International kommentar

Tiden slæber sig af sted i Tirana

Under kommunismen var det eneherskeren Ever Hoxha, der inkarnerede Albaniens højdepunkt – i dag er hans rolle overtaget af Moder Teresa
14. februar 2014

Da jeg for 35 år siden for første gang kom til Tirana, var her blot ét enkelt lyskryds. Det var landets eneste og var stillet under permanent bevogtning af en enlig politibetjent. Som en modernitetens totempæl varslede det en fjern fremtid. Jævnligt marcherede skoleklasser op, drenge og piger i sirlige, hvide bluser og røde tørklæder, hvorefter deres lærer pegede på lyskrydset og forklarede dem et eller andet.

Dets praktiske anvendelighed forblev uransagelig: Af biler var der ingen, hvis man ser bort fra partispidsernes få sorte limousiner, der alligevel aldrig ville have stoppet for rødt. 35 år senere er der trafiklys overalt i Tirana, og byens trafik strømmer i alle retninger som tyktflydende lava – dog stadig uden, at man kan være sikker på, om nogen standser for rødt. Før blev der drevet fåreflokke igennem de støvede gader. I dag jeg ser kun en enkelt flok får – i udkanten af ​​Tirana, lukket inde bag et hegn og bevogtet af en hyrde, der har en stav i den ene hånd og en mobiltelefon i den anden.

Balkans længste historie

På Albaniens Nationalmuseum går tiden langsommere end i det virkelige liv. Her bidrager de gådefulde illyrere til at gøre den albanske historie så langstrakt som muligt. Det er det samme overalt på Balkan: Alle mener, at lige netop deres egen nations historie bør være længere end de omkringliggende folks. De var her trods alt først og er ældre end alle de andre. Samtidig angiver farvede kort, hvor mange af deres landsmænd, der var så uheldige at havne på den forkerte side af statsgrænsen. En historisk uretfærdighed, forstår man. Men farvelægning må være tilstrækkeligt for at få budskabet igennem. I dag er det ikke politisk korrekt at påpege, at de retteligt burde forene sig med moderlandet.

På museet danner nationens historie en konstant stigende kurve, der når sin apoteose med nutidens Albanien. Tidligere legemliggjorde kommunistepokens enehersker, Enver Hoxha, denne sekulære eskatologi. I dag er det Moder Teresa, hvis statue for en sikkerheds skyld møder den besøgende allerede i lufthavnen, der da også bærer hendes navn. Kun forfatteren Ismail Kadaré kan konkurrere med hende i lufthavnens internationale boghandel, hvor han næsten ene mand må repræsentere albansk kultur og litteratur. De to, den katolske nonne og den patriotiske forfatter, er ofte de eneste albanere, som besøgende har hørt om.

Men der skulle flyde meget blod, inden nationen slap af med Enver Hoxha og tog Moder Teresa og Ismail Kadaré til sig: Albanerne skulle først frigøre sig fra det osmanniske åg, fra de italienske og tyske besættelsesmagter og egne kommunister. På Nationalmuseets anden sal nærmer vi os nutiden. På væggene hænger lange rifler med filigrandekorationer side om side med sorthvidfotos af mennesker, der blev henrettet under Hoxhas regime. Bortset fra nogle ganske få ser de alle ud til at ane, hvad der ventede dem.

På alle etager blunder kustoder uden uniform. På denne vinterdag har de beholdt deres overtøj på og overstiger antallet af besøgende. I den iskolde lobby venter museumsdirektøren og udtaler som afskedsord, at han ville foretrække at præsentere nationens historie på en anden måde – desværre mangler der penge.

Blød langsommelighed

Museumsdirektørens chef, landets nye kulturminister, tager imod over en kop kaffe. Hun har andre problemer:

»Ingen kan fortælle mig, hvad der er sker med de penge, vi skulle have fået tilført budgettet. Der er ingen regnskaber, og ingen rapporterer til mig. Jeg ser det som min vigtigste opgave her at forsøge at hitte rede på, hvor de penge egentlig er blevet af.«

Men allerede efter kun to måneder som minister fornemmer hun, at dette kan blive en umulig opgave. Hun tilføjer med et suk:

»Jeg plejede at være vellidt, ja nærmest populær. I dag har jeg kun fjender.«

Ministeren skal egentlig videre til sit næste møde, og kaffen er for længst drukket, men det er, som om hun ikke vil lade os blive forstyrret af en bagatel som tidens gang. I Tirana er tid stadig blød og elastisk.

Der er nok til alle, og ofte mere end det. Alle her har mængder af det og forkæler også sig selv ved netop at tage sig rigeligt med tid. Til hvad? Til hvad øjeblikket nu måtte byde … eller til intet som helst. Men dette skaber en blød langsommelighed, som er næsten hensynsfuld. I bevægelser og fagter. I hvad der bliver sagt, og hvordan.

For nogle er det måske en nedarvet fatalisme. Men sikkert er det, at de, som har travlt i dette land, må være personer, der er på flugt, eller som frygter for at blive opdaget eller afsløret. I kulturministeriet lader alle til at være kvinder, fra ministeren og hendes rådgivere til dem, der serverer kaffen. I et land, hvor en kvinde for ikke så forfærdeligt længe siden var mindre værd end et får, har mændene – i al fald i dette ministerium – givet plads til dem.

En enkelt mandlig medarbejder kaldes ind, imens vi drikker en ny runde kaffe, men mest som en art dekoration ved siden af den kvindelige magt. Forlegent står han i baggrunden og trykker sig mod væggen. Hans opgave er øjensynligt at forsyne ministeren med en eller anden oplysning af statistisk art eller at holde rede på detaljer, der er for uvæsentlige til, at en minister skal bryde sit hoved med dem.

Det slår mig, at denne relative kvindefrigørelse stammer tilbage fra den kommunistiske regeringstid i Albanien. Og at man alt andet lige burde takke Enver Hoxha for, at dens resultater ikke blev rullet tilbage politisk. Ligesom det slår mig, at det først er på Nationalmuseets øverste etage, at de albanske kvinder træder ind i nationens historie – mange af de sorte og hvide fotos af udrensede og henrettede ’forrædere’ og ’fjender’ af Hoxhas kommunistparti er netop af kvinder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • erik bertelsen
erik bertelsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu