Venstrefløjen må træde ud af socialdemokraternes skygge

Socialdemokraternes kurs mod højre har efterladt den europæiske venstrefløj rådvild og uden strategi. Hvis venstrefløjen vil ud af krisen, må den definere en selvstændig position

	De steder, hvor venstrefløjens partier er succesfulde, f.eks. Syriza i Grækenland, er de i stand til at placere sig som leder af modstanden mod den neoliberale sparepolitik, mener dagens kronikør. Her er det Syrizas leder, Alexis Tsipras

De steder, hvor venstrefløjens partier er succesfulde, f.eks. Syriza i Grækenland, er de i stand til at placere sig som leder af modstanden mod den neoliberale sparepolitik, mener dagens kronikør. Her er det Syrizas leder, Alexis Tsipras

eidon photographers
25. februar 2014

Debatten om SF’s krise og mulige kollaps har indtil videre mest kredset om partiets kompromisvillighed eller politiske kompetence. Men det er næppe de væsentligste årsager. Der er nemlig ikke bare tale om et enkelt parti i krise.

SF’s skæbne er tværtimod typisk for den, der er overgået europæiske venstrefløjspartier, som har deltaget i socialdemokratiske regeringer i de seneste årtier. Det franske kommunistparti, som tidligere var blandt landets største, sygnede langsomt hen ved sin regeringsdeltagelse med Jospins socialister 1997-2002, det italienske Rifondiazione, der var Europas stærkeste venstrefløjsparti, blev sprængt og på det nærmeste udslettet, da det var en del af Romano Prodis regering 2004-2005, og i Norge er SV også gået markant tilbage efter at have været en del af Stoltenbergs socialdemokratiske regeringer.

Når venstrefløjens partier har svært ved at definere en position, skyldes det ikke, at de alle har problemer med lederskab eller kompromisvilje, men snarere at det politiske terræn har ændret sig, uden at venstrefløjens forståelse er fulgt med.

Borgerlig sejr siden 1970’erne

Efter Anden Verdenskrig har venstrefløjen defineret sin politiske position i forhold til et stærkt socialdemokratisk parti. Men i forlængelse af den økonomiske krise er den socialdemokratiske position kommet i dyb krise. Det stiller krav til, at venstrefløjen nytænker sin strategiske og politiske platform.

Det moderne socialdemokrati er formet af efterkrigstiden. Perioden fra Anden Verdenskrig til begyndelsen af 1970’erne var præget af et socialt kompromis mellem lønmodtagere og arbejdsgivere, hvor et højt investeringsniveau og fuld beskæftigelse sikrede tre årtier økonomisk vækst. Her var det muligt for de europæiske socialdemokratier at levere sociale reformer og en vis økonomisk omfordeling uden grundlæggende at udfordre de store virksomheders mulighed for indtjening.

Dette reformistiske kompromis løb imidlertid ind i en krise i 1970’erne, med stigende oliepriser og kollapset af det internationale Bretton Woods-system. Fra den ene side var kompromiset truet af tiltagende militant arbejderklasse og venstrefløj, der forlangte mere radikale skridt mod socialisme. Fra den anden side kom presset fra virksomhedsejere, der så deres profit truet af stigende løn- og velfærdsomkostninger.

I 1970’ernes økonomiske krise var det ikke længere muligt at tilfredsstille begge parter. Man var nødt til enten at gå til højre eller til venstre.

Der var forsøg på en venstreorienteret løsning på 1970’ernes krise såsom de svenske lønmodtagerfonde, der skulle sikre investeringer og arbejderbevægelsens gradvise overtagelse af produktionsmidlerne, eller Mitterands regeringsprogram fra 1981 med nationaliseringer af banker og sikring af fuld beskæftigelse.

Det var dog løsningen fra højre, som gik sejrrigt ud af 1970’erne. Vi så en række liberale reformer, som gik på at forbedre markedsvilkårene eller sænke lønomkostninger. Offentlige services blev privatiseret, skattebyrden for erhvervslivet og de rigeste lettet, og kapitalkontrol og andre restriktioner blev fjernet for at sikre fri global bevægelighed for finanskapitalen.

Den Tredje Vej endte blindt

Den neoliberale bølge begyndte i England og USA i begyndelsen af 1980’erne, men efter murens fald ramte den hele Europa. Kombinationen af en svækket arbejderbevægelse, fraværet af den kommunistiske trussel og næsten fri global kapitalbevægelighed forrykkede det politiske terræn. Få regeringer turde nu trodse de store firmaer, der kunne true med udflytning, eller de globale finansmarkeder, hvor utilfredshed med den politiske kurs kunne føre til kapitalflugt eller stigende renter på den offentlige gæld.

Det socialdemokratiske projekt kom under alvorligt pres. Styrkeforholdene mellem arbejdere og arbejdsgivere var pludselig rykket så meget til fordel for de sidste, at de ikke længere var interesserede i at lave aftaler. Og ethvert forsøg på progressive reformer kunne mødes med massivt pres fra kapitalen.

Løsningen kom i form af Den Tredje Vej, formuleret teoretisk af den engelske sociolog Antony Giddens og ført ud i livet af politikere som Tony Blair og Gerhard Schröder. Socialdemokraternes opgave skulle ikke længere være at begrænse markedernes magt. I stedet skulle de være endnu mere effektive forvaltere af kapitalismen, der selv kunne gennemføre nedskæringer og privatiseringer. Til gengæld skulle den nye Tredje Vej stå for en mere human og progressiv implementering af disse reformer – »kapitalisme med et menneskeligt ansigt«, som Tony Blair formulerede det.

Intet politisk manøvrerum

Med sammenbruddet i den globale finansielle sektor i 2008 ændrede spillebanen sig dog markant. Fra mange sider blev det forventet, at neoliberalismen stod over for sin undergang. Men i Europa blev resultatet det stik modsatte: stramning af den neoliberale ortodoksi.

I forlængelse af de dyre redningspakker til den europæiske finanssektor blev de økonomiske krav til eurolandene strammet markant, hvilket har tvunget dem til store sociale nedskæringer. I forvejen har euroen gjort det umuligt for europæiske regeringer at bruge pengepolitikken til at sikre beskæftigelsen. Og med krisen blev stabilitets- og vækstpagten strammet så meget, at det de facto også blev umuligt at bruge finanspolitikken.

Det har alvorligt svækket muligheden for at føre en mere social politik, og Den Tredje Vejs forsøg på at lave markedsøkonomi med et menneskeligt ansigt er nu taget af bordet. EU’s økonomiske krav sætter i realiteten så stramme rammer, at man enten er nødt til at underkaste sig de herskende økonomiske doktriner fuldstændigt eller være klar til et brud.

Europas socialdemokratier har valgt det første. I Danmark sammenfattet af Bjarne Corydons udpegning af konkurrencestaten som socialdemokraternes ny politiske mål.

I en sådan situation er venstrefløjen nødt til at definere sin rolle på ny. I efterkrigstiden har venstrefløjens strategi typisk været at trække socialdemokraterne til venstre. Men det er ikke nok i en situation, hvor socialdemokraterne sygner hen over det meste af Europa og oplever de værste valgresultater i efterkrigstiden. Mange steder er det gamle parti ved at smelte helt sammen med borgerlig neoliberalisme.

Hvis venstrefløjen skal spille en rolle i denne nye situation, kræver det, at man er i stand til at definere en selvstændig position, som ikke handler om at spille bold op ad socialdemokraterne.

De steder, hvor venstrefløjens partier er succesfulde, SP i Holland eller SYRIZA i Grækenland, er de i stand til at placere sig som leder af modstanden mod den neoliberale sparepolitik. Det kræver imidlertid også et opgør med noget af venstrefløjens arvegods. Skellet mellem socialdemokrater og det yderste venstre er ofte blevet fremstillet som et skel mellem reform og revolution. Men den skelnen giver i mindre og mindre grad mening i dagens politiske landskab. Den marxistiske politolog Leo Panitch taler om, at det traditionelle skel mellem det reformistiske og revolutionære i dag er kollapset, fordi selv milde forsøg på reform eller omfordeling i dag kræver et massivt brud med den herskende økonomiske ortodoksi.

Hvis venstrefløjen vil spille en rolle i det nye årtusind, er det spørgsmål, den skal svare på, derfor snarere, hvilke progressive reformer der kan bringe Europa ud af krisen, samt hvordan man vil modstå det pres fra kapitalismen, som nu ser ud til at have knækket de socialdemokratiske partier.

Rune Møller Stahl er ph.d.-studerende i International Politisk Økonomi ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Kim Øllgaard

Det bedste venstrefløjen kan gøre efter min mening, er at holde sig fri af regeringskonstellationer, forlig m.m., indtil man er så stærk, at man virkelig kan sætte sit præg på det, der skal gennemføres. Blot at agere som godkendelsesstempel, sådan som SF har gjort det i regeringen og EL udenfor regeringen, er formålsløst.
Læg en alternativ politik frem, og prøv at få opbakning for den, så man kan forhandle udfra en styrkeposition, og ikke blot udfra en sympatiposition.
Hvad har formålet f.eks. været med at få Margrethe Vestage borgerlig, økonomiske politik gennemfært med venstrefløjsstemmer.
Så ved jeg godt, man vil sige : jamen det havde været værre uden vores indsats. Vås! Nogle af de ting regeringen har gennemført, ville en borgerlig regering aldrig være kommet igennem med uden voldsomme ideologiske diskussioner.
Nu fik SF nogle holdkæft-bolscher i form af ministerbiler og EL - ja, hvad har de egentlig fået ud af det, andet end fokus på Johanne Schmidt Nielsen harmdirrende protester med jævner mellemrum?

Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen

Netop, netop netop.

Løgnen og modsætningen i at internationalt at samarbejde med andre om at svække egen befolknings vilkår og rettigheder, for bagefter at præsentere den hjemme , som "nødvendig" har intet med venstreorienteret politik at gøre.

Baseres løgnen og modsætningen på håbet og fordeling af en fremtidig fantasi båret vækst, når man ikke evner at fordele de rigelige udbytter til rådighed nu, så falder mad socialdemokraterne til jorden.

Venstrefløjen kan passende tage nyt afsæt i en gammel superkapitalists udtalelse:

"Hvad det er værd at gøre, er værd at gøre ordentligt!!"

Hvilket vil sige at man må stoppe med at anskue validiteten af et mål, først og fremmest ud fra økonomisk relevans.
Målene for samfundets indretning må sættes efter moral og etik, altså "ordentligt".
Disse mål må være uforandrede uanset den økonomiske formåen og økonomien kun bestemmende for , hvor langt man kan nå hen i mod målet.

Brugerbillede for Henrik Larsen

Dette kunne i høj grad tyde på, at EL må tage konsekvensen og droppe støtten til SR-regeringen og selv stå for formuleringen af en alternativ politik.
SR-regeringen kan altså ikke ses, som et mindre slemt alternativ til Løkke & Co.
Men hvor er de offensive politiske dagsordensættende meldinger henne? Indtil videre står EL mest af alt for en defensiv kamp for status qou i forhold til svage og udsatte grupper
SF har mistet sin troværdighed efter at have skrevet under på at ville føre neoliberal økonomisk politik. Det er decideret ynkeligt at høre Olsen Dyhr forsøge at trække i land igen, når det hun allerhelst ville var at fortsætte på taburetten og bagsædet i ministerbilen.
Kan EL med et nyt principprogram vende defensiven til offensiv?
Hvordan hamler man op med et udemokratiske EU, der de facto har fjernet muligheden for at føre selvstændig økonomisk politik? Og hvordan hamler man op med en kapitalmagt, der sætter det demokratiske system skakmat, hvis det fraviger fra 'nødvendighedens politik?
Venstrefløjen er faandengalemig nødt til at være optimister. Pessimismen og defensiven er ikke til at bære.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Jeg spekulerer i disse dage over, om venstrefløjens virkelige svigt er, at den ikke har evnet at levere et praktisk alternativ til det eksisterende system? Politik og ideologi er fint nok, men hvor er venstrefløjens realiserede, virkeliggjorte alternativ til et samfund præget af konkurrence, indtjening og forbrug?

Enhedslistens aktivistiske gren - er det ikke autonome antifascister som slår på tæven, smadrer vinduer, og holder bedsteborgere vågne om natten med selvtægtsdiskoteker i gaderne? Og så Christiania - et gated community for skæve eksistenser, som ikke har problemer med at levere en sikker havn for kriminelle organisationer? Og endelig en kreativ klasse af kunstnere, studerende, designere, og bohemer som lykkeligt stemmer rødt hver fjerde år, men som bruger resten af tiden på én langt egotrippet jagt på selvrealisering?

Hvis dét er alternativet - det praktiske, helt konkrete alternativ til det bestående, så er det vel ikke noget under, at bedsteborgeren tænker fandeme nej?

Hvor er de konkrete, positive eksempler på, at man kan organisere sig i samfundet på en måde, hvor vækst i materiel velstand, karriere, og benhård konkurrence om goderne, kan vige for samarbejde, tolerance og en stræben efter de mere imaterielle værdier?

Jeg kan ikke få øje på dem. Det er nemt at råbe at de velstillede skal betale mere, men hvis man ikke kan tilbyde et konkret eksempel på, at de ved at opgive deres materielle privelegier vinder mere end de taber, så frygter jeg det er en kamp der ikke kan vindes.

Brugerbillede for Geert Larsen

Nemlig, for medens venstrefløjen har haft travlt med at male kulørte klatter, brydes med politiet og ævlet 'heteronormativitet' og LGBT har tilhængerne af global markeds-liberalisme haft travlt med at opbygge internationale organisationer der på det nærmeste totalt kontrollerer den offentlige mening og også hvilke politikere der regnes for 'ansvarlige' .

Jeg tænker her på fex CFR, ECFR, Bilderberg og alle de såkaldte 'tænketanke' .
De er ligefrem villige til at kaste betydelige penge-beløb efter sagen, fex ved at holde
'menings-dannende' tryksager i live ..

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjarne Riisgaard

Det ville være relevant at spørge; hvad betyder "venstrefløj" i sammenhængen?

Er det f.eks :

1. Et udtryk for en forventning om, at et alternativt projekt forståes som et socialistisk projekt (uanset hvordan "socialisme" i givet fald defineres)?

2. Et generelt udtryk for en kritisk opposition til systempartiet (her forstået som både S;SF og de øvrige borgerlige partier), der forestiller sig et alternativt system, for eksempel også en strukturelt alternativ kapitalismemodel?

I første fald, er Enhedslisten jo stadig det naturlige centrum for en fornyet "venstrefløj".
I andet fald, kunne bredere og internationalt orienterede initiativer uden for Christiansborg, som f.eks. basislønbevægelsen, piratpartiet og måske Elbæks initiativ måske blive platforme for en "venstrefløjssamling" ( selvom udtrykket stadig virker uklart).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Geert Larsen

'Hvis dét er alternativet - det praktiske, helt konkrete alternativ til det bestående, så er det vel ikke noget under, at bedsteborgeren tænker fandeme nej?'

Jeg er bestemt ikke nogen 'bedsteborger', men jeg tænker altså også 'Fandeme nej' .
Kender flere der , af 'taktiske' årsager, stemmer EL, men siger at den dag det ser ud til at de kunne få taburetter ville de øjeblikkeligt stemme på noget andet ..

I øvrigt tror jeg ikke på de enkeltsags-bevægelser Bjarne Riisgaard opremser, ej heller dem han ikke nævner, og jeg synes de venstreorienterede homoer skulle se at holde op med alt deres navlepilleri, der er sgu' vigtigere kampe end homoseksuelle mænds ret til at opleve moderskabets glæde, lesbiske transpersoners ret til kunstig insemination eller ægteskabets cølibat ..

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Wendt

Der skal vel være plads til alle, det er her det hele svigter. I begge grøfter, rød som blå. Når man overtager, så svinger man skarpt, nu skal de andre svin lære det. Men modstand avler mere modstand. Vi svigter alle som en, nogen mere end andre (now this is where you come in. :p).

Med andre ord, er der måske brug for noget helt tredje, en vej der gør det muligt for forskellige mennesker, at gøre forskellige ting. Som min bekendte plejer at sige, det er en færdigspillet luder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Hvor socialdemokraterne tidligere var reform, og det yderste venstre revolution, er socialdemokraterne nu blevet markedsbevarende og det yderste venstre reform. Fint nok, så lad det være de nye positioner. Bare reformen er stærk nok til at tøjle kapitalismen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Uffe  Elbæk

Da jeg læste dagens kronik, kunne jeg ikke undgå at læse de politiske ambitioner bag Alternativet ind overalt. For helt under medieradaren bruger hundredvis af danskere lige nu tid på at udvikle et politisk program for partiet, hvis overordnede ambition er en seriøs bæredygtig omstilling af Danmark.
Båret frem af en politisk nysgerrighed på, hvad det er for en økonomisk model der kommer efter kapitalismen, som vi kender den i dag. Dvs. en økonomisk model der gør op med den neoliberale vækstideologi. Som ønsker på den ene side at øge borgernes livskvalitet samtidig med at forbruget af knappe ressourcer går ned.
Den ligning kan kun gå op, hvis borgernes indflydelse på egen livssituation bliver markant forbedre. Samtidig med at vores materielle forbrug bliver begrænset.
Jeg ved godt, at jeg er professionel belastet. Og dette indlæg kan læses som et partsindlæg for Alternativet. Det er ikke meningen. Derimod er det meningen at hejse flaget for en anden politisk kultur. En kultur der har modet til både at se de reelle problemer i øjnene og samtidig mod på den fremtid der er vores fælleseje.
Lige nu oplever jeg i hvert fald - i de politiske møder jeg har deltaget i i regi af Alternativet - at noget er sat i bevægelse.
Det kan være jeg overfortolker. Men det tror jeg faktisk ikke. Rigtig mange danskere er klar til både at stille spørgsmålstegn ved det nuværende vækstbegreb (og dermed den økonomiske model der føder det) og samtidig har de fået nok af den nuværende politiske kultur (læs: lukkethed, konfliktfokus og sort-hvide fjendebilleder).
Om det er Alternativet eller et andet politisk parti der formår at samle den forandringslyst til en egentlig ny politisk bevægelse, vil jeg overlade til fremtiden at afgøre. Men det er nu det sker. Tror jeg. Og så ellers bare godnat til jer alle sammen i denne her tråd - når I når dertil.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Jeg synes bestemt det lyder spændende det i har gang i, Uffe, og jeg har også en stor lyst til at være med. Så den lyst tror jeg, at jeg vil handle på :).

Som jeg ser det er det dog ikke nok at opstille idéen om et alternativ, og så ellers indlade sig på de sædvanlige politiske kampe for at samle 90 mandater der kan bakke op om visionen. Hvis visionen skal omsættes til politik før den bliver til praksis, er den stendød ved ankomsten. Jævnfør venstrefløjens dødskamp.

Er det et synspunkt der er repræsenteret ved de politiske møder i indtil nu har afholdt? At praksis og politik må følges ad, og at praksis faktisk er nødt til at gå forrest?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Uffe  Elbæk

Kære Torsten - lynhurtig: Ja, det synespunkt er i den grad nærværende i vores diskussioner. Både i forhold til at bygge både parti og bevægelse op sideløbende og overlappende. Men også hele tanken om at bygge bro mellem de politiske beslutningsprocesser og så praksis udenfor Christiansborg.
Det var forøvrigt også hele tænkningen bag det initiativ der lå før Alternativet. Nemlig projektet Under Radaren. Hvor vi hver eneste dag satte fokus på konkrete initiativer og eksempler der gjorde det i den lille målestok som vi ønsker der skal se i den store målestok. Så for mig går politik og praksis hånd i hånd. Kan slet ikke se det hver for sig....selvom det ofte er det der er tilfældet. Men det skyldes givet vis min egen fortid på både Frontløberne og KaosPiloterne:-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen

Alternativet til venstrefløjen eller til det radikale venstre??
Spørgsmålet må jo stilles når tråden handler om venstrefløjens trivsel uden socialdemokratiets skygge.
Er Alternativet en udtræden fra det radikale venstre, som jo har bevæget sig voldsomt meget til højre fra sit historiske oprindelse som jo var husmænd og småkårsfolk.
For at søge magten har partiet fået et ry for holdningsskift og vankelmodighed og har desuden i den senere tid ført en politik, som altid har sit udgangspunkt i de fortolkede økonomiske muligheder, snarere end anskuelse af ret og rimeligt.
Der er således rigtigt meget at være et alternativ til, uden at det behøver at være hverken noget positivt for venstrefløjen, eller have tilstrækkelig afstandtagen til udgangspunktet ved blot at være et alternativ??

Brugerbillede for randi christiansen

Jeg bliver, ligesom mette frederiksen, også nødt til at stå på min ret : her til at definere nogen spørgsmål ang fællesskabets fremtidsvision.

'Its the economy stupid' - hvem sagde det? Nå, vedkommende havde ret. Også kaldet ressourceadministration. Hensigtsmæssig. I forhold til hvad? Til overlevelse - en plan for planeten, ville være smart. Kunne være et spændende regnestykke, en spændende designopgave - udliciteret i flad struktur > ud til alle borgere. Deltagelsen skal være meget bred. Så bliver beslutningerne mere solide - alle skal høres i spørgsmålet om
den fælles vision :
1. et konkurrencesamfund - eller
2. et - naturligvis topprofessionelt - permakultursamfund > samarbejde med os selv, hinanden og habitaten.

Første opgave er, at sørge for de nødlidende. Og så er vi godt i gang. Der er passende mad, arbejde og luksus til alle, når vi omstiller til bæredygtig produktion. Og det er
ovenikøbet meget sundere. En kæmpe winwin - når der komner orden i huset > oikos
logos. Men det er klart en omstilling, som skal planlægges meget nøje - være
gennemtænkt OG transparent. Det vi har økoøkonomerne til. Planen er klar som
kildevand og ready to go. Hvor blir det dog umanerlig skønt, når menneskeheden træder
ind i den miljø-og socioøkonomisk bæredygtige tid.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Wendt

Hvad skal man tolke - når tendensen er den samme i hele Europa, det er en kamp på flere plan.

NATO / FVEY / EU / DK

Man ved endda at covert ops er standard på de yderste fløje, endda holdt i live af de samme. Det første spørgsmål er, om der er en løsning indenfor de eksisterende rammer, det mener jeg stadig er plausibelt, men vinduet er ved at lukke.

Ukraine er et meget godt eksempel på rådvildhed der slår rod, uanset hvem der måtte stå i kulissen. De store besparelser i Europa er først ved at sætte ind nu, så det bliver interessant at se om der kommer tilsvarende uro.

At viske S ud, skal de nok selv gøre, så den bedste måde at gøre det på er, at vise, at der er andre veje. Det er ikke svært at finde tragedierne, det er svært at hjælpe dem, i et system der slutter om sig selv.

US, har udviklet sig til en skyggestat (FISA) - og Danmark er godt på vej - godt hjulpet på vej af teknokraterne i Bruxelles. Antager man, at man søsætter et projekt, med agendaen om at ændre det politiske system, vil alle alarmklokker ringe i bunkeren. Alle sejl ville blive sat ind på at forpurre dette komplot mod 'din sikkerhed'. Det er altså ikke længere de udfordringer vores forældre stod overfor, om ikke andet i en noget eskaleret udgave.

Dronerne er et skoleeksempel på hvor langt man er villig til at gå, og det er kun et spørgsmål om tid før det vendes mod egne borgere, først som overvågning, senere præventivt, og bølgen vil rulle. Det er ved at være en kamp mod uret, skal det skrækscenario sættes til side, så skal det være snart.

En stat med et budget til at destabilisere fjender og venner, kan man ikke bygge en fremtid på - hvor end grænsen går for den enkelte.

Ergo er man de facto oppe imod 'de større magter' samtidig med de klassiske vinde. Når først miskrediterings bølgen er sat ind, så sidder vi her igen, om en måned (så at sige). Det er lidt den tendens der har og er, at man i stedet for at slå systemet på sin egen banehalvdel, spiller i eget straffesparksfelt, for at bruge lidt sport metaforer (Ingen kom til skade, modsat i Qatar 450). Det gør det for let at bryde ånden, inden man overhovedet er nået til at hælde vand i glasset.

Derfor er min appel til venstrefløjen, at blive mere kynisk, ikke af lyst, men af nødvendighed, uden sammenligning. Robin Hood er jo en sørøverhistorie de fleste kan lide, og opskriften er rammende simpel. Intet har ændret sig, kun farven på gavepapiret. Bevares, man har fået det bedre, men 'friheden' er stadig til salg. Her vil det være på sin plads at inddrage Kina, hvor Tibet lige pludselig ikke længere bør være selvstændigt, og man ikke ønsker møder, der kunne skade nationen (protektionismen sætter ind). Eller England der sælger visum regler for investeringer i infrastruktur, som lufthavne m.m.

Bag disse skyggeregeringer sidder en hær af lobbyfolk, med kassen, og der er vitterlig tale om midler der kunne afskaffe fattigdom. Mainstream pressen er ikke undtaget, og retter ind efter de protektionistiske agendaer - The Guardian, har tydeligvis måtte sluge kameler for ikke, at blive tæsket igennem 'retssystemet' /Google.

Det sætter det repræsentative demokrati - under et alvorligt pres, eller nærmest eroderer det totalt. Skal man ændre det her, skal man tage håndværker tilbuddet, og flytte en sten af gangen. Selvsagt er omvæltningen ikke hensigtsmæssig (Læs, revolutions romantik). Det har altid været mit indtryk at her var Socialdemokratiet en garant, men opgaven er stor, og var åbenbart for stor, de skal ikke viskes ud, men indse de tager fejl.

Målsætningen for forandring, er forandring.

Jeg tror det er for opportunistisk at sætte et end game, rammerne og delmål - med en vision om en fælles fremtid. Stå ved budskabet, og bliv stående.

Brugerbillede for Filo Butcher

Torsten Jacobsen,
Ja, men det samme kan man jo med endnu større berettigelse sige om liberalist-fløjen: Hvor findes de samfund der kan fungere på markedsvilkår, med demokrati, frihed og lighed, og samtidig er politisk og socialt stabile?

De venstreorienterede samfund findes sikkert i Sydamerika, og muligvis også andre steder, en vi hører jo ikke noget om dem, udover når noget kan fortælles på en negativ måde, som fx. om de sydamerikanske stater. Vores medier er jo under kontrol af nogle af de værste liberalister der findes, fx. Murdoch, og også de "uafhængige" medier er overvejende borgerligt orienteret. Alene at redaktører, TV præsentatorer og oppefra tæller til samfundets højtlønnede gør at de ser deres personlige interesser mere hos de borgerlige, især når nu socialdemokraterne også tager en borgerlig holdning. Vi hører heller ikke noget om de omfattende protester mod liberalismen i Sydeuropa, og USA.

Kort sagt, det billede vi får af verden er stærkt ideologisk filtreret og censureret.

Desuden, hvor end i verden hen mennesker forsøger at opbygge et socialistisk samfund, hvor lille end det er, bliver det straks modarbejdet med al styrke af de neoliberalistiske krafter. Sådan har det været længe, med undtagelse af en kort periode mellem 68 - 74 (deromkring) hvor det var tilladt at eksperimentere en smule. Christiania er et af de få overlevende eksperimenter og er jo sådan set en kæmpe succes, målt på den modstand bystaden har haft igennem hele dens periode.

Noget artiklen slet ikke tager stilling til er den støt voksende automatisering af mekanisk produktion som har kostet millioner af arbejdspladser verden rundt og har ført til at arbejderklassen stort set er blevet overflødiggjort!

Det er de mest skræmmende udsigter ved liberalismen - neofeudalismens dystopi: En kæmpe underklasse der frister et kummerligt liv på de krummer der falder fra de riges borde.
M.Thatcher har endda givet dette system et navn og præsenteret det som visionært mål hun ville arbejde hen imod:
Trickle down economics
ideen er at hvis man rydder alle forhindringer af vejen, i.e. skatter og afgifter, så flere folk kan bliver hurtigere rigere, falder der nok krummer ned som de fattige kan leve af, dvs. de behøver ikke sociale ydelser som i dag, de kan jo slås om krummerne.

Ligesom det var inden den Franske Revolution...

Brugerbillede for Steffen Gliese

Filo Butcher, man skal huske, at den franske revolution kom som kulmination på en lang bølge af krav om oplysning - og at den ikke kom som følge af strukturel fattigdom, men udløstes af misvækst. Den franske revolution handler snarere om, at folk, der har kæmpet sig frem til en økonomisk position, frustreres over, at dette ikke modsvares i politisk indflydelse.
Demokratisk er det meget tvivlsomt: det handler tværtimod om, hvis man vil have demokrati, at afskære økonomisk magt fra politisk, så rigdommen kommer til tjeneste for fællesskabet frem for private mennesker. Så hvis man skal have et succesfuldt demokrati, er det vigtigt, at folk bringes til at kunne og ville deltage, og at samfundets rigdomme bruges på dette formål.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Holger - socialdemokratiet har vasket sig selv af tavlen. De regeringsdeltagende sos'er har afsløret sig som systemets fangevogtere og lakajer. De har mistet enhver legitimitet som socialt ansvarligt parti. Polariseringen tager til, og ved deres stupiditet skaber de en modkraft, som bliver deres egen undergang. Med mindre de vil folde sig ud som et fuldfascistoidt parti - hvilket meget peger på > mørklægningsloven, dronekøb, nsa overvågning, 'frihandelsaftaler', dk underlagt eu lov, gs køb/kontrol med dansk energisektor (efter at sektoren siden 1977 er blevet privatiseret læs : lænset for 63 mia i egenkapital, som retteligen tilhører danske energikunder) for 8 mia/dækning af danske bank kæmpetab og hvad ellers ..) - nå ja > uduelige ic 4 tog, gggi korruption, mørklagte forvaltningsskandaler ad libitum etc etc.

Og alt dette fordi fællesskabet har sat ræven til at vogte gæs - ikke har formået at
formulere en hensigtsmæssig ressourceøkonomi/er blevet undertrykt af systemet, når
det er forsøgt > professor herman daly og andre.

Eu systemet har lige allokeret 26 mia til 'de fattige' - det er en frækhed uden lige, således at spise de undertrykte af med hattedamepolitik og smuler fra de riges bord, der forslår som en skrædder i helvede. Eu systemets systematiske inkompetence og korrupthed udstilles i al sin løgnagtige dumhed. Jo, der ER et alternativ - og ja, systemet har haft sin
tid, og har misbrugt den.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen

@Filo Butcher

Du behøver ikke overbevise mig om det bestående systems mangler, ej heller dets evne til at reproducere sig selv i et normativt, positivt lys, mens både problemer og alternativer fortrænges fra den offentlige bevidsthed af mediemonopoler, der gennem deres 'gatekeeper'-funktion i forhold til viden, opretholder myten om det eksisterendes uomgængelige nødvendighed. 'Nødvendighedens politik' udspringer jo netop af dette deprimerende forhold.

Jeg er også meget enig i din betragtning om, at systemet i høj grad vedligeholdes af individer, organisationer, som drager nytte af de eksisterende strukturelle forhold, og som derfor ikke føler trang til at udfolde den store fantasi i forhold til at forestille sig noget kunne være anderledes.

Men netop derfor må en Top-down omvæltning af de eksisterende samfundsforhold anses som illusorisk. Forandring kan kun skabes nedefra og op, og det starter med det enkelte individ. Et enkelt individ, som ikke blot tager konsekvensen af sine handlinger, men som også begynder at tage konsekvensen af sine holdninger. Det individ vil stå meget alene, og dets integritet vil ikke,isoleret set, udrette noget som helst effektivt i praksis.

Først når individer med integritet går sammen, og i fællesskab og fra bunden skaber et alternativ, som virker tiltrækkende på andre, kan der komme skred i tingene.

Og hvorfor nu det? Fordi integritet (for mig, og i denne sammenhæng) skal forstås som at gøre det 'rigtige'. Jeg tror grundlæggende på, at alle (raske) mennesker har en immanent trang til at gøre det 'rigtige'. Derfor tiltrækkes mennesker af integritet, i langt højere grad end de tiltrækkes af f.eks. rationelle og logisk stringente argumenter for at opretholde en tilstand, som ikke føles 'rigtig'.

Men jeg tror også vi mennesker er frygtsomme og mistænksomme af natur. Vi har et enormt tryghedsbehov, ikke mindst hvad angår basale nødvendigheder ('hvordan sikrer jeg min overlevelse i dag, i morgen, og om 20 år?). Penge er et af de eneste sikre holdepunkter for os, når vi konfronteres med denne usikkerhed. Jo mere jeg tjener, jo mere jeg kan samle sammen, jo mere sikker er jeg på, at både min nutid og min fremtid er sikret. Samtidig er penge en ekstremt vigtig social markør, hvilket kun bidrager til at trække os ud af integriteten og ind i et mere snævert fokus på egen vinding, om nødvendigt på bekostning af andre.

Og så er vi tilbage ved det eksisterende system, og hvorfor det virker så umådeligt svært at komme til livs, på trods af at alle mennesker (min påstand) i sidste ende drømmer om den dag, hvor 'ulven og lammet ligger fredfyldt side om side'.

Pointen med denne alt for lange rablen løs er, at social og politisk stabilitet ikke er et vigtigt mål for det du kalder liberalistfløjen. Derfor er det ikke et problem for dem der trives under status quo, at krise følger krise, eller at der brændes biler af i forstæderne til Paris eller i Gellerup-planen. Det er en sag for politiet og for sociologerne. Og så kan bedsteborgeren læse om det i avisen dagen efter, og med forstillet medlidenhed, forargelse, eller en antropologisk nysgerrighed (alt efter temperament) forundres over 'de andres' besynderlige adfærd i et system, der for dem at se er det mindst tænkeligt ringe: De vinder jo hver dag, så helt galt kan det ikke være...vel?

Det eneste der kan udfordre denne himmelråbende fantasiløshed, er et konkret og levet alternativ, hvor de,i starten nødvendigvis få, med integritet viser en anden vej, som er mere rigtig at betræde.

Puha. Sikke en omgang. Lad mig slutte med et afledt citat. Albert Camus skrev en gamg om det 20. Århundredes menneske, at det 'horede og læste aviser'. En rammende karakteristik efter min mening, og det er dette ulidelige menneskelige dødvande, som for enhver pris må brydes.

Brugerbillede for randi christiansen

Michael - listen af undladelsessynder er desværre lang og mægtig - jeg plukkede blot nogen af de seneste og værste. Mine små armdirrende hvæserbreve gør nok ikke den store forskel hos folk som dig - og de andre behøver ikke mig til at pege, for at få øje på det intellektuelle og moralske forfald, som hærger. Det kan ikke siges for ofte.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Michael - vedholdende og konsistent systemkritik er i disse tider meget vigtig og påkrævet - overalt hvor det overhovedet er muligt at fremsætte den - og langsomt men sikkert vil beskeden fra folkedybet forhåbentlig nå frem til forvalterne, til rette vedkommende. Sålænge uret er ret, blir modstand en pligt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Bak

@Torsten Jacobsen

"Enhedslistens aktivistiske gren - er det ikke autonome antifascister som slår på tæven, smadrer vinduer, og holder bedsteborgere vågne om natten med selvtægtsdiskoteker i gaderne?"

Nu ved jeg ikke lige, om Enhedslisten har en veldefineret "aktivistisk gren", men jeg tror ikke de autonome eksisterer som veldefineret fløj i Enhedslisten. Derimod har de Internationale Socialister, som definerer sig som revolutionære og også er aktivistiske, helt uvoldeligt. Til gengæld står de ved formalistiske krumspring overfor at blive ekskluderet.

Mvh.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for georg christensen

Den nuværende danske regerings, (tilbage S og R´s), fuldstændige mangel på "ideologiske" sammenhænge, for først Danmark, så Europa, burde forlængst være blevet til "EUROPA", med viden om hvad "EUROPA" forsøger. Nemlig at få skabt et sammenhængende "socialt/økonomisk" frihandelsområde. Et område, som ikke indbyrdes forsøger at udkonkurere hinanden.

Et EUROPA, for folket, og med folket, et Europa, som den nuværende regering som den gamle, overhovedet endnu ikke har forstået betydningen af.

NB: Det betyder bare for danskerfolket: Stem ikke længere på de gamle partier, de har simpelthen alle udspillet deres rolle. Muligheden har de haft, "sådan er det barer", vi folket har fået nok af vores politiske børnehaver.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre

Den eneste mulighed jeg ser, er at prøve at få organiseret de fattige. Og dem er der efterhånden mange af i øjeblikket, når gennemsnitsindkomsten efter skat er 18.000 pr. måned. Og få dem gjort bevidste om at de ikke er alene, men at de skal organisere sig og kæmpe for deres rettigheder som borger. Man må analysere de fattiges forhold og konkretisere og den modstand, som er imod at være i denne sociale kategori. Og opfinde nye begreber og ord for en ny forståelse af 'fattigdoms-solidariseringen'.

Noget i stil med hvad man havde i starten af 60'erne, hvor tidsånden i samfundet var en stor social bevidste. Man skal ikke slippe godt af sted med at sige, at hvis man ejer en gammel bil, eller et lille hus i en udørk, så er man ikke fattig. Det også kræver andre og en anden brug af medierne og man må se helt bort fra tv, som er statsmagtens forlængede arm med velbetalte propaganda folk.

Enhedslisten duer heller ikke i denne sammenhæng, da de er fuldstændig apatiske og glor med kvindesolidaritet i øjnene på hvordan fattigdommen breder sig. Og hvordan de sociale kløfter bliver dybere og dybere uden at foretage sig andet end at give regeringen grønt lys for yderligere og yderligere nedskæringer. Jeg tror, at det eneste som EL har fået igennem er fuld økonomisk dækning af kunstig befrugtning sammen med fuld børnebidrag og børnetilskud til lesbiske storfamilier. Det er selvfølgelig noget, men virker absurd i den store sammenhæng. Og deres ja til en krigsdeltagelse må have bragt en stor undren frem hos mange tilhængere. Hvad de skal i Folketinget for, er efterhånden snart en gåde.
(P.S. Hvad fanden Uffe Elbæk laver her i denne sammenhæng om venstreorienteret politik forplumrer vandene.)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Jens - jeg giver dig ret i dit indlæg, men uffe elbæk er altså en af de politikere, som ikke blot har forstået (er min forståelse af ham) men også siger (mine ord), at hvis vi vil et andet samfund end nuværende slaveri under konkurrencestatens åg, så må vi tænke planetar cirkulær økonomi. Og så ellers bare komme i gang overalt, hvor der er en sprække i det markedskonforme fort knox, som corydon, hellepigen og hjerne-og hjertelammede konsorter som en tyv om natten har indlemmet os i.

Jeg ved, at enhedslisten tænker de samme tanker, men der er brug for mere og flere. Vi har til næste folketingsvalg - for hvert øjeblik der går, indfiltres vi stadig mere i konkurrencestatens barbariske junglelov, forklædt og solgt som 'nødvendighedens
politik' og løgnen om tina. Se filmen om 'Marinaleda - 21st century communist town'

anbefalede denne kommentar