Kronik

Arbejderklassens babelstårn

Skal arbejdstagerne dæmme op for social dumping, skal deres organisationer være lige så globale som de multinationale arbejdsgivere
Metrobyggeriet i København benytter i høj grad udenlandsk arbejdskraft. Ifølge kronikøren arbejder f.eks. portugisere ofte til lavere lønninger end deres danske kollegaer, hvilket resulterer i social dumping, som presser danske håndværkere.

Bax Lindhardt

5. marts 2014

I historien om babelstårnet fra Første Mosebog bliver Gud citeret for følgende:

»Se, hvad de er i stand til at udrette, når de er enige og taler samme sprog. Intet vil være umuligt for dem. Lad os derfor give dem forskellige sprog, så de ikke længere forstår hinanden.«

Guds nedrige plan lykkedes som bekendt. Babelstårnet blev aldrig færdigt, og menneskeheden blev spredt over hele planeten.

Det var dengang. I den moderne globaliserede verden opererer multinationale virksomheder uhindret over landegrænser og sprogbarrierer med internationalt businessengelsk som det store samlende sprog.

I 2004-2009 opførte multinationale byggeselskaber fra så godt som alle verdensdele med mere end 10.000 migrantarbejdere fra over 100 forskellige lande den 828 meter høje skyskraber Burj Khalifa i Dubai. Det moderne babelstårn kunne ses som et tegn på, at menneskeheden endelig havde overvundet den gamle historie, og var blevet forbrødret i den moderne globalisering. Sådan forholdt det sig nu ikke helt.

Midt under byggeriet af Burj Khalifa gik omkring 2.500 migrantarbejdere amok, bankede sikkerhedsansatte, satte ild til biler og raserede byggeledelsens kontorer. Vredesudbruddet kom oven på længere tids utilfredshed med løn- og arbejdsforhold ved det enorme prestigeprojekt. Ifølge The Guardian tjente faglærte på byggeriet 39 kroner om dagen. Til sammenligning koster en etværelseslejlighed i tårnet 16,5 millioner kroner.

Hvis du er på det internationale vinderhold, har globaliseringen givet dig muligheder. Du kan arbejde i USA, drive virksomhed i Kina, tage på stranden i Dubai og have din cpr-adresse i trygge Danmark. Er du derimod ikke en del af vinderholdet, har globaliseringen gjort dit arbejde usikkert og muligvis tvunget dig til at rejse langt væk fra din familie for at finde arbejde.

Metro med lønpres

Jeg har selv arbejdet på et moderne babelstårn, omend byggeriet stort set ikke kom over jordoverfladen. Jeg arbejdede på Metro-Cityringen i København, en arbejdsplads, der også er præget af firmaer og arbejdere fra mange forskellige lande. Vi havde også problemer med løn- og arbejdsforhold specielt for migrantarbejderne. F.eks. fik de portugisiske betonarbejdere kun 70 kroner i timen og arbejdede mindst 50 timer om ugen uden overtidsbetaling. Vi danske håndværkere følte os presset af deres lave lønninger. Ikke bare af portugiserne, men i høj grad også af de østeuropæiske migranter, der er strømmet til Vesteuropa, siden EU udvidede mod øst for 10 år siden.

Lønmodtagere konkurrer grundlæggende om arbejdet. Fagforeningerne har historisk forsøgt at dæmme op for denne konkurrence ved at fastsætte mindsteløn i overenskomsterne. I Norge kalder de det løftet. Arbejderne lover hinanden, at de ikke vil tage arbejde til en løn, der ligger under mindstelønnen, og at de vil understøtte hinanden i tilfælde af strejke. Det er gode gamle principper, som i 100 år har været med til at sikre danske bygningshåndværkeres relativt gode løn- og arbejdsforhold. Problemet er, at de migrerende bygningsarbejdere sjældent er medlem af de danske fagforeninger. De har ikke lovet deres danske kollegaer noget som helst. Tværtimod tager de gerne arbejde på langt dårligere løn- og arbejdsvilkår end deres danske kollegaer. Det er det, man kalder social dumping.

Svært at organisere

Mureren og debattøren Mattias Tesfaye skrev den 30. juli 2008 på sin blog om sine frustrationer over ikke at kunne organisere migrantarbejderne i danske fagforeninger. Han skrev blandt andet:

»De sidste mange steder, jeg har arbejdet, har der også været uorganiserede østeuropæere. Jeg forsøger altid at snakke med dem. Jeg har altid 3F-pjecer med til dem på deres eget sprog. Jeg er altid behjælpelig med de problemer, de får med danske myndigheder, arbejdsgivere, byggematerialer osv. Jeg er kort sagt langt mere behjælpelig, end jeg nogensinde ville være over for en uorganiseret dansker. Jeg har snakket med rigtig, rigtig mange. Og det er lykkes mig at organisere lige nøjagtig nul udlændinge! Yep! Du læste rigtigt, et stort rundt 0.«

Et halvt år senere havde han fået nok og foreslog den danske arbejderbevægelse at ændre politik over for migrantarbejdere. Fra ’de er velkomne, men på overenskomstmæssige vilkår’ til ’arbejde i Danmark skal først og fremmest udføres af folk, der allerede bor i Danmark’.

Tesfaye var ikke den eneste, der havde fået nok, han var blevet inspireret af begivenheder i England: I begyndelsen af 2009 arrangerede det engelske fagforbund Unite en demonstration imod brugen af polsk og spansk arbejdskraft i forbindelse med opførelsen af det nye kraftværk i byen Kent. Unite krævede, at der blev ansat engelske arbejdere på engelsk byggeri. Flere tusinde bygningsarbejdere deltog i demonstrationen. I dagene efter spredte protesterne sig til hele landet. Mere end 20 af landets største byggepladser blev ramt af strejker.

Ironisk nok havde det polske fagforbund OPPZ omtrent samtidig et lignende krav om, at den polske regering skulle begrænse migrationen fra fattigere lande til Polen. Krisen var sat ind i Vesteuropa, og de polske immigranter var begyndt at vende hjem. Kun for at opdage at ukrainere, hviderussere og kinesere havde overtaget deres job til lønninger, de ikke kunne konkurrere med. Formanden for OPPZ, Jan Guz, forklarede til netavisen Metro, at arbejdsgiverne ofte ansatte migrantarbejderne, fordi de ville arbejde for en slik.

Dengang i 2009 blev Tesfayes, Unites og OPPZ’s krav hurtigt skudt ned. Kun det højrenationale British National Party støttede fuldt ud strejkerne i England. Venstrefløjens støtte var mere lunken.

Grænsehegn duer ikke

I dag er den sociale dumping blevet et tema i forbindelse med det kommende valg til Europa-Parlamentet. Højrenationale partier er på fremmarch overalt i Europa, og pressede konservative ministre i England er begyndt at tale åbent om, at engelske job først og fremmest bør gives til englændere.

For mig giver det meget god mening at ansætte lokal arbejdskraft, før man importerer arbejdere udefra. Men jeg er usikker på, hvorvidt en ’køb dansk’-strategi vil være effektiv i længden. Migrantarbejderne vil nok fortsat komme, uanset hvilke love og grænsehegn vi forsøger at sætte op. Det viser erfaringerne med ulovlig indvandring fra Nordafrika til Sydeuropa og fra Latinamerika til USA. Det er simpelthen et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Der vil også fortsat være international konkurrence om at tiltrække multinationale selskaber – det kan grænsehegn ikke afhjælpe.

Derfor kunne en anden strategi for arbejdstagerne være at blive lige så globale som de multinationale selskaber. I stedet for at slå udlændingene og udlandet i konkurrencen om job, må vi organisere os sammen med dem. Både herhjemme og internationalt.

Det er dog nemmere sagt end gjort. Mine egne erfaringer med at organisere migrantarbejdere er ikke opløftende. Vores arbejdsgivere taler alle engelsk, men de fleste af migrantarbejderne taler kun deres modersmål. Hvordan skal vi kunne love hinanden noget, når vi ikke taler samme sprog? Ikke desto mindre er det den mulighed, arbejderbevægelsen har. Vi kan satse på et nationalt selvforsvar af vores løn- og arbejdsforhold, eller vi kan forsøge at samle hele verdens arbejdere i én bevægelse. Det sidste er det smukkeste, men også det sværeste.

Jakob Mathiassen er betonarbejder og forfatter til bogen ’Kamppladser’, der udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Arendal
  • lars abildgaard
  • Anders Kristensen
  • Martin Karlsson Pedersen
  • Jan Pedersen
  • Torsten Jacobsen
  • Thomas Rasmussen
  • Jens Falkesgaard
  • Holger Madsen
  • Rasmus Kongshøj
  • Niels-Simon Larsen
  • Søren Rehhoff
  • Steffen Gliese
  • Lise Lotte Rahbek
  • Jørn Vilvig
Torben Arendal, lars abildgaard, Anders Kristensen, Martin Karlsson Pedersen, Jan Pedersen, Torsten Jacobsen, Thomas Rasmussen, Jens Falkesgaard, Holger Madsen, Rasmus Kongshøj, Niels-Simon Larsen, Søren Rehhoff, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

God kronik.
Jeg må nok sige, at der er store problemer både nu og forude. Det kræver en enorm bevidsthed af den almindelige arbejder, hvis han/hun ikke vil trædes ned i skidtet. Det kræver bevidsthed af os alle, hvad enten vi er i arbejde eller ej.

Det synes uoverkommeligt. Bare sådan en lille ting som, at man ikke skal drikke Coca Cola. Man skal heller ikke donere penge til de forbryderorganisationer, der går under navnet tobaksfabrikker. Der er meget, man ikke skal. Bevidstheden om, at tingene hænger sammen, er meget lav, og til sidst har vi underholdningsfabrikkerne til at drysse sovepulver ud over det hele. Vi er kun mennesker, og dem der udnytter andre er også kun mennesker. Alle har en undskyldning. At der overhovedet findes fagforeninger er et rent mirakel.

Nu skal alle stater være konkurrencestater, og vi skal gå ned i løn, så vi kan konkurrere med de andre, siger alle. Det er helt sindssygt. Der er ikke andet for, end at vi her i Danmark frivilligt drosler ned i levestandard, og frasiger os noget af det dope, vi ikke bliver lykkeligere af og bygger et andet samfund op.

Torben Arendal, Enriquo Longo, Anders Kristensen, Per Torbensen, Torben Nielsen, Pia Madsen, Holger Madsen, Lise Lotte Rahbek, Rasmus Kongshøj og Søren Roepstorff anbefalede denne kommentar
Torben Knudsen

Udover de nationale toner som indlægget er så rigt på og som jeg mener tiden er løbet fra, synes jeg helt, at jeg savner de kvalifikationer, som bør være tilstede for at arbejde på en dansk arbejdsplads med f.eks. metrobyggeriet.
Jeg ser for mig bunker af tegninger og beregninger og standards for de kvalitetskrav, der skal opfyldes for byggeri i Danmark.
For at kunne arbejde som læge i Danmark skal man opfylde nøje specificerede krav, hvor der desværre er slækket lidt på krav til sproget, så man ofte dårligt forstår, hvad det er man fejler.
Iøvrigt har jeg set de smukkeste lægepapirer udfærdiget f.eks. i Uzbekistan helt uden faglig baggrund.
Men derudover bør det da være muligt, at stille danske kvalitetskrav til dansk byggeri. Hvis disse kvalitetkrav er opfyldte skal det naturligvis være på samme betingelser og krav til danske arbejdere og f.eks. skal man opfylde danske sikkerhedskrav, for at kunne få en arbejdskontrakt.
Man behøver ikke at kunne gå som en dansker, men det meste andet bør være krav, der sikrer ligestilling om jobbene. Hvor er de henne?

Rasmus Kongshøj

Selv når migrantarbejdere arbejder på "danske vilkår", foregår det ofte til dumping-løn. Mindstelønningerne i overenskomsterne er meget lavere end hvad en arbejder rent faktisk tjener, så når en migrantarbejder kun får mindsteløn, dumpes lønningerne for danske kolleger.

Modsvaret til dette bør som minimum være at migrantarbejderne skal aflønnes på samme vilkår som danskerne ved siden af, og ikke kun efter samme overenskomst. Fagbevægelsen bør være villig til at tage nogle kampe for dette princip.

Desværre er kamp ikke det, den kongelige danske fagbevægelse er bedst til. I årtier har man snorksovet og gået og hygget sig med at være "ansvarlige" og inde i varmen hos politikere og arbejdsgivere. I stedet for et kamporgan er fagbevægelsen flydt ud i ligegyldig socialdemokratisk grød. Man har forsømt organiseringen, forsømt at styrke den klassebevidsthed, der er selve forudsætningen for effektivt fagligt arbejde, forsømt kampene, og har i stedet bildt sig selv ind at klassekampen var forbi, at det var nok at "forhandle" med arbejdsgiverne, og at danske arbejdere er så meget bedre end alle jordens andre folkeslag, at arbejdsgiverne sagtens ville opretholde det danske lønniveau.

Nu rammer den globale kapitalismes virkelighed så danske arbejdere, og fagbevægelsen står forvirret og impotent tilbage, og magter ikke at stille noget op.

Selv om man skal blive lang bedre til at tage de nationale kampe, for eksempel med de arbejdsgivere, der importerer underbetalt arbejdskraft, så er det dog også altafgørende at man samarbejder internationalt. En fælles international overenskomst kommer nok ikke foreløbigt, men mindre kan også gøre det.

For det første kunne man bruge noget af krudtet på at hjælpe fagligt organiseringsarbejde i lavtløns-landene, især der hvor fagligt arbejde er ulovligt eller livsfarligt. Vestlige fagbevægelser bør gøre hvad de kan for at hjælpe underbetalte asiatiske slavearbejdere med at vinde faglige sejre, enten i form af direkte støtte til deres faglige organisationer, i form af oplysningsarbejde og pres på hjemlige politikere, men så sandelig også i form af de mere militante kampmidler.

Idéen om sympatikonflikter bør udvides til at kunne krydse landegrænser. Hvis arbejderne på Apples fabrikker i Kina for eksempel går i konflikt, bør danske butiksansatte også nægte at sælge Apple-produkter indtil konflikten er løst. For at konfliktvåbnet skal virke, skal det udgøre en reel økonomisk trussel mod arbejdsgiveren. I dag kan det oftest kun realiseres, hvis arbejdsgiveren rammes internationalt i alle led af en vares vej fra råstofudvinding, til den står hjemme hos forbrugeren.

Samtidig må fagbevægelsen globalt arbejde for en styrkelse af klassebevidstheden, på bekostning af den religiøse, nationale eller etniske bevidsthed. Når danske eller indiske arbejdere samarbejder med deres respektive arbejdsgivere om at Danmark, hhv. Indien skal blive vindere i den globale konkurrence, så graver de deres egen grav. Vinderne bliver den internationale finanselite, der ikke føler sig bundet af den slags sentimentale bånd.

Lise Lotte Rahbek, lars abildgaard, Enriquo Longo, Anders Kristensen, Niels Mosbak og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar

Proletarer i alle lande - Foren jer ..
Indtil den dag det sker :
Der skal naturligvis ikke en eneste 'migranter-arbejder' ind i landet
så længe der er mennesker der ikke har et job .
Gu' skal vi da ej finansiere villa-byggeri i Polen - Heldigvis kan polakerne nu selv i deres hjemland mærke konsekvenserne af den totalt usolidariske handling det er at være løn-dumper ..

Enriquo Longo

Solidaritet er en gensidig tilstand -

Så jeg forstår ikke helt at solidariteten kun retter sig mod Polske, Rumænske etc. arbejdere.

Men helt generelt er det arbejdskraftens fri bevægelighed der er problemet. Vi ender jo med at bo i Mobile Homes og rende rundt i hele EU for at tage kortvarige jobs.

Torben Knudsen

Jeg ved ikke hvem og hvorfor, der holdes fast i betegnelsen 'arbejderklassen', men selve fastholdelsen har mange negative konsekvenser.
Alle eller de fleste har et arbejde, det er på tide at ophæve det negativt ladede begreb og beskrive de arbejdende udfra deres fag og nyttefunktion.

Rasmus Kongshøj

Arbejderklasse er da ikke et negativt begreb. Det er arbejderne, der bygger husene, dyrker markerne, underviser børnene, lægger forbindinger etc. - De sørger for at civilisationen som sådan kan fungere. Det er da noget at være stolt af.