Læsetid 3 min.

De ugyldige

Den nyliberale dagsorden har været urokkelig så længe, at nogle af os oplever, at vores virkelighed er blevet erklæret ugyldig. Hvis vi ikke forsøger at synliggøre den, bliver vi ensomme
28. februar 2014

Da jeg for nylig snakkede med en ven om den politiske situation, efter at SF var gået i opløsning, sagde han:

»Jeg håber altså, at der snart kommer valg, så vi kan få en ny regering.«

Jeg kiggede uforstående på ham, den gamle socialist.

»Hvad mener du? Der kommer jo bare en VK-regering igen!« udbrød jeg.

»Ja,« sagde han, »men når vi alligevel ved, at det kommer til at ske, og at det hele så bliver noget lort i de næste fire eller otte år, kan vi lige så godt komme i gang med det og få det overstået. Og så håbe på, at det bliver bedre bagefter.«

Jeg forstår alt for godt min vens ræsonnement. Det vidner om den samme desillusion, som jeg har følt, lige siden jeg begyndte at følge med i dansk politik. Eller nej, det passer ikke, for der var engang, hvor desillusionen endnu ikke var sat ind. Jeg var 14 år og meldte mig ind i Enhedslisten. Med mine store, slyngede ungpigebogstaver skrev jeg tværs hen over kalendersiden: »I dag er første dag på min vej til at ændre verden« og tegnede stjerner og hjerter. Jeg gik til møde i Enhedslistens ungdomsnetværk i partilokalerne i Studiestræde en fredag aften. De andre var i begyndelsen af tyverne, drak rødvin og snakkede om partihistoriske problemstillinger. De var forvirrede over, hvad jeg havde gang i, sådan en ranglet 8.-klasseselev. Jeg blev selv forvirret over, hvad jeg havde gang i. Jeg tænkte, at jeg nok lige skulle blive lidt ældre og klogere. Jeg meldte mig ud af Enhedslisten igen.

Men min optimisme omkring politik var forsvundet, da jeg blev ældre og klogere. For fra jeg var 17, til jeg var 27, sad Fogh-regeringen tungt på magten med det resultat, at det meste af det, der blev vedtaget i dansk politik, enten gjorde mig rasende eller nedtrykt. Nogle gange orkede jeg ikke mere, jeg afbestilte avisen, lod være med at følge med. Skrev digte om tåge og mudder, om ikke at kunne røre ved sit eget varme hjerte, som ligger skjult inde i kroppen. Skrev om den bortløbne tyr, som pludselig stod ude i min mors have, hun ringede efter politiet, de dræbte den med et skud. Digtene var tågede og mudrede, de røg direkte i skuffen. Jeg bagte brød, jeg drømte, at jeg var et insekt. Jeg ventede på bedre tider.

Da der i 2011 blev valgt en ny regering, var jeg euforisk, jeg blev kortvarigt en håbefuld 14-årig igen. Det var en smuk septemberdag, dagen efter valget. Jeg løb en formiddagstur på Assistenskirkegården, alle smilede til hinanden. Jeg havde i den grad vænnet mig til at befinde mig i et evigt ’åh nej’ eller ’for helvede’, at jeg nærmest ikke havde været i stand til at forestille mig, at verden kunne se anderledes ud, men nu mærkede jeg i stedet et ’hurra’. Måske ville der virkelig ske forandringer, et paradigmeskift. Måske ville jeg for første gang opleve, at jeg kunne føle mig repræsenteret af det politiske system. Sådan blev det ikke rigtigt. Det døde ud, det lille septemberhåb.

Fordi den nyliberale/nationalkonservative dagsorden i så mange år har været fuldstændig urokkelig, uanset hvem der sidder i regering, oplever nogle af os, at vores synspunkter, tanker, følelser, behov og interesser hele tiden bliver affejet eller usynliggjort. Den svenske digter Jenny Tunedal skriver om »ensomheden ved at have perspektiver og oplevelser, som andre ikke deler og derfor få sin egen virkelighed erklæret for ugyldig.«

Jeg tænker, at det, som nogle kalder en bølge af politisk skrift i dansk litteratur, måske kan ses i sammenhæng med den årelange og massive ugyldiggørelse af en masse menneskers virkelighed. Der er nogle stykker virkelighed, der mangler at blive beskrevet. Der er nogle perspektiver og oplevelser, som vi længes efter at dele. Der er en skrøbelighed og et raseri og en latter og en drøm om et hinanden, som vi er nødt til at skrive frem for ikke at blive alt for ensomme. Digtsamlinger og romaner er ikke principprogrammer, og de er helt magtesløse i forhold til, hvilke politiske beslutninger, der bliver taget. Men de kan sige noget af det, der mangler at blive sagt i en tid, hvor det som politikerne siger er meningen med det hele, forekommer nogle af os meningsløst.

 

Julie Sten-Knudsen er forfatter

Få adgang til hele artiklen og uafhængig kvalitetsjournalistik.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jes Jespersen
    Jes Jespersen
  • Brugerbillede for Bente Simonsen
    Bente Simonsen
  • Brugerbillede for Mads Hansen
    Mads Hansen
  • Brugerbillede for Katrine Hornstrup Yde
    Katrine Hornstrup Yde
  • Brugerbillede for Kim Øverup
    Kim Øverup
  • Brugerbillede for Thomas Christensen
    Thomas Christensen
Jes Jespersen, Bente Simonsen, Mads Hansen, Katrine Hornstrup Yde, Kim Øverup og Thomas Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu