»Lige nu har jeg brug for, at livet handler om mig.«
Den selvretfærdige udmelding høres næsten altid som forklaring på et svigt. Når veninden melder afbud til bryllup, fordi hun hellere vil på retreat, når farmor dropper julen med børnebørnene til fordel for en pilgrimsvandring i Spanien, eller når den travle far hjemvendt fra job insisterer på et meditativt break, inden han tager sig af ungerne. Sætningen skal fortælle os andre, at disse mennesker så rigeligt har været der for andre og derfor helt legitimt kan prioritere sig selv først nu.
Desværre er det også historien om, hvordan en selvdyrkelse, som tidligere var begrænset til poppede bøger om selvudvikling, har forplantet sig i hverdagsmoralen. Under temaer som kærlighed, lykke, fred, nærvær og stilhed er selv de rødeste solidaritetsforkæmpere blevet overbevist om det givende ved en daglig meditationsseance eller spirituel powertalk (»Jeg er værd at elske, jeg er i balance«). Det handler om at fylde sig selv op indefra. For som selvhjælpsforfatterne har lært os, må vi i kontakt med os selv for fuldt og helt at kunne bidrage ordentligt til andres liv. Den omvendte etik er gennem det stigende udbud af selvhjælpsbøger og selvudviklingskurser blevet mainstream.
En milliardindustri
Selvhjælpsindustrien er ikke en ligegyldig modebølge, som vi i oplevelsen af at vide bedre kan tillade os at ignorere. Hvis det overhovedet er en bølge, er det en tsunami. En omsiggribende industri, som når ud til både den tedrikkende singlemor og den Armarni-klædte erhvervsleder.
Ifølge markedsundersøgelsesvirksomheden Marketdata Enterprises er selvhjælpstilbuddenes omsætning alene i USA vokset fra 5,7 milliarder dollar i 2000 til 11,17 milliarder dollar i 2012. I Danmark findes der ikke lignende målinger, men selvhjælpsforfattere som f.eks. John Gray og Eckhart Tolle kan med imponerende salgstal på henholdsvis 250.000 og 100.000 eksemplarer tjene som manifestation af selvhjælpstsunamiens omfang herhjemme.
Især har spirituelle tilbud fået vind i sejlene som følge af en både folkelig og videnskabelig interesse for relaterede fænomener som mindfulness, detox, meditation og yoga.
Ingen uafhængighed
For to år siden satte jeg mig i forbindelse med udarbejdelsen af min bog Selvhjælp på hovedet for at læse en ganske anseelig mængde af de spirituelle selvhjælpsforfatteres ord igennem. Det blev en introduktion til logik helt omvendt af min egen.
Spirituelle selvhjælpsforfattere hævder typisk, at vi er født med en oprindelig kerne af kærlig energi. I barndommen er vores kontakt til kernen ukompliceret. Uheldigvis udsættes vi gennem opdragelsen og den såkaldte jantelovskultur for udefrakommende krav om at lægge bånd på os selv. Både i familien, i skolen og på arbejdet lærer vi at være, hvad andre forventer af os. Til sidst mærker vi ikke længere kernen, og derfor mister vi evnen til at styre vores eget liv. Alle negative følelser har sit udspring i denne splittelse. Had, mistro, jalousi, vrede. Det er følelser, som udvikles i frustrationen over ikke at kunne være den, man er. For at finde kærlighed, tillid, tolerance og lykke må man tilbage til kernen. Derfor er det i selvhjælpsoptik helt legitimt at bruge meget tid på teknikker og rejser, hvorigennem det indre barn atter åbenbares.
Vejen til frelse går altså i de fleste selvhjælpsbøger gennem et liv, hvor man ikke styres af udefrakommende normer og ideer. Paradoksalt nok vil projektet derfor først rigtigt lykkes, når læseren holder op med at følge bogens anvisninger. Med andre ord læses den gode selvhjælpsbog kun en enkelt gang.
Alligevel har det vist sig, at den mest potentielle køber af en selvhjælpsbog er en person, som mindre end 18 måneder forinden har købt sin seneste bog om selvhjælp. Bøgernes svar på, hvordan læseren bliver mere lykkelig er, at denne gør sig uafhængig af andre menneskers råd og holdninger. Tilsyneladende lykkes dette projekt ikke, når det kommer til læsernes evne til at gøre sig uafhængig af selvhjælpseksperternes vejledning. Dyrkelsen af spirituel selvhjælpslitteratur fastholder læseren i afhængighed af andre.
I selvhjælpsoptik må det ligne en fiasko. Udefra ligner det en selvfølgelighed. Hvis man vil noget i verden, må man forholde sig til og samarbejde med den. Mennesket er et socialt dyr, der altid vil være afhængigt af andre. Det er i livet med andre mennesker, at tilværelsen tilføres mening.
Meningsfuld lykke
Ingen selvhjælpsforfattere benægter, at vi lever blandt andre mennesker, og alligevel fordrejes enhver videnskabelig konklusion om sociale tilhørsforhold til at handle om den enkeltes sindstilstand. Det gælder ikke mindst den positive psykologis resultater. Grundlæggeren af den positive psykologi, Martin Seligman, har redegjort for tre tilgange til det lykkelige liv: 1. Et behageligt liv med god sex, fede biler og en sund krop. 2. Et engageret liv med muligheder for at gøre det, man fagligt eller socialt brænder for. 3. Det meningsfulde liv, hvor den enkelte lever og forstår sig selv som en del af noget større, f.eks. religion, ideologi og samfundsliv.
Selv om både det behagelige, engagerede og meningsfulde liv ifølge Seligman kan generere lykke, vælger mange selvhjælpsforfattere at hierarkisere livsformerne, så det meningsfulde liv anskues som højeste stadie. Men ikke nok med det. Meningen hævdes nu ikke længere at kunne findes i noget, som er større end den enkelte. Den knyttes pludselig til en indre oplevelse af, at det man gør, er godt. Det holder ikke. Ingen kan stille sig tilfreds med en personligt oplevet mening. Grunden til, at vi læser aviser, udveksler mails eller taler sammen er, at vi tror på den mening, der skabes imellem os. Autenticitet handler måske nok om at leve meningsfuldt, men det meningsfulde hviler ikke i os selv.
Filosoffen Charles Taylor har i et værk om autenticitetens etik bemærket, at autenticitet ikke blot handler om at finde ud af, hvem man er, og hvad man brænder for. Denne selvindsigt skal også kunne omsættes i handlinger, der er menings- og værdifulde for andre. At jeg føler en oprigtig lyst til at bruge hele dagen på at ryge pot eller meditere, betyder ikke, at jeg lever hverken autentisk eller meningsfuldt. Mening skabes mellem mennesker på trods af, at vi hver især kan være vrede, stressede og frustrerede. Lige gyldigt hvor stresset en dag jeg har haft på arbejdet, kan jeg godt finde tid til at kysse min kone og barn kærligt, når jeg kommer hjem. Det er en meningsskabende handling. Vi finder ikke det væsentlige ved livet gennem rejser til det indre. Her flygter vi snarere fra det væsentlige.
Kend din plads
Over tempelgavlen til Oraklet i Delphi stod der ifølge overleveringen »Kend dig selv«. Udsagnet er refereret i mange spirituelle selvhjælpsbøger, der hævder, at man allerede i oldtidens Grækenland var klar over, at et autentisk liv begynder og slutter med én selv.
Men selvhjælpseksperterne overser, at oraklet i Delphi var Apollons talerør. Apollon var blandt andet gud for mådehold. »Kend dig selv« betyder derfor, at man skal kende sin plads og begrænsning i forhold til guderne. »Kend dig selv« betyder hverken, at man skal finde sig selv eller realisere sig selv, som den man er, men at man skal forstå sin plads i det kosmiske hierarki. I dag kunne vi tilføje, at den, der ikke erkender sin plads og sin forpligtelser blandt andre, næppe kender sig selv. Når alle svar forsøges fundet i det indre, er det ikke udtryk for selvudvikling. Snarere det modsatte.
Rasmus Kjær er cand.mag. i pædagogik og filosofi samt forfatter, foredragsholder og udviklingschef
Det er svært at dele ud af noget jeg ikke har?
Hej Rasmus
Jeg har beskæftiget mig med selvudvikling i omkring 4 år nu, og jeg kan ganske tydeligt forholde mig til det, du skriver. Men for de fleste mennesker er det et sted at starte, hvis de har været optaget af et meget stressende liv, og dermed "overkompenserer" de for de stressende liv, ved at søge ægte, dyb kærlighed og forenelse med alt.
Selvudvikling handler ikke om at flygte til nye dimensioner, det handler om at afkoble sin frygt-handlinger og dermed blive fri ved at kende sig selv. I denne proces er kærlighed vigtigt, men kærligheden findes ikke ved at påtvinge sig selv meditation og presse gud nedover sig selv som en sweater, det kommer med masser af arbejde med at afvikle en masse tillærte handlemønstre, som man ikke har valgt bevidst, men er kommet ind ubevidst gennem opdragelsen.
Dette giver frihed til at leve livet og finde ud af "Hvad man virkelig gerne vil", for svaret er "Alt er gud", og det svar giver den ultimative frihed til at gøre det, du virkelig har lyst til.
Der er mange dygtige folk derude, som forklarer dette, men mennesker er, som du er inde på, ikke perfekte, så vi bliver nødt til at have ting at vide på mange forskellige måder og med mange forskellige midler for at forstå, og den erfaring kræver at vi prøver og mislykkes mange gange. At tænke selvstændigt er ikke noget "man bare lige gør", når man prøver at bevæge sig ud fra ens trygge følelsesmæssige rammer, her har man brug for stor tillid og mod til at udfordre sig selv, og det er ligeså meget kærlighed som alt andet.
"Kend dig selv" betyder netop at kende sig selv, og intet andet.
Hvordan man lige gør det er så en helt anden sag.
Hvad er egentlig forfatterens pointe med artiklen?
/O
Meningen finder vi i det daglige, skriver Rasmus Kjær. Og han har da formentlig også selv fundet mening i en tilværelse som forfatter, foredragsholder, og Cand.mag i pædagogik og filosofi. Og med både kone og barn at kysse på og blive kysset af.
Med et sådant fundament må det være ligetil at "forstå sin plads i det kosmiske hieraki"
Men om en sådan kosmisk placering føles lige så velbehagelig for den gennemsnitlige læser af selvhjælpsbøger, kan man jo stille spørgsmålstegn ved. Hvis livet ikke fungerer, ikke føles meningsfuldt, og ikke har kastet et velfungerende socialt liv af sig, så lyder Hr. Kjærs opfordring om at acceptere sin plads som et fnug blandt stjernerne jo aldeles problematisk.
Det er altså ikke så sært at nogle mennesker tiltrækkes af selvhjælpsbøger. Men det er selvfølgelig en skam at der findes så pokkers mange, og at de (her har jeg ikke grund til at tvivle på Hr. Kjær) er af så tvivlsom kvalitet.
Mon ikke Rasmus Kjær tilbyder både bøger og foredrag, der mere indgående kan forelare, hvordan de af os der føler os fejlplaceret i det store kosmiske skuespil, kan finde vejen hjem igen?
P.s.
Den positive psykologi får virkelig nogen tæsk i disse dage. Sådan er det vel når man som ny fagdisciplin stikker næsen frem, og hævder at man kan sige noget som helst om hvad menneskelig trivsel er, og hvordan den kan forbedres, både på det individuelle plan, og i samfundet generelt. Det hænger selvfølgelig også sammen med den 'markedsgørelse' af retningens resultater, som har skabt en i visse tilfælde forvrænget og ulideligt frelst forestilling om, at man bare skal smile og glemme sin kritiske sans, så bliver alting meget bedre.
Ikke desto mindre forsøger den positive psykologi at rette et fokus på raske menneskers trivsel, ud fra en banal observation af, at nogen mennesker trives bedre end andre, også når socio-økonomiske og andre omstændigheders påvirkning sies fra. Øverst på listen over faktorer man med rimelighed kan sige spiller en rolle for trivslen står kvaliteten af ens kontakt til andre mennesker. Så her har Rasmus Kjær naturligvis en vigtig pointe.
Det er sikkert en populær artikel på Information hvor det fælles er vigtigere end det individuelle. ARtiklen slår mig dog som værende lidt vel mavesur.
Hvis man er gået ned psykisk og plaget af stress, så kan det rent faktisk være gavnligt at fokusere på det sind, der er blevet skrøbeligt. Hvis man ikke selv har overskud kan man aldrig være noget for andre.
Der findes et par labels man tilsyneladende altid kan sætte på kategorier, og derved ophæve fordringen om lødig, præcis og grundig argumentation, - herunder "Spirituel" , -Selvhjælps", "new age" "halvfjerdser......." og "kommerciel" - Hvis man synes et af disse labels passer ind, kan man godt gå i gang med at gøre nar helt uargumenteret og uden begrebsafgrænsninger......
Jeg morer mig lidt over meningen i samlet at kritisere en kategori, som man kalder "spirituelle selvhjælpsbøger".
Jeg læser det som en kategori lavet i dette tilfælde af forfatteren til at definere en række bøger som ifølge forfatteren passer ind i fordommen:
- at have kommercielle bagtanker som egentlig motivation
- at hævde at målet med bogen er at overflødiggøre sig selv
- at opfordre til selvoptage selvtilfredshed
Man kunne også analysere bøger ud fra hvilke kategorier, forfatterne selv mente de tilhørte.....Hvis man for alvor var nysgerrig på emnet.
Og hvilken pædagogisk bog er egentlig ikke en selvhjælpsbog?
Mener Rasmus, den pædagogiske ekspert mon at der findes lærebøger som lærer fra sig uden at læseren arbejder med sig selv i forhold til stoffet?
- Og er alle bøger som vil lære fra sig i så fald en fiasko, hvis folk køber endnu en lærebog om samme område, -eller læser bogen igen.
Og hvis jeg kender nogen som har læst bøger om pædagogik, som ikke opfører sig pædagogisk på højde med deres eller mine idealer, (og forfatterne har tjent penge på det) -er det så bevis på en krise i pædagogikfagligheden?
Eller hvad vil Rasmus mon egentlig sige?
Jeg er vist nødt til at læse artiklen igen......
Tjae, - kronikken får mig til at spørge om, hvad det for en 'udvikling' Rasmus K. er 'chef' for?
En 'afvikling' af 'selvhjælpsbøger'?
Nå, - han synes da i hvert fald 'autentisk'?, at have fundet og erkendt sig selv og sin egen plads blandt andre og sine deraf følgende 'forpligtigelser' - nemlig tilsyneladende til, sarkastisk belærende, at løfte sin pegefinger og fortælle andre, at de skal 'kende deres plads', så de pligtopfyldende, som han, kan passe deres arbejde og, uanset hvor stresset det gør dem, alligevel 'autentisk' kysse deres kone og barn, for ellers 'afvikler' de sig selv og 'udvikler' sig ikke.
Men hvis dette bare er hans 'moderne mådeholdne tilføjelser' til Apollons 'mådehold', hvis man altså skulle finde på at søge nymodens 'orakel-svar' på eventuelle 'eksistens'-problemer, spørger jeg også mig selv om, hvilke 'guder' det er Rasmus K. Forstår sin egen begrænsning til, og om det faktisk er et 'kosmisk' hieraki, han har fundet sin plads i ?
Med venlig hilsen
Torsten Jacobsen,
Jeg tror de der finder positiv psykologi problematisk, gør det fordi den i en eller anden grad siger at hvis du har det dårligt, eller er i en dårlig situation, er det din egen skyld, fordi dine tanker ikke er positive nok.
Det kan vi forhåbentlig alle se et problem i.
Brugsanvisningssamfundet - Har jeg kaldt det i flere år.
I mangel fra de nære forhold - eller manglende forståelse for det - søger man hjælp hos autoriteter.
Brugsanvisninger er skrevet og udøvet af eksperter (og selvudnævnte ditto) og koster penge.
Ikke et ord om det psykologiske. Det har jeg jo som almindelig dødelig ikke forstand på.
Fornylig var der en yngre kvinde, der blev gift med sig selv og velsignet - i kirken !!
Præsten fik en irettesættelse. Hun blev spurgt, hvad der ville ske hvis hun mødte en mand, som...........ja, så måtte hun jo skilles.....fra sig selv - eller ?
Jeg tænkte - hvor har hun fået den idè fra.
Nogle fine pointer artiklen peger på, synes dog den er lidt for generaliserende og bygger på nogle fejlforståelser.
Eksempelvis faldt jeg over denne sætning:
"Dyrkelsen af spirituel selvhjælpslitteratur fastholder læseren i afhængighed af andre"
Det bygger på præmissen at selvhjælpslitteratur bygger på det modsatte. Synes jeg er en grov generalisering, og der er virkelig stor forskel på selvhjælpslitteraturen. Meditation nævnes som et eksempel i den forbindelse, og det er helt forkert. Grundlæggende handler meditation om at blive i stand til at se sig selv som uadskillelig fra andre. "Jeg" og "Dig" findes ikke, og denne opdeling i verden mellem subjekt/objekt, mig/dig er Netop årsagen til de lidelser mennesker oplever.
Vil faktisk påstå, at meditation handler præcis om opdagelsen af det "menneskelige" fællesskab og en dyrkelse og værdsættelse af afhængigheden til andre mennesker.
"Mening skabes mellem mennesker på trods af, at vi hver især kan være vrede, stressede og frustrerede. Lige gyldigt hvor stresset en dag jeg har haft på arbejdet, kan jeg godt finde tid til at kysse min kone og barn kærligt, når jeg kommer hjem. Det er en meningsskabende handling. Vi finder ikke det væsentlige ved livet gennem rejser til det indre. Her flygter vi snarere fra det væsentlige."
Det må jo være herligt for Ramus, at han ved hvor mening skabes og kan kysse sin kone og sit barn kærligt. Det er mærkeligt at det ikke giver ham overskud til at være mindre fordømmende overfor hvordan andre prøver at skabe mening og et vist mål af lykke eller fravær af lidelse i tilværelsen. Jeg synes derfor, at det er et dumt og indskrænket standpunkt han tager.
Stedvis kan jeg godt være enig, men problemet ved artiklen er nok, at meget rodes sammen og kun lidt defineres, og derfor mangler dels en konklusion - og ikke mindst, hvad er det i grunden Rasmus Kjær vil med kommentaren?
Meget enig med artiklens forfatter. Dog ikke helt og aldeles.
Mennesket er et socialt dyr, der altid vil være afhængigt af andre. Det er i livet med andre mennesker, at tilværelsen tilføres mening.
Fx. er jeg enig i den første de. at mennesket er et socialt dyr. Men derfor at slutte at tilværelsen først tilføres mening igennem livet med andre mennesker er - anmassende.
Men generelt er selvhjælpsindustrien gennemsyret af en hang til egoisme, endda egocentrik. Og at så mange selvhjælpsbøger insisterer på at lykken kun kan findes ved at rette blikket mod det indre selv falder simpelt hen i god jord hos det moderne menneske. Egoisme er jo tidsånden og har været det i godt 30 år.
Derfor er det i dag kulturelt korrekt at søge befrielse og lykke i egocentrisk ensomhed.
I et andet univers, som det jeg tumlede rundt i, i 70'erne, var det i fællesskabet, i spirituelt yderst fertile konfrontationer med andre, man kunne finde lykken, men det var som sagt i et andet univers, en anden zeitgeist.
Det lykkes naturligvis for de færreste. Ikke fordi vores tilværelse først giver mening igennem livet med andre, men fordi vi, så snart vi kommer ud af den egocentriske trance bliver konfronteret med at den salighed der findes i meditationens tidsløse øjeblik, ikke kan overføres til det virkelige, daglige liv hvor vi er påvirket, endda afhængig af andres beslutninger, følelser, og...mangler.
Og netop denne lille detalje, at tage tilstanden med over i konfrontationen med resten af verden, er en kunst som næppe kan læres i egocentrisk lukkethed, men kun igennem et samspil med omverden.
AV!
Bare rolig, der findes også bøger om det...
Det Rasmus Kjær vil med debatindlægget er at sige, at han ikke går glip af noget væsentligt med den måde han lever på. Det må være det der er pointen, for det er en stråmand han slås med.
Han skriver for eksempel: "At jeg føler en oprigtig lyst til at bruge hele dagen på at ryge pot eller meditere, betyder ikke, at jeg lever hverken autentisk eller meningsfuldt." Det er en stråmand. Det sir sig selv at der skal mere til. For eksempel har dem på billedet helt sikkert et meningsfuldt fællesskab, selv om det måske ikke kan ses i den situation. Det er en af grundene til at man altid (også) har mediteret i grupper.
Man kan i øvrigt ikke lære at meditere, hvis man er afhængig af for eksempel pot. En af de eneste former for afhængighed, der kan gå sammen med meditation, er sex, det er sådan de forskellige former for 'tantrisk sex', en fælles meditation, er opstået. Men alting har selvfølgelig sin begrænsning og dermed sin tid, sin plads i en eller anden kosmisk orden, der har hierarkiske strukturer, men ikke er et simpelt hierarki.
Det er lidt svært at se, hvad forfatteren egentlig mener, at vi skal gøre med alle disse livets store spørgsmål. Han ved tydeligvis ikke, at meditation ikke handler om flugt ind i sig selv men tværtimod om erkendelse af sindets natur og vores indbyrdes afhængighed. Og sikke da en masse generaliseringer og slåen i hartkorn på tværs af mange strømninger fra dybt seriøse bud på spirituel søgen til letkøbte flugt-anvisninger og feel-good-vejledninger. Men som sagt, det er lidt utydeligt, hvad prædikenen egentlig handler om.
Hæld gerne badevandet ud, men lad for guds skyld barnet blive.
Jeg tror gerne at bogmarkedet svømmer over af ubrugelige selvhjælpsbøger, ligesom butikkerne flyder over med billige kalorier. Og det er også muligt, at mange selvhjælpsbøger om selvudvikling bygger på en illusion. Jeg har ikke læst mange af dem, men jeg har tilfældigvis læst echard tolle, og jeg kan ikke genkende hverken ham eller mine egne daglige bestræbelser på selvudvikling gennem meditation og på anden måde som en illusorisk og meningsløs søgen efter en opdigtet indre kerne.
Når jeg ser mig omkring i verden er det svært for mig at finde bekræftelse i, at socialt samvær i sig selv garanterer en stærk personlig udvikling. Tværtimod falder mig blik ustandseligt på mennesker, som i deres optagethed af at blive set af de andre, at styrke egoet, at vinde i konkurrencen, gør ubodelig skade på sig selv og deres omgivelser.
Som mennesker er vi på samme måde som dyrene udstyret med meget stærke følelser af frygt, angst, misundelse, had osv. Det, adskiller os fra dyrene, er evnen til at erkende følelserne, reflektere over dem, og håndtere dem på den måde, vi finder mest hensigtsmæssigt. Desværre bruger vi denne mulighed alt for lidt, hvilket fører til så meget irrationelt begrundet lidelse. Dette forhold er udgangspunktet for meget psykoterapi, ikke mindst den kognitive adfærdsterapi.
Verden skriger på mere selvindsigt. Selvudvikling kan være et effektivt middel til bedre selvindsigt, sådan som Echardt Tolle meget flot beskriver det.
Læs denne artikel fra dagens avis Den er optrykt i tilslutning til ovennævnte indlæg, og den er kort, klar og ikke til at misforstå: http://www.information.dk/488397
Folk lider for fanden. Fat det dog. Det er kapitalismens, grådighedspsykosens, uundgåelige skyggeside. Dens mentale "afkast". At mennesker overalt desperat søger efter den ene ting som neoliberalismen, egokulturen og den glitrende forbrugskultur, er og bliver renset for: Dybere, eksistentiel, mening, bør således ikke undre nogen, heller ikke skribenten.
Folk søger i øst og vest, og mange farer vild, men det ér også muligt at finde det der søges. Hertil er meditation og Heartmath's konkrete forskning i (og massive bevisførelse af) det intelligente hjerte, fantastiske steder at fyldes op. Og så lover jeg for, at man vitterlig KAN gøre noget for andre mennesker, og have fred og glæde inden i, samtidig.
Jeg er træt af, at det menneske der længes efter kendskab til sin dybere, dybt spirituelle, natur, konsekvent forhånes af mennesker, der sjældent, om nogensinde har haft nosserne, eller modet til at rejse ind i sit indre dyb, men alle skræpper videre, fra de mentale ureflekterede papegøjearkiver (Remix af andres klicheér, åbenlyse banaliteter, og socialt anerkendte moralske pointer).
At underkende menneskets sjæl, og pege fingre af dem, der trods blitzende, endeløse ligegyldigheder, og endeløst medierede, primitive mentale projektioner af realitetssphæren, søger kontakt med deres sande natur, er det fattigste et menneske kan gøre.
Maj-Britt Kent Hansen:
Ja, det er klart og ikke til at misforstå, at eksperten, journalisten har brugt, ikke har gjort det mindste for at erfare, hvad selvudvikling er, men i stedet har tænkt sig til en meget overfladisk konklusion ud fra nogle forudsætninger selvudvikling slet ikke bygger på.
Og for en god ordens skyld, når nu det er en duel, bringer jeg det modsatte synspunkt:
http://www.information.dk/488407
Dan Johannesson:
Hvad mener du så, det rigeste er, et menneske kan gøre?
Filo Butcher:
"Fx. er jeg enig i den første de. at mennesket er et socialt dyr. Men derfor at slutte at tilværelsen først tilføres mening igennem livet med andre mennesker er - anmassende."
Hvordan har du lært at tale og skrive ?
-
Det forkommer at være en pointe:
"Selvhjælpsindustrien er ikke en ligegyldig modebølge, som vi i oplevelsen af at vide bedre kan tillade os at ignorere. Hvis det overhovedet er en bølge, er det en tsunami. En omsiggribende industri, som når ud til både den tedrikkende singlemor og den Armarni-klædte erhvervsleder."
-
"Spirituelle selvhjælpsforfattere hævder typisk, at vi er født med en oprindelig kerne af kærlig energi. I barndommen er vores kontakt til kernen ukompliceret. "
Det sidste ka´jeg gå med til, men det er vel så heller ikke helt ukompliceret at beskrive barnets energi, med kærlig.
Denne artikel må rangere blandt de dårligste jeg har læst længe. Jeg har svært ved overhovedet at se formålet med den negative stemning mod mennesker, som gerne vil udvikle sig mod at blive mere positive, og bedre i deres omgang med andre/fremmede mennesker. Der er naturligvis mange årsager til at vende snuden indad, men helt grundlæggende kunne det tænkes, at mange mennesker har svært ved at se en mening med livet. Så det kræver vel ikke den helt store analyse, hvorfor at så mange søger hjælp i en bog. De fleste, formoder jeg, ønsker at have et dejligt og rart liv som hovedformål. Hvordan man opnår dette er individuelt. Derfor er der også mange selvhjælpsbøger på reolerne i stuerne, hos dem der søger indsigt via disse. Det er vel ikke meget mere anderledes end hvis jeg interesserede mig for indretning, så ville der stå et hav af bøger om netop dette emne på mine hylder.
Desuden synes jeg det er lige lovlig karikeret, at tage to års læste selvhjælpsbøger og give et lille fedtet resume på nogle linier. Essensen af læst stof. Det virker på mig som om forfatter selv sidder med hemmeligheden bag det gode liv, siden han tillader at sætte det så enkelt op. Så er det heldigt han er ved at skrive en bog om emnet.
Jeg selv er faldet pladask for Eckardt Tolle, og finder det provokerende at sætte hans bøger i bås med "alle andre" selvhjælpsforfattere. Jeg er i tvivl om han har læst Eckhart Tolles bøger og hvis han har, er de i givet fald misforstået.
Jeg køber ikke flere selvhjælpsbøger fordi jeg føler at jeg endelig har fundet svar på livet. Og jeg er glad for at jeg har været vidt omkring. Jeg er ikke blevet mere egocentrisk af den grund. Jeg overkommer langt mere i dag end tidligere, og er en bedre hjælp for andre mennesker, fordi jeg gør det udfra autencitet snarere end pligt.
Jens Tharup
tilværelsen giver vel mening for et menneske uanset omverden, tror du ikke? Også nogen som ikke har lært at læse og skrive kan velsagtens være et menneske i balance med sit inderste kerne.
Ja, vi er sociale dyr, men vi er ikke kun dyr og kan selv bestemme hvordan vi vil leve og føle.
Jeg er ikke kritisk overfor at man søger efter...hvad end det kan være mennesker søger efter, jeg er bare kritisk overfor at andre har gjort det til big business. Har læst en del selvhjælps bøger og langt de fleste fandt jeg en omgang bras og sådan ca. hver anden måned kommer der en ny mode.
Der står jeg af.
For mig er det også grotesk at folk mener at være spirituelle mennesker bare fordi de laver gymnastik på en yogamåtte eller har prøvet en omgang mindfulness.
Og så mener jeg faktisk at det man finder ved at betragte sig selv er temmelig nytteløs hvis ikke man kan overføre de erkendelser man får til livet i fællesskabet. Men jeg har måske ikke udtrykt mig forståelig.
Der er så megen lidelse i verden, lidelse skab af mennesker som sætter sig selv i centrum. At være spirituel i selskab med sit inderste jeg, er bare rendyrket egoisme og har intet med spiritualitet at gøre, lige meget hvor mange bøger man har arbejdet sig igennem. Spiritualitet er at hjælpe sine medmennesker, ikke opleve flestmulig feel-good øjeblikke for sig selv, hvad er præcist hvad de fleste bøger handler om. Hvis man vil føle sig ens med universet behøver man bare hyperventilere (eller hypoventilere, det virker også) i et kvarter, så suser bevidstheden af sted, kan du tro. Man kan kalde det "rebirthing", hævde at have opfundet teknikken med hjælp af obskure gamle mestre, skrive 20 bøger om det og holde workshops for 400,- i timen per deltager, det er stadig kun hyperventilation og ikke en skid spirituel.
At meditere for fred i verden koster ingenting, ikke engang en yoga måtte. Det er min pointe.
Simon Kirk: At leve sin egen sandhed. Og give alle andre friheden til det samme.
Jeg er tvivler!
Jeg har "siddet stille" (nogen kalder det meditation, andre mindfulness - i gamle dage hed det ude på landet såmænd stilletimen) dagligt i 25 år
Jeg bruger stilheden med mine elever i Folkeskolen - fokusering på åndedrættet. Vi sidder stille et minut. Alle 28 og jeg. De nyder det, specielt de vilde drenge: Kan vi ikke prøve 2, 3, 4... minutter?
Jeg ved, det gir os energi, jeg ved det fremmer læring, nærvær og opmærksomhed. Ved, at de efter den stille stund er sødere ved hinanden. Ser, at de er mere koncentrerede.
Forskningen viser nu også, at meditation (eller hvad vi ynder at kalde disse stille stunder) fremmer helbred (nedsætter blodtryk, stress - hjælper syge)
Så selv om jeg er tvivler, bruger jeg da, det, der virker. Det kaldes empiri.
Kald det hvad I vil, lad blot den mentale del af Jer bruge tid og spalteplads - jeg blir ved. Selvom jeg tvivler :-)
»Man bliver ikke nødvendigvis skør af at isolere sig i ensomhed. Sammen med min lærer besøgte jeg en munk, der havde været i tilbagetrækning og levet isoleret i en hule i 17 år, og jeg der er vant til psykiatriske afdelinger, forventede at møde et psykotisk tilfælde. Men da vi bankede på og gik ind, så munken bare op og sagde »Hej. Hvad kan jeg gøre for jer? Vil I have te?« Vi spurgte, om vi forstyrrede, og han svarede: »Nej, nej, I kommer i min frokostpause!«
Hvorfor bliver de tibetanske munke ikke psykotiske, når de isolerer sig sådan, i huler?
»Jeg ved det ikke. Hos os er isolation og ensomhed nogle af de største risikofaktorer for psykisk sygdom. Men i tibetansk buddhisme er ensomhed og tilbagetrækning forudsætningerne for psykisk sundhed. Sådan er verden meget større end vi tror og det er det vigtigste budskab jeg og mine tibetanere har til den kliniske psykologi.« (Peter Elsass, professor klinisk psykologi)
Ja, verden er ofte meget større end vi tror.
Der er mange gode grunde til at kigge indad - og mange gode grunde til at orientere sig udad mod omgivelserne, det moderne, super"effektive", strømlinede samfund.
Snart er alle sygdomme stressrelateret. Ikke forstået i den poppede udgave, hvor stress kan ses som "modefænomen" i netop ovennævnte samfundsstruktur - men i fundamental biologisk forstand. Det er ganske alvorligt og koster samfundet kassen...
Der er rigtig god grund til at søge forklaringer i den måde, hvorpå vi organiserer os - herunder den "demokratiske" model, som vi gerne bryster os af, selvom den er nærmest ikke-eksisterende efter mange års liberalistisk hjernevask. Og selvudvikling i moderne kontekst går vel egentlig meget godt i spænd med mig selv, mig selv og så mig selv.
Vi er ikke alle syge - endnu. Men stort set alle er stressede. Mere usundt bliver det ikke.
Problemet skal løses både individuelt og kollektivt - ellers går den enkelte ganske simpelt til grunde, inden der sker den nødvendige forandring - og det skal løses i kollektivet, fordi det er et kollektivt problem, som ødelægger den moderne samfundsstruktur.
Rammen er bare ikke sat til at løse væsentlige problemer. Dertil har vi et politisk system af overvejende ignoranter, der ikke har fattet de røde advarselslamper, som har blinket i årtier efterhånden.
Indtil det bliver fattet må vi nødvendigvis have særlig opmærksomhed - individuelt
Jeg er ikke stresset, selv om jeg er langt mere syg end jeg bryder mig om, selv min værste fjende ville jeg ikke ønske at skulle bytte plads med mig, lever jeg alligevel meget sundt og føler mig rask. Det er egentligt ikke så svært, man skal bare lade fornuften komme til overfladen.
Og man skal give plads til kærligheden
N¨h, "Kend dig selv" var altså ikke Sokrates ? Hvad sagde så Sokrates.
Brweitholdt Leths tibetanske ekskurs dynes ikke så uforklarlig endda, idet et isoleret menneske i
en storby hvor alt flimrer forbi, må väre langt mere udsat end en mand i en hule.
Selv hgar jeg trukket mig tilbage til en temmelig öde svensk skovby, dog med nogen adgang til medier, föler overhovedet og absolut, slet ikke, nogen tendens mod psykose eller neurpse, tväretimod synes tid og rum at vokse, indvendigt udvendigt, så det er vist ganske naturligt med den tibetanske munk, der ikke sträber i pengesamfundet.
Men dey undgås ikke at der er afhängighedsskabende vaner, som f.eks.at skrive her, sätte sig ind i mere og mere videnskabelöig filosofi, udvikling af skrivefärdighed, mens kärligheden bliver mere abstrakt og villet, til eksistensen, til Gud, til det lange liv, til dets modsätning döden, f.eks.
Näppe helt så abstrakt, äterisk, esoterisk, som mange opfatter isolationen med sig selv, og anvender mange dyre ord på.
Men absolut med noget held i at vinde den nedslidte spontane sanselighed tilbage fra vanelivet.
Livet i frihed, uden stpre proklamationer, og sansefremgang, egentlig fra vanedannet smerte, psy-kisk lidelse og f.eks. nikotinlag, altså også en fysisk oplevelse efter også ca. 10000 kilometers
vandringer siden begyndelsen af årtusinde. Vel absolut större afklaring.
Först ville jeg egentlig gerne have haft nogen med, men jeg har det med i et "nirvana"-perspektivs
ligegladhed, aldrig at insistere särligt meget, "nir-vanity all", da jheg var nået herop blev jeg tgemmelig tilfreds, så jeg håber at kunne afslutte her, når tiden er inde, uden som en kärlighedssyg gamling, at sträbe efter at bo hos et andet menneske, det virker så komisk, men det kan der hå så mange år med, i fortsat ensomhed, at finde ud af hvor jeg ender i levende live.
Dan Johannesson: Lyder meget rigtigt. Skal jeg forstå det sådan, at andre også har friheden til at forfølge det, de finder sandt?
Filo Butcher:
"tilværelsen giver vel mening for et menneske uanset omverden, tror du ikke?"
Vi kan næppe mene, at være til, uden en omverden at være det i. ( er det kryptisk ?)
" Også nogen som ikke har lært at læse og skrive kan velsagtens være et menneske i balance med sit inderste kerne."
For at blive skrivende og læsende , må man lære det sammen med andre - i det hele taget, at kommunikere, må ske i overensstemmelse med fælles regler; det har selvfølgelig ikke direkte noget at gøre med menneskets balance med dets inderste kerne at gøre, udover dette, at den inderste kerne gør os os stand til at lære, f.eks. at tale og skrive. Og det gør den interessant.
"Ja, vi er sociale dyr, men vi er ikke kun dyr og kan selv bestemme hvordan vi vil leve og føle."
Vi er sociale dyr og tænkende væsener.
Iøvrigt kan jeg ikke rigtig være uenig med dig.
En af årsagerne til den megen selv...indvikling kunne være, at mennesket er det dyr, der har for mange følelser.
Vi føler en masse, men vi kan ikke holde det ud, for det er ubrugeligt, unyttigt, overflødigt og vanvittigt belastende.
– Og dér sidder vi fast. Der er ingen vej ud, så længe vi lever. Det sku da lige være at sætte sig på sin flade og give op. Ligesom Buddha. De kalder det mindfulness, men jeg kalder det bare Buddha. Buddha på røven. Som jeg ser ham, er Buddha den allermest menneskelige menneskefyr, der har alt for mange følelser, for mange indtryk og muligheder, som ikke kan bruges til noget. Som tynger og forvirrer. Så Buddhafyren træffer det geniale og simple valg ikke at gøre noget som helst. Bare sidde og være, føle, være en tåbelig menneskefyr med alt for mange ubrugelige følelser …!
-> "SÆRLIGT inSENSITIV? Mennesket er det dyr, der har for mange følelser": http://omkreds.blogspot.dk/2014/02/srligt-insensitiv-mennesket-er-det-dy...
HR Cand mag har desværre misforstået såvel Seligmans positive emotions begreb som hans meningsbegreb - Wonder if he got The rest right?
Anker: "N¨h, "Kend dig selv" var altså ikke Sokrates ? Hvad sagde så Sokrates."
"Kend dig selv" er en inskription fra Delfi...Sokrates sagde sikkert meget, men der er vist ingen dokumentation til at kunne tilkende ham eller Platon æren for denne talemåde.
Alternativ til selvudviklingsbøger:
http://www.youtube.com/watch?v=jfTSlser7Xw
Enjoy!
Jens Thaarup Nyberg,
Iøvrigt kan jeg ikke rigtig være uenig med dig.
Nå du vil så bare have det sidste ord, går jeg ud fra.
:-)
Filo Butcher:
"Nå du vil så bare have det sidste ord, går jeg ud fra."
Næh, værsågod, bare fortsæt.
8-)
Jeg har aldrig forstået den frelste holdning til spiritualitet og selvudvikling , at det er ubetinget godt, som en slags allround medicin mod alverdens problemer. Lige så lidt forstår jeg dog den holdning denne artikel giver udtryk for i starten, at al selvudvikling og spiritualitet er et narcissistisk ego-projekt.
Jeg tror vi bliver nødt til at udvikle en måde at tale om ting hvor vi hverken trækker skyttegrave op, laver sorte og hvide grupperinger, og samtidig ikke flader alt ud til en stor grød af ”it’s all ok”, som er fuldstændig lige så fascistoid som dem der laver skyttegrave, bare på en mere bedøvende-aggressiv måde . Kan vi sammen lave nuancerede distinktioner… Dvs. der er noget der er mere meningsfyldt end andet. Der er noget der er vigtigt, og noget der er mindre vigtigt. Uden at det betyder at det mindre vigtige dermed skal en tur på bålet? –Det lyder logisk og ”ja selvfølgelig”, men meget lidt kommunikation foregår på den måde for tiden synes jeg.
Tilbage til artiklen, som faktisk har nogle gode pointer, selvom man skal æde et par kameler for at komme frem til dem.
Så vidt jeg kan forstå er Rasmus Kjær ikke total materialist. Han taler om lykke og mening og refererer til Martin Seligmans tre niveauer af lykke, ifølge min forståelse af Seligmans teori, så ER der faktisk tale om et hieraki, dvs. Det tredje niveau er højere end de to andre, uden at de to andre er uvigtige.
1. Et behageligt liv med god sex, fede biler og en sund krop.
2. Et engageret liv med muligheder for at gøre det, man fagligt eller socialt brænder for (FLOW).
3. Det meningsfulde liv, hvor den enkelte lever og forstår sig selv som en del af noget større.
Rasmus Kjær skriver at meget selvudvikling hævder at skabe mening ved at man finder ind til kernen i sig selv, at vi så at sige kan finde et meningsfuldt liv hvis vi bare kender os selv godt nok.
Han refererer til Filosoffen Charles Taylor ” ...autenticitet handler ikke blot om at finde ud af, hvem man er, og hvad man brænder for. Denne selvindsigt skal også kunne omsættes i handlinger, der er menings- og værdifulde for andre… ”
Og Rasmus Kjær konkluderer (sådan som jeg læser det) at meningen ikke findes inde i os selv men i samværet med andre, og igennem handlinger.
Det kan jeg godt se en pointe i. Der er grænser for hvor meget mening man kan finde i sig selv. Man kan igennem en terapeutisk proces lære at forstå sig selv, og måske få lidt objektivitet omkring nogle blinde vinkler der sætter en i stand til at handle mere hensigtsmæssigt sammen med andre mennesker, man kan igennem en traditionel spirituel vej opdage at man er fri, fri fra begrænsninger, fri fra historie, traumer og faktisk også fri fra MENING… det kan siges på mange andre måder, nogle ville sige at fordi der ikke er noget objekt men kun subjekt er der KUN mening. Men det er ikke nødvendigvis en mening vi umiddelbart kan omsætte til handling. For når den non-duale oplevelse letter, står de fleste af os tilbage med mindet og i bedste fald en overbevisning eller en tro. Så når livets kompleksitet vælter ind over os og hvordan gør vi så? Hvad kræver det så mere at handle omsorgsfuldt og kreativt skabende i livet sammen med andre mennesker?
Vi bliver med andre ord ikke bedre mennesker af at mediterer, vi udvikler os ikke moralsk fordi vi mediterer, vi bliver nød til at forholde os til vores omverden.
Men hvis det er det vi vil (altså blive bedre mennesker, mere omsorgsfulde, kreative etc.) så kan f.eks meditation være en gevaldig hjælp fordi du udvikler din evne til at holde dig fri fra alt det du ikke længere ønsker at belemre din omverden med, de sider af dig selv du vælger at tage ansvar for som et modent menneske.
Så når vi taler om selvudvikling, vil jeg også mene at selvudvikling der ikke leder til handlinger til gavn for en støre helhed ER et narcissistisk projekt (men for nogle muligvis også et nødvendigt narcissistisk projekt).
Så det store spørgsmål til selvudviklingsbranchen er "Hvilken verden er det vi ønsker at skabe", "hvordan skal det SE UD?" "hvad er det der skabes imellem de udviklede individer?"
Supergodt svar, Olga Bastian!
0lga
Dit store spørgsmål til selvudviklingsbranchen :
"Hvilken verden er det vi ønsker at skabe",
"hvordan skal det SE UD?"
"hvad er det der skabes imellem de udviklede individer?"
Det er ikke i den branches interesse at svare på det. Guruer og livsstils forfattere lever af de mislykkede og afhængige, dem det lykkedes at bilde ind at der er en frelse og en frelser, bare ikke lige her og nu, åå den her måde... du skal bare lige - så, !
@Simon Kirk, ja naturligvis. Eneste regel, som jeg opfatter som universel er, bedst formuleret på engelsk: Do No Harm.
Selvet eksisterer kun i modgang og det øjeblik det varer er ikke evigt. Målet med spiritualitet må være at gøre dette øjeblik evigt. Evig modgang giver adgang og liv til sjæle og spiritualitet og ikke mindst brancherne der er afhængige af livets modgang.
Konflikten drejer sig om at livet i selv aldrig er i modgang men det kan der ikke herske ægte interesse i, så livet bliver reduseret til noget mystisk og hinsides, der i bedste fald kan opnåes. Sikke en ballade.
Dan Johannesson: Hvordan er vi i stand til at definere "skade", hvis vi skal følge den regel?
@Anders Hede: Hvis man ikke selv har overskud kan man aldrig være noget for andre.
Eller: Hvis man ikke selv er noget for andre, kan man aldrig få overskud.
Tag og nyd det her stykke musik - "Sound of Wind Driven Rain" af William Ackerman
http://www.youtube.com/watch?v=N0QnwZDpqoY