Læsetid 3 min.

Min barndoms håndboldhal

At håndbold var en klassemarkør i 1970’erne og ’80’ernes Danmark, kan jeg tale med om. Efter gymnasiet kunne jeg ikke komme væk fra sportshallens os af friture og fiskefilet hurtigt nok. Men sjælen er blevet hængende
10. marts 2014

Frem til 1980 var jeg lidt af en lokal håndboldstjerne i min barndoms sønderjyske landsby. Her var ingen restauranter eller biografer. Men en skole, en brandstation, en børnehave, Brugsen og et forsamlingshus, hvor der blev spillet dilettant hver vinter, og hvor man kunne gå til dans hos frk. Borcher. Der var også ringridning om sommeren og jævnlige rejsegilder, fordi endnu et parcelhus skulle have nyt tag med høj rejsning. Jo, sådan hed det.

LÆS: Håndbold er den nye klassemarkør

For os teenagere var der ikke meget andet at gøre end at dyrke sport eller gå til spejder. Den sidste bus gik 20.08, og det lokale samlingspunkt var enten sportshallen eller grillbaren – hvor de slemme drenge med tunede knallerter og læderjakker hang ud og røg.

Det gav sig selv, at jeg ikke gik på grillen, for den lå lige over for Porno Karlas kiosk. Porno Karla var mor til en dreng i min klasse, og jeg sværger: Ingen satte nogensinde spørgsmålstegn ved tilnavnet, der var logisk, fordi kiosken var det eneste sted, man kunne købe Weekend Sex eller Ugens Rapport. I dag ville et så stigmatiserende tilnavn fluks havne som dagsordenspunkt på et forældremøde sammen med regler for madpakker, børnefødselsdage og brug af mobiltelefoner.

Hvorom alting er: Jeg gik til håndbold, fra jeg var 8 år, til jeg var 14. Jeg brillerede som topscorer, men der var tale om en frygtblandet glæde og en masse arbejde med træning og kamp hver uge i turneringssæsonen. Nøjagtigt som beskrevet i DR’s Arvingerne. En serie, der fermt bruger håndbold som en livsstilsmarkør, der afgrænser den frikadellefortærende middelklasse fra både under- og overklassen (den økonomiske som den kulturelle), som lektor i statskundskab Gitte Sommer Harrits så rammende beskrev det her i avisen lørdag.

Harrits påpeger, at den æstetiske dimension i provinshåndbolden er ikkeeksisterende: 1970’ernes sportshaller er grimme. Jeg kan tilføje, at det var vi, der spillede, også. Vi var lige så uskønne som ringriderpølserne og de gustne eksnazister, der gramsede på de afdankede omgangstøser. Og vi gøs, mens vi trodsede sneen og cyklede til træning om vinteren, og jeg var rædselsslagen, når jeg skulle forcere forhallen, der stank af harpiks og friture, og de store drenge sad på radiatoren og ventede på at se de lokale herrer træne. For ligesom i Arvingerne var det unge herrehold i tyverne stjernerne – det var dem, vi sværmede for. Vi piger havde intet at skulle have sagt. Da det som 15-årig lykkedes mig at havne i nærkontakt med min drømmehelt, brugte han søndagen i hallen på at udbasunere, at han havde været så fuld, at han lige så godt kunne have fået et blowjob af en indkøbspose.

Ikke nogen avanceret fornærmelse – som sagt var jeg grim med kommunefarvet rullegardinhår og tykke briller. Faktisk var bemærkningen bare på niveau med de andre replikker, der blev mig til del, når jeg ikke kunne holde min kæft, hvilket det jævnt hen altid har knebet lidt med. Blandt kommentarerne, der røg min vej, var, at alle indvandrere skulle sendes i kredsløb om månen sammen med jøderne og atomaffaldet.

OK, det lyder nok decideret bizart, men mine plageånders forældre var både for a-kraft og stemte på datidens liste Z – Fremskridtspartiet – mens jeg var søster til to adoptivbrødre fra Sydkorea og svor til sol og vind, you know. Så jeg løb stortudende min vej, mens de råbte, at »det eneste USA gjorde forkert i Vietnam, var ikke at blive længe nok.« Primitivt og effektivt.

Efter min studentereksamen kunne det derfor ikke gå hurtigt nok med at komme væk fra Sønderjylland – og håndbold. Min far kørte mit habengut, herunder min skibsbriks og en del ting, der forekommer mig at have været brune og orange, til København.

Her gav jeg den i årevis frem til 1990’erne i rollen som medlem af den venstreorienterede, unge hovedstadselite. Men som Signe vil opleve, når anden sæson af Arvingerne går i gang, kan man muligvis pille provinspigen ud af håndbolden. Det omvendte er straks sværere.

Den dag i dag – efter 35 år, hvor mit relativt eksotiske arbejdsliv foreløbig er endt i USA – kan jeg konstatere, at den mentale håndbold er flyttet med. Heldigvis er der også godt at sige om både sport og Sønderjylland. Men det er der ikke plads til i denne uge.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington D.C.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jørn Vilvig
    Jørn Vilvig
  • Brugerbillede for Inger Sundsvald
    Inger Sundsvald
Jørn Vilvig og Inger Sundsvald anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Viggo Okholm

Så nedgørende synes jeg nu ikke artiklen er Kim Øllgaard, jeg tror også den er skrevet med et glimt i øjet.
jeg er opvokset på landet, vel en generation før, men jeg kan sagtens genkende beskrivelsen.
Jeg har både været i Vestjylland, Midtjylland og på Ribe egnen, sidste sted i firserne.
Sport og ikke mindst håndbolden var og er i centrum og samværet her, så længe det er på amatørniveau, er altså både sjov og alvor. Verdenssituationen bliver altså også ordnet i tredje halvleg når det er de voksne. Ungdommen har vel de samme problematikker.

Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

Hvis man gerne vil have inspiration til at undgå at nedgøre det der er udenfor ens egen favoritsfære (en lang og ranglet basketballspiller der altid har hadet fodbold som pesten skriver her) vil jeg anbefale Hans Magnus Enzensbergers forsvar for at bevare klodens sproglige mangfoldighed: "Der vil altid være noget man kan udtrykke på et sprog, der ikke kan udtrykkes på nogen andre sprog." Hvis man er i tvivl om han har ret kan man bare gå i gang med at oversætte "hygge" .... eller læse "Prinsessen på Ærten" højt på engelsk .... der ellers ikke er det ringeste sprog.