Læsetid 3 min.

Slå dørene til auditorierne op på vid gab

Ønsket om at styrke undervisningen på universiteterne har ført til nidkær timeoptælling. Men så længe ingen hjælper underviserne med at blive bedre til at undervise, får vi ikke bedre universitetsuddannelser
3. februar 2014

For ikke så længe siden var det udbredt, at undervisningslokalerne på universiteterne blev betragtet som underviserens ejendom. Ingen skulle blande sig i, hvordan den enkelte underviser tilrettelagde undervisningen, og skulle en leder eller kollega stille kritiske spørgsmål, var det illegitimt og uønsket.

Sådan er det stadig nogle steder, men der er en udvikling i gang. De studerende evaluerer underviseren, der udbydes kurser i kollegial supervision, og mange undervisere vil gerne have feedback fra kolleger.

I en tid, hvor kvaliteten af universitetsundervisningen er på alles læber, er det værd at hæfte sig ved denne udvikling. Et vigtigt redskab til et kvalitetsløft må være at styrke og forankre den fremspirende åbenhedskultur. Hvis undervisningen skal blive bedre, nytter det ikke, at den enkelte underviser overlades til sig selv. I stedet skal det være naturligt, at undervisning diskuteres på en reflekteret og konstruktiv måde blandt kolleger, studerende, ledelse og andre interessenter.

Det er gennem feedback, konstruktive input, koordination og dialog, at kvaliteten hæves, og nye, engagerende undervisningsformer opstår og udbredes. Mange steder er man i gang, men det er oplagt, at der kunne gøres mere.

Der skal skabes en kultur, hvor man i fællesskab er ansvarlig for undervisningen.

Ledelsesressourcer mangler

Det kræver ressourcer og et stærkt fokus på ledelse at opdyrke og rodfæste sådan en åbenhedskultur. Og i dag er der et stort ledelsesunderskud i bunden af universiteterne.

Der findes studieledere og forskningsledere, men de er travlt optaget af blot at få dagligdagen til at hænge nogenlunde sammen. De arbejder som heste og har ikke tiden til også at fokusere systematisk på uddannelsernes kvalitet.

Der er ellers nok at gå i gang med: Evalueringer skal udformes lokalt, så de faktisk måler kvaliteten af undervisningen og ikke blot bliver et overfladisk udtryk for, om de studerende føler sig underholdt. Og man skal sikre sig, at evalueringerne bliver fulgt op af handling.

Noget tilsvarende gælder feedback fra censorer og de virksomheder, som aftager uddannelsens kandidater eller har dem i praktik. Input fra tidligere studerende, systematisk brug af kollegial supervision, mentorordninger, løbende møder om undervisningen og organisering af undervisningsteams hører også blandt opgaverne.

Ledelsesallergi

Et forslag om at styrke ledelsen vil utvivlsomt møde den udfordring, at mange undervisere lider af en ledelsesallergi. Ethvert ledelsestiltag mødes af modstand og mistro.

Universitetsansatte har tradition for selvledelse, og når det gælder forskning, er de vant til, at de ved bedst inden for deres område.

Samtidig mener mange undervisere, at de styringstiltag, der kommer fra universitetsledelser og politikere, sjældent støtter dem i deres arbejde, men i visse tilfælde ligefrem modarbejder det.

At fjerne allergien og give plads til ledelse kræver derfor ikke kun, at underviserne tager sig sammen og ændrer attitude. Der kræves også, at det ikke er den styringsprægede og modelbaserede ledelse, der styrkes, men derimod en ledelsesform, der er spørgende, nysgerrig og praksisnær.

At styrke den lokale ledelse i bunden af universiteterne og tænke denne ledelse som dialogisk og refleksionsfremmende ligger langt fra den tankegang, der dominerer i dag. F.eks. arbejder både universitetsledelser, studerende og politikere benhårdt for at fremme kvaliteten ved at øge antallet af undervisningstimer. Jo flere timer, des højere kvalitet, antager man. Timeoptælling er et eksempel på et tiltag, som for mange virker som indlysende kvalitetsfremmende, og som ovenikøbet er let at gennemføre.

Problemet er blot, at initiativet er indifferent i forhold til, hvad der faktisk foregår i timerne. Samtidig efterlader timetællingen underviseren i sit eget auditorium, hvor ingen hjælper, og ingen stiller de nødvendige spørgsmål. Det vil nogle undervisere muligvis være tilfredse med, men hvis man virkelig ønsker et kvalitetsløft, må man gå andre og vanskeligere veje. At styrke åbenhedskultur og ledelseskompetence der, hvor undervisningen rent faktisk udføres, ville være en af disse veje.

Lone Koefoed Hansen og Peter Lauritsen er lektorer ved Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Jan Løhmann Stephensen
Jan Løhmann Stephensen

Er meget enig i det I skriver. Dog én kort kommentarer:

Det er nemlig ekstremt vigtigt, at denne styrkelse af den undervisningsnære ledelse, som I argumenterer for, ikke bare fører til en udvidelse af ledelsesporteføljen, men at der samtidig sker en oprydning i af ledelseslaget længere oppe i systemet. Som I ved fra det institut, vi alle 3 er ansatte ved, overskygges vores forbrug af ressourcer, der bliver brugt på universitetets kerneydelser: undervisning og forskning, pt af de ressourcer der bruges på administration og den type ledelse, som udarbejder abstrakte udviklingsplaner, strategier, udsender dekretet om timetælling, osv. (Her har uddannelsesministeriet selvfølgelig også en betydelig del af skylden, skal det straks tilføjes).

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Hvis man ikke forstår, hvad forelæseren siger, må man finde nogle andre bøger for at sætte sig ind i faget. Universitetet er ikke en daginstitution, og hvis folk ikke på et ret højt abstraktionsniveau kan tilegne sig mundtlige beskeder, er det måske et andet sted, man skal være.

Brugerbillede for Esben Nielsen

Peter Hansen: Jeg giver dig til dels ret. Universitetet kræver et vist niveau, og det skal være muligt for universitetsundervisere at kræve engagement og kritisk reflektion fra de studerende.

Men det kan ikke være noget, der kun går den ene vej. Hvis man tror at kritisk stillingtagen og reflektion ift. fagets stof kommer af, at den studerende "bare" læser nogle andre bøger på lykke og fromme, tror jeg man kan vente forgæves. Det samme gælder for brugen af begreber og specifikke kritiske metoder. Her er diskussion og applicering af begreber i dialog med underviser da netop nøglen til, at de studerende ender med at forstå og kunne bruge dem ordentligt - og i et større perspektiv senerehen forstå deres egen fagtradition.

Brugerbillede for Niels Engelsted
Niels Engelsted

Ja, ledelsesunderskuddet i bunden af universiteterne må rettes op og den uforståelige ledelsesallergi, man kan finde samme sted, må bekæmpes. Mere ledelse er vejen frem på universiteterne. Den megen ledelse, man allerede har indført, kan kun være begyndelsen.

Jeg er nok ikke den eneste, der er glad for at være gået på pension.

Curt Sørensen, Lise Lotte Rahbek og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lone Koefoed Hansen
Lone Koefoed Hansen

@Niels Engelsted:
Ledelse som et udsagnsord, ikke som et navneord. Hvad vi ser nu er i udstrakt grad handling på et niveau så langt væk fra hvor det tæller ift konkret at fremme et godt undervisningsmiljø, at det i mange tilfælde er mere skadeligt end gavnligt. Derfor skriver vi fx også at man skal "tænke denne ledelse som dialogisk og refleksionsfremmende [hvilket] ligger langt fra den tankegang, der dominerer i dag".