Kronik

Arbejdsmigrantens enestående tilbud: 13 kroner i timen

Debatten om europæiske fattigdomsmigranter antyder, at det er er en smal sag at få plads på det danske arbejdsmarked. Men virkeligheden ser noget anderledes ud. Mange ender med at gå til bunds, og drømmen om et bedre liv forbliver en drøm
Susannah L. Sønderlund er leder af Kompasset, der er Kirkens Korshærs værested, som rådgiver hjemløse immigranter.

Tor Birk Trads

24. marts 2014

De europæiske fattigdomsmigranter forvandler sig fra et stormombrust debatemne til mennesker af kød og blod, når man som jeg møder dem i Kirkens Korshærs rådgivningstjeneste Kompasset. Ofte er den fattige tilrejsende en ung mand i 20-30’erne fra Rumænien, Bulgarien eller Spanien. Han er stærk, sund og yderst arbejdsvillig og har ingen kritiske reservationer. Mange er ufaglærte, men med alsidig arbejdserfaring. Det er nød, der har drevet de unge mænd til at rejse fra hjemland, familie og venner i håbet om at finde arbejde.

En nylig publiceret rapport fra Europa-Kommissionen viser, at de europæiske arbejdsmigranter bidrager mere til samfundskassen i form af skatter, end de modtager i sociale ydelser. Og i Kompasset vurderer vi da også, at mange migranter udgør en kapacitet for Danmark, bl.a. fordi de oftest er villige til at tage uglesete job, som mange danske arbejdstagere afviser.

De tilrejsendes arbejdsiver og den øgede beskæftigelse sætter yderligere skub i samfundsøkonomien, og de ekstra hænder udefra er netop nødvendige for at imødekomme fremtidige behov på arbejdsmarkedet, især når det gælder om at finde en løsning på den såkaldte ældrebyrde. I vores øjne er arbejdsmigranterne indbegrebet af supereuropæere, hvis mobilitet er kernen af arbejdskraftens fri bevægelighed. Danmark burde byde dem velkommen med åbne arme!

Hviler ud på biblioteket

Desværre taber vi ofte det hele på gulvet med stor menneskelig lidelse til følge. De tilrejsende, som i udgangspunktet er en ressource, kan hurtigt ende i graverende social nød på grund af en række barrierer i det danske system.

I Kompasset forsøger vi at assistere med den rette navigation i det danske system. Vi giver mange dårlige beskeder, fordi migranternes drømme ofte viser sig at være umulige at realisere.

Jonas, en 26-årig litauer med gode engelskkundskaber og en bred joberfaring, er et eksempel på en immigrant, der måtte sande, hvor svært det er at få lov at arbejde i Danmark. Han er uddannet elektriker, men levede af at plukke frugt i England i nogle år, hvorefter han kortvarigt havde forskellige job i Litauen. Jonas har fået lidt vikararbejde i den danske rengøringsbranche. På den baggrund kan han søge om et skattenummer hos SKAT, men på grund af sommertravlhed går der seks uger, før han modtager forskudsopgørelsen.

I mellemtiden er der ikke flere vikartimer, men Jonas har endnu ikke fået løn, da arbejdsgiveren kun kan udbetale til en dansk bankkonto. I banken får Jonas at vide, at han først kan oprette en lønkonto, når han har modtaget sin forskudsopgørelse.

Jonas er tålmodig og opsøger i mellemtiden jobcentre og Statsforvaltningen, hvor han vil registrere sig som arbejdende EU-borger i Danmark. De sporadiske rengøringstimer danner dog ikke tilstrækkeligt grundlag for, at Jonas kan forsørge sig selv, hvorfor han får afslag fra Statsforvaltningen. Det får ikke konsekvenser for hans ophold, for som EU-borger må han være i Danmark som arbejdssøgende i i hvert fald seks måneder.

Småjob i døgndrift

På varmestuen, hvor Jonas spiser, hører han om et par avisomdelerfirmaer, der ansætter internationale medarbejdere. Han cykler med aviser flere nætter i træk og hviler sig om dagen på et bibliotek. Med rengøring og avisuddeling opfylder Jonas nu kravene om selvforsørgelse, og han modtager registreringsbevis, som dokumenterer, at han er arbejdstager i Danmark.

Med Statsforvaltningens bevis og passet i lommen tager Jonas opstemt turen til Borgerservice for at ansøge om gult sundhedskort, som han har fået at vide kan udstedes inden for få uger. Desværre er Jonas blevet misinformeret. Han skal have en personlig adresse for at ansøge om sundhedskort og det eftertragtede cpr-nummer, som så mange arbejdsgivere har insisteret på at se, før de vil ansætte ham i en fuldtidsstilling.

Efter yderligere ugers hårdt arbejde lykkes det at få penge nok til at leje et værelse, så han kan få adresse og hvile sig mellem arbejdsvagterne. Det er nu længe siden, vi har set Jonas i Kompasset, men historien illustrerer den frustrerende proces, hvor forhaling af et dokument bremser de videre skridt: Uden skattenummer kan Jonas ikke få udbetalt løn, og uden løn kan han ikke betale for bolig osv.

CPR-nummer diskrimination

I Kompasset har vi også mødt spansktalende Woyzeck fra Polen, der har arbejdet i adskillige europæiske lande, inden turen nu gik til Danmark. Byens jobcentre har afvist Woyzeck og opfordret ham til først at anskaffe sig et cpr-nummer, før han kan få adgang til jobformidlingen. Men vi kan fortælle ham, at europæiske arbejdstagere ikke skal have cpr-nummer for at kunne arbejde i Danmark – og at det ikke er et nummer, man bare kan trække i en maskine.

Som EU-borger er Woyzeck fuldt berettiget til at søge job via de offentlige jobcentre, men informationen er desværre på dansk.

Han prøver i stedet Work In Denmark, et dansk rekrutteringsbureau for internationale jobsøgende, hvor der kommunikeres på både spansk og engelsk. Woyzeck spreder ihærdigt sit CV og går opsøgende fra dør til dør i såvel service- som byggebranchen velvidende, at hans manglende sprogevner er et problem. Jobafslagene er typisk begrundet med beskeden: »Du skal have cpr-nummer for at blive ansat her«. Folk ryster på hovedet, når Woyzeck beretter, at han først kan få et cpr-nummer, når han har et job.

Woyzecks energi og ildhu er beundringsværdig. Om natten sover han ved nogle overdækkede jernbaneskinner, for han tør ikke binde an på madraslodtrækningen på byens natcafé for hjemløse. Woyzeck har sine ejendele opbevaret i Kompasset og spiser på byens varmestuer.

Dagene bliver længere, som afslagene hober sig op og gør tilværelsen passiviserende og deprimerende – et tilbud om nogle timer på et mekanikerværksted til 13 kroner i timen gør modløsheden altoverskyggende, og den polske mand bliver mere og mere forhutlet. Woyzeck vil væk fra Danmark, og en kirke hjælper ham med at finansiere en billet tilbage til Warszawa.

Enorm uvidenhed

Jonas og Woyzeck historier er typiske, og de illustrerer, hvordan de danske myndigheder kommer til kort i serviceringen af arbejdssøgende EU-medborgere. Uvidenheden er enorm, og der foregår en decideret cpr-diskrimination, når borgere uden cpr-nummer holdes uden for arbejdsformidling og -marked. Hvordan kan vi acceptere at sort arbejde og udnyttelse bliver alternativet? Selv fagbevægelsen kræver cpr-nummer ved indmeldelse og får dermed svært ved at hjælpe mennesker som Woyzeck i opstartfasen.

Vi kunne lære meget af f.eks. Tyskland, hvor fagbevægelsen i langt højere grad er involveret i at beskytte migranters arbejdsforhold. I flere nabolande kan nytilkomne migranter tilmed registrere sig som arbejdssøgende, hvilket dokumenterer en tilknytning til og aktivitet i værtslandet og vil kunne afhjælpe arbejdsgiveres usikkerhed i ansættelsen af unionsmedborgere. Vi kan i Danmark gøre modtagelsen meget bedre og hindre, at frustration og misinformation fører til omkostningsfuld social deroute for de fattige, udsatte tilrejsende.

En begyndelse ville være at mane myter om ulovligt ophold og krav om cpr-nummer i jorden. Lad os skabe et mere åbent arbejdsmarked, hvor arbejdsgivere ansætter ressourcestærke, flersprogede og erfarne arbejdstagere – der hurtigt kan blive en gevinst for Danmark.

Susannah L. Sønderlund er leder af Kirkens Korshærs Kompasset

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Skal EU og Danmark hjælpe fattige østeuropæere i Danmark eller, i deres hjemland.

EU har fået affolket en lang række landsbysamfund i Østeuropa, hvor de gamle er blevet efterladt til en grum skæbne i fattigdom, de unge er flyttet for, at søge lykken i de rige EU byer, men nu bor på herberg eller på gaderne i det forjættede EU.

Flaskesamlere og daglejere, så fattige, at det får konsekvenser for løn og arbejdsforhold i hele EU, mange vil arbejde for mad, hvis de får chancen.

Siden 1983 er antallet af tyskere på deltid steget fra 12 pct. til 25 pct.
25 pct. af tyskerne tjener i under 75 kr. i timen.

Er det virkelig, hvad det liberale Danmark ønsker sig her i landet?

Søren Kristensen

Måske tager det bare noget tid før nogen som helst bliver en gevinst for noget som helst, jvf. tesen om at ting tager tid? Hvis det er tilfældet er det jo lidt af en investering arbejdgiverne er ude i og så er det vel ikke så mærkeligt at de gerne vil se en eller anden form for dokumentation på at ansøgeren har det meste elementære på plads, herunder selvfølgelig et sted at bo foruden evnen til at kommunikere meningsfuldt med kollegaer osv. Vi kunne begynde med bygge nogle billige boliger til glæde for indlændinge såvel som udlændinge. Hvis vi kunne finde ud af det. Men det kræver selvfølgelig en helt anden og solidarisk boligpolitik end den vi har i dag, hvor det bare gælder om at sælge så dyrt som muligt. Klart at mange ikke kan følge med. Det kan siges meget enkelt: billig arbejdskraft kræver billige boliger. Hvis vi ikke kan lide at folk bor på gaden.

Helene Nørgaard Knudsen

Der er vist brug for fagforeningerne igen. Måske skulle 3F oprette afdelinger i de EU-lande der er de primære leverandører af billig arbejdskraft. Jeg ved ikke om der er rådgivning af for eksempel Polske håndværkere der ønsker at arbejde i Danmark for når det handler om regler og undtagelser fra disse er vi bare i verdens top.

Helene Nørgaard Knudsen

Det handler ikke om at nogen skal skræmmes væk fra Danmark men om at folk har en konto, at man kender sine rettigheder og pligter. Kort sagt at man ved at bare fordi Danmark var det første land der gav pornoen fri betyder det ikke at det er et regelløst anarkistisk paradis (men vi drømmer stadig :-)

Philip B. Johnsen

Søren Kristensen billige boliger, er noget af det vigtigste, til beskyttelse mod hjemløshed, du har helt ret.

Det jeg foruden boligerne, jeg gerne så såvel regeringen som EU adressere, er det faktum, at alle EU landene i nord, nok skal være glade for, at den Sydeuropæiske desparate og voksende utilfredshed, med de manglende løsninger for befolkningen, men kun for finanssektoren, ikke har udløst folkevandringer.

Pointen er problemer sjældent løser sig selv, hvis de ikke håndteres på behørig vis, har de en tendens til, at vokse sig større og dyrere, at løse, desværre ikke kun økonomisk, kan prisen stige, hvilket der burde være langt mere focus på og ikke kun arbejdsmarkeds frie bevægelses velsignelser.

Hvor er det smart. Vi affolker Østeuropa for ung, villig arbejdskraft og skorer kassen her i form af moderne slaveri. Oven i hatten affolker vi arbejdsmarkedet for danskere uden højere uddannelse og holder således lønnen i ro for det segment. Hver gang, vi ansætter en østeuropæer, er der en dansker, som ikke ansættes, men skidt med det. Politikerne har jo de senere år forberedt velfærdssystemet på denne situation ved at begrænse efterlønnen, dagpengeperioden og kontanthjælpen, så omkostningerne er nu overskuelige. Smart, men kynisk, udansk og en farlig vej på lidt længere sigt. Jubelidioterne på Borgen føler ikke længere nogen ansvarlighed for de svage i vort land. De skuer i stedet ud i Europa, blændet af en naiv vision, hvor alle pendler rundt efter arbejde og vi selv, med de rigtige uddannelser ikke antastes mærkbart på vores nuværende levestandard.

Og det var Danmark !

Rene Bolvig, Rune Petersen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar

Paradoksalt, at vores forbehold mod unionsborgerskabet, som var en af forudsætningerne for det danske ja til Amsterdam-traktaten den 28. maj 1998, er fiflet væk af juristerne.

Unionsborgerskab
Danmarks forbehold over for unionsborgerskabet blev indført for at garantere, at unionsborgerskabet ikke skulle udvikle sig til noget på linje med det nationale statsborgerskab eller helt træde i stedet for dette.

fifledes væk således:

Forbeholdet om unionsborgerskabet har ikke haft nogen praktisk betydning, siden man med Amsterdamtraktaten i 1997 indarbejdede forbeholdet i den fælles definition af unionsborgerskabet i TEUF art. 20. Forbeholdet blev dermed alle medlemsstaters "forbehold".

Det er i dag dette unionsborgerskab som ikke kun har udviklet sig til at være på linje med det danske, men i dag overtrumfer dette totalt, som betyder, at vore velfærdsydelser nu skal udbetales i hele EU og ikke kun i Danmark. Her har vi ikke længere nogen selvbestemmelse. Vi er jo unionsborgere.

Den danske indsats mod ledighed bider sig selv i halen. Hvis du er ledig skal du som minimum i løbet af de 2 år på dagpenge 2 gange i praktik i en måned. Det vil sige som minimum 2 måneder. Med 175.000 alene på dagpenge giver det 175.000 delt med 2 måneder delt med 2 år 73.000 fuldtids jobs som dermed ikke bliver udbudt som reelle jobs. Dertil kommer de måneder, som ledige skal i job med løntilskud.
Det samme gælder for personer på kontanthjælp, som skal udføre job i praktik og de nye nyttejobs.
Jeg har ikke forsøgt, at finde statistikker for disse offentligt støttede jobs, som man som kontanthjælpsmodtager skal deltage i, men billedet er ens tydende. Der udføres 10.000 vis af fuldtids jobs på bekostning af de offentlige kasser, som skal udføres og som man som ledig ikke kan sige nej til.
Det betyder, at der er over 100.000 jobs, som skal udføres, men som pga. lediges aktivering ikke bliver besat som ordinære jobs betalt af en arbejdsgiver med ansættelse af den ledige.
Det kan ikke undre, at ledigheden derfor er så høj som den er. For, hvorfor opslå en nødvendig stilling, hvis den kan blive betalt kvit og frit af det offentlige?
- Det er en Kafkas situation at befinde sig i som ledig. For der er pga. af beskæftigelses indsatsen ingen jobs at søge.