Læsetid 4 min.

Debatspøgelserne står på lur alle vegne

Pludselig er min forfatterverden blevet fuld af debatspøgelser, der hvisker mig konflikter i øret og gør digte til politiske statements
28. marts 2014

Når jeg optrådte med mine digte for nogle måneder siden, var det bare mig og min bog, der gik på scenen. I disse dage har jeg fået selskab af en flok debatspøgelser, der står og hvisker mig i øret, mens jeg prøver at koncentrere mig om at læse digte op: »Er du med i Generation Etik? Er du alvorlig og politisk? Er du ung og vred? Hvorfor skriver du om hudfarver, er du racist? Er I ved at bygge et identitetsfængsel, hvor de indsatte ikke må snakke med hinanden på tværs af hudfarve, køn og seksualitet? Vil I spærre os alle sammen inde der?«

Jeg regner med, at mine digte i sig selv svarer på spørgsmålene, men det er en mærkelig følelse, at de pludselig skal gøre det, at rummet omkring bogen er blevet så ladet.

Debatspøgelserne kommer sikkert også til at opsøge andre forfattere i den kommende tid. Man kan frygte, at de spørgsmål, de stiller, kommer til at reducere bøgernes udsagn. Men den nye samtale kan måske også skabe større forståelse for, hvilke tanker, bøgerne er vokset ud af.

Det er ikke kun i arbejdstiden, jeg er hjemsøgt af debatspøgelserne, jeg bliver også nødt til at vende deres påstande med venner og familie. Jeg spadserer ved Langelinie med en veninde, vi snakker om den ældre generations voldsomme reaktioner på de forskellige debatter. Det virker, som om de forstår udtryk som ‘politisk kunst’ på en anden måde, end vi gør. Er de mon traumatiserede af den dogmatiske 70’er-marxisme? Så jogger kronprins Frederik forbi, vi bliver et øjeblik tavse, bagefter fniser vi.

En dag hvor forårssolen har lokket alle ud af deres huler, sidder jeg i Nørrebroparken med en anden veninde. Vi snakker om, at 70’er-marxismen føles meget langt væk, for vi har aldrig kunnet tro på nogen endegyldige sandheder eller løsninger, vi har svært ved at være skråsikre omkring noget som helst. For os virker verden totalt kaotisk. Liv og kunst og politik bliver hele tiden blandet sammen.

Jeg går til fernisering og mødes med min stedbror og hans kæreste, som er franske, men bor i Danmark. De har fået våde sko i regnvejret, vi går hjem og tager tørre strømper på. Min stedbror fortæller, hvor chockeret han blev, første gang han hørte en radiospeaker bruge udtrykket ‘anden etnisk baggrund end dansk’. Var det virkelig en officiel betegnelse? Jeg er så vant til udtrykket, at det for mig lyder neutralt. Men min stedbror forstår det som en måde at afgrænse det danske på, at formulere danskhed som en lukket kategori, der ikke kan rumme forskellige etniciteter.

Da vi ikke har flere øl, spørger jeg selskabet, om de vil med til fest. »It’s an artists and poets party,« forklarer jeg. De takker nej. Jeg tager alene videre til artists and poets party. I køkkenet får jeg stukket en alt for stærk whiskycocktail i hånden, der er en højlydt diskussion i gang ved bordet i hjørnet, jeg hører hele tiden ordene »racisme« og »fascisme« blive råbt. Jeg går ind i stuen og møder en ven, som siger: »Jeg synes sgu, det er fedt, at den litterære debat er ved at blive politiseret. Det hele har været så ferskt!«

En fredag aften er jeg til lyrikfestival i Odense og snakker med en digterkollega om, hvordan debatspøgelserne huserer i det, man kunne kalde ‘det litterære miljø på Facebook’. Jeg synes, at Facebook-diskussionerne går alt for hurtigt, der mangler tid til eftertanke og vilje til at lytte til hinanden. Min kollega siger, at han har mistet al tiltro til Facebook som diskussionsforum. Han mener, at vi må finde en anden ramme for samtalen, hvor det kan lade sig gøre at tage den følelsesladede identitetsdiskussion, uden at det kører helt af sporet. Han foreslår en sommeraften på en terrasse i Sydfrankrig, hvor man kunne sidde med et glas kølig hvidvin i hånden og flette tæer med sin modstander. Prøve at finde de ting, man kunne være enige om. Prøve at forstå hinandens indvendinger.

Nogle dage senere befinder jeg mig pludselig i en lignende situation med min far. Jeg er på besøg i hans nye hus, vi har spist en god middag og ligger i hver sin ende af sofaen. Godt nok fletter vi ikke tæer, men vi kigger hinanden i øjnene, mens vi diskuterer identitet og litteratur. Jeg holder mest med de unge kvinder, han holder mest med de gamle mænd. Vi bliver enige om, at vores uenighed peger på en slags kløft mellem generationerne. Vi tager en god, lang snak om det, vi ser forskelligt på. Ingen af os får ret. Ingen af os taber ansigt.

 

Julie Sten-Knudsen er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer