International kommentar

Pakistans fremtid er bundet til Taleban

Med den forestående tilbagetrækning af amerikanske tropper fra Afghanistan, er tiden inde til dialog trods den uhyrlige stime af bomber
7. februar 2014

For 12 år siden, få uger inde i besættelsen af Afghanistan, skrev jeg (i The Guardian), at den eufori, der opstod i kølvandet på, hvad der fremstod som en nem sejr, var misforstået. Dette ville blive en lang krig, og en af dens konsekvenser ville være en destabilisering af Pakistan. Desværre har begivenhederne ikke gjort den analyse til skamme.

Krigen har smittet af på Pakistan og skabt kaos i årevis. At denne udvikling ikke har noget at gøre med Afghanistan, er så overfladisk et synspunkt, at det ikke fortjener seriøse overvejelser.

Det er ingen hemmelighed, at adskillige regeringer siden 11. september 2001 – Musharraf, Zardari og nu brødrene Sharif – har tilladt amerikanske droneangreb og været vidende om hemmelige CIA-operationer udført i Pakistan.

Meningsmålinger viser imidlertid, at et stort flertal i Pakistan er imod USA’s politik. De liberale sekulære partiers kapitulation over for Washington har banet vejen for væbnede grupper af religiøse fundamentalister, som er begyndt at udfordre statens voldsmonopol og fremstiller sig selv som forsvarere af både islam og pakistansk-pashtunske ofre. Disse påstande er falske.

Alene sidste år udførte den største væbnede gruppe af fundamentalister, TTP (Pakistansk Taleban), hundredvis af angreb i forskellige dele af landet. De udførte massakrer på hundreder af uskyldige og halvt så mange sikkerheds- og militærfolk. Hvem var de døde? Kristne i Peshawar, shiaer i andre dele af landet, soldater i Karachi, efterretningsmedarbejdere, politifolk og soldater over hele landet.

Militærets årelange forsøg på at fjerne dem fra bestemte områder, hvor de har magten (med Swat-dalen som det mest kendte eksempel) er slået fejl af to årsager. For det første er militærets damptromle klodset og hensynsløs og opnår ofte det modsatte af formålet, før de til sidst har været nødt til at trække sig tilbage. For det andet er den civile infrastruktur alt for svag til at modstå væbnet indtrængning fra de militante aktivister, når soldaterne vender hjem til barakkerne. Mønstret gentager sig, og intet forandrer sig.

Krigserklæring

For et par uger siden angreb TTP det militære hovedkvarter i Rawalpindi og dræbte både soldater og civile. Premierminister Nawaz Sharif besøgte de sårede på et lokalt hospital, mens grupper af vrede civile samledes, råbte de værste Punjabi-gloser mod TTP og forlangte handling.

En rystet Sharif gav sine nærmeste ministre besked på at udstede en reel krigserklæring. Det pakistanske luftvåben blev sendt afsted mod TTP’s hovedkvarter.

TTP’s ledere var chokerede og foreslog straks forhandlinger med regeringen. De bad Imran Khan, leder af PTI, den lokale regering i Pakhtunkhwa-provinsen, der grænser op til Afghanistan, om at være en del af deres delegation. Forlegen over anmodningen afslog han. Men andre har slået til, heriblandt Sami-ul-Haq, den skumle gejstlige, som er blevet udråbt til ’Talebans fader’.

Nawaz Sharif har besluttet at udsætte den militære gengældelse, og det forventes, at forhandlingerne snart begynder. Måske vil det medføre en midlertidig våbenhvile, men næppe mere end det.

Kan ikke fornærme Taleban

Uanset hvor forfærdelig den seneste bølge af bombninger er, så ligger problemets rod i Afghanistan. Det forholder sig ikke sådan, at TTP og lignende netværk er så magtfulde, at deres ledere ikke kan findes, tilfangetages, anklages og straffes. Sagen er, at med den forestående tilbagetrækning af amerikanske tropper fra Afghanistan har den pakistanske efterretningstjeneste ISI og dens chefer ikke råd til at fornærme TTP alt for meget.

Islamabad har udviklet en teori om ’strategisk dybde’: At holde Afghanistan uden for rækkevidde for Indiens allierede som en forsvarsstrategi mod Indien. Den strategi har altid været en smule absurd, eftersom både Indien og Pakistan er atommagter, og enhver tænkelig konflikt vil være en katastrofe for begge lande.

Samtidig har pashtunerne i Afghanistan altid afskyet den britiske deling af deres land, og ganske mange i Pakistan føler sig tættere forbundne med deres afghanske brødre end med regimet i Islamabad. Taleban har maskeret denne fjendtlighed og givet den en religiøs kulør, men neden under alt dette står det nationale spørgsmål stærkt. Hvis en del af ISI støtter de væbnede netværk, er det svært for andre dele af ISI at lukke dem.

En varig løsning, som muligvis ikke vil falde i ret mange pakistaneres smag, vil vise sig, når USA og dets tropper har forladt landet. Marionet-præsidenten Hamid Karzai er klar over dette, hvilket er årsagen til, at han har udtalt, at »Taleban er vore brødre«, ligesom han har fordømt den britiske tilstedeværelse i Helmand. Han vil formentlig forsøge at puste til den pashtunske nationalisme for at svække Islamabad. Indsatsen er høj for alle parter.

© The Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu