International kommentar

CIA’s lyssky metoder har bragt mørke over USA

I kølvandet på 11. september-angrebet fik CIA frie tøjler til at bryde reglerne, men når man begynder at bruge beskidte tricks uden for landets grænser, bliver det svært at lade være derhjemme
18. marts 2014

Godt en uge efter 11. september-angrebet gav Cofer Black (forhenværende CIA-chef, red.) sit CIA-hold følgende besked: » Bin Laden og hans kumpaner skal ikke tages til fange, jeg vil have dem slået ihjel … jeg vil se billeder af deres hoveder sat på pæle. Jeg vil have Bin Ladens hoved sendt hjem i en æske med tøris. Jeg vil vise Bin Ladens hoved til præsidenten. Det har jeg lovet ham.«

En måned senere redegjorde CIA’s administrerende direktør, ’Buzzy’ Krongard, for den forestående indsats:

»Den vil i vid udstrækning blive vundet med midler, I ikke kender til, gennem aktioner, I ikke kommer til at se, og på måder, I ikke vil have lyst til at vide om,« sagde han.

Dengang fandtes der ikke den traktat, som ikke kunne overskrides, det princip, der ikke kunne fraviges eller den definition, som ikke kunne bøjes, når det gjaldt USA’s kamp for at forsvare sin magtposition og tilfredsstille det folkelige krav om hævn. Forsøgte man at stå på f.eks. Geneve konventionen, blev man betragtet som ude af trit med den nye virkelighed. Og det var ikke blot kortvarig tilstand; det har nu været officiel politik i mere end et årti.

Rutinemæssige krænkelser

Præsident Obama bød på et nyt fokus og en ny stil, men ikke en ny retning eller substans.

»Jeg ønsker ikke, at [folk i CIA] føler, at de pludselig skal til at se sig over skulderen,« sagde han kort efter sin indsættelse. Det var ikke svært at forestille sig, at det kunne gå galt med en sådan indstilling – men hvor galt, det kunne gå, har alligevel været chokerende.

Menneskeretskrænkelser er ikke blot blevet uundgåelige, men ren rutine.

I en rapport fra 2004, fortæller militære efterretningsofficerer til Røde Kors’ Internationale Komite, at de formoder, at mellem 70-80 procent af fangerne i Irak var uskyldige.

Lawrence Wilkerson, tidligere øverstkommanderende under Colin Powell, udtaler i Jeremy Scahills bog Dirty Wars:

»Man opdager, at efterretningerne er forkerte, at man har dræbt en masse uskyldige og at man har en masse uskyldige fanger, og så propper man dem i Guantánamo. Og ingen får noget at vide om det. Man behøver ikke at bevise for nogen, at det, man gjorde, var rigtigt. Man gjorde det hele i hemmelighed, og så går man bare videre til næste opgave. Man sagde ’det var så et punkt til erfaringslisten’ … tro mig, sådan foregik det.«

Frankenstein vender hjem

Jo mere man handler straffrit, jo flere krænkelserne bliver, desto mere er man nødt til at dække over sig selv og jo mere hemmelighedskræmmeri, får man brug for. Så længe det hele foregår uden for USA, er de indenrigspolitiske konsekvenserne begrænsede.

Abu Ghraib og droneangrebene kostede kun et minimalt antal stemmer og vægtige karrierer. Men det var kun et spørgsmål om tid, før konsekvenserne af denne glidebane også kunne mærkes derhjemme. Udenrigspolitik foregår ikke i et vakuum; den orkestreres af og integreres i det selv samme system, som udvikler indenrigspolitikken. Når man en gang har sagt til sine agenter, at de kan tage handskerne af og slås med beskidte kneb udenfor, kan man ikke forvente, at de pludselig opfører sig sportsligt, blot fordi de er hjemme.

Når staten en gang har skabt rum for, at magt kan udøves, uden at de, der udøver den, skal stå til regnskab, vil udøverne forsvare dette privilegium overalt. Når din krig er global, vil den før eller siden komme hjem. USA’s Frankenstein er begyndt at handle på egen hånd.

Spionerer på vagthundene

Intet af dette er nyt. Vi kender dynamikken fra Watergate og McCarthyismen. Men under krigen mod terror er magtmisbruget blevet så meget desto mere åbenlyst.

I de forløbne måneder er det kommet frem, at CIA har spioneret på undersøgerne fra Senatets efterretningskomite – den selv samme komite, som har ansvaret for at holde opsyn med CIA.

Undersøgerne, som havde fået til opgave at gennemgå det materiale, som handler om CIA’s forhørsmetoder, udledte fra en intern CIA-evaluering, at torturteknikker som f.eks. waterboarding i det store og hele er ineffektive. Den konklusion var særligt problematisk, fordi CIA’s chef havde påstået det modsatte over for komiteen og dermed modsagt efterretningstjenestens egen dokumentation.

Da CIA opdagede, at undersøgerne havde fået adgang til netop denne evaluering, begyndte tjenesten at rode i komite-medlemmernes computere for at finde ud af, hvordan de havde fået adgang til den.

Med andre ord har CIA tortureret folk, konkluderet at det var meningsløst, hvorpå man har undertrykt disse konklusioner, løjet om dem over for de folkevalgte, og derpå spioneret på dem, som havde fået demokratisk mandat til at finde sandheden – netop fordi de havde fundet sandheden.

Forsvaret for dette dobbeltspil vil uvægerligt være national sikkerhed. For at kunne forblive i sikkerhed, må vi også holdes i uvidenhed.

»Man kan let blive fanget ind af den verden. Der er en vis glamour forbundet med det, tror jeg, for mange af de folkevalgte,« har senator Martin Heinrich, der sidder i efterretningskomiteen, sagt til Politico. Prisen for glamour er høj, og vi betaler den alle sammen.

Ingen kan imidlertid hævde, at vi ikke blev advaret. »I efterretningsverdenen er vi nødt til at opholde os nogen tid i skyggerne,« sagde forhenværende vicepræsident Dick Cheney kort efter 11. september. »Meget af det, der må gøres, er nødt til at blive gjort i stilhed, uden diskussion … det er den verden, disse folk opererer i, og derfor er det afgørende, at vi bruger alle forhåndenværende midler … for at nå vores mål.«

Skyggerne er lange. De har skjult unævnelige grusomheder uden for landets grænser. Nu bringer de mørket hjem.

Gary Younge er skribent ved the Guardian og forfatter til bl.a. ’Stranger in a Strange Land: Encounters in the Disunited States’

© Guardian og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Øverup
  • Steen Sohn
Kim Øverup og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu