Læserbrev

Skabsborgerlighed kvalte SF-politik

5. februar 2014

Politiske kommentatorer mener, at SF er splittet i en rød og grøn fløj. At formandsvalget afgør, hvilken fløj der vinder. Det er ingenlunde rigtigt. Kampen handler ikke om politik, men om hvilken type parti SF skal være. Selv er jeg mere rød end grøn, men mener, at vi i SF skal lære af vores fejl, så vi igen kan blive et regeringsparti.

Tilsvarende kender jeg SF’ere, der er grønne, men i mindre grad ser SF i en regering. Humlen er, at vi har et langt spektrum af forskellige tolerancetærskler. Nogle SF’eres grænse for, hvornår et politisk kompromis er prisen værd, nås før andres. Dét er den reelle konflikt i SF nu. Her skal vi vælge vej.

Den politiske substans er derimod i vid udstrækning forklaring på, hvorfor SRSF-regeringen aldrig blev danmarkshistoriens mest populære. For ligeså indiskutabelt det er, at SF har haft – mildest talt – begyndervanskeligheder, ligeså indiskutabelt er det også, at toppen i både S og R tilhører de to partiers yderligtgående højrefløje.

Her kan de politiske kommentatorer – med rette – tale om fløje. Jeg har ingen tvivl i mit sind om, at SF har leveret resultater i regeringen – og vi har fået langt mere igennem, end vi har fået kredit for.

SF har leveret

Men jeg er heller ikke i tvivl om, at Corydon er ligeså meget socialdemokrat, som Lenin var kapitalist. At Vestager interesserer sig ligeså meget for dem, der falder ud af dagpengesystemet, som CEPOS interesserer sig for vores velfærdsstat. S og R har overtaget embedsværkets borgerlige tankesæt.

Uagtet SF’s formåen så er det sgu bare svært at arbejde med skabs-borgerlige teknokrater i en såkaldt centrum-venstreregering. Og det er vel i virkeligheden ikke en banebrydende konstatering?

SF’s regeringsexit er, i min bog, en tragedie. Både fordi de få tilbageværende værdier hos S-R er blottet for venstreorienteret hjerteblod. Men mest af alt fordi regeringen overordnet set mangler politisk dna. Dagens gode nyhed er, at SF’s dna til gengæld lever i bedste velgående.

Det er nemlig dén røde og grønne linje, som – selv med kommentatorernes ord – trives i ligefrem bedste kampvalgsberettigende velgående. Spørgsmålet er derfor ikke, om SF overlever uden at være i regering, men om regeringen overlever uden SF.

Morten Normann (SF), viceborgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune og kandidat til SF’s landsledelse

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Jensen
Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Normann skriver ” Nogle SF’eres grænse for, hvornår et politisk kompromis er prisen værd, nås før andres. Dét er den reelle konflikt i SF nu. Her skal vi vælge vej”. Men som situationen er nu, er der to mulige kandidater til SF’s formands post. Begge kandidater er ex ministre, og som må formodes egentlig helst ville have forsat den linie SF har haft i regerings perioden. Selvom det må stå lysende klart, at hovedparten af SF’s bagland mener, at der er begået alt for mange kompromisser. Skal SF indgå i en regeringen for enhver pris?, kan SF være i en regeringen hvor den førte omfordelings politik vender den tunge ende ned ad. Vil de to nuværende potentielle formands kandidater, fortsætte med for enhver pris at få ”indflydelse”. Det der skal til nu, er at der kommer en ledelse i SF, der tydeligt viser at de vil SF’s politik, og ikke kun går efter at blive regeringsparti. De mange afhoppede ministre viser jo, at det var regeringsprojektet der var det vigtigste og ikke indholdet eller SF’s politik. SF burde have slået hælene i, da regeringsgrundlaget blev skrevet.

Jeg har på fornemmelsen, at SF ikke kommer til at indgå i nogle reelle drøftelser med regeringen om de kommende reformer. Men hvis SF får mulighed for at få indflydelse, så skal det også være med et markant finger aftryk, så ingen er i tvivl om, at her fik SF noget ud af kompromis og SF fik indflydelse. Hvis SR regeringen fra nu af, kun laver reformer med de blå partier, og SF og EL kun bliver stemmekvæg til finansloven, skal regeringen væltes. Ellers får SF heller ikke den respekt, der også kræves når SF næste gang skal være et regeringsparti.