International kommentar

Er Ukraines oprør sidste kapitel i Den Kolde Krig?

Hvis Europas hukommelsestab ikke er komplet, bør vi høre ekkoer af 1848 og 1989 i de ukrainske demonstranters råb
22. februar 2014

Den 4. august vil det være 100 år siden, Storbritannien erklærede Tyskland krig – og den tyske Reichstags socialister stemte ja til at lade kreditter finansiere kejserrigets krigsførelse.

Datidens marxister – herunder Lenin, som på hin skæbnesvangre dag befandt sig i Polen – blev forargede over det skridt. Marx havde jo prædiket, at proletariatet ikke har noget fædreland, men er en transnational klasse med grænseoverskridende loyalitet.

Som Louis Fischer, Lenins bedste biografiforfatter bemærker: »I 1918 blev patriotisme og nationalisme – begge afkom af den ’subjektivisme’, Lenin så inderligt foragtede – defineret som ideologiske forbrydelser i Sovjetrusland«.

De begivenheder, som udfolder sig i disse dage i Ukraine, er gjort af det stof, som historie skabes af. Fordi nationalstaten er en nødvendig ramme for varig politisk frihed, er nationalisme også en nødvendig, om end utilstrækkelig impuls, for at kunne opretholde frihed.

Marx, hvis profetier har en art pervers forudsigelseskraft, alene fordi de så at sige altid er forkerte, forudsagde, at nationalismen stod for fald. De økonomiske kræfter, sagde han, ville determinere de politiske, kulturelle og psykologiske realiteter.

En grænsesprængende kosmopolitisk kapitalisme ville udvande datidens følelsesmæssige bånd til nationer. Til sidst ville de helt forsvinde.

Tumulterne i Ukraine er endnu en eftertrykkelig gendrivelse af denne gamle marxistiske læresætning.

EU som nationens beskytter

De politiske eliter, der flikkede EU sammen, håbede, at sammenlægningen af ​​suveræne nationer kunne medvirke til at udslukke de nationalistiske holdninger, som de anså for at være skyld i Europas ødelagte 20. århundrede. Det demokratiske underskud, som blev resultatet, anså de for at være en pris, det var værd at betale for at sikre fred og ro på kontinentet.

Og her kommer så det turbulente Ukraine, der gløder af nationalisme og iver efter at fastholde sin nationale suverænitet, men forsøger at gøre det ved at bygge et tættere forhold til det samme EU.

Ukraines præsident, Viktor Janukovitj, kæmper af al magt for at modstå det folkelige krav om en konstitutionelt begrænset regering og en national eksistens, der kan bryde med afhængigheden af den russiske præsident Vladimir Putins tilstedeværelse.

I stedet ønsker Janukovitj at sælge ud af Ukraines aspirationer til fordel for Putins milliarder.

Rusland er styret af en lille, stoltserede Mussolini-type. Ganske som Italiens Il Duce nyder Putin at lade sig fotografere med nøgen brystkasse og bøjede biceps.

Putin har svoret aldrig at ville forsone sig med den tragedie, som Sovjetunionens undergang efter hans opfattelse var. Det var som bekendt også i det sovjetiske undertrykkelsesapparat, han finpudsede de færdigheder, han i dag bruger til at herske over Rusland: censur, korruption, brutalitet, undertrykkelse og mord.

Putins kolde øjne

Husker du, da præsident George W. Bush kiggede ind Putins øjne, og fik »en fornemmelse af hans sjæl« og af en personlighed, som var »meget ligetil og troværdig«? Og husker du, da Putin trakterede verdensoffentligheden med en skrøne om, hvordan han engang var styrtet nøgen ud af sin brændende datja – branden begyndte, mens Putin var i sauna – men dog havde haft omtanke nok til at redde sit skattede krucifiks, som havde tilhørt hans salig mor?

Ukrainerne, hvis barske historie har immuniseret dem mod tåbelig ønsketænkning, har svært ved den slags fortællinger. De ser i Putins ansigt intet andet end en fængselsbetjents kolde øjne.

Ukraine, hvis befolkning på 46 millioner og en geografisk størrelse som Spaniens, har potentiale til at blive en økonomisk stormagt. Rusland derimod er fortsat, hvad Sovjetunionen var: et tredje verdensland med første-verdens militærteknologier. Dets ’jæger samler’-økonomi – nævn et russisk forbrugsgode ud over vodka og kaviar, du kunne ønske dig – baserer sig alene på udvindingsindustri (olie, gas, mineraler).

Det sidste kolde slag

Putins foragt for Barack Obama er nærmest håndgribelig. Ruslands robuste støtte til Bashar al-Assad er ifølge Obamas egen efterretningschef blevet den afgørende grund til, at al-Assad har været i stand til at styrke sin stilling, siden Obama bad ham »træde til side«.

Rusland indtager samme rolle som spielverderber, når det kommer til de amerikansk-europæiske forsøg på at standse Irans atomvåbenprogram.

Det er svært at få øje på det præcise udbytte af Obamas meget opreklamerede, men aldrig nøjere definerede ’genstart’ af forbindelserne med Rusland.

Alligevel ser Obama ud til at være så fikseret på at fastholde en udstrakt hånd, at han blot nøjes med at fordomme volden, men viger tilbage fra at udtale sin uforbeholdne støtte til de ukrainske demonstranter. .

Europa, som i mange århundreder var den vigtigste slagmark for tidens kæmpende ideologier og trosretninger, har i dag enorme vanskeligheder med at finde sine udenrigspolitiske ben. Som militær og diplomatisk magt er Europa stadig mere et geografisk end et politisk udtryk. Alligevel har den europæiske politiske kultur og dens værdier ikke mistet tiltrækningskraft. Og hvis Europas hukommelsestab ikke er komplet, bør det høre ekkoer af 1848 og 1989 i de ukrainske demonstranters stemmer.

Sovjetunionen var »et af ​​den moderne histories centrale eksperimenter«, som NBC’s vinterOL-kommentator så tvetydigt eufemistisk udtrykte det. Ukraines smerter i dag er en efterklang af den langvarige proces med at rydde op efter dette fejlslagne ’eksperiment’. Så måske er det, vi oplever i disse dag, den sidste episode i Den Kolde Krig.

Mon Amerikas usædvanligt veltalende 44. præsident husker, hvordan 40. ’s udtalelse – »Riv denne mur ned!« – engang var med til at sikre den frie verden sejren.

George F. Will er amerikansk kommentator og tidligere vinder af Pulitzer-prisen.

© Washington Post Writers Group og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Da Putin offentligjorde et brev i New York Times stillede han ikke åbent spørgsmål om USA`s exceptionalism, men han skrev: ”It is extremly dangerous to encourage people to see themselves as exceptional , whatever the motivation.” USA`s selvforståelse viser sig i dets værdier, og de er ofte selective.
Der er en målestok for Iran og en anden for Saudi Arabien og en for Syrien og en for Bahrain og en for Gaza og en for Israel. Samme selvforståelse har fået USA til overtræd international love og FNs charter, skønt det er det eneste forum for fred og udvikling. Selvforståelsen overbeviste ikke befolkningen i Irak eller Afghanistan rodfæstet i deres kultur, historier og traditioner. Spørgsmålet er om de nogensinde bliver demokratier efter amerikanske normer.
Samme selvforståelse ser vi i USA`s interventioner i suveræne lande som Haiti, Afghanistan, Irak, Vietnam samt deltagelse i kup i en lang række lande f. eks Cuba og Chile.
Selvforståelsens ekko synes at komme fra et europæisk land for 80 år siden, når vi tager Guantanamo med
Så måske er det, vi oplever i disse dag, den endnu en episode i Den Kolde Krig.

Niels Mosbak, Eva eldrup, Torben Selch, arne poulsen, Karsten Aaen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er nu meget rart at kunne konstatere, at bl.a. USA's 40. præsidents (Ronald Reagans) daværende kommunikationschef m.m., og andre amerikanere har et mere fornuftigt syn på tingene:

"In short, the reality in Kiev is more complex than the black-and-white cartoon of Vladimir Putin vs. the freedom fighters drawn by our resident Russophobic elite"

http://townhall.com/columnists/patbuchanan/2014/02/21/ukraines-crisis-no...

Torben Selch, Stig Bøg og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Nej, den aktuelle uro i Ukraine er langt fra sidste kapitel i Den Kolde Krig. Faktisk er to af de vigtigste kapitler langt fra afsluttet.

Et uafsluttet kapitel er Nato, som oprindelig blev dannet som modvægt mod datidens Sovjetunionen, men ikke blev nedlagt, da Warzawapagten og Sovjetunionen blev nedlagt.

Et andet uafsluttet kapitel er den vestlige modvilje mod Rusland og til dels Østeuropa. Ikke mindst Danmark opfører sig fortsat, som om Europa er delt mellem Vesteuropa og Østeuropa, mens USA og EU opfører sig, som om grænsen mellem Vesteuropa og Østeuropa blot er flyttet som under en krig.

Begge disse kapitler handler om fjendebilledet fra Den Kolde Krig.

Geert Larsen, Niels Mosbak, Leopold Galicki, Per Torbensen, Torben Selch og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar
Bjarne Riisgaard

Det er påfaldende , hvordan Information ukritisk videreformidler højreorienterede udsagn som: "-Fordi nationalstaten er en nødvendig ramme for varig politisk frihed, er nationalisme også en nødvendig, om end utilstrækkelig impuls, for at kunne opretholde frihed." (?!) - Eftersom den tvivlsomme og stærkt kontroversielle erklæring simpelthen indgår i artiklen som en indiskutabel forudsætning, der gøres til den utvivlsomme sandhed, er den så meget desto mere ensidigt propagandistisk, til fordel for et konservativt standpunkt i et omdiskuteret og meget ideologisk præget emme, indenfor både praktisk politik, og den akademiske disciplin "Internationale Relationer".

Det er deprimerende, at se en til tider postuleret "progressiv avis", på den måde gøre sig selv til redskab for en højreorienteret dagsorden, men så meget dest vigtigere er det jo, at vi andre forholder os yderst kritisk og forbeholdent overfor avisens skjulte dagsorden.

Hvordan havde verden set ud, hvis ikke EU havde været så opsat på at få en samhandelsaftale med Ukraine på trods af en modvillig, magtfuld nabo og et folk i stærk tvivl om øst og vest. EU er et fredens projekt, nu med de første tabstal på vej mod et stadigt større imperium.

Børge Rahbech

Et andet uafsluttet kapitel er den vestlige modvilje mod Rusland og til dels Østeuropa. Ikke mindst Danmark opfører sig fortsat, som om Europa er delt mellem Vesteuropa og Østeuropa, mens USA og EU opfører sig, som om grænsen mellem Vesteuropa og Østeuropa blot er flyttet som under en krig.

Det er jeg ikke helt sikker på jeg forstår - hvad er det præcis *Danmark* har gjort sig skyld i her? Vi er da eet af de lande der har været mest aktive med at knytte kontakter, økonomiske forbindelser og andet samarbejde med Øst.

Peder Kruse

Hvordan havde verden set ud, hvis ikke EU havde været så opsat på at få en samhandelsaftale med Ukraine på trods af en modvillig, magtfuld nabo og et folk i stærk tvivl om øst og vest. EU er et fredens projekt, nu med de første tabstal på vej mod et stadigt større imperium.

Putin havde nok været glad. Så kunne han have fået sig den lydstat han ønsker sig.

Det der sker i Ukraine, har intet med Den Kolde Krig at gøre. Modsat de fleste af de østeuropæiske lande der kastede det sovjetiske åg af sig, hører Ukraine ikke til i den lejr, da de aldrig har snust til nogen form for demokrati.

Men det er vel et faktum, at nogle i Nordvestukraine har deres paraboler vendt mod Polen, Slovakiet og Ungarn, og at fremgangen og livsstilen dér, appelerer til dem mere end hvad der (ikke) sker på den anden side østpå.

Europas hukommelse er komplet væk, hvordan kan man huske sin egen historie, når medierne dagligt spamer en med historieomskrivninger og propaganda.!-
og hvordan kan man være en nationalstat, når man er ejet af uncle spam.!-

Nå ja, de ny-konservative har jo for længst slået sig sammen med ny-socialdemokraterne, så hvorfor ikke få ny-nazisterne på holdet også?
(hvilket så allerede synes sket i Ukraine)

Børge Rahbech Jensen

Thomas Krogh:

"Det er jeg ikke helt sikker på jeg forstår - hvad er det præcis *Danmark* har gjort sig skyld i her? Vi er da eet af de lande der har været mest aktive med at knytte kontakter, økonomiske forbindelser og andet samarbejde med Øst."

Ja, vi var meget aktive især i de baltiske lande i årene omkring Sovjetunionens kollaps.
Holdningen til Østeuropa blev meget anderledes i takt med, østeuropæiske lande blev medlemmer af Schengen. De seneste fem år er Østeuropa mest kendt for kriminalitet og lave lønninger. Det har givet anledning til krav om øget grænsekontrol især mod rejsende fra Østeuropa.
Danmark har gjort sig skyld i mangelfuld erkendelse af konsekvenser af Berlinmurens fald og Sovjetunionens kollaps, som medførte, at befolkningen og Folketinget ikke var forberedt på besøgende fra Østeuropa. Faktisk tyder meget på, vi har gjlemt, at Østeuropas grænser var bygget til håndhævelse af udrejseforbud fra Østeuropa.

Gad vist om NSA ikke også er klar over at det siden de opfanger det alt ( se ovenstående youtube link)...? Hvorfor tier de så stille ?