Klumme

Overhørt i New York

Mænd og kvinder i New York prøver at befri deres biler fra isens favntag med vejsalt, spader og hakker. I russernes kvarter, Little Odessa, er der ikke meget beundring for Putins prangende vinterlege i det snesjappede Sotji
21. februar 2014

Desperate billister

Et typisk gadebillede fra Manhattans beboelseskvarterer i denne uge var af biler begravet i sne til op over kølerhjelmen og frustrerede mænd og kvinder, der prøvede at befri dem fra isens favntag med vejsalt, spader og hakker.

Den opgave sluger mange timer. Nogle vælger da også at lade bilerne stå, indtil tøvejret sætter ind.

Sandt at sige bliver New York aldrig olympisk mester i at rydde sne og is. Efter et heftigt snefald i den rige metropol indstilles den daglige renovation, fordi skraldebilerne fungerer som sneplove – man spænder bare en plov på dem og så af sted.

Men lastbilerne er ikke egnede til at komme omkring hjørner; meget af sneen bliver liggende og fryser til is i det omskiftelige vejrlig.

Det er ikke kun i snevejr, at bilglade new yorkere har problemer. Byens pernittengrynede parkeringsvagter er for mange en sand plage. Eksempelvis dikterer reglerne, at begge sider af gaderne skal fejes tre gange om ugen.

»Det er ikke, fordi gaderne bliver så beskidte. Forklaringen er, at byen vil skræmme beboerne fra at have bil. Det skal være et helvede at eje bil,« siger en mangeårig newyorker, der bor på 96. gade.

Tre gange om ugen skal man altså flytte sin parkerede bil – som regel skal det ske midt på arbejdsdagen. Glemmer man det, koster det 45 dollar – en betragtelig indtægtskilde for færdselspolitiet, som altid er klar til at dele bøder ud.

Men fejningen indstilles i snevejr. Så det kan bilejerne i det mindste glæde sig over, mens de graver. Men til bilejernes store fortrydelse er færdselspolitiet stadig på færde.

»De går rundt og deler bøder ud til biler, der er parkeret skævt. Pengene skal stadig kradses ind,« siger en meget vred beboer i Harlem, mens han en kold dag prøver at befri sin bil med en sneskovl lavet af plastic.

Det er næsten 60 år siden, New York sidst fik så megen sne. I 1956 faldt der to meter.

Hvor legender støbes …

På årets hidtil koldeste dag i sidste uge (minus 15 grader sent på eftermiddagen) stod Billy Mitchell, en lille, tætbygget og smilende afroamerikaner, i lobbyen på det berømte Apollo Theatre i Harlem og fortalte om den talentkonkurrence, der bliver afviklet hver onsdag aften. Den udenlandske presse var inviteret til Amateur Night i teatret, som kan rumme 1.500 tilskuere.

Han har arbejdet i teatret siden 1960’erne.

»Dengang var jeg stikirend-dreng. Jeg blev sendt ud på gaden for at hente kaffe og kage til deltagerne i konkurrencen, jeg pudsede deres sko – ligesom en piccolo på et hotel,« fortalte han.

»I 1965 gik en ukendt syvårig dreng fra Indiana på scenen og vandt de mindreåriges konkurrence. Han hed Michael Jackson.«

I teatrets 80-årige historie har masser af talenter haft deres debut på Apollos scene. Den første var Ella Fitzgerald i 1934.

»Dette er stedet, hvor talenter og legender bliver født,« siger Mitchell med en velinstuderet frase.

Efter teaterbesøget er det tradition at lægge vejen forbi Sylvia’s på 125. gade og spise friturestegte kyllingelår, fisk og ribbenssteg med kartoffelmos. Alle berømte afroamerikanere har været her. På væggen hænger et foto af Barack Obama og Sylvia’s indehaver.

»Wie geht’s?« lyder det pludselig. Det er Whoopi Goldberg. Den kendte sorte skuespillerinde og tv-værtinde er stamkunde hos Sylvia’s. Hun boede i Østtyskland i 1979-81.

»Er der nogle hollandske journalister her,« spørger hun. Tre stikker hånden i vejret.

»Jeg har været gift med en hollænder, men vi blev skilt efter to år,« forklarer standupkomiker Goldberg og glemmer at nævne, at hun også har været værtinde for Amateur Night.

Little Odessa

Amerikanske medier har ikke været udelt tilfredse med amerikanske skiløberes præstationer under vinterlegene i Sotji. Det milde vejr og snesjappet nederst på løjperne får skylden. En indirekte måde at lægge ansvaret over på Vladimir Putin, der valgte subtropiske Sotji som værtsby.

Som vært havde Putin måske regnet med, at legene ville kaste deres gyldne skær over ham. Men ikke i USA og slet ikke blandt de russiske immigranter i Little Odessa, et kvarter i Brooklyn.

På Tatiana Restaurant ud til Atlanterhavet, hvor udsendelserne fra Sotji kører nonstop, håner medindehaveren Bella Blinder den russiske præsident for at have brugt milliarder af rubler på at styrke sit image.

»Det er der intet overraskende ved. Det er bare russisk stil,« siger hun til New Yorks radiostation WNYC.

»Vi kalder det Potemkin-kulisser. Udenpå ser det pænt og nydeligt ud. Indeni er det alt sammen råddent.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu