Kronik

Raskmeldt i sygedagpengelovens forstand

Den nye sygedagpengereform skal sikre, at man ikke må gå fra hus og hjem, fordi man er langtidssygemeldt. Men reelt tvinger kommunerne i visse tilfælde syge til at raskmelde sig, selv om de stadig er for syge til at arbejde
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har tidligere betegnet reformen af sygedagpengene som ’solide skridt hen imod et bedre sygedagpengesystem’. Men reformen er blevet kritiseret, fordi den fremrykker revurderingen af sygedagpengeretten, så den skal foretages allerede efter fem måneders sygdom.

Keld Navntoft

4. februar 2014

Når den nye sygedagpengereform træder i kraft senere i år, forsvinder den såkaldte varighedsbegrænsning. Netop den regel har længe været udskældt, fordi den betyder, at sygemeldte kun har ret til sygedagpenge i et år – en ret, der dog kan forlænges under specielle omstændigheder. Beregninger fra Beskæftigelsesministeriet viser, at varighedsbegrænsningen betyder, at cirka 1.400 hvert år helt mister deres offentlige forsørgelse, selv om de stadig er for syge til at arbejde. De risikerer derfor at måtte gå fra hus og hjem.

Med reformen sikrer man altså, at denne gruppe undgår at miste sit forsørgelsesgrundlag. Konkret sker det ved at indføre en forlængelsesregel, som giver ret til en såkaldt jobafklaringsydelse. Denne ydelse er på niveau med kontanthjælpen, men gives uafhængigt af formue og gensidig forsørgerpligt.

For at finansiere jobafklaringsydelsen fremrykkes revurderingen af sygedagpengeretten, så den skal foretages allerede efter fem måneders sygdom. I dag sker det først efter et år. Ifølge Beskæftigelsesministeriets beregninger vil cirka 15.000 efter fem måneder overgå til jobafklaringsydelsen. En større gruppe sygemeldte betaler derfor for, at en mindre gruppe ikke helt mister deres offentlige forsørgelse senere i sygedagpengeforløbet.

Selv om 15.000 sættes ned i ydelse, må man umiddelbart sige, at reformen lever op til det bærende princip i forligsteksten om, at »sygedagpengemodtagere skal have økonomisk sikkerhed under et sygdomsforløb. Frem for at bekymre sig om økonomi skal sygemeldte i stedet kunne bruge deres kræfter på at komme tilbage i arbejde«.

På den anden side ændrer sygedagpengereformen ikke på, at det er jobcentret, der skal vurdere en som uarbejdsdygtig, for at man kan modtage sygedagpenge. Den fjerner derfor heller ikke risikoen for, at jobcentret raskmelder sygedagpengemodtagere, selv om de reelt er for syge til at arbejde. Sygemeldte, som det sker for, vil også fremover stå i en økonomisk meget usikker situation. Min ph.d.-handling viser, at den statslige styring af kommunerne og den kommunale ledelse af sagsbehandlerne risikerer at bidrage til for tidlige raskmeldinger.

Sagerne skal lukkes

Kort fortalt baserer styringen og ledelsen af sygedagpengeindsatsen sig i høj grad på en grundlæggende idé om, at jo længere en person modtager sygedagpenge, des større er risikoen for, at vedkommende ender på permanent offentlig forsørgelse. Dette skaber et stort fokus på at raskmelde hurtigst muligt, mens man skæver mindre til, om de sygemeldte reelt er raske nok til at påtage sig et arbejde.

Den statslige styring af kommunerne fokuserer primært på at nedbringe antallet af langvarige sygedagpengeforløb. Det sker ved, at kommuner, som forlænger mange sygedagpengeforløb, straffes økonomisk. Samtidig bortfalder det statslige tilskud til sygedagpenge (den statslige refusion), når sygedagpengeforløbet bliver længere end 52 uger.

Staten overvåger samtidig kommunernes resultater nøje gennem blandt andet beskæftigelsesregionerne. Nedbringelsen af antallet af langvarige sygedagpengeforløb anses i den sammenhæng for at være den vigtigste målsætning på sygedagpengeområdet. Kommunalpolitikerne hverken kan eller vil modsætte sig denne styring, eftersom overholdelsen af det kommunale budget på beskæftigelsesområdet blandt andet er afhængigt af, hvor mange langvarige sygedagpengeforløb man har om året.

Den kommunale ledelse af sagsbehandlerne bliver derfor i høj grad indrettet med henblik på at sikre, at kun et vist antal sygedagpengesager bliver forlænget om året. Sagsbehandlerne i min undersøgelse fortalte, at de primært blev målt og vurderet på, om de kunne »lukke sygedagpengesager«.

I samklang med dem forklarede jobcenterledelsen, at man i de senere år havde ansat sagsbehandlere, der var »robuste«, når det gjaldt om at udføre denne myndighedsopgave, da den kunne medføre, at borgeren helt mistede sin forsørgelse. Hvad angik forlængelsen af sygedagpengeretten, blev kompetencen taget fra sagsbehandlerne. De skulle i stedet overbevise ledelsen om, at den enkelte sag skulle forlænges. På den måde indrettede sagsbehandlerne sig efter, at de skulle opnå nogle på forhånd fastlagte budgetterede måltal, uden at det direkte fremstod, som om de gik på kompromis med den individuelle vurdering.

Sagsbehandlere leger doktor

Det store fokus på at afslutte sygedagpengesagerne havde uheldige konsekvenser for sagsbehandlernes syn på sygdom.

F.eks. blev diagnoser, der var understøttet af objektive fund, såsom et røntgenbillede, anset som meget mere troværdige end diagnoser, hvor man ikke kunne påvise årsagen direkte – det er typisk tilfældet med psykiske lidelser.

Derudover stolede man ikke altid på de praktiserende lægers vurderinger. De blev ofte anset for at være den sygemeldtes advokat. Det betød, at det var vanskeligt for sygemeldte med diffuse lidelser og uklar diagnose og behandling at forblive på sygedagpenge. Man kan derfor til dels sige, at sagsbehandleren påtog sig en prioritering af lægelig dokumentation, som de ikke havde de faglige forudsætninger for.

Samtidig blev der lagt stor vægt på den sygemeldtes motivation i vurderingen af deres arbejdsevne. Sagsbehandleren talte om sygedagpengemodtagere med en stærk og svag arbejdsidentitet og sygdomsidentitet. Havde man en stærk sygdomsidentitet, blev det opfattet som tegn på en svag arbejdsidentitet.

Denne klassificering var udtryk for, at der underliggende foregik en vurdering af den sygemeldtes ’indre rådighed’ eller ’frie vilje’ til at blive raskmeldt hurtigst muligt. Flere sygemeldte oplevede, at der indirekte blev stillet spørgsmålstegn ved, om de reelt var syge eller blot ikke var motiverede for at blive raskmeldte. Flere af dem blev på forskellig vis presset til at indvilge i en raskmelding eller endte med at blive raskmeldt uden deres eget samtykke. Det skete især for personer med diffuse lidelser, eftersom de havde vanskeligere ved at bevise, at de reelt var syge.

Retssikkerhed i fare

Motivationsvurderingen foregik ofte skjult for sygedagpengemodtageren. Det var ikke noget, som sagsbehandleren talte åbent med borgeren om. Det må opfattes som et retssikkerhedsproblem. Dels fordi sygedagpengemodtageren ikke fik reel mulighed for at medvirke ved eller få indsigt i sagsbehandlingen. Dels fordi ’motivationsvurderingen’ ikke skete på baggrund af faste arbejdsgange eller metoder.

Intentionerne i sygedagpengeloven, retssikkerhedsloven og forvaltningsloven om, at indsatsen skal tilrettelægges med inddragelse af sygedagpengemodtageren og på baggrund af vedkommendes behov og forudsætninger samt sygdommens karakter, lader i det hele taget til at blive underprioriteret. Og selv om arbejdsevnemetoden har haft til formål at sikre, at arbejdsevnen vurderes på baggrund af et helhedssyn – ikke kun på baggrund af objektive fund og motivation – er det langtfra altid sket.

I jobcentrene taler man ofte om, at sygemeldte skal være syge ’i sygedagpengelovens forstand’. Spørgsmålet er dog, om sygedagpengemodtagere også skal raskmeldes i overensstemmelse med loven, eller om det i for høj grad sker, for at kommunale budgetter kan overholdes og offentlige udgifter holdes nede.

Claus Brygger Jacobi er cand.scient.anth. og har for nylig forsvaret sin ph.d.-afhandling om den kommunale sygedagpengeindsats og den statslige styring af den

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorthe Jacobsen
  • Peter Wulff
  • Christina Mørch
  • Michael Sørensen
  • Reda Ammari
  • Simone Bærentzen
  • Flemming Scheel Andersen
  • Filo Butcher
  • Henrik L Nielsen
  • Peter Taitto
  • Erik Granberg
  • Kalle Nielsen
  • Henrik Christensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Jesper Wendt
  • Erik Jensen
Dorthe Jacobsen , Peter Wulff, Christina Mørch, Michael Sørensen, Reda Ammari, Simone Bærentzen, Flemming Scheel Andersen, Filo Butcher, Henrik L Nielsen, Peter Taitto, Erik Granberg, Kalle Nielsen, Henrik Christensen, Niels Duus Nielsen, Jesper Wendt og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det sindssyge system lyser ud af denne artikel. Prøv at optælle alle de begreber, der er nævnt.
Sagsbehandlerne bliver jo syge af at skulle administrere dette uoverskuelige og fejlbehæftede system.
Ministeren er ikke en frit tænkende rationel politiker. Hun er embeds-system-tænker og lappeskrædder.

Sygdom, ledighed og social sikring blandes sammen i en pærevælling. Specialisterne i hver del varetager deres og ingen har overblik over helheden.
Der er kun èn løsning : frigør områderne fra hinanden :
- Den økonomiske del direkte til borgeren fra udbetaleren.
- Den helbredsmæssige del direkte mellem borgeren og sundhedsfolk og sygehuse.
- Den beskæftigelsesmæssige del direkte mellem borgeren og arbejdsmarkedet.

Det betyder :
Indfør Basisindkomst, nedlæg jobcentrene, stop arbejdsprøvning, stop aktivering, nedsæt arbejdstiden, skab flere deltidsstillinger, lad sygdomsbehandlerne hjælpe borgerne - og lad borgeren selv tage stilling og tage ansvar.

Det offentlige skal begrænse sig til at skabe rammebetingelserne for at alle, der ønsker lønarbejde, kan få det - og få dèt, der passer til dem.
Det skal arbejdsmarkedets parter og regering samarbejde om.
Alle de sparede midler skal bruges direkte til en fornuftig samfundshusholdning, i stedet for til den hær af "behandlere", der udføre det utaknemlige og umenneskelige job at behandle klienter i den regeljungle, som noget af er beskrevet i artiklen.

Kludetæppet kan ikke lappes mere. Det skal kasseres !

Dorthe Jacobsen , Reda Ammari, Filo Butcher, Peter Taitto, Carsten Søndergaard, Poul Eriksen, Rasmus Kongshøj, Tue Romanow, Paul Peter Porges, David Adam og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Det lyder næsten som en forbedring, at skubbe lidt til både indbildte og reelt syge allerede efter fem måneder, med krav om fx aktivering i kommunalt regi med henblik på give klienterne nogle succesoplevelser og en meningsfuld dagligdag sammen med normale mennesker og selvfølgelig kun i det omfang klienten kan klare det osv. Vi må bare ikke glemme, at den inkluderende medarbejderkultur og lofthøjde der ofte er i det offentlige langtfra altid er tilstede i den private sektor, hvor pengene til det hele skal hentes. Arbejdsevnen hos en give klient kan være endog meget svær at fremskrive, selv efter et forløb som har haft dette som formål. I øvrigt også lidt underligt, når nu man er så begejstret for den skrantende arbejdskraft, at man samtidig via arbejdsmarkedreformen skærer løntilskudsperioden ned fra seks til fire måneder. Det bliver herefter tydeligt, at man satser på det private erhvervsliv skal optage de tvivlsomme. Men har man også en plan, hvis dette ikke kan lade sig gøre?

Torsten Jacobsen

Søren Kristiansen skriver:

Vi må bare ikke glemme, at den inkluderende medarbejderkultur og lofthøjde der ofte er i det offentlige langtfra altid er tilstede i den private sektor

I takt med at produktiviteten øges og effektiviseres i den offentlige sektor, kan man frygte at en 'inkluderende medarbejderkultur' går fløjten, mens loftshøjden langsomt synker mod gulvet.
Hvis det ikke allerede er sket? Det må være svært at udvise tålmod og tolerance over for næsten, når man selv mærker pisken smælde over hovedet.

Tilkæmpede smil og murren i krogene er formentlig ikke vejen til success-oplevelser for den der drister sig til ikke at løbe lige så hurtigt som resten af flokken.

Niels Duus Nielsen

"...aktivering i kommunalt regi med henblik på give klienterne nogle succesoplevelser og en meningsfuld dagligdag..."

Søren Kristiansen, som regelmæssigt tvangsaktiveret kan jeg kun sige at du er en meget morsom mand. "succesoplevelser" - my ass.

Torsten Jakobsen har desværre alt for ret, når han formoder, at loftshøjden i den offentlige sektor har ramt gulvet. Det skete for snart mange år siden, under Claus Lort Frederiksen.

Helge Andersen, Dorthe Jacobsen , Reda Ammari, Filo Butcher, Carsten Søndergaard, Berit Mogensen og Elisabeth Andersen anbefalede denne kommentar
Paul Peter Porges

Som jeg tidligere har kommenteret, er det normal kutyme i kommunerne med en fast målsætning (et tal), for hvor mange borgere som må få hhv. førtidspension eller sygedagpenge. Dette betyder at man ikke vurderer borgeren ud fra helbred og arbejdsparathed ifht. loven, men vurderer ifht. fastsatte antal pensions- eller dagpengesager pr. år. Dette er et kæmpe retsikkerhedsproblem.

Er der socialrådgivere som kan bekræfte dette, jeg kender 3, men det ville være rart, hvis nogen her på forummet kunne bekræfte at det er sådan det foregår.

Det er ydermere et stort problem at kommunerne kun lytter til egne konsulenter ifbm. helbredsvurderinger og nedvurderer alle andre relevante instanser, hvis det ikke er til kommunens fordel.

Claus B. J. TAK! For en relevant artikel og en dybere indsigt i problemerne i de økonomiske skæringspunkter mellem kommuner og stat og for at specificere at det ikke er i socialrådgivernes kompetenceområde at foretage lægefaglige vurderinger, eller blot at rangere de lagefaglige vurderinger.

Helge Andersen, Rasmus Kongshøj, Dorthe Jacobsen , Reda Ammari, Simone Bærentzen, Flemming Scheel Andersen, Filo Butcher, Carsten Søndergaard og Berit Mogensen anbefalede denne kommentar

Sjovt billede! Mette Frederiksen foran "Alle kan gøre nytte". Ha, ha!
Hvornår begynder hun så?
Jeg tvivler dog på, om det nu også er sand. Kan demente i plejehjem eller i regeringen (som Wammen eller Dronning-Shit, der ikke kan huske noget om ulovig overvågning) virkelig gøre nytte? Man skal jo heller ikke stramme kravene alt for meget.

Helge Andersen, Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Tak til Claus Brygger Jacobi, for en god og grundig belysning af en problematik som længe har været en af vælfærdssamfundets største skændsel, kommunernes behandling af kronisk syge mennesker.

Bortfald af varighedsbegrænsningen er et skridt i den rigtige retning, men for lidt, for sent og for halvhjertet.

Det kunne gøres så enkelt, at man bare fjernede varighedsbegrænsningen for sygedagpenge, ikke også?

I stedet for designer man en ny fattigdomsydelse og udsætter folk for dette inhumane, degraderende og nedbrydende forløb, hidtil kendt som "arbejdsevnevurdering," endnu tidligere, men uden at der ændres en jota i selve forløbet.

Det er i hvert fald ikke jobcentrene der har kompetencer til at afgøre en patients arbejdsevne, med deres såkaldte "administrative" læger, aka "lægekonsulenter" en konstrueret vederstyggelighed der har til formål at skabe en virtuel "læge" der kan træffe afgørelser om et menneskes helbredstilstand uden dog at være underlagt lægeeden. Med andre ord, en læge der ikke er bundet af lægernes etiske og moralske kodeks.
Smart, ikke?
Det Mettes navnfætter, Klaus Hjort, der har fundet på dette.

Der findes på Herlev sygehus en afdeling der hedder "arbejdsmedicinsk klinik" Der sider en lille håndfuld højtspecialiserede sociallæger, som er Danmarks ypperste eksperter i at vurdere en borgers arbejdsevne. Det er dem der har kompetencerne, og kun dem.
Kommunerne har før brugt denne afdeling til arbejdsevnevurdering, indtil lægekonsulenterne kom på banen. Sidenhen er arbejdsmedicinsk klinik mere eller mindre forsvundet fra offentlighedens bevidsthed. De fleste kommunale sagsbehandlere, kender i dag slet ikke til denne medicinske afdelings eksistens, samme gælder for de praktiserende læger, der slet ikke er klar over at de frit kan henvise patienter til arbejdsmedicinsk.
Er man kronisk syg og har en sag der omfatter en arbejdsevne vurdering kan det være en rigtig god ide at bede lægen om en henvisning til arbejdsmedicinsk. Der får man en absolut grundig undersøgelse og helhedsorienteret arbejdsevnevurdering af en læge som HAR arbejdsevnevurderinger som speciale og som er en UVILDIG ekspert. Modsat arbejdsmedicinsk afdeling er kommunens lægekonsulent hverken uvildig eller kompetent til at vurdere en patients arbejdsevne. Det må lægekonsulenterne heller ikke gøre, jf. serviceloven, men de gør det alligevel, indirekte, ved at påvirke sagsbehandlerens afgørelse i en bestemt retning. Det er sagsbehandleren der, med lægekonsulentens hjælp skal fortolke de enkelte faglægers (som heller ikke må udtale sig om deres patients arbejdsevne) udtalelser og foretage en arbejdsevne vurdering med baggrund i disse.

Vi står altså i den groteske situation at en borgers arbejdsevne og derved økonomisk overlevelse, bliver afgjort af en socialrådgiver med hjælp af en "administrativ læge" som ikke er underlagt lægeeden, ikke kan holdes ansvarlig af andre end borgmester, og aldrig har haft personlig kontakt med borgeren, i stedet for at inddrage de læger som er specialuddannet til netop at foretage arbejdsevne vurderinger.

Det er et fremskridt at varighedsbegrænsningen nu bortfalder. Den er umenneskelig.
Men hvorfor så ikke bare forlænge retten til sygedagpenge? Langtids syge er oftest kronisk syge, og har behov for dyr medicin, og oftest også en række konservative behandlinger som fysioterapi, psykolog, mm. Det sidste de har brug for er en ydelse der er så lav at den ikke giver råd til den medicin og de behandlinger man har brug for.

Det er ikke kun umenneskelig men også samfundsøkonomisk nonsens.

Helge Andersen, Paul Peter Porges, Rasmus Kongshøj, Dorthe Jacobsen , Reda Ammari, Simone Bærentzen, Tue Romanow, David Adam og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Vi lever i et postdemokrati
At man lader den samme myndighed der skal udbetale sygedagpenge, også skal afgøre grundlaget, er et glimrende eksempel.
Administrativt og med et pennestrøg kan man overroule lægelige afgørelser, alene ud fra økonomiske hensyn og dermed fratage syge mennesker deres eksistensgrundlag.

Vi kan alle kun frygte for de fremtidsplaner de syge hjerner vil komme med , som endeligt vil tage livet af den sidste indflydelse borgerne kan gøre gældende på eget liv.
Og jeg skal derfor undlade at komme med spådomme, for ikke at give forkert tænkende gode ideer, men nøjes bare med at håbe jeg går fri.........denne gang.

Rasmus Kongshøj, Reda Ammari og Egon Jensen anbefalede denne kommentar
miamaja askgaard

Jeg skriver som socialrådgiver. Jeg har været ansat som sygedagpengesagsbehandler i over tre år og har siddet tre forskellige steder. Jeg har fulgt debatten indenfor mit fagområde tæt og har ofte haft lyst til at komme med perspektiver til den ofte skrapt fordrejede udlægning af kommuners behandling af sygemeldte og os som sagsbehandlere. Jeg har været afskåret fra at gøre dette, da ledelserne har meldt ud at vi af hensyn til vores borgeres retsikkerhed ikke må kommentere på debatten. Men nu har jeg fået nyt arbejde. Og NU skal jeg komme med et par sandheder til alt det ÆVL, der bliver skrevet.
Jeg kan afsløre, at jeg (eller nogen andre sygedagpengesagsbehandlere i min omgangskreds)ALDRIG er blevet pålagt at lukke nogens sygedagpenge, fordi kommunen manglede penge eller skulle spare. Jeg har dog været ansat steder, hvor min nærmeste leder skulle godkende en evt. forlængelse af sygedagpengeperiode, hvis borgeren har været sygemeldt i et år. Men dette er foregået i et forum sammen med mine andre socialrådgiveruddannede kolleger, hvor vi i det konkret tilfælde drøfter, hvorvidt § 27 (forlængelsesmulighederne) kan bringes i anvendelse. Det har været vigtigt for os at diskutere dette i et forum, således at alle administrerede loven ens. Min leders rolle har været ren proforma, da hun altid accepterede det, gruppen fandt frem til i overensstemmelse med lovgivningen. Var vi i tvivl, kom tvivlen ALTID borgeren til gode. Jeg har sågar været med til at lave det vi kaldte forlængelse efter "tante/onkel-effekten". Dvs. at hvis en borger var MEGET udsat og vi ikke i overensstemmelse med lovgivningen kunne forlænge vedkommende, så gjorde vi det alligevel. Så måtte vi bare bruge rigtig lang tid på at få vendt omstændighederne via lidt kreativ sagsbehandling så de bare nogenlunde passede ind i en af forlængelsesmulighederne.

Så er vi blevet kritiserede for at lukke borgere, hvis vi ikke mener de er syge - eller ikke syge i sygedagpengelovens forstand. Ja, det er korrekt. Sygedagpengeloven er en FORSIKRINGSYDELSE. Det betyder, at man kun er berettiget til sygedagpenge hvis man har en forsikring så at sige - enten i form af at være en del af det aktive arbejdsmarked eller via et a-kassemedlemskab. Det er derfor fx ikke muligt at gå fra kontanthjælp til sygedagpenge. Der er derfor nogle præmisser, der skal være opfyldte for at kunne få og blive ved med at få sygedagpenge. En af disse præmisser er, at der skal være objektive fund der kan begrunde uarbejdsdygtighed. Din sygdom skal altså 1) kunne dokumenteres og 2) det skal være klart at din sygdom medfører hel eller delvis uarbejdsdygtighed. Det er jo så selvfølgelig problematisk, når folk lider af de såkaldte funktionelle lidelser (fibromyalgi, piskesmældslæsion mv), hvor der ikke er objektive fund. Men vi er jo nødsaget til at have en vis form for dokumentation ellers bliver kommunekasserne hurtigt tømte. Og nej, jeg tror ikke, at folk synes, det er sjovt eller morsomt at have ondt og skulle være på sygedagpenge. Men der er ca. 10 % som gør det til en levevej at modtage offentlige ydelser (og jeg ved det - for jeg har siddet med disse borgere - i modsætning til så mange andre, der gør sig kloge på området alene ud fra en teoretisk betragtning). Så man (læs, christiansborgpolitikerne)jo været nødsaget til at lave noget lovgivning, der hindrer disse få personer i udokumenteret at kunne påstå, at de fejler det ene og det andet uden nogen form for dokumentation. Problemet deri er jo så selvfølgelig, at loven rammer mere bredt end de 10 %. Disse er jo så henvist til at søge kontanthjælp, hvis de er berettiget til at modtage denne ydelse. Uretfærdigt ja - men jeg har ikke hørt nogen komme med forslag til, hvordan ovenstående problematik løses. Så kom glad! Jeg må igen understrege, at sygedagpenge er en forsikringsydelse og som alle andre forsikringer kræves der dokumentation.

Og så er der kritikken af vores manglende vilje til at lytte til egen læge. Her er jeg nødsaget til at korrigere. Jeg har ALDRIG stiftet bekendtskab med kolleger, der ikke har ønsket at samarbejde med egen læge. Tværtom! I sygedagpengebehandlingen møder vi ofte borgere, der har rigtig mange dårlige oplevelser i bagagen (det kan være alt fra incest i barndom til nederlag på arbejdsmarkedet). Jeg har anset det som min FORNEMSTE opgave, at hjælpe mine borgere i gang igen. Ofte har jeg også taget kontakt til egen læge for at gøre det til et fælles projekt at få hjulpet borgeren tilbage. Lægerne er dog ofte alt for fortravlede til at indgå et koordinerende samarbejde, hvilket ofte resulterer i at jeg får en skrivelse på to linjer, hvor der står, at borgeren skal fredes totalt. Også for samtaler med mig. Tjo, ja... Det giver da god mening, at vi mennesker skal have muligheden for at få et pusterum. Men hvad så bagefter? Skal borgeren så bare sidde med sit triste sind derhjemme og kigge ind i en væg? Nej du! Jeg nægter at gå på kompromis med min faglighed! Selvfølgelig er det noget, jeg taler med borgeren om. Forsigtigt og empatisk. Spørger ind til hvor borgeren er, hvad borgen tænker om fremtiden. Og gør klart at jeg er her for at hjælpe og lytte, men også nogle gange for at presse bare en anelse. Desuden er der aldrig nogle borgere, der får besked om, at fra i morgen skal de genoptage deres arbejde fuldt eller smutte tilbage til a-kassen. Men jeg samarbejder med borgeren om, hvordan borgeren kan komme delvist tilbage på arbejde. Og jeg kontakter arbejdsgiver. Skal vi omplacere? Skal vi have nogle særlige hjælpemidler? Og hvis borgeren ønsker det tager jeg meget gerne med dem til en fraværssamtale med arbejdsgiver. Eller hvis de skal til a-kassen booker jeg en konsulent, der kan deltage i en samtale, så a-kassen bliver mere afmystificeret. Men jeg skal da indrømme, at jeg konfronterer borgeren, hvis jeg fornemmer, at der er noget andet der trykker, end den der hovedpine eller rygsmerterne. Så ja, man kan vel godt sige, at der foregår noget motivationsarbejde, men det er fandeme noget forsludret vrøvl at sige, at dette foregår bag om ryggen på borgeren!
Til sidst vil jeg bare sige, at al den snak der verserer omkring jobcentre, sygedagpenge osv. kun skader en - og det er borgeren. Nuvel - nu skal jeg jo ikke sige mig fri for ikke at blive lidt ked af at læse, hvordan jeg og mine kolleger ofte bliver svinet til i medierne som nogle magtliderlige kaffedrikkende kællinger tørlagt for al empati og kun ude på at lukke borgernes sygedagpenge. Men det er vel en del af jobbet - sammen med den lave løn naturligvis. Men nok om det. Jeg vil bare sige, at jeg ikke så sjældent har mødt op i receptionen for at hente en borger ind til samtale. Fået et max svedent håndtryk ala det jeg gav til censor, da jeg skulle op i matematik i gymnasiet. Da samtalen er slut udbryder borgeren så ofte: Var det bare det!? Jeg har ikke kunnet sove hele natten af bare nervøsitet. Jeg har gennem mine år som sygedagpengesagsbehandler derfor lært altid lige at sætte lidt ekstra tid af, så borgeren hurtigere kan få lagt de medieskabte fordomme på hylden. Og for langt de fleste tilfælde fortæller borgerne mig (og mine kolleger), at de har været glad for forløbet og de aktiviteter/tilbud (stresshåndtering, kompetencegivende kurser, mentor osv), de har fået tilbudt.
Jeg vil bare så meget opfordre til, at man lige undersøger det område man skriver om bare en anelse. Og ikke fordrejer problemstillinger, så det bliver mere interessant fra et teoretisk perspektiv, hvilket jeg med beklagelse må konstatere ovenstående er udtryk for!

Paul Peter Porges, Flemming Scheel Andersen og Daniel Jensen anbefalede denne kommentar

Miamaja Asgaard,

Jeg har i min langvarige sagsbehandling pga kronisk sygdom været så heldig at have haft en så empatisk og korrekt sagsbehandler som du selv har været jf. din beskrivelse, og min holdning er at de fleste sagsbehandlere er lige så gode mennesker som alle andre.

Det ændrer dog ikke noget ved det faktum at der også findes sagsbehandlere der ikke er det, og jeg har oplevet hvordan nogle af mine venner og bekendte har måttet lide under dette fænomen.

Men uanset hvor godt et menneske sagsbehandleren er, kommer vi ikke udenom at vi har at gøre med et system der i allerhøjeste grad er umenneskelig, ydmygende og nedbrydende for borgeren.

Min egen sag har været det, selv om alt sådan set det meste er gået efter bogen og jeg er endt med at få det jeg har været berettiget til. Den del af min sag som absolut ikke er gået efter bogen var der hvor lægekonsulenten blev involveret, eller nærmere sagt så mener jeg at den del af sagen faktisk -ER gået efter bogen, men at denne del af bogen har haft en anden dagsorden end den borgeren får at se.

Her handler det bl.a. om at lukke sager pga. økonomien, selv om dette udtrykkeligt er forbudt i serviceloven. Man kan også få det indtryk at lægekonsulenten arbejder på bonusordning hvor man får en bonus for hver sag der lykkedes at lukke. Det er mit indtryk, ikke igennem en (min) enkeltsag, en igennem en række andre sager jeg har haft indblik i, som frivillig konsulent. Nogle af disse sager er simpelt hen hårrejsende, selv uden at man kan bebrejde sagsbehandleren for dårlig sagsbehandling!

Jeg er overbevist om at hvis jeg ikke havde haft den nødvendige sproglige viden om lægelatin og på den måde har kunnet forstå de faglægelige udtalelser uden behov for lægekonsulentens jeg ikke have opdaget at lægekonsulenten bevidst og systematisk havde fejlfortolket og endda "fortolkning" ville jeg haft svært med at "vinde" min sag. Hvis ikke jeg havde haft denne viden, ville direkte fordrejet nogle af mine faglægelige udtalelser. Hvis ikke en god ven havde oplyst mig om muligheden at få en direkte henvisning til arbejdsmedicinsk afdeling, ville jeg aldrig have fået den omfattende undersøgelse og helhedsorienterede arbejdsevnevurdering som jeg fik dér, og jeg ville have manglet den ammunition der var nødvendig til at kunne nedskyde lægekonsulentens fordrejninger.

Desværre er det kun de færreste der er så priviligeret som jeg at de har både en sproglig forståelse for lægelatin og venner indenfor lægeprofessionen. Og har man ikke det, har man fra starten væk ret dårlige kort til at klare sig igennem sagsbehandlingen med sin integritet intakt, kan jeg hilse og sige, selv hvis sagsbehandleren er et anstændigt menneske.

Ib Christensen, Paul Peter Porges, Dorthe Jacobsen , Steffen Gliese, Flemming Scheel Andersen, Lars Dahl og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Fuldstændigt vanvittig, at kommunale sagsbehandlere skal fungere som læge. Særligt inden for det psykiatriske område som kræver stor indsigt. Som sindslidende kan du godt umiddelbar se ud som om du fungere normal - Uden at du på nogen måder gør det.

- Det er en kommunal sagsbehandler slet ikke på nogen måder i stand til ar vurdere.

Ellers kunne man jo lige så godt erstatte alle kostbare læger med den langt billigere sagsbehandler i sundhedsvæsenet.

Dorthe Jacobsen , Steffen Gliese og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Det gamle sygedagpengesystem fra før Fogh's tid passede til et fleksibelt arbejdsmarked med overskud til at udvikle og forny sig selv.
Det nedskæringer og forringelser vi har set gennem årene har jo hverken gjort syge raskere eller arbejdspladserne mere hensynsfulde. Det vi har set, er et system, der i vanvittig grad medvirker til sygdom, hindrer helbredelse og låser folk fast i nedværdigende og tabsgivende situationer. Alt sammen til stor skade for landet, for arbejdsgiverne og for de familier, der har et sygdomsramt medlem.
Det er noget skidt. Hvad man kunne gøre var - helt simpelt at rulle sygedagpengereglerne tilbage til situationen omkring år 2000. Og sikre, at folk i ro og fred kunne blive raske. Alle disse pesudoaktiviteter, der koster masser af penge, bidrager kun med pseudobeskæftigelser og papirpusheri af værste skuffe.
Nuvel. Jeg har stået med ansvar for sygedagpengeområdet i flere kommuner i mange år, og har fulgt udviklingen på tæt hold.
Der er mange skæverter i Peter Høilunds doktorafhandling om beskæftigelsesreglerne. Men han sætter fingeren på pletten, at sagsbehandlerne sættes under et enormt tryk, der påvirker deres dømmekraft helt ud over ..... Dem bør ingen gå til angreb på. Angrebet mod sygedagpengereglerne skal rettes mod et Folketing, der helt ude af trit med det omgivende samfund, lovgiver ganske tankeløst.

Niels Duus Nielsen, Dorthe Jacobsen , Steffen Gliese og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Det er altså helt korrekt at kommuner har en "kvota" på sygedagpengesager, ligesom på andre sager der medfører udbetaling af ydelser. Det står i serviceloven at økonomien ikke må betyde noget for en kommunes afgørelse og derfor er den slags kvota ulovlige, som de også skal være. Men med den økonomiske spændetrøje som kommunerne er underlagt, har kommunerne vel ofte ikke et reelt valg, andet end bryde loven.

Jeg har set dokumentation for det fra min bopælskommune. Det betyder ikke nødvendigvis at alle sagsbehandlere får det at vide.

Rasmus Kongshøj, Paul Peter Porges, Dorthe Jacobsen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Et af problemerne er også at ydelser som fleksjob og førtidspension er livsvarige. Hvornår kan man mon sige at et menneskes helbredstilstand med sikkerhed er afklaret og en lidelse med sikkerhed er permanent? Bevislasten hos borgeren selvfølgelig.

Hvis man gjorde disse ydelser tidsbegrænsede som fx. i Tyskland, ville det ikke være en så endelig beslutning for kommunen.

Men på den anden side, hvis jeg forestillede mig jeg skulle igennem den samme mølle, jeg har været igennem, på ny hvert 5. år, ville jeg for længst have valgt et reb om halsen.

Dorthe Jacobsen , Steffen Gliese og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Om folk skal have sygedagpenge eller ej kan og bør kun være et spørgsmål mellem en patient og dennes læge. Forsøgene på at begrænse det offentliges forpligtelser overfor borgerne er stærkt kontraproduktive, for hver gang politikerne tænker sig selv ud af ligningen, viger det pres, der faktisk er dynamoen i at finde på gode, holdbare løsninger for befolkningen.
Politikernes opgave er ikke at piske på den brede befolkning, men at realisere dennes visioner om et ønskværdigt samfund, så langt det er muligt.

David Adam og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Paul Peter Porges

Miamaja: Tak for dit indlæg, som viser tingene fra den anden side af bordet og beskriver den menneskelighed, som de fleste har, der vælger et erhverv som socialrådgiver.

Det glæder mig også at det ikke er alle kommuner, som blot søger at lukke hjælp og sætter kvoter på antallet af tildelinger af sygedagpenge. Jeg kender desværre eksempler fra 2 kommuner, hvor jeg kender 3 sagsbehandlere, som samstemmende giver et meget anderledes billede end det du tegner. Igen vil jeg gerne understrege at det ikke er med sagsbehandlernes gode vilje.

Som Filo Butcher skriver er det direkte offentligt tilgængeligt hos nogen kommuner at man søger at nedbringe antallet af pensioner, sygedagpenge, osv. til at fastlagt mål, for at overholde de kommunale budgetter. Jeg kender personligt en sagsbehandler som har fået ordre på at INGEN måtte få tildelt pension (november måned og frem til januar), med mindre der var tale om terminalpatienter. I den pgl. kommune havde man en fast kvote for pensionstildelinger/år, denne var intern og hemmelig. Pgl. kommune har ydermere erklæret overfor medarbejderne, at ytringer til offentligheden omkring arbejdsmæssige forhold, betyder øjeblikkelig fyring.

Mit indtryk er også at særligt de svageste grupper er presset i systemet. Dem der ikke kan magte at møde op til samtaler, dem der ikke har en fagforening/advokat/penge/familie/venner, diffuse lidelser eller lidelser uden objektive fund (som det så smukt er formuleret).

Jeg har talt med to rådgivere, som sidder med kontanthjælp, som samstemmende siger at flertallet af de borgere de får, stadig burde være berettiget efter forlængelsesreglerne. Men begge sidder i samme kommune, det kan jo være anderledes andre steder (forhåbentligt).

En tidligere artikel i Information bekræfter forskellene: http://www.information.dk/220998

Rasmus Kongshøj og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Miamaja Askgaard: "Lægerne er dog ofte alt for fortravlede til at indgå et koordinerende samarbejde, hvilket ofte resulterer i at jeg får en skrivelse på to linjer, hvor der står, at borgeren skal fredes totalt. Også for samtaler med mig. Tjo, ja... Det giver da god mening, at vi mennesker skal have muligheden for at få et pusterum. Men hvad så bagefter? Skal borgeren så bare sidde med sit triste sind derhjemme og kigge ind i en væg? Nej du! Jeg nægter at gå på kompromis med min faglighed!"

Tak for bidraget til Miamaja. Det viser på den ene ide at de mennesker, der vælger at arbejde for det sociale kontrolsystem i mange tilfælde er gode og ordentlige mennesker, der har de bedste intentioner. Imidlertid viser, især det ovenfor citerede, at socialsystemets folk har en særlig mentalitet, der i sig selv er problematisk.

Da det første og eneste frie valg til det østtyske parlament var blevet afholdt efter murens fald, gjorde Erich Mielke, den mangeårige chef for hele DDR's undertrykkelsesapparat, sig bemærket ved den for os andre absurde ytring "Ich liebe doch alle menschen!", der da også udløste buh-råb og latter blandt de deputerede, der ikke var medlem af partiet. Ser man TV-optagelserne, får man indtryk af at Mielke rent faktisk mente han var en stor menneskeven, og man kan se hvordan han bliver såret, forvirret og desperat over reaktionerne. Noget lignende gør sig gældende, hvis man ser Ceaucescus sidste offentlige tale. I begge tilfælde var der tale om mænd der var direkte ansvarlige for tusindvis af menneskers lidelse, men begge var de oprigtigt overbevist om at alt hvad de gjorde, skete i det godes tjeneste.

På samme måde kan man sige at mange socialrådgivere og sagsbehandlere lider af et Erich Mielke-syndrom. De bliver blinde overfor at deres virke også i mange tilfælde kan gøre skade, og at deres rolle som systemets repræsentant i mange tilfælde sætter dem i et modsætningsforhold til borgeren ex officio, uanset den enkeltes utvivlsomt gode intentioner.

Miamaja beskriver ligeledes hvordan denne opfattelse af altid at stå i det godes tjeneste, gør at hun får den opfattelse at hun er nødt til hele tiden at presse på, og gøre noget, hvis borgeren ikke skal "sidde med sit triste sind derhjemme og kigge ind i en væg". Og det på trods af en udtrykkelig meddelelse fra borgerens egen læge, der må formodes at kende borgerens helbred bedst, om at den syge skal have fred til at rekonvalescere. Borgeren betragtes i dette eksempel som et vilje- og initiativløst objekt, for hvem det gode kun kan ske i kraft af socialsystemets indblanding.

En vigtig del af enhver hjælpekunst er at kende sine egne begrænsninger, og vide hvornår man skal trække sig tilbage og lade tingene gå deres naturlige gang. Nogen gange er det bedste man kan gøre, rent faktisk ikke at gøre noget. At vide hvor grænsen går er bestemt ikke nogen let opgave, men den er nødvendig, og når det opfattes som stridende imod hjælperens faglighed, at kende sine egne begrænsninger, så er der tale om en meget problematisk faglighed.

Der findes utvivlsomt mange gode og formuftige træk i socialsystemets virksomhedskultur, men der findes også mange skadelige. Da der arbejdes med mennesker, endda med mennesker i en meget sårbar situation, som står i et dybt afhængighedsforhold til systemt, er det bydende nødvendigt at gøre op med de problematiske forhold, for konsekvenserne kan blive ødelæggende.

Det er ikke nok at gøre op med de åbelyst skadelige og afstumpede kulturtræk, som når for eksempel de ansatte i Odense jobcenter kalder den bygning, hvor syge, handikappede og andre "aktivitetsparate" kontanthjælpsmodtagere kommer til møder, for "taberbygningen". Man er også nødt til at forholde sig til de problemstillinger, der opstår som følge af det sociale systems selvforståelse som det godes bannerfører. Nogen gange kan overbevisningen om egen godhed gøre én blind for den skade, man faktisk forvolder, for eksempel ved at en unødvendig arbejdsprøvning, ved administrativt at tilsidesætte en lægeerklæring eller lignende.

Det ville være til gavn for både borger og system, hvis systemets folk udøvede selvkritik som led i deres arbejde.

Michal Bagger, Niels Duus Nielsen, Filo Butcher, Helge Andersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Miamaja "vidneudsagn" bekræfter iagttagelserne i mit indlæg fra starten. Hun nævner ikke hvorfor hun efter 3 år laver noget andet. Måske hun vil oplyse os mere herom og hendes erfaring med sine kollegaer i branchen.
Klient og behandler er anbragt i en umenneskelig position.
Systemmagerne sidde på månen eller et andet fjernt sted inden for murene og udtænker nye snedigheder.
Civil ulydighed ! Nedlæg arbejdet og indkald til demonstration sammen med ofrene.

Niels Duus Nielsen, Rasmus Kongshøj og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Helge Andersen

Miamaja Asgaard,
alle andre på denne tråd:

Jeg håber ikke, jeg går over stregen her. Jeg indrømmer fra starten - noget af det, jeg har at sige, kommer lige til kanten af, hvad man siger i pænt selskab. Jeg håber, jeg kan gøre det på en acceptabel måde.

Miamaja, jeg er ikke i tvivl om, at du - og dine kolleger - med flid og al tænkelig omhu har behandlet borgeres sygemeldinger iht de krav, der er blevet stillet til Jer fra politisk hold.
Ikke et øjeblik.

Problemet her er imidlertid ikke, om i nu har været nidkære og pligtopfyldende nok i omgangen med disse skrogs arkivalier, men
om lovgivningen og den politiske tilgang til sygemeldinger måske er ved at være lidt ude i hampen? Bare sådan - helt uacceptabel for eksempel?

Jeg mener, den nye lov sætter jo bare sygedagpengene ned efter 5 måneder, ikke sandt?
Ikke noget krav om formue eller lignende uhyrligheder!

Hvorfor skulle loven dog sætte krav om det? Hvem der ryger ned på 10.500 brutto/md kommer da af med både hus og bil, pr fuldautomatik. Det er bare at sætte sig ned og vente, så kommer det helt af sig selv.

Mens I alle passer Jeres faglighed og sagsbehandling med flid og akkuratesse.

Og her kommer så det grimme: har du nogensinde læst Hannah Arendt: "Ondskabens banalitet"?

Uden sammenligning iøvrigt. Det understreger jeg!
Men - er du og dine "faglige" fæller forberedt på den dag, hvor f.eks. 40.000 mennesker er havnet i ruin - og I er henvist til dette ene: at pege på at I blot fulgte ordrer!
Fagligt set?

Michal Bagger, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Ib Christensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
miamaja askgaard

Tak for alle jeres kommentarer til mit indlæg.

Filo - ja, der er dårlige sagsbehandlere lige som der er dårlige kassedamer og forsikringsagenter. Og jeg skal på ingen måde tage dine dårlige oplevelser med "systemet" fra dig. Min pointe - der nok kom lidt kluntet frem var blot, at ikke alle sagsbehandlere er dumme og dovne. Ærgerligt hvis disse mennesker du nævner dog vælger at være i et fag, hvor ens fornemste opgave er at dedikere sin hjælp (herunder sin viden om hvordan systemet fungerer så vi kan hjælpe borgerne bedst muligt) til mennesker, der på en eller andet måde er marginaliserede - enten grundet sociale omstændigheder eller sygdom eller noget helt tredje.

Vedr. Lægekonsulenten... Ja, de er om nogen omdiskuterede i sygedagpengedebatten. Og med god grund. Nu skal ikke holde en lang forsvarstale for lægekonsulenterne og deres berettigelse. Men jeg vil alligevel sige, at jeg havde sgu brug for en lægekonsulent i mit virke som sygedagpengesagsbehandler, fordi jeg heller ikke forstår lægelatin. Lægekonsulenten har til formål at forklare sagsbehandleren, hvad pågældende fejler objektivt set. Men det er sagsbehandleren der suverænt træffer afgørelserne. Ikke lægekonsulenten som kun skal fungere som en... ja - konsulent! Lægekonsulenten orientres ikke om den afgørelse sagsbehandleren træffer og honoreres således heller ikke efter, hvor mange sager, der lukkes. Men ja, jeg har også hørt, at disse konsulenter nogle steder har lidt for meget at skulle sagt ift. afgørelser. Og det er jo bare på ingen måde i orden.

Men du har ret i, at det kan være svært at navigere i et så regelstyret system som sygedagpenge, hvis man ikke kender reglerne i detaljer. Og det bliver sikkert heller ikke ret meget nemmere af, at man er syg og nervøs for måske at skulle miste sit forsørgelsesgrundlag. Jeg er ked af, at du har haft de oplevelser, du fortæller om. Men ja, det er da altid svært at føle sig som en brik i et bureaukratisk spil, hvor man konstant føler, at man er ved at miste fodfæstet. De tror jeg bare vi sagsbehandlere nogle gange kommer til at glemme. Det gjorde jeg også selv, tror jeg. Jeg kan i hvert fald huske, at jeg ofte har sagt til mine borgere, at de skulle lade være med at være nervøse, da jeg jo nok skulle guide dem. Måske skulle jeg havde mødt dem mere i deres bekymring frem for at have negligeret den... Men hvor om alting er, så skal det ikke være sådan, at man får anderledes behandling, hvis man kender "sproget" kontra, hvis man ikke gør. Men det er jo din oplevelse. Og så er det jo desværre sådan det er.

Peter - nej, egen læge skal IKKE vurdere, om en borger er sygedagpengeberettiget eller ej. Det er socialfaglig vurdering som laves i samarbejde med egen læge eller speciallæger og borgeren naturligvis. Dette da der også skal laves vurderinger af, om en borger skal overgå til revalidering, have et fleksjob o.lign. Det er rigtig, at det er læger (og ikke sagsbehandlere), der skal stille diagnoserne. Men det er sagsbehandlere, der skal hjælpe borgeren videre og i samarbejde med borgeren finde alternative muligheder at komme tilbage til arbejdsmarkedet, hvis der fx er tale om en funktionsevnenedsættelse. Det gør læger altså ikke. Det er en misforståelse at sygedagpenge kun handler om at få lov til at være syg. Det gør det selvfølgelig også. Men det handler altså også om, at vi får borgerne ud igen. Vi pensionerer altså ikke en 37-årig jord- og betonarbejder, fordi han har fået ondt i ryggen. Ham omskoler vi og får ham tilbage til arbejdsmarkedet.

Paul - altså jeg kan igen kun sige, at jeg ikke har hørt om disse kvoter, men derfor kan jeg jo ikke udelukke at det praktiseres i visse kommuner. Men jeg tror sgu bare ikke helt på den. Og du taler om kontanthjælp. Der er ikke nogle forlængelsesregler i kontanthjælp. Kontanthjælp er en ydelse, man er berettiget til, hvis man ikke kan forsørge sig (og sine - som det vidst så smukt hedder i grundloven).

Rasmus - jeg ved ikke, hvilken mentalitet du mener jeg har. Jeg forstår ikke dit intellektualiserende indlæg. Jeg er såmænd bare socialrådgiver. Til gengæld kender jeg lovgivningen. Som min egen bukselomme. Og jeg kan kalde en spade for en spade. Det har jeg faktisk lært af mine borgere. Nej, ved Gud jeg ikke betragter mine borgere som viljeløse og initiativløse objekter. Come on! Det mener du jeg gør, fordi jeg fortæller, at jeg nogle gange giver mine borgere et skub? Har du aldrig nogensinde hjulpet en ven eller veninde med at komme på benene - efter en skilsmisse, et dødsfald eller hvad ved jeg ved at tage dem i hånde og hjælpe dem med at komme tilbage til livet? Eller har du måske bare sagt... Nej, du skal bare sidde og kigge tomt ind i en væg. Fuck dit arbejde. Fuck dine venner. Fuck det hele. Sid du bare der helt alene! Det kan godt være, at jeg ikke er særlig veluddannet, men jeg har læst alt (eller i hvert fald meget) om magt - direkte og indirekte. Og jeg ved godt, at jeg skal være forsigtig, når jeg giver et skub. Det er jo heller ikke fordi jeg siger: Søde ven! Nu kan du sgu ikke sidde der og fede den på sygedagpenge længere. Så nu smutter du lige tilbage på dit arbejde. Men de får ikke lov til at sidde hjemme og kigge ind i en væg i årevis. Det ved jeg bare (og det samme viser al forskning på området), at folk ikke blive raske af. Jeg bruger så meget ekstra tid på disse borgere, da jeg netop godt er klar over, hvor svært det er for dem og hvor grænseoverskridende det er for dem bare at komme op til mig. Men selv de borgere der har haft det sværest er kommet ovenpå igen. Og ja, jeg skal da være ærlig og sige, at nogle af disse borgere har sagt til mig, at jeg godt sætter høje krav til dem. Men de har altid vidst, at de godt kan sige fra. Det siger jeg nemlig altid til dem - altså at de godt må sige fra, hvis jeg bare er totalt pres. Jeg kan nemlig godt tåle at høre fra mine borgere, at nu skal jeg fandeme slappe lidt af. Og så griner vi sammen. Og så reviderer vi planen. Eller sætter den på stand by. Så bare rolig! Jeg kender mine begrænsninger. Men jeg kender heldigvis også mine kvaliteter. Jeg er selvfølgelig klar over, at uanset hvor god, sød, empatisk osv. jeg måtte være (eller tænke om mig selv, at jeg er), så udøver jeg magt. Alene det at jeg sidder på "den side af bordet", det er mig der skriver ned osv. osv. Men magt er ikke kun negativ, hvis den udøves refleksivt. Og nej, det lykkes mig nok ikke altid at gøre tingene helt perfekt. Men jeg har ikke en holdning til mine borgere som initiativløse objekter, som du skyder mig i skoene! Så lad venligst være med det!

Leo - jeg er stadig socialrådgiver. Jeg valgte at skifte område fordi jeg var lidt nervøs for at blive stavnsbundet til beskæftigelsesområdet, da det er det eneste, jeg har arbejdet med i min karriere som socialrådgiver. Jeg har derfor ikke skiftet, fordi jeg var træt af området. Har været rigtig glad for at sidde - ja faktisk mest som sygedagpengesagsbehandler. Men ja, nogle gange har jeg da virkelig haft lyst til bare at nedlægge arbejdet i protest mod de ret så tåbelige regler på området. Ville ønske jeg kunne få Mette Frederiksen i praktik bare en enkelt dag! Jeg tror seriøst, det ville rykke hende så meget!

Helge - Jo, den nye sygedagpengereform er helt grotesk (synes jeg i hvert fald). Og jo, det er rigtigt, at man nu efter kun fem måneders sygdom overgår til en meget lavere ydelse (på kontanthjælpsniveau). Og ja - vi kommer nok til at se nogle mennesker, som må gå fra hus og hjem. OG være syge! Argh, det er bare ikke på nogen måde rimeligt! Og måske skulle vi gøre oprør? Jeg har valgt at gøre oprør ved at være politisk aktiv i min fritid. Jeg er ikke politisk på mit arbejde. Jeg er nemlig ansat og får løn for at være embedskvinde. Dvs. at jeg jo skal administrere den til hver tid gældende lovgivning - uagtet hvad jeg egentlig mener om den. Men det har jeg det faktisk ok med. Sådan synes jeg, det er rigtigst. Du ser jo heller ikke kassedamen i Føtex nedlægge arbejdet, fordi deres varer er for dyre. Jeg er bare overbevist om, at mine borgere er bedst tjent med at jeg hjælper dem bedst muligt indenfor den lovgivning, der nu engang på demokratisk vis er blevet vedtaget. Og så går jeg på barrikaderne i min fritid mod den. Så der håber jeg vi ses! :) (Og i øvrigt synes jeg slet ikke dit indlæg var grimt. Tværtom!)

Helge Andersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Helge Andersen

Miamaja Asgaard,

Bare helt kort inden jeg falder om på den firebenede:

Tusind tak!

Jeg har aldrig oplevet et så smukt formuleret, uddybende og fyldestgørende indlæg, som det du lige kvitterede med her! Det er - mildt sagt - tankevækkende og stof til skellig eftertanke.
På mere jævnt dansk: du har lige rokket et forhærdet tidselgemyt i hans grundvold!

Jeg vender tilbage, men i mellemtiden: når vi mødes på skanserne, håber jeg, at være den, der dækker din ryg!

Alle andre på denne tråd,

Jeg synes ærlig talt, Miamaja fortjener en hånd...

Vel talt, Rasmus K.
Da jeg, som kommer fra en anden kulturkreds end dansk, først gang blev konfronteret med min sagsbehandler da jeg var blevet kronisk syg, troede jeg faktisk at sagsbehandleren var til stede for at hjælpe mig, for at beskytte mine interesser. Først senere gik det op for mig at sagsbehandleren faktisk var på kommunens side og hendes opgave var at beskytte kommunens interesser overfor mig. Og det gik op for mig at jeg i min nød faktisk stod der mutterseelenalene overfor et helt fjendligt system med sagsbehandleren som systemets frontsoldat.

Så naiv kan man være.

Men jeg er faktisk ret sikker på at det er den oprindelige mening med en sagsbehandler. Den gik bare tabt i løbet af årene med de mange "reformer"

Flemming Scheel Andersen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Miamaja,
tak for svar. Vil lige rette op på nogle få detaljer du måske har misforstået.

Min sag kørte helt efter bogen og reglerne, og jeg kendte selv reglerne til punkt og prikke. Ellers tror jeg ikke jeg ville have haft succes med min sag. Alligevel tog den fem år og det har været både ydmygende, stressende og psykisk nedbrydende, selv om jeg kun har haft sagsbehandlere der var både korrekt og empatisk og der aldrig i hele min sag har været dårlig luft mellem mig og mine sagsbehandlere. Min holdning har været at vi var havde en fælles interesse, at finde den bedste løsning for mig og min situation.

Det er selve systemet den er galt med. Den måde reglerne er skruet sammen og som ikke tager hensyn til at det drejer sig om mennesker, alvorligt syge mennesker og mennesker i nød.

Mht. lægekonsulenten, ja, selvfølgelig kan man som sagsbehandler få brug for en lægelig konsulent. Men synes du ikke det burde være en læge der kender patienten, der skal udtale sig om patientens forhold, frem for en der aldrig har mødt patienten og slet ikke kender dennes omstændigheder og kun har nogle, ofte ret overfladske lægelige notater til rådighed?

Og hvorfor skal det ved sager der drejer sig om alvorlige sygdomme, overhovedet være sagsbehandleren der afgør en borgers arbejdsevne i stedet for de folk som er specialuddannet til netop dette? En socialrådgiver har slet ikke de nødvendige kompetencer for at kunne vurdere arbejdsevnen for en kronisk syg person, og er derfor mere eller mindre afhængig af lægekonsulentens hentydninger. For mere end hentydninger kan det ikke være da lægekonsulenten jo slet ikke må udtale sig om en patients arbejdsevne, jf. loven.

Alene her har vi en konstruktion der kun kan føre til dilemma fordi lægekonsulenterne gør det jo alligevel, og ofte på en skjult og manipulerende måde, ved at mistænkeliggøre patienten overfor sagsbehandleren.

Men som sagt, er min kritik ikke rettet mod sagsbehandlerne, men mod serviceloven og kommunernes interpretation af denne. Et af servicelovens største skavanker er at den kun er vejledende, hvilket ikke ret mange folk er klar over. Det betyder i praksis at kommunerne kan gøre som det passer dem, da det ikke har konsekvenser. I værste fald kan kommunen tabe en klagesag.

Men hvor det for borgeren kan handle om liv eller død, kan kommunen aldrig drages til ansvar.

Steffen Gliese

Nej, Miamaja, det hedder socialrådgiver, så opgaven er at rådgive borgerne om, hvordan de bedst kan finde sig til rette i vores samfund - med det behov for hjælp, de altså har. Nogle af os er faktisk gamle nok til at huske, da bistandsloven blev vedtaget - og hvordan den blev bastardiseret af Karen Jespersen.
Når man er syg, er man syg, når man igen er rask, bliver det socialrådgiverens tur, hvis der er brug for den type hjælp. Det vigtigste, skal vi huske, er, at folk aldrig må miste et forsørgelsesgrundlag i vores samfund, fordi hele lovgivningen bygger på, at enhver har ret til det minimum, kontanthjælpen er fastsat til at være.
Alle disse ting er så for tiden sat ud af kraft pga. dumme, kortsigtede og ansvarsløse politikere, der bare ønsker at blive løst fra de krav, befolkningen stiller til dem. Men det kan vi vist ikke leve med ret meget længere.

Dorthe Jacobsen , Flemming Scheel Andersen og Filo Butcher anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

miamaja askgaard

Som kontanthjælpsmodtager har jeg i de seneste år talt med så mange forskellige sagsbehandlere, at jeg ikke har tal på det. Langt de fleste af dem har været venlige og kompetente mennesker, som har hjulpet mig så godt de kunne. Men der er ca. 10 % som er dybt inkompetente og som alligevel gør det til en levevej at modtage løn fra det offentlige (og jeg ved det - for jeg har siddet med disse sagsbehandlere - i modsætning til så mange andre, der gør sig kloge på området alene ud fra en teoretisk betragtning).

Men lad nu det ligge. Sagsbehandlere er bare mennesker, og det er menneskeligt at fejle. Det er jo derfor vi har et klagesystem. Det interessante er nu, at hvis man er så uheldig at få lukket for sin kontanthjælp på grund af en inkompetent sagsbehandler, så er der lukket indtil klagen er afgjort. I mit tilfælde gik der 11 måneder, før den endelige afgørelse faldt. Kan du forestille dig hvordan det er at gå 11 måneder uden en indtægt? (dette er ikke et retorisk spørgsmål - jeg ved, hvordan det er, gør du?)

Vi spoler nu et par år frem, til en dag for et par uger siden. Jeg får et brev fra kommunen, der fortæller mig, at de har halveret min kontanthjælp, fordi de har vurderet at jeg er samlevende. Derudover skal jeg betale en dummebøde på 1500 kr. for ikke at have oplyst kommunen om min civilstand.

Jeg var nær faldet ned af stolen - jeg havde jo for længst indsendt en formel erklæring om, at jeg ikke var samlevende. For overhovedet at have råd til at bo i min lejlighed, som er for stor til een person, har jeg to logerende, som er samlevende, og den ene af dem er også på kontanthjælp (hun havde i øvrigt også fået halveret ydelsen).

Så mig afsted ind på kommunen. En venlig kontorbetjent tog imod min klage. På trods af at han ikke var sagsbehandler, men kontorbetjent, vurderede han at det smarteste nok ville være, at jeg udfyldte en ny formel erklæring. For som han sagde, kommunen havde måske glemt at gøre plads til cpr-nummeret på den første formular, så hvis jeg ikke selv havde husket at skrive det, kunne de jo ikke vide, hvor de skulle gøre af den (sic!). Så jeg udfyldte en ny formular, og sikrede mig en kvittering.

Om alt går vel, vil jeg få den halve kontanthjælp, som er blevet tilbagehold, udbetalt om en måned. Jeg kan vel overleve på havregrød så længe. Om jeg også skal betale bøden, vil tiden vise.

Men der er endnu et lille problem: De penge, jeg modtager af mine logerende, vil blive betragtet som indtægt, og derfor fratrukket kontanthjælpen, stod der på formularen. Jeg spurgte kontorbetjenten, hvordan det skulle forstås - fra mit synspunkt er der jo ikke tale om en indtægt, men om at vi er tre mennesker, der deles om en fælles husleje. Det turde han ikke svare på, for som han sagde, han var jo ikke sagsbehandler.

Dette foregik i Jobcentret i Nyropsgade i København, som er fyldt til randen med sagsbehandlere, så jeg forsøgte at få en sådan i tale. Men det viste sig, at det ikke var deres bord, så jeg blev henvist til Ydelsesservice (nysprog for kontoret til mistænkeliggørelse af syge og ledige). Ydelsesservice kan man kun kontakte via telefon.

Så jeg måtte ud og låne en telefon (min egen blev lukket dengang jeg fik frataget kontanthjælpen, og det var faktisk så behageligt at slippe for den, at jeg ikke har fået anskaffet mig en ny). Ydelsesservice kunne kun gentage, hvad jeg allerede vidste, nemlig at de betragtede mine logerendes bidrag til huslejen som en indtægt. Hvis afgørelsen går mig imod, kan jeg altid klage til ankestyrelsen.

Så hvad gør jeg nu? Skal jeg klage til ankestyrelsen? Det er jeg ikke meget for, sidst tog det 11 måneder, og jeg kan ikke forestille mig at de har fået færre klager siden sidst, og jeg er ikke meget for at skulle leve af havregrød sålænge. Skal jeg søge om boligstøtte? Det kan godt gå hen at blive svært, for jeg har hverken pas eller kørekort, så derfor heller ikke nogen nemid, og jeg har endnu ikke kunnet finde ud af, hvordan man søger boligstøtte uden nemid (Iøvrigt vil jeg ikke have nemid på min computer efter at jeg for et par år siden ufrivilligt blev en del af et botnet via en java-applet).

tldr: Kontanthjælpsreformen har sat mig i en umulig situation. Kontorbetjenten, som jeg blev henvist til i Jobcentret, henviste til sagsbehandlerne. Sagsbehandlerne henviste til Ydelsesservice. Ydelsesservice henviste til Ankestyrelsen. Men jeg kan først klage til Ankestyrelsen, når afgørelsen er faldet. Og jeg kan først få udbetalt boligstøtte, når jeg har fundet ud af, hvordan man kontakter dem, og kun, hvis der er tale om en varig nedsættelse af min indtægt, og det ved jeg endnu ikke om der er.

Så miamaja askgaard, når du skriver

"Jeg er nemlig ansat og får løn for at være embedskvinde. Dvs. at jeg jo skal administrere den til hver tid gældende lovgivning - uagtet hvad jeg egentlig mener om den. Men det har jeg det faktisk ok med. Sådan synes jeg, det er rigtigst."

så kan jeg kun sammen med Helge Andersen spørge:

Har du nogensinde læst Hannah Arendt: "Ondskabens banalitet"?

Michal Bagger, Dorthe Jacobsen , Flemming Scheel Andersen og Filo Butcher anbefalede denne kommentar

Niels Nielsen,

Av!

... fra mit synspunkt er der jo ikke tale om en indtægt, men om at vi er tre mennesker, der deles om en fælles husleje....

Med al sympati for dit synspunkt, så har du ikke en kinamands chance for at kommunen vil være enig med dig. Hvis du insisterer på at I deles om en fælles husleje, ja så er du samlevende. Hvis du insisterer at du ikke er samlevende, så er det en indtægt.

Hele formålet med denne såkaldte "reform" er at lukke muligheden for at folk kan slippe billigere af sted ved at deles om udgifterne. De skal "ligestilles" med dem der ikke har nogen at dele udgifterne med, og det er ligegyldig om det er kæreste forhold eller ej. Deler man udgifter, er man "samlevende".

Hvis man vil se hvordan det fungerer i praksis, skal man bare tage til Holland, hvor de tilstande som lige er blevet indført med kontanthjælps"reformen" har været implementeret i nogle år. Der går kommunens spioner rundt i supermarkeder og graver kassebon'er op fra papirkurver for at samle beviser for at folk deles om indkøb. Så er de nemlig samlevende, som i bofællesskab.

Jeg er desværre fuldstændig blank når det gælder gode ideer for hvordan man kan bekæmpe denne seneste pervertering af vores velfærdssamfund, udover at gribe til høtyve og molotovcocktails.

Desværre ser det ud til at det skal blive en hel del værre før det nogensinde kan blive bedre igen.

Flemming Scheel Andersen

miamaja askgaard

Du har i bedste mening skrevet nogle indlæg, for at øge andres indblik i socialrådgivernes arbejde og virke, hvilket jeg synes er glimrende.
Jeg synes at vi altid skal forsøge at benytte os af muligheden, når andre vil dele deres erfaringen med os, til at blive klogere, fordi vi ikke selv magter at gøre vore erfaringer på alle områder.

Udvekslingen af erfaringer er derfor noget af det vigtigste, men også noget af det mest venlige man kan foretage sig overfor andre, fordi man giver andre muligheden for at få en viden de ikke nødvendigvis har mulighed for at tilegne sig. Så tak for det.
Derfor har jeg også anbefalet dine indlæg.

Normalt vil jeg forsøge ikke at kritisere et sådant indlæg, både p.g.a den subjektive oplevelse, men også fordi det ikke er rimeligt at stille personer til ansvar for systemets handlinger.
Men når man videregiver egne erfaringer og forlader en principiel debat, så løber man også en risiko for at blive forbundet med og stå som forsvarer for de beslutninger, regler og forordninger, som den principielle debat måtte afdække.

Når du så på den ene side i dit første indlæg forsøger at "retfærdiggøre" socialrådgivernes indsats med udsagn som:
jeg (eller nogen andre sygedagpengesagsbehandlere i min omgangskreds)ALDRIG er blevet pålagt at lukke nogens sygedagpenge, fordi kommunen manglede penge eller skulle spare.

Jeg har ALDRIG stiftet bekendtskab med kolleger, der ikke har ønsket at samarbejde med egen læge. Tværtom!

Nuvel - nu skal jeg jo ikke sige mig fri for ikke at blive lidt ked af at læse, hvordan jeg og mine kolleger ofte bliver svinet til i medierne som nogle magtliderlige kaffedrikkende kællinger tørlagt for al empati og kun ude på at lukke borgernes sygedagpenge.

Og alligevel i dit andet indlæg kommer med følgende indrømmelser:

Jo, den nye sygedagpengereform er helt grotesk (synes jeg i hvert fald). Og jo, det er rigtigt, at man nu efter kun fem måneders sygdom overgår til en meget lavere ydelse (på kontanthjælpsniveau)

Og ja - vi kommer nok til at se nogle mennesker, som må gå fra hus og hjem. OG være syge! Argh, det er bare ikke på nogen måde rimeligt! Og måske skulle vi gøre oprør?

Så finder jeg anledning til at gøre opmærksom på at vi alle har ansvar for vore handlinger over for andre, også når vi er på job.
Ikke at jeg ikke er enig med dig i at politikerne har langt det største ansvar for den glidebane ned af, vore sociale sikkerhedsnet er ude i, det vil jeg gerne understrege på det kraftigste.

Men jeg bliver også nødt til at sige, at intet af det politikerne gennemfører af utidige snageri, registreringer, nedskæringer, forringelser af rettigheder kunne lade sig gøre uden at der var nogen, der villigt eller modvilligt påtog sig at udføre dem i praksis.

Og at så længe man ikke udfører disse handlinger under trusler eller tvang, så er det et personligt valg om man vil medvirke.
Det er også ens eget personlige valg om det så er nok for en at fastslå:
Jeg er nemlig ansat og får løn for at være embedskvinde. Dvs. at jeg jo skal administrere den til hver tid gældende lovgivning - uagtet hvad jeg egentlig mener om den.
Jeg har valgt at gøre oprør ved at være politisk aktiv i min fritid.

Men når du siger, Jeg er ikke politisk på mit arbejde., så passer det simpelt hen ikke.
Du er, lige som alle andre, politisk på arbejdet, som i fritiden, når du medvirker til at forringe levevilkårene for andre, på et grundlag du selv mener er forkert.

De mellemledere , der har tvunget deres medarbejdere til at blive stresset af aldrig at kunne gøre arbejdet godt nok, som har tilrettelangt arbejde i strid med loven eller arbejdsmiljølovgivningen, som har set stort på produktet og forbrugerne o.s.v. har også været politiske på deres arbejde.

Det har de fordi de har medvirket til at fremme den herskende indstilling, at den enkelte har ret til at overleve, på trods og grund af de byrder de pålægger andre i deres jobfunktion.
Lige som du ikke er i tvivl om at det modsatte, at gøre oprør imod systemets urimeligheder er politisk, så er at medvirke til udførelsen så sandelig politisk.

Så måske......måske er dette udsagn ikke helt sandt, når alt kommer til alt??

den ofte skrapt fordrejede udlægning af kommuners behandling af sygemeldte og os som sagsbehandlere.

Jeg vil i stilhed gøre opmærksom på at hvis man i dette land medvirker privat eller på arbejde til at plage dyr, så er man hjemfalden til straf efter dyreværnsloven, men det samme er ikke tilfældet i behandlingen af mennesker

Miamaja siger : " Men ja, nogle gange har jeg da virkelig haft lyst til bare at nedlægge arbejdet i protest mod de ret så tåbelige regler på området."
På trods af denne erklæring har du åbenbart intet ønske om at ændre systemets princip.
Altså ikke alene, men sammen med dine kollegaer og din forening.
I har fået ny formand !! Hvad sker der ?

Jeg har ikke været involveret personlig - kun dannet min mening ud fra overordnede politiske holdninger og ud fra enkelte eksempler i familie og omgangskreds.
Derfor er det tilfredsstillende at få bekræftet holdningen gennem mennesker, der på begge sider er involveret i absurditeterne.
Hvor mange vidneudsagn skal der til før, der sker noget.

Vi må hver for sig gøre noget der hvor vi færdes.
Retsforbundet har vedtaget BASISINDKOMST, hvis gennemførelse i Danmark vil indføre RET OG FRIHED i et velfærdssamfund med et nyt humant ansigt.
I stedet for de Kafkaske tilstande, der er herskende i nutiden.

Så kunne Miamaja bruge sin medmenneskelige holdning til direkte arbejde med at støtte svage medborgere med base i et rigtigt socialkontor.

Kære alle

Spændende at følge med i jeres debat.

Hvis nogen skulle have interesse i at læse afhandlingen, der ligger bagved kronikken, finder I den her:

http://rucforsk.ruc.dk/site/da/publications/et-halvhjertet-helhedssyn(85fba85c-990f-49c1-aa3b-982601b07484).html

Afhandlingen tegner naturligvis et mere nuanceret billede af, hvordan sygdom forhandles mellem sagsbehandler, sygemeldt og praktiserende læge, og tager desuden en mase metodiske forbehold ift. konklusionerne.

Venlig hilsen

Claus Jacobi