Kronik

16 års voldsom kamp for rummelighed

En oktoberdag for 16 år siden hentede jeg min lille søn fra skole. Han stod på fortovet med sin helt nye skoletaske uden for den folkeskole, som ikke længere ville have ham. Det blev begyndelsen på en omtumlet tilværelse i skolesystemet. Intet tyder på, at de fine tanker om inklusion og rummelighed vil skåne andre for tilsvarende oplevelser
En oktoberdag for 16 år siden hentede jeg min lille søn fra skole. Han stod på fortovet med sin helt nye skoletaske uden for den folkeskole, som ikke længere ville have ham. Det blev begyndelsen på en omtumlet tilværelse i skolesystemet. Intet tyder på, at de fine tanker om inklusion og rummelighed vil skåne andre for tilsvarende oplevelser
22. marts 2014

For ca. 16 år siden blev jeg en formiddag i oktober ringet op af min yngste søns klasselærer. Hun bad mig komme og hente min søn omgående. Han var lige fyldt syv år. Tre måneder nåede han at gå i en skole for normale børn. Nu var det slut, skulle tiden, der kom, vise os.

Han kunne ikke »sidde stille, forstyrrede de andre børn, og ville ikke lære noget«, blev der sagt. Der havde også været problemer både i dagplejen, i børnehaven og senere i børnehaveklassen.

»Adfærdsvanskeligheder«, »enlig mor, som ikke kunne sætte grænser«, blev der sagt om os. Først da min søn var fyldt 11 år, fik han en diagnose, den lød: Tourettes syndrom, ADHD, ocd og angst.

Den dag i oktober hentede jeg min lille forknytte søn. Han stod på fortovet med sin helt nye skoletaske uden for den folkeskole, som ikke længere ville have ham. Det blev begyndelsen på mange års omtumlet tilværelse i skolesystemet. Kampe for at skaffe ham undervisning og egnede skoleforhold.

Flere gange undervejs blev han meget syg. Jeg måtte opgive mit arbejdsliv som socialpædagog for i stedet at hellige mig omsorg, støtte og undervisning af mit barn. Jeg modtog oven i købet brev fra kommunen med besked om, at det var det, jeg skulle gøre, for der var ingen egnede skoletilbud.

Skoleskift på skoleskift

Vi har været igennem hele paletten: Først folkeskolen i få måneder. Senere en lille friskole på landet, som vi selv fandt frem til, og hvor kommunen bevilgede nødvendig støtte og specialundervisning. Ingen talte om diagnoser eller handicap i de tre-fire år, min søn gik der. Skolen rummede på suveræn vis både såkaldt normale børn, og de med særlige behov.

Min søn var »ikke modtagelig for undervisning«, sagde folkeskolen. På friskolen lærte han på få måneder at læse. Helt uden, han mærkede det.

Han sad ved siden af skolelederen, som ofte kørte skolens minibus, når eleverne blev hentet og bragt, og ’hjalp’ hende med at læse vejskiltene.

Senere blev vi tvunget til at skifte til et specialtilbud i kommunens regi for børn med særlige vanskeligheder. Det var en katastrofe, som varede ca. halvandet år. Herefter kom min søn igen hjem hos mor i mange måneder. For så at komme tilbage på friskolen, fordi han nu havde fået en diagnose … og fordi vi gik til medierne.

Det var en syg og skadet dreng, der kom tilbage. Det gik fremad en tid, men så fik skolen anden ledelse og kunne ikke længere rumme børn som min søn.

Endnu en gang fik jeg rollen som underviser, før vi selv fandt en ny løsning: En skoleleder for amtets specialklasser etablerede et enkeltmandsprojekt for min søn. Det blev placeret i den lokale folkeskole, og han fik et vist fællesskab med den normale 9. klasse. Min søn og læreren i projektet havde en hverdag, som vekslede mellem ture i træningscentret og undervisning og opgaver, så længe min søn nu kunne koncentrere sig den pågældende dag. Ingen dage var ens.

Dagene indeholdt også socialt samvær og aktiviteter sammen med jævnaldrende i skolens almindelige 9.-10. klasse med læreren som diskret støtte i baggrunden. Men også dette gode projekt fik en brat, uforståelig og uventet afslutning. Der blev ingen 9. klasses afgangseksamen for min søn. Igen blev min nu 16 år gamle søn meget syg, grænsepsykotisk og var atter hjemme meget længe uden tilbud om skole og undervisning.

Afgangseksamen til sidst

Vi flyttede. Vi håbede på bedre forhold i en ny kommune. Et rimeligt tilbud blev drøftet med kommune, psykolog og UU-vejleder. Meningen var, at min søn skulle begynde på VUC med henblik på at tage 9. klasses afgangseksamen med intensiv støtte til både det sociale og det faglige. Desværre var aftalerne gået i glemmebogen, da skoleåret begyndte. Igen var vi uden støtte.

Min søn forsøgte alligevel at begå sig i en normal skole. Vi kæmpede og håbede på den fornødne støtte. Der skete intet, og midt i skoleåret måtte han kaste håndklædet i ringen og give op.

Herefter fulgte nogle år med en meget frustreret og desillusioneret ung mand. Kontanthjælp, aktiveringsprojekter uden mål og med og løse job. Indimellem blev han atter syg og helt ukampdygtig.

Personlig udvikling og modning samt den rette undervisning og støtte gjorde imidlertid, at min søn i 2012, som 22-årig, endelig fik taget folkeskolens afgangseksamen. Med 12-taller hele vejen igennem. Nu er han heldigvis godt på vej videre i sin uddannelse. Målet er at blive fysioterapeut.

Personligt engagement

Som led i den kommende skolereform skal kommunerne spare på udgifterne til specialundervisning, og børn med diagnoser og forskellige vanskeligheder skal i højere grad inkluderes i folkeskolerne. Kan det gå godt?

På baggrund af vores personlige erfaringer – og jeg ved at min søns historie desværre ikke er enestående – kan jeg ikke se noget enkelt svar på dette.

Vi tænker, min søn og jeg, at for os har det ikke været rammerne – folkeskole, friskole, specialskole, normalskole – omkring min søns undervisning, som har været afgørende. Det, der har haft betydning og medvirket til, at en ung mand med et alvorligt handicap trods alt tror så meget på sig selv, at han nu er godt på vej i en uddannelse og et næsten normalt liv, er de gode og engagerede mennesker, vi har mødt på vores vej.

Langtfra alle hører til den kategori, desværre, men der findes lærere og pædagoger, som har fokus på det enkelte barn, som har overskud og mod til at finde alternative og ofte skæve måder at gøre tingene på, også i et rigidt system.

De samarbejder med børnenes forældre i øjenhøjde og i respekt for deres viden og erfaring med netop deres barn. De har den nødvendige ydmyghed over for opgaven, og derfor ved de, at end ikke fagpersoner ved alt, men de er villige til at søge oplysning. De kan spille efter gehør, og har ikke behov for hverken brugsanvisning eller regelsæt.

Jeg kan blive meget i tvivl om, hvorvidt der fremover er plads og rummelighed til den slags nødvendige medarbejdere i en stor og regelaftalestyret arbejdsplads som en folkeskole er i vore dage? Ikke mindst nu, efter at lærernes arbejdsforhold er blevet ’normaliserede’.

Fine hensigter er ikke nok

Der er ikke noget i vejen med idealerne om, at såkaldt normale børn og de, der har særlige behov, som udgangspunkt skal kunne rummes og undervises i den samme folkeskole. Men jeg kan blive frysende i tvivl om, hvorvidt idealerne kan omsættes til praksis.

Jeg har tre voksne børn med diagnoser, blandt andet ADHD, og også en ægtefælle med et handicap. Desuden har jeg igennem flere år arbejdet som selvstændig rådgiver og coach i handicapområdet, og jeg ser desværre ikke nogen tegn på, at vi i vore dage nærmer os en generel accept og rummelighed over for mennesker som er anderledes. Tværtimod.

Hvis vi af økonomiske grunde lukker øjnene for realiteterne – hvilket i højere grad end idealet om rummelighed er bevæggrunden for tankerne om inklusion i folkeskolen – er det vores børns udvikling, læring og fremtid, vi leger med. Tro mig, i det lange løb er det intet sparet på samfundets konto. Og de menneskelige omkostninger bliver tårnhøje.

Det er nødvendigt at begynde et helt andet sted, hvis vi vil rummelighed og inklusion i samfundet, og i skolen; nemlig hos det enkelte menneske og med vores holdning og adfærd over for de af vore medmennesker, som lever med et handicap, og som derfor er anderledes.

 

Inge Habekost Olsen er socialkonsulent

Serie

Seneste artikler

  • Inklusion handler om mere end folkeskolen

    8. april 2014
    Inklusion skal lære børn, hvordan de opfører sig ordentligt i fællesskabet. Skolen skal derfor inkludere (næsten) alle, men bestemt ikke al opførsel. Hvis ikke projektet lykkes, risikerer et meget stort antal voksne i fremtiden at være ekskluderet fra samfundet
  • Inklusion rimer ikke på afmagt

    2. april 2014
    De fleste tilslutter sig inklusion på et principielt plan. Men når det kommer til praksis, befinder skolen sig i et krydspres mellem krav om faglige resultater og krav om inkluderende fællesskaber. Det resulterer i afmagt
  • Læreren er ikke alene om inklusionsopgaven

    1. april 2014
    Debatten om inklusion i folkeskolen handler om magtesløse lærere, der står uden de nødvendige kompetencer og ressourcer til at håndtere børnenes adfærds-vanskeligheder. Men sådan er virkeligheden ikke. Inklusion er et tæt samarbejde mellem lærere, pædagoger og ledere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Laila Kjærbæk Hansen
  • Simone Bærentzen
  • Karsten Aaen
  • Rasmus Kongshøj
  • Carsten Søndergaard
  • Torben Loft
  • Torben Bruhn Andersen
Laila Kjærbæk Hansen, Simone Bærentzen, Karsten Aaen, Rasmus Kongshøj, Carsten Søndergaard, Torben Loft og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er flere måder, både en smuk, rørende og skræmmende fortælling, som Inge Habekost Olsen (IHO), deler med os. Den rummer mange af de ingredienser, som høre til historie fortællinger/eventyr (fx. H.C. Andersens, Den grimme ælling), hvor der bl.a. Skal mange mere eller mindre grusomme "hændelser", til før det ender godt, som for IHO's søn.
Men når vi "piller" fortællingen", fra hinanden, så står vi i 2014, med en problematik, der ikke foreløbig er i nærheden af en kvalificeret model, der kan rumme/løse de udfordringer , vi står med.
Tænker at regeringen snart må vågne op, og i samspil med et kompetent netværk af rette faggrupper f.eks. Lærer, pædagoger, sociologer, antropologer, læger osv, der i tæt relation med virkeligheden, har "frit slag" (red. Er ikke underlagt en økonomisk ramme e.l), til at udarbejde en model der kan løse udfordringen.
Ikke at jeg siger deres mål må være, at inkludere, nej at finde ud af om inklusion, af alle udfordringer er den bedste løsning, for den enkelte og alle børn og unge.

Jeg har/er pt, "ind over en dreng/ung, med ingen eller meget ringe sociale kompetencer/færdigheder". I det forløb har der været forskellige handleplaner iværksat, men uden den store positive "gevinst". Det næste stykke tid, er planen en ekskludering fra fællesskabet(red. Form for "tålt ophold"), for at han i samspil med kompetente voksne, kan lærer de sociale spilleregler, som han ikke har lært i nu. Her er det de voksne der succesikre, at de "udgange" han har samme med de andre, at de kan føle sig trygge, ved at han er sammen med dem.
Så at ville inklusion, for en hver pris, har sin pris/omkostninger...og hvem "betaler dem" ?

Der findes så mange ulykkelige skæbner , eller det vil konsekvensen blive, Hvis børn med mindre/større udfordringer, flyttes fra tryggerammer, hvor det er de fornødende ressourcer:

http://www.b.dk/nationalt/kaspers-vej-gennem-livet

Det er så vigtigt at den nye struktur/reform, eller kald det hvad du vil, bliver re-"gennemtænkt", og de økonomiske vindinger, bliver mindre væsentlige end de menneskelige konsekvenser...

Jeg vælger at tro, at tingene er blevet temmelig meget bedre de sidste 16 år.
Har selv familie, hvor et barn har Infantil autisme med ADHD og der er har familien fået hjælp.

Min bror er netop blevet udredt med ADHD.

Vidensbasen er jo blevet udvidet enormtde sidste mange år på dette område.

Så mon ikke man skal passe på med at lade fortiden være lige med nutiden

@ Per Nielsen,

Jeg ved ikke om tingene er blevet bedre, måske på nogle områder, f.eks. Fået bedre fagligt/evidentviden, om redskaber/medicin/behandling osv.
Der hvor jeg godt kan blive lidt betænkelig er, når "vi" diagnostiksere et-væk, alle, der lige "falder" uden for norms begrebet: normal adfærd. F.eks. Børn og eller unge, der larmer, er urolige, forstyre i undervisningssituationer, ikke kan "indordne sig bestemte sociale spilleregler", børn/unge det ikke kan sidde stille og lytte/følge med/koncentrere sig, m.m.
De børn og unge får straks påhæftet en diagnose fx. ADHD e.l. Nogle af dem er sikkert måske korrekt "klasseficeret", men der er også børn/unge, hvor deres adfærd eller "uhensigtmæssige" adfærd, kan "peges", direkte tilbage på forældrenes manglende forældreansvar.
Kort sagt, forældre der ikke har lært deres børn de kompetencer, stillet de krav/grænser, der (men mange gange, opleves, på den "korte bane", som værende ikke er rarer/sjove, "for så har vi jo en konflikt, og mit barn bliver enten vred på mig, ked af det osv"), er så vigtige for at kunne indgå i et socialt fællesskab/samspil, med andre børn/unge og voksne.

Et andet perspektiv, på disse børn/unge er, at deres adfærd, ikke passer ind i de kontekster, vi har konstrueret, for at kunne være sammen, skyldes, at vores normer, værdier og etik, er mindre inkluderende/rumlig, end for 15-20 år siden, eller vi har fået mere komplekse problematikker og færre ressourcer, tja....der er sket et paradigmeskift, men på baggrund af hvad ?

Der er også forældre det ønsker at deres barn får en diagnose, udfra divergente betragtninger, fx. Den der siger, så ved vi hvad han/ hun "fejler", og kan komme i den rette behandling/omgivelser. Og så er der de forældre (tidligere nævnt , som har "glimmeret" ved deres manglende forældreansvar), de har nu et "bevis/smoking gun, der frifinder dem for uhensigtmæssig forældreansvar", som de kan bruge, som et, "get out of jail card", i Matador-spillet, i deres iver på at slippe for "straf/konsekvens erkendelse", af dårlig forældreskab.

Marianne Mandoe

Den artikel kunne være skrevet om min søns og mine oplevelser.
Han har diagnosen Aspergers, og sidder nu som 23-årig og forsumper uden at få nogen former for hjælp ud over den laveste sats på kontanthjælpen.
Det tiltage kommunen nu er i gang med er en reHABILITERINGSPLAN.

Jorden kalder... jorden kalder.
Aspergers er en form for autisme og autisme kan hverken kureres eller rehabiliteres.
Hvilket distrikspsykiatrien godt ved, og som distrikspsykiatrien informerede kommunen om da kommunen fik presset igennem at han skulle gen-diagnostiseres her for et halvt år siden.
Anbefalingen fra de psykiatre som kommunen SELV bad om en anbefaling fra var "lad ham være som han er og find et støttet job til ham".

Nu står han i fare for at ryge helt ud af systemet fordi kommunen og JobCentret åbenbart tolker "lad ham være som han er" som en erklæring om at bare de presser ham hårdt og længe nok så skal han nok blive REHABILITERET.

Engang i mellem får man, som forældre og pårørende til nogen der ikke passer ned i de små kasser, lyst til at stille sig op og skrige.

Helle Winum, Tue Romanow, Mogens Fosgerau, Karsten Aaen, Uffe Illum og Torben Loft anbefalede denne kommentar

Torben.
Der er ingen tvivl om, at nogle forældre totalt svigter deres opgave, hvad angår opdragelse af deres børn. Ikke mindst mht. sociale færdigheder og kompetencer.

Steffen Gliese

Politikerne må skabe den skole, der virker, og det er det modsatte, de har sat i værk! Enhver kan se, at frie grundskoler giver de bedste resultater. Det er ikke, fordi de er frie, men måden, de forvalter friheden på, at de har bedre resultater, som her beskrevet.

Jørgen Malmgren

Torben Loft
23. marts, 2014 - 09:35

"De børn og unge får straks påhæftet en diagnose fx. ADHD e.l. Nogle af dem er sikkert måske korrekt "klasseficeret", men der er også børn/unge, hvor deres adfærd eller "uhensigtmæssige" adfærd, kan "peges", direkte tilbage på forældrenes manglende forældreansvar.
Kort sagt, forældre der ikke har lært deres børn de kompetencer, stillet de krav/grænser, der (men mange gange, opleves, på den "korte bane", som værende ikke er rarer/sjove, "for så har vi jo en konflikt, og mit barn bliver enten vred på mig, ked af det osv"), er så vigtige for at kunne indgå i et socialt fællesskab/samspil, med andre børn/unge og voksne. "

Nu må du stoppe med dit pædagogiske pseudoævl , måske du skulle på kursus og lære noget nyt. For eksempel, at ADHD kan ses ved hjernescanninger og dette bruges i USA til at stille bedre diagnoser, eller at genforskere har påvist fem genpar,hvor af tre er definitivt fastslået og to er under yderligere forskning. I USA diskuterer forskere om ADHD ikke er en diagnose, men tre selvstændige diagnoser med to underdiagnoser. De endelige diagnoser er så vidt jeg ved, ikke fastslået endnu, men der kan ikke gå mange år før det sker og det er vigtig forskning, for lidelsen koster ufattelig mange milliarder verden over. Et specialskolebarn kan nemt løbe op i mange millioner fra børnehaven og til det attende år. Derefter hedder det for flertallet førtidspension og beskyttede bo og væresteder hvilket pumper regningen gigantisk i vejret. Så samfundet ville tjene mest, på en effektiv pædagogisk og uddannelsesmæssig målrettet vinkel, der løfter og støtter de ramte.

@ Johnny,
Før du udtaler dig om noget, du ud fra det du skriver "pædagogisk pseudoævl,", så langt fra kan fatte, burde du måske bruge lidt at din tid, på at skabe dig blot lidt pædagogisk viden. (Tænker måske bare ikke i dit tilfælde, ikke er muligt at forstå pædagogik eller hvorledes det virker i praksis).

Far du blot til tasterne igen, det ændre dog ikke de faktiske kensgerninger, som jeg har beskrevet.
Og hvis du i din iver på at Starte en debat, så spilder du din tid, hvorfor, jo for jeg forholdet mig til emnet udfra en pædagogiskevident baseret viden, og den viden, vil være derfra at jeg tager min diskurse udfra, hvilket også vil omfatte bl.a samfund, økonomi, forældre, osv,
Jeg vil ikke kaste mig ud i en debat i lægelig diskurse, da jeg ikke har den fornødende viden herom.
Om da vi åbenbart har to forskellige diskurser, at se/debattere udfra, vil det sikkert ende ud i ingenting.....

Marianne Mandoe

Bare rolig Jens Nyberg.... Der bliver skreget om ikke så længe, også et sted hvor det hjælper.

Det værste er næsten at hans socialrådgiver tydeligt gør hvad hun kan for at hjælpe ham, men hver gang hun påbegynder et tiltag for at bedre hans situation så løber hun panden mod en mur. :(

@ Peter Hansen,

Jeg er såmænd enige (i det meste), af dit perspektiv. De frie skoler, er ikke underlagt samme ansvarsløse politiske styring, som folkeskolerne kæmpe mod.
Det er svært og sige, hvilken type skole FORM, der ville skabe det bedste resultat, HVIS vilkårene/præmisserne/udfordringer, var de samme, men det "lige regnestykke", kommer ikke til at ske. Og hvis muligheden var der, er det ikke sikkert at der var brug for begge typer skoler....(men regeringens tankespin om privatisering...vil sikkert nyde godt af det)

Inklusion er blevet politisk norms begreb, der skal kamuflere økonomiske dagsordener, under dække af ville barnet/børnene det bedste..
Men er inklusion i den form, som det udbredes i det danske land, overhovedet etisk, moralsk og fagligt forsvarligt, hvis der ikke er de fornødende ressourcer/økonomi/viden/uddannelse med i bagagen..

http://www.b.dk/satiren/til-stregen-0

..Er Danmark på vej til at blive et Paradiso-land..på "højde" med Paradise Hotel (TV3).?..Et land hvor de(n) beslutning(er)/handlinger, der bliver truffet/lavet, sker helt uden tanke på konsekvenserne herefter..?..