Kronik

Den traditionelle krisemedicin har mistet sin effekt

Store anlægsprojekter har traditionelt været gode til at sætte gang i den økonomiske aktivitet og trække økonomien ud af kriser. Men i dag udføres stadig flere job af udenlandske selskaber og udenlandsk arbejdskraft, der trækker fortjeneste og lønninger ud af landet. Det svækker kriselindringen i Danmark
Arbejdere i gang med den nye Metro Cityring. Mange af medarbejderne på metroen er udenlandske, og den grænseoverskridende karakter af både medarbejdere og virksomheder i de store anlægsarbejder, er en af årsagerne til, at de store byggerier ikke længere er så effektive til at modarbejde kriser

Arbejdere i gang med den nye Metro Cityring. Mange af medarbejderne på metroen er udenlandske, og den grænseoverskridende karakter af både medarbejdere og virksomheder i de store anlægsarbejder, er en af årsagerne til, at de store byggerier ikke længere er så effektive til at modarbejde kriser

Bax Lindhardt

17. februar 2014

I de kommende år vil vi se et antal meget store offentlige anlægsprojekter: Færdiggørelsen af den københavnske metro, den store jernbaneudbygning med tilhørende toganskaffelser, letbaneprojekter omkring de store byer, Femernbæltbroen og supersygehuse. Selv om vi også har haft den slags projekter i de foregående år – de store broer, påbegyndelsen af den københavnske metro og DR-udflytningen til Amager – er størrelsesordenen af de kommende projekter langt større.

Som følge af EU-kravene om, at offentlige anlægsprojekter skal sendes i udbud, så enhver virksomhed i EU får mulighed for at byde på dem, kan de enkelte lande ikke legalt favorisere nationale virksomheder. Det er nemlig et krav, at det billigste tilbud skal vælges. Samtidig kan de enkelte lande heller ikke påbyde entreprenører at vælge arbejdskraft fra det land, hvor arbejdet skal udføres. Selv om den danske stat betaler, er det altså ikke nødvendigvis danske statsborgere, der får job på byggeriet. Herved opstår der økonomiske, sociale og politiske spændinger overalt i EU, og de er ikke blevet mindre, siden krisen begyndte i 2008.

Spændingerne hænger fundamentalt set sammen med, at et arbejdsmarked på tværs af grænser har udviklet sig, samtidig med at spillereglerne for løn og andre vigtige vilkår vedrørende arbejds- og ansættelsesforhold fortsat er nationalt fastlagt og ofte et kompromis mellem arbejde og kapital med en meget lang historie – det danske Septemberforlig fra 1899 er et godt eksempel.

De transnationale arbejdsmarkeder findes især inden for bygge- og anlægsområdet, visse ufaglærte dele af hotel- og restaurationsområdet samt specialistområder på it- og sundhedsområdet, og arbejdskraften kommer især fra Sydeuropa og Østeuropa og vandrer mod Nordvesteuropa.

Tabere og vindere

Taberne ved den trafik er de danske entreprenører og deres ansatte, der får færre ordrer og job.

Vinderne er de entreprenører og deres beskæftigede, som kan få ordrer uden for deres nationale marked. Typisk er det sydeuropæiske virksomheder og deres ansatte. I mange tilfælde er disse virksomheder i stand til at komme med lave tilbud, fordi deres lønninger og arbejdsforhold er markant dårligere end de nordvesteuropæiske. Specielt i Danmark og især på bygge- og anlægsområdet er der også mange østeuropæere, som kommer til; primært som underleverandører.

Ud fra en umiddelbar projektøkonomisk betragtning er de offentlige myndigheder, der bestiller og betaler for opgaverne, også blandt vinderne. Metroen bliver billigere at bygge, fordi sydeuropæiske og østeuropæiske arbejdere accepterer lavere lønninger og hårdere arbejdsforhold, end deres danske kolleger ville gøre.

Men samtidig betyder det transnationale arbejdsmarked, at et af de hidtil mest centrale finanspolitiske værktøjer er begyndt at miste sin effekt: Store anlægsprojekter er ikke så virksom en krisemedicin, som de har været. Tidligere har man ved hjælp af øget offentlig aktivitet – ikke mindst i form af netop anlægsprojekter – sat gang i den økonomiske aktivitet. De lønninger, der udbetales til de ansatte, samt indkøb af maskiner og materialer plus overskuddet til entreprenøren genererer efterspørgsel, der sætter yderligere gang i den indenlandske økonomiske aktivitet. Man kalder det tal, der viser, hvor meget de oprindelige udgifter til projektet skal ganges med for at få den samlede indkomstdannelse for ’indkomstmultiplikatoren’. Den vil typisk ligge på 1,5 – 3 inden for et tidsrum på to år. Efter fem år vil den være en anelse højere. Aktivitet avler altså aktivitet.

Når multiplikatoren ikke bliver uendelig stor, skyldes det, at der eksisterer nogle dræn eller lækager i indkomststrømmen. Dels vil der være en vis opsparing af den frembragte indkomst. Dels vil en vis del af indkomsten blive brugt på import af varer eller indgå i produktionen. Endelig repræsenterer beskatning en tredje lækage, fordi den suger nogle af de investerede midler tilbage i de offentlige kasser.

Kickstart uden spark i

Men hvad betyder det, hvis entreprenørerne og deres ansatte hentes i udlandet i stedet for i Danmark? Hvis vi ser på lækagerne, som blev nævnt ovenfor, kan vi se nogle væsentlige forskelle.

For det første lader de arbejdere, som i et par år arbejder her i landet på anlægsprojekter, i reglen deres familier blive i hjemlandet. Det betyder, at deres forbrugsandel er markant mindre, end den ville være for danske arbejdere. Opsparingen sendes til familien i oprindelseslandet, hvor den indgår i familiens løbende forbrug. Dette vil alt andet lige formindske multiplikatorens størrelse. Danmark går glip af en del af den efterspørgsel, der skulle hive økonomien ud af krisen.

For det andet kan man formode, at de udenlandske arbejdere køber varer fra deres hjemland, og at især udenlandske selskaber importerer maskiner og materialer fra udlandet, hvor de har deres sædvanlige leverandører. Dette formindsker også multiplikatoren i Danmark. Selv om en lav beskatning af de udenlandske selskaber og lønmodtagere i Danmark alt andet lige vil øge multiplikatoren, vil den øgede disponible indkomst formodentlig føre til, at beløbet, der føres tilbage til hjemlandet, bliver større.

Alt i alt må det forventes, at effekten på den økonomiske aktivitet bliver mindre, end den ville have været med dansk selskab og arbejdskraft.

Lønpres fra øst, syd og Borgen

Fremvæksten af det transnationale arbejdsmarkedet er altså endnu et eksempel på, at det er blevet vanskeligere at føre effektiv national økonomisk politik. Under de eksisterende vilkår i EU er det vanskeligt at gøre meget andet end at styrke danske aktørers konkurrenceevne. F.eks. vil det offentlige i et samarbejde med entreprenørselskaber kunne opsamle kompetence i forbindelse med bygningen af de kommende års supersygehuse. Denne kompetence kan benyttes i forhold til internationalt udbudte entrepriser.

Men hvad er der efterhånden tilbage af politiske handlemuligheder i Danmark? Pengepolitikken er forsvundet med fastkurspolitikken overfor euroen. Finanspolitikken er i bedste fald stærkt svækket, dels fordi EU stiller visse krav om de offentlige underskud, dels fordi regeringen er grebet af en forestilling om, at de rige skal forkæles med f.eks. selskabslettelser, mens de fattige via besparelser på overførselsindkomster og sociale ydelser skal gives incitament til at arbejde for lavere løn. Og endelig er muligheden for at bruge offentlige investeringer som løftestang for økonomisk vækst begrænset.

Hvis venstrefløjen vil bevare en vis indflydelse i lønarbejderklassen, må den præstere en afbalanceret politik. Det kunne eksempelvis være en genindførelse af formueskatten, som blev fjernet for en snes år siden af den daværende, socialdemokratiske regering.

Lønarbejderklassens forsvar mod det pres på lønningerne, som kommer fra øst, syd og Christiansborg, er formodentlig selvtægt på arbejdsmarkedet, som den vi allerede nu ser på bygningsstilladsområdet. Her piller aktivister stilladser ned, som er blevet sat op af østarbejdere, der går for meget lave lønninger.

 

Jørgen Lindgaard Pedersen er lektor emeritus på DTU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Kristensen
  • Niels-Simon Larsen
  • Carsten Søndergaard
  • Jan Weis
  • Lise Lotte Rahbek
  • Per Torbensen
  • Torben K L Jensen
Erik Kristensen, Niels-Simon Larsen, Carsten Søndergaard, Jan Weis, Lise Lotte Rahbek, Per Torbensen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming Scheel Andersen

Det er klart at krisemedicin som større anlægsprojekter mister deres effekt med arbejdskraftens og varernes og ikke mindst kapitalens fri bevægelighed.
Kuren kender vi, hvis vi vil fastholde at Danmark har en regering i et suverænt demokrati, og vi dermed kan gøre vor indflydelse gældende overfor den ønskelige politik.

Vi kan også, som nu, symptombehandle og til stadighed forøge lovkomplekset til monstrøse højder, hvor individdets handlefrihed ofres af hensyn til samfundets "nødvendige" kontrolforanstaltninger og indskrænkninger af rettigheder og muligheder.

Bjarne Riisgaard, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Torben Nielsen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Igen kan jeg kun sige: "Hurra for ØVropas forurenede stater" :)
Jeg mindes en forside på Information, der oversatte EF til: "Embedsmænd Forsørges"
Nu er det efterhånden blevet til: "Ejernes Udbytte" :)

lars abildgaard, Lise Lotte Rahbek, Rasmus Kongshøj, Torben Nielsen og John Hansen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Som eks. på symptombehandling kunne nævnes Antorinnis forslag om at danske elever søgte lærepladser i udlandet (læs Tyskland).
Selvfølgelig til den halve løn, men lad det ligge og prøv at tage perspektivbrillerne på.

Man påstår hårdnakket at man om får år vil få brug "for alle hænder" ikke mindst de unge , der magter at tage en uddannelse??

De samme unge som man næsten gør landflygtige i forsøget på at færdiggøre deres uddannelse??

De samme unge, som man tror at udsultning og nedsættelse af ydelser er eneste motivation for??

De samme unge som man så tror rejser glade ud til at etablere sig på alle andre måder end kun den uddannelsesmæssige, dem tror man så frivilligt vil vende tilbage til et Danmark der på alle måder har vist i handlinger at man helst er dem foruden???

Og mon disse 33000 praktikpladser der endnu ikke har kunnet besættes i Tyskland er den bedste rest?? Eller er de praktiksteder med dårlige forhold og omdømme??

Et andet perspektiv kunne være at Danmark med 5 500 000 indbyggere har formået at skabe sig et negativt mangeårigt problem på en praktikpladsmangel på 11 000.
Tyskland med 82 000 000 indbyggere , har formået at skabe et relativt negativt problem på mangel af 33 000 praktikanter???

En tredien måde at sætte dette tåbelige forslag i perspektiv er at forstå det glimrende forklarer hvorfor vi ikke magter at gøre noget ved problemerne i udkantdanmark, når en ministers forslag til løsning af undervisning under eget Resort, blot vil gøre Danmark til udkantsEU??

Måske skulle man overveje kuren og droppe symptommedicinen, også når det gælder kriseøkonomiske tiltag??

Hvorfor gøre det let, når det kan være svært??

lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Torben Nielsen, peter tind sørensen, John Hansen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Ja det går den forkerte vej,men det har vi jo vidst længe,faktisk i rigtig mange år og EU er ikke løsningen men problemet,der var 412 konkurser i jan 2014 en stigning på næsten 10 procent i forhold til 2013.
Det er jo ikke den store kunst at give et lavt tilbud for så senere at hæve prisen,hvilket de udenlandske entreprenører er kendt for,ja det er nærmest en kultur til forskel for den danske.

Rasmus Kongshøj, Torben Nielsen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Andre forhold kan være, at bygge og anlæg er stærkt overvurderet i forhold til andre brancher, og det private udbud af bygge- og anlægsopgaver er tilsvarende mindre.

"De lønninger, der udbetales til de ansatte, samt indkøb af maskiner og materialer plus overskuddet til entreprenøren genererer efterspørgsel, der sætter yderligere gang i den indenlandske økonomiske aktivitet. "

Det gælder uanset, om lønningerne betales for løsning af opgaver for den offentlige el. den private sektor. Det hjælper ikke ret meget, hvis medarbejdere, maskiner og materialer blot flyttes fra den private til den offentlige sektor.
Groft skrevet er en væsentlig forandring, at det danske samfund har fået mere planøkonomi ad bagdøren på den måde, at aktivitetsniveauet i den private sektor er blevet mere afhængig af fx. skattefradrag, og den offentlige sektor opsuger de ressourcer, den private sektor ikke bruger.

Øst arbejder til den halve løn på danske byggepladser, skal modsvares med Øst arbejder til den halve løn på Christiansborg, så skal i se Thorning Vestager og Corydon få fingeren ud og komme lovforslag som løser problemet på en eftermiddag.
Alternativet med selvtægt tror jeg bestemt bliver en realitet og jeg tror at det kommer til at ligne det vi ser i Ungarn i øjeblikket og det der lige har fundet sted i en af de gamle jugoslaviske republikker. (Altså boerkrigslignede tilstande i isolerede områder) Men der kommer en mellemfase hvor Danskerne lige skal rystes ud af mageligheden.

Filo Butcher, Rasmus Kongshøj, Per Torbensen og John Hansen anbefalede denne kommentar
Bjarne Riisgaard

Hvis EU´s udbudsregler underminerer mulighederne for at føre ekspansiv finanspolitik, og dermed også et af de vigtigste redskaber i den traditionelle arbejdsmarkedspolitik i Danmark, burde det næsten ikke være nødvendigt, at gøre opmærksom på, i hvor høj grad det understøtter relevansen af en ubetinget basisindkomst for alle.

Den løndumping og underminering af det korporative, regulerede arbejdsmarked som EU-reglerne medfører, efterlader den ubetingede basisløn for alle som den eneste mulige sociale garanti for de lønmodtagere, hvis kollektive forhandlingsposition undermineres af det transnationale arbejdsmarked. Ubetinget basisløn for alle vil i stedet give lønmodtagerne muligheden for at trække sig ud af lønkonkurrencen, når niveauet bliver for lavt, og med det aktuelle borgerinitiaiv som www.basisindkomst.dk er en del af, har basislønnen også en EU-dimension.

Når Jørgen Lindgaard Pedersen spørger: "hvad er der efterhånden tilbage af politiske handlemuligheder i Danmark? ... - Hvis venstrefløjen vil bevare en vis indflydelse i lønarbejderklassen, må den præstere en afbalanceret politik" er det ubetingede basislønkoncept derfor et oplagt svar. De praktiske politiske perspektiver af konceptet er også genstand for en stimulerende diskussion i f.eks det afsluttende kapitel af bogen "Real Freedom for all - what (if anything) can justify capitalism? af Phillippe Van Parijs.

Carsten Søndergaard, Flemming Scheel Andersen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Jens Overgaard Bjerre

Jeg har tit og ofte undret mig over økonomernes måde at se verden på. Når man undersøger deres 'værktøjskasser' finder man en skruetrækker og en høvl og med disse to værktøjer kan man så skrue op og ned på renterne og høvle noget af udlandsgælden. Og i den dur. Alligevel kunne de fleste godt lønnede økonomer - det med lønnen kan de godt regne ud - ikke se boligboblen. De troede, at deres og andres huse ville stige i en uendelighed og sad hver dag og glædede sig over denne rigdom som blev større og større selv når de sov. Og alligevel, så snart, at boblen var sprunget og alle måtte se det i øjnene, så var de parat med værktøjskassen og nye forudsigelser om fremtidens økonomi. Det minder mig om en LO formand som lige var tiltrådt og som ville blande sig i debatten. Han sagde, at vi skulle øge konkurrenceevnen og være mere effektive og løntilbageholdende. Ikke et ord om man i de andre lande, måske også havde fået de tanker. Nu står vi så midt i byggeplads roderiet, men udenlandske arbejdere, som arbejder for mindre både her og i de øvrige 'rige' EU-lande. Bruger mindre af deres penge i landet og sender resten hjem. Svindler med underentreprenørordningen og danskerne bliver forståeligt sure. de eneste, som er fuldstændig ligeglade er politikerne og de som ellers har deres på det tørre. For det var jo hele meningen med EU, at man skulle have billig arbejdskraft til eliten.

Carsten Søndergaard, Flemming Scheel Andersen, Lise Lotte Rahbek, peter tind sørensen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Danmark har "business-as-usual", men vi skal bruge "business-as-unusual" for, at holde sammen på det samfund, Danmarks borgerne elsker og vil beskytte, men ingen på Tinge, tør sige det højt.

Søren Kristensen

Helt rigtigt, at der kun er to muligheder: Business-as-usual hvor vi fortsætter med at lade os udplyndre og afvikle som nation, fordi vi skal leve op til EU-krav om bl.a. arbejdskraftens fri bevægelighed samtidig med at vi følger USA udenrigspolitisk, for en sikkerheds skyld. Eller business-as-unusual, hvor vi tager chancen og melder ud af USA og EU, men ind i verdenssamfundet for igen at bliver herrer i eget hus. I begge tilfælde er der ingen garantier og dem der hævder at der er en middelvej lyver. Mit gæt er at vi fortsætter med business as usual-modellen, dels fordi det er det nemmeste og dels fordi vi ikke har tradition for, for alvor, at stille os an mod de store drenge i klassen. De få gange vi har gjort det, har det jo kostet dyrt. Tilbage bliver spørgsmålet om hvilke knapper vi kan skrue på internt, for at mildne ulemperne ved at være under administration. Første opgave i den forbindelse er at definere ulemperne og beslutte hvor meget krudt vi vil bruge på at afhjælpe dem, i prioriteret rækkefølge. Personligt mener jeg, at den stigende ulighed/fattigdom har førsteprioritet og det burde man kunne gøre noget ved også indenfor det bestående, eller hvad?

Niels-Simon Larsen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Søren Kristensen "Personligt mener jeg, at den stigende ulighed/fattigdom har førsteprioritet og det burde man kunne gøre noget ved også indenfor det bestående, eller hvad?"

Nej, Søren Kristensen der kan ikke gøres noget for de fattige.

"Business-as-usual" har kun få vindere, de er alle superrige, de fattige er midlet til deres rigdom.

Wall Street gav sig selv bonus/resultat løn udbetaling for de første 9 måneder 2013. DKK 500 mia.

City of London bonus/resultat løn udbetaling 2013
DKK 170 mia.

Det er et EU spørgsmål, Danmark skal indirekte støtte international organiseret økonomisk kriminalitet, hvilket flere gange blev pointeret af Bjarne Corydon, i DONG handlen, for det var ikke "lovligt", at afslå tilbudet fra de superrige, det er der gode grunde til.

Goldman Sachs har et mantra:
"Det er ikke nok at vinde, nogen skal også tabe"

Der er nemlig muligt at tjene penge på begge dele, hvis man er skruppelløs nok.
Der er potientiale i fattigdom, potientiale for skabelse af formuer, klassisk imperalistisk vækst.

Tidligere medarbejdere i Goldman Sachs med afgørende indflydelse i EU.

Mario Draghi præsident for ECB (Goldman Sachs)

Lucas Papademos, Papdemos var i perioden 2002-2010 vicepræsident for den Europæiske Centralbank. (Goldman Sachs)

Mario Monti tidligere EU-kommissær (Goldman Sachs)

Petros Christodoulou General Manager of the Public Debt Management Agency of Greece. (Goldman Sachs)

Otmar Issing former Chief Economist and Member of the Board of the European Central Bank (ECB) (Goldman Sachs)

António Borges Director of the European Department of the International Monetary Fund. (Goldman Sachs)

Carlos Moedas He is currently the Secretary of State to the Prime Minister of Portugal. In this position Moedas oversees ESAME, the agency created to monitor and control the implementation of the structural reforms agreed in the context of the assistance programme by a troika composed of the European Commission, European Central Bank and the International Monetary Fund. (Goldman Sachs)

Peter Sutherland Director-General of the World Trade Organization. (Goldman Sachs)

Goldman Sachs habitter alle tidligere medarbejder med indflydelse i EU "lobbyister for de superrige"

Niels-Simon Larsen

Danmark, som vi kender det, er ved at blive afviklet, og læg så mærke til, at det er Gud, konge og fædreland segmentet, der står for det. Når fædrelandet er røget sig en tur, er demokratiet gået samme vej.
Det forhenværende bondeparti, Venstre, har også stået for familielandbrugets afskaffelse. Man kan også sige at arbejderpartiet, Socialdemokraterne, har stået for afskaffelse af arbejderklassen. De skulle så have stået for arbejderbevidst, men det var for indviklet for dem. De, der nu står for rigdom og velstand, vil blanke alle os i bunden af.

Hvis venstrefløjen vil bevare en vis indflydelse i lønarbejderklassen, må den præstere en afbalanceret politik

Det er meget uklar hvad professoren mener med "venstrefløjen" og så igen med "afbalanceret politik", så uklar at hele artiklen faktisk bliver til en omgang vissevasse.

Menes med venstrefløjen de mørkeblå asociale teknokrater fra S, eller de orienteringsløse wannabe Folkepopulister, tidliger kendt som SF, eller Enhedslisten som er lige så fortumlet som SF men af de modsatte årsager, nemlig flugten TIL, snarere end FRA hønsegården?

Og hvad ville så en "afbalanceret politik" betyde?

Mit indtryk er at "lønarbejderklassen" som professoren selv også måtte tilhøre siden han også får løn for sit sikkert udmærkede arbejde hos DTU - men vent lige - betyder det så at professoren også sniger sig ud i nattens mulm for at demontere vakkelvorne øst-arbejder stilladser?

Det gør han næppe. Men den sektor af lønarbejderklassen som virkelig tyr til den slags aktioner efterspørger nok snarere en mere radikal og mere målrettet politik end hvad man kunne betegne som "afbalanceret."

Jo, genindføre formueskatten ville slet ikke være så forkert, men lyder temmelig radikal for Corydon drengene, mens det lyder alt for tandløs på Enhedslistens vegne.

Og jeg har på fornemmelsen at den del af lønarbejderklassen som udfører arbejde der typisk medfører en del transpiration, efterspørger alt andet end "afbalancerede løsninger" fra venstrefløjen, og at de, forhåbentligt, snart har fået nok og ikke længere vil nøjes med at løsne et par stillads møtrikker.

Flemming Scheel Andersen,
når lærlinge går i lære i udlandet, følger de sådan set bare ældegammel tradition for håndværk.
Desværre er denne tradition blevet ret umoderne, selv om den har været en af de bedste traditioner vores civilisation nogensinde har haft.
Derudover, hvis en dansk lærelig får en læreplads i udlandet, kan han få kompenseret for evt. lønforskel. Min søn er lige blevet færdig som bådebygger og da han ikke har kunnet finde en praktikplads i Danmark, tog han til Frankrig, hvor der var masser at arbejde at få i denne branche.

Han fik både rejseudgifterne og lønforskellen erstattet af den danske stat.

Og har desuden lært at folk faktisk også kan bygge gode både i andre lande end Danmark.