers skjuler sig i den mørklagte forvaltning, så er fællesejet blevet solgt uden det nødvendige mandat, idet der de facto er tale om suverænitetsafgivelse, hvis en beslutning, som ikke er taget ved folkeafstemning, ikke kan omgøres med folkeafstemning, og så må vi jo tilbageekspropriere byttet, vores ejendom. Hellere fri og fattig end hjerneskadet, psykofarmakabedøvet gældsslave hos gollumsachstyperne.

Jørn Sonny Chabert, Anne Eriksen og Jakob Trägårdh anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Niels Clemmensen formår ikke selv at forklare, hvad det konservative samfunds- og menneskesyn går ud på. Nu havde han ellers lejligheden. Men det er måske hemmeligheden - , ingen ved, hvad konservativ ideologi og politik går ud på.
Han antyder dog det overordnede tema, at markedet ikke skal bestemme alt. Og at undervisning er et vigtigt samfundsområde, hvor som sagt markedet ikke skal være altings endemål. Her kunne de konservative passende tage et opgør med deres egen tid i VK-regeringen, og f. eks. starte en tilbagerulning af universitetsloven fra 2004, det gjorde markedet til universitetets formål og fremtid. Og spørgsmålet er, om ikke de konservative skulle stoppe udsalget af Danmarks kerneværdier såsom DONG, DSB, Nets, osv., det er ikke kulturarv, men tæt på. Her kunne K tage DR, SF og EL i hånden og stemme imod.

randi christiansen og Jakob Trägårdh anbefalede denne kommentar

Det Konservative Folkepartis valgsprog er : "Vi vil forandre for at bevare."
Tog de konsekvensen af dette, var der virkelig fremtidsperspektiver for partiet. Men det forstår de vel ikke.

Foretag de nødvendige forandringer :
- for at bevare vores natur, lokalt og globalt - og rydde op i svineriet.
- for at bevar vores selvbestemmelsesret - og tage den tabte tilbage.
- for at bevare vort demokrati - og forbedre det.
- for at bevare borgernes frihed - og tage den tabte tilbage.
- for at bevare børn og voksnes sundhed - og tage den tabte tilbage.

Der er nok at tage fat på !

Christian Harder, randi christiansen, Anne Eriksen, Jakob Trägårdh og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Knudsen

(Det burde efterhånden være et veldokumenteret faktum, at kløften mellem vælgerne og deres folkevalgte er voksende. )!!!!
Lad os så se dokumentationen!!!.
Vælgere, ihvertfald et bredt udsnit og 'deres' folkevalgte har vel aldrig været så tæt på hinanden via de sociale medier etc.
'Mangel på visioner' en ny udokumenteret påstand, der blot skal danne bagrund for nedgørelsen af de Konservative.
Dog savner jeg bud påm at få vendt strømmen fra land til by.
UdkantsDanmark!.
Hvad med at differentiere statskat,kommuneskat og ejendomsskatter for beboere og erhvervsskatter for virksomheder i udvalgte kommuner. De lave boligpriser er åbenbart ikke nok.
Vision eller praktisk politik.
Få folk tilbage til gadekæret og et ordentligt livsindhold og børnene ud af ghettoerne.
(Jeg kender intet til bloktilskudsudligninger, men det er der vel en løsning på .)

Søren Kristensen

Stem blankt. Jo, det forstår jeg godt. Men jeg lovede mig selv tilbage i 2008 at jeg ville stemme på Enhedslisten, som en reaktion på finanskrisen. Jeg har så bare ikke fået det gjort endnu, men regner med at få sagen bragt i orden næste gang. Så med mindre der dukker et eller andet interessant nyt parti op i fremtiden, med basisløn eller anden utopi på tapetet, kan det såmænd godt være jeg ender med at stemme blankt. Endelig er jeg jo også så småt ved at blive gammel og jeg kan ikke se nogen grund til at lade det komme de konservative til gode. Midterpartierne? Jo, men stemmer du blankt så stemmer du jo allerede på dem, ikke sandt?

Jesper Jespersen (RUC) sagde fornyligt, at et stigende antal økonomer er begyndt at fable om "den gode konge" som alternativ til demokratiet.

Altså at hvis pressen (som ifølge Tony Blair og hans fokus-grupper kan levere et veldefineret valgresultat) bliver sat til vægs af eksempelvis sociale medier - er magthaverne klar til at indføre en form for økonom-styret monarki.

randi christiansen

Det bør ikke en gang være muligt ved folkeafstemningsflertal at afhænde fælleseje. Og selvom man kunne forestille sig 100% enighed ved en folkeafstemning, bør heller ikke det give hjemmel til salg/afhænding af fælleseje.

Vi er nu i en situation hvor det til enhver tid siddende folketingsflertal under dække af deres position som repræsentativt demokrati mere eller mindre oplyst kan bidrage til en sådan afhænding af fællesejet. Det er en katastrofe, at privatinteresser udelukkende med egenprofit for øje således kan udmanøvrere folkestyret og dets desværre i vidt omfang inkompetente repræsentanter og overtage kontrollen med fællesejet > senest fuld vetoret over vitale dongområder qua 19 % aktieandel - en helt uhørt konstruktion, et så uforståeligt billigt udsalg af fællesskabets værdier at inkompetence og/eller korruption må mistænkes - en mistanke som jo i aller højeste grad forstærkes af det forhold, at mørklægningsloven på trods af stærke folkelige protester skulle gennemføres på daværende tidspunkt. Det er på høje tid til forandring inden hjernevaskede karriereryttere : politikere og deres mainstream økonom proselytter skulle lykkes med endnu et af deres udemokratiske tiltag, det af jesper jespersen benævnte 'økonom styrede monarki'. Hvilken tragisk groteske, hvilket fascistisk overgreb - og som altid i historiske tragedier er der efterfølgende travlt ved håndvasken. Suk - det er hårde tider for det oplyste og retfærdige menneske.

Søren Kristensen

Ok, Niels Simon Larsen
Jeg har lige været en tur omkring "Alternativet".

Alene navnet. Hvem ønsker at være alternative (anderledes)? Det gør kun de færreste. De fleste mennesker stræber efter at en eller anden form for normalitet, med mindre de er kunstnere, sportudøvere eller forbrydere. Det næste der møder én er grafikken: en skrigende grøn og et layout som virker nærmest tilfældigt. Endelig er der indholdet, beskrevet med følgende fem overskrifter:

* Seriøs bæredygtig udviklling
* Uddannelse og livslang nysgerrigehed
* En ny politisk kultur
* Iværksætteri og social opfindsomhed
* Kunst og kultur

De overskrifter, hvor velmenende de end er, får ingen gennemslagskraft overfor dagens hårdkogte partier, med deres regneark, oneliners og stærke fokus på betalingsbalancen.

Det parti jeg taler om skulle, som et andet fremskridsparti (læg mærke til det inkluderende og fremadrettede i navnet - alle har e jo en eller anden fremtid, osv.) bygges op omkring få men vigtige mærkesager, en, to eller højst tre. Alt det andet med bæredygtighed, kultur og kunst og opfindsomhed og jeg ved ikke hvad kan være meget godt, men det skaber alt for meget støj og muligheder for at dreje diskussionen væk fra det egentlige: beskæftigelsessituationen.

Uffe Elbæk er sikkert en flink fyr, men han er alt for vattet politisk til at stå i spidsen for et basisløn-parti. I øvrigt er han inhabil som shooting star, eftersom han allerede har været i fokus som medlem de radikale, oven i købet med en uheldig exit. Hvem kunne man ellers tænke sig? Dovne Robert var tæt på et kandidatur, hvis hvis han havde haft et parti klar. Pointen er bare, at ud over politisk tæft kræves der virkelig karisma og gennemslagskraft hos den der for alvor vover at forsvare en så radikal tanke som basisløn. Vi så jo hvordan det gik med den intelligente Rune Engelbrecht Larsen - også han måtte bide i gulvtæppet, trods solid eksponering.

Nej, alt tyder på at vi fortsætter ud af det spor som blev lagt af Nyrop og Fogh og som Thorning så gnidningsløst sender os videre ud af: reformer til benefice for mænd og kvinder i jakkesæt og blå kedeldrager. Når/hvis der sker noget afgørende i dansk indenrigspolitik er det ikke nok at folk har fået nok. Der skal også dukke et geni op, som er i stand til at samle op på og transformer det som rigtig mange tænker til konkret politik. Ingen af delene synes at være opfyldt i dag.

randi christiansen

Opgaven er, at formulere den alternative økonomiske politik på en måde, så borgerne kan forstå den.

Jakob Trägårdh og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar