Sex- og pornoforskrækkelse

I femte blev der indkaldt til krisemøde blandt pigerne i min klasse og deres mødre. Vi skulle alle mødes hjemme hos vores klasselærerinde og tale alvorligt sammen. Krisen var udløst af, at det var kommet nogle af mødrene for øre, at jeg og en anden pige fra klassen havde set internetporno hjemme hos mig.

Jeg husker ikke ret meget fra mødet, kun at mange talte højt, og at hende den anden pige græd. Vi havde faktisk ikke set porno, krisen var allermest udløst af halvfemsernes hysteriske internetskræk, men hele episoden lærte mig i hvert fald, at porno var noget skidt, man skulle skamme sig over at se.

’Det er ren porno’, kan man nedsættende sige om noget, der ikke har en ’højere’ erkendelsesmæssig eller kunstnerisk værdi, men lefler for de kropslige og dermed laverestående lyster i os. Kroppen er i den sammenhæng det underlødige, vi bør distancere os fra. Det ligner næsten en fortsættelse af den kristen-protestantiske dyrkelse af gejstligheden som ideal og kroppen som syndigt hylster.

Denne adskillelse af krop og sind ligger måske mere grundlæggende i vores moderne kultur, end vi vil stå ved. Der er ikke meget status forbundet med kropslige erhverv, sammenlignet med de erhverv, der binder sig til erkendelsen. Alle vil være akademikere. Lavest i hierarkiet er dem, der arbejder med sex.

Hvis du eksempelvis er åben om, at du arbejder eller har arbejdet i porno, kan det være svært at få arbejde andre steder, fordi folk antager, at du må mangle noget rigtigt talent, hvis du er villig til at udstille din seksualitet på den måde.

Seksualiteten er ikke noget, man stolt viser frem – den skal så vidt muligt at gemmes væk. Den sex, der er til stede i det offentlige rum, er en kontrolleret og trimmet seksualitet. Æstetisk tilpasset vores distancering.

Se bare på vores forhold til censur. Vi griner overbærende af amerikanere, når deres sexforskrækkelse tager overhånd, men hvor meget bedre er vi egentlig selv? Afsløres vores grundlæggende forræderi mod den seksuelle frihed ikke, når vi så relativt protestløst accepterer, at skellene mellem amerikansk og dansk censur udviskes i takt med, at vi bruger medier som Facebook, Google, iTunes og Spotify, hvor amerikansk censurpolitik er gældende? Godt nok bliver vi ophidsede, når seksualcensuren rammer andre områder end pornografien – f.eks. Peter Øvigs hippienudistbilleder – men vi accepterer tilsyneladende, at den rendyrkede pornografi er no go.

I 2010 nedlagde Apple forbud mod apps med pornografisk indhold på deres tablets og iPhones. Steve Jobs udtalte, at vi havde en moralsk forpligtelse til at holde porno væk fra apparaterne. Dermed blev pornoproducenterne af moralske årsager afskåret totalt fra en af de mest afgørende nye indtjeningsplatforme. En handling, der var ekstremt kontroversiel, men mest af alt blev behandlet som en kuriøs nyhedshistorie, der ikke ligefrem blev bifaldet, men i hvert fald tolereret.

Porno er noget, de fleste af os bruger og endda ofte, men vi udviser ingen respekt for pornoens vilkår eller dem, der fremstiller det. Pornografi behandles mest af alt som et nødvendigt onde, som ingen ønsker at forsvare. Pornoforbruget er præget af en ’brug og smid væk’-kultur. Alt det, vi har det med at klandre pornoen for at repræsentere: Det underlødige, letforbrugelige, overfladiske, er i sidste ende den måde, vi selv bruger det på. Pornoen er mest af alt en afspejling af vores forhold til den. Og det forhold afspejler igen vores grundlæggende fremmedgørelse over for kroppen. For måske er det ikke så meget pornoen og den såkaldte pornoficering, der er problemet, men at vi har et grundlæggende forskruet og splittet forhold til krop og sind, seksualitet og kærlighed.

Efter 1970’ernes eksperimenterende idealer om fri kærlighed og yderligtgående seksuel frigørelse kom en forståelig modreaktion. Men 1970’ernes grundlæggende tanker om sex og kærlighed var ikke bare latterlige hippiefloskler, men derimodudtryk for et nødvendigt opgør med en kristent funderet seksualmoral – et opgør, som aldrig blev ført til ende. I dag er den seksuelle frigørelse nærmest gået i stå.

Det er som om, vi ukritisk køber præmissen, at hele samfundet bryder sammen, hvis ikke vi holder seksualiteten i stram snor. Og måske er det rigtigt. Men måske medvirker fordømmelsen af pornografien til at fastholde os i et afstumpet forhold til kroppen og seksualiteten.

Eini Carina Grønvold er manuskriptforfatter