Kommentar

Produktivitetskommission med liberalistisk slagside

Produktivitetskommissionen påstår, at den alene ser økonomisk på tingene. Reelt agerer den stærkt ideologisk og politisk
Debat
24. februar 2014

I Produktivitetskommissionens seneste delrapport anbefales det, at det offentlige sender langt flere opgaver i udbud enten gennem udlicitering eller gennem såkaldte offentligt-private samarbejder (OPP). Begrundelsen er, at øget konkurrenceudsættelse af offentlige opgaver vil styrke effektiviteten og dermed give besparelser. SR-regeringen jagter som bekendt besparelser på 12 milliarder kroner i den offentlige sektor og har da også hurtigt erklæret sig parat til omfattende udbud af velfærdsydelser, navnlig på områderne ældrepleje, børnepasning og handicaphjælp.

Både regering og Produktivitetskommission fremstår meget stålsatte i deres ønske om at øge udliciteringen. Produktivitetskommissionen vil ligefrem kræve bindende procenter for kommunernes udlicitering. Denne urokkelighed er overraskende, for generelt er der ikke meget endsige entydig dokumentation for, at udlicitering overhovedet giver økonomiske gevinster.

Øgede omkostninger

Argumentet om, at konkurrenceudsættelse af den offentlige sektor vil kunne give højere effektivitet, ikke blot inden for den mere tekniske offentlige produktion, men også i forbindelse med tilvejebringelsen af mere bløde offentlige velfærdsydelser, gentages i et væk. Konkurrence vil – argumenteres der for – presse leverandørerne til at nedbringe omkostninger.

Men de selv samme argumenter kan også vendes imod konkurrenceudsættelse. Når tilvejebringelse af en hidtil offentligt leveret ydelse overgår til private, vil omkostningerne ofte stige, fordi de private virksomheder skal opnå et overskud, som det offentlige ikke behøver bekymre sig om. Endvidere sker det ofte, at kvaliteten forringes som led i den ressourcebesparelse, som de private virksomheder har forpligtet sig på. Og endelig kræver privatisering og udlicitering af offentlig opgaveløsning betydelige ekstra ressourcer til udbud, opfølgning, kontrol og tilsyn med de private opgaveudførere.

Ud over de teoretiske argumenter søger tilhængere af udlicitering ofte at argumentere for effektiviseringsgevinsten ved at henvise til konkrete studier af opnåede besparelser i forbindelse med udliciteringer. Men uafhængige og videnskabelige analyser og gennemgange af sådanne studier fra AKF i Danmark og forskningsinstitutionen SNS (Studieförbundet Näringsliv och Samhälle) i Sverige har vist, at der generelt ikke er dokumentation for entydige besparelsesgevinster ved at udlicitere.

Et hyppigt problem i de konkrete studier er, at de ikke undersøger, om besparelserne er sket på bekostning af forringelser i kvaliteten. Et andet problem er, at mange af dem kun i utilstrækkeligt omfang medregner de betydelige såkaldte transaktionsomkostninger til at gennemføre og kontrollere udbudsforretninger, opfølgning og tilsyn. Herudover er det også et problem, at de færreste af dem tager højde for, at ’her og nu’-besparelser set over længere tid svinder, fordi private aktører bliver mere realistiske i deres prissætning.

Desuden tager nogle af de mere bombastiske opgørelser af besparelsespotentialet det for givet, at man kan opnå de samme gevinster, som man ser ved udlicitering af mere tekniske opgaver, såsom rengøring, hvis man udliciterer mere bløde og komplekse velfærdsområder som personlig service. Men en sådan overførsel af metoder og resultater fra tekniske områder til meget mere kompleks velfærdsservice er der intet belæg for i videnskabelige studier.

Endelig bør man bemærke, at de krav, private virksomheder stiller til afkast, for at de er villige til at skyde kapital i offentlig opgaveudførelse, generelt vil være betydeligt højere end den rente, som det offentlige selv kan låne til. Hermed vil OPP være en dårlig forretning for staten og skatteyderne.

I Sverige har man i længere tid end i Danmark eksperimenteret med markedsgørelse af den offentlige service. Og i 2011 konkluderede den svenske forskningsinstitution SNS i en omfattende undersøgelse af alle offentlige områder, at der ikke var »entydige effektiviseringsgevinster eller kvalitetsforbedringer« forbundet med konkurrenceudsættelsen. Tværtimod er den på nogle områder gået hånd i hånd med forringelse af velfærden.

Ideologien råder

Kravet om massiv udlicitering og OPP i den offentlige opgaveløsning savner således i betydelig udstrækning konkret dokumentation og videnskabeligt belæg. Produktivitetskommissionens anbefalinger om konkurrenceudsættelse af den offentlige sektor har således ikke videnskabeligt belæg, men i stedet tydelige ideologisk-politiske rødder. Den røde tråd i kommissionens anbefalinger handler grundlæggende om en markedsøkonomisk og liberalistisk tilgang til økonomien.

I den private sektor handler Produktivitetskommissionens anbefalinger således om at sætte markedskræfterne fri gennem liberalisering. Og for den offentlige sektor anbefaler kommissionen samme markedsøkonomiske og (neo)liberalistiske logik: øget marked, konkurrence, mål- og resultatstyring og styrket ledelse – med andre ord: New Public Management. Den neoliberalistiske inspiration mærkes også i kommissionens seneste rapport om uddannelsessektoren, hvor den bl.a. argumenter for at indføre brugerbetaling på videregående uddannelser.

Så på trods af kommissionens påstand om, at den »kun ser økonomisk på tingene«, er der ingen tvivl om, at den agerer stærkt ideologisk og politisk.

Henrik Herløv Lund er økonom og cand.scient.adm.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her