Information kunne den 20. februar berette, at protesterne mod Venezuelas regering vokser på grund af landets katastrofale økonomi. Og man må så sandelig sige, at Venezuela er et pragteksempel på, at socialismen ikke virker: I et forsøg på at bremse en fortsat stigende inflation har regeringen indført priskontrol og har i flere tilfælde konfiskeret varelagre i butikker, som de mente forbrød sig mod priskontrollen. Resultatet har været mangel på helt basale fornødenheder som mælk, toiletpapir og kød. Og priserne er blot fortsat med at stige.
På trods af rekordhøje oliepriser de seneste 10 år, har man gennem socialistisk planøkonomi og priskontrol af varer og tjenesteydelser, nationaliseringer af alt fra banker over cement- og stålproduktion til fødevarer, formået at sætte alle vækstmuligheder over styr. BNP pr. indbygger er i dag fortsat lavere end for 35 år siden. Både indenlandske og udenlandske investeringer er i bund og Verdensbanken vurderer, at kun DR Congo, Libyen og Sydsudan havde et værre investeringsklima i 2013.
Imens fortsætter præsident Maduro, Hugo Chavez’ inkompetente efterfølger, kritikken af kapitalismen, USA og ikke mindst Colombias tidligere præsident Uribe, som gøres ansvarlig for alt fra de nuværende demonstrationer til de tilbagevendende nedbrud i elforsyningen og indbildte kupplaner om at styrte regeringen.
Columbia viser vejen
Venezuelas triste deroute står dog i skærende kontrast til netop Colombia, der er gået fra at være en falleret stat uden fremtid til at være en af de hurtigst voksende økonomier i regionen, med hastigt stigende velstand.
Hvor den gennemsnitlige velstand målt på BNP i Colombia kun udgjorde ca. 2/3 af den venezuelanske for 10 år siden, forventes den i løbet af få år at overhale både Venezuela og Brasiliens. Og Colombia er allerede på vej til optagelse i OECD, som det kun tredje latinamerikanske land.
Forskellen mellem de to landes udvikling ligger i valget af økonomisk model. Hvor Venezuela valgte socialisme og planøkonomi har Colombia valgt markedsreformer, privatisering og deltagelse i den globale økonomi gennem en stadig friere samhandel med omverden. Også i Latinamerika viser den frie markedsøkonomi sin overlegenhed i forhold til den socialistiske planøkonomi.
Niels Westy Munch-Holbek, Fredensborg, og Alex Vanopslagh, Odense
Udviklingen i Venezuela er interessant at følge, men kan ikke bruges i et ideologisk opgør mellem "socialisme" og "fri (?) markedsøkonomi". De herrer Niels Westy Munch-Holbek, Fredensborg, og Alex Vanopslagh, Odense, har muligvis et behov for at se udviklingen i Venezuela og Colombia gennem ideologisk farvede briller, men det hjælper kun lidet på forståelsen af udviklingen i de to lande. Kategorien "socialisme" er rent retorisk i tilfældet Venezuela. Lad os få nogle seriøse analyser på dansk, der reflekterer den debat der har været ført i Latinamerika (f.eks i Nueva Sociedad eller andre tidsskrifter) om den økonomiske politik og de politiske prioriteringer bag Hugo Chavez og hans ALBA projekt. Personligt mener jeg analyserne har peget på en fejslagen makro-økonomisk politik, hvor landet er blevet mere afhængigt af olie-indtægterne med årene, og hvor Chavez og især Maduro ikke har formået at få sat rammerne for en sund udvikling af andre sektorer i økonomien. At den økonomiske politik skulle være særligt "socialistisk" kan jeg imidlertid ikke finde belæg for. Eksport af olie, især til USA som importør, er vel næppe et særkende for en "socialistisk" økonomisk politik. De få positive takter i den henseende er de populistiske forsøg på at fordele olie-indtægterne mere ligeligt (dog samtidig med en høj korruption). Det har skabt et had til Chávez og Maduro især i overklassen, og en pæn opbakning blandt mange almindelige venezuelanere. I dag er krisen imidlertid så graverende, at der er behov for forhandlingsløsninger af den type Jesper Løvenbalk omtaler i dagens avis, og ikke en ideologisk kamp mellem et verdensbillede hvor det er "fascister" mod "kommunister" eller et spørgsmål om "fri (?) markedsøkonomi" versus "socialisme". Begge lande er desuden plaget af ekstremt høje voldniveauer og sociale uligheder, som trods vidt forskellige historiske baggrunde gør det mere relevant at stille spørgsmålet om hvordan man kan sikre en udvikling der skaber social retfærdighed, retssamfund og demokratiske institutioner almindelige mennesker kan deltage i og få indflydelse gennem. Lige på de områder synes jeg ikke at nogen af de ideologiske modeller (Chavismen som den har udformet sig, eller den "fri" markedsøkonomi) har haft det store at bidrage med.