Hver gang jeg bestiller en vegetarburger, kommer spørgsmålet. En af de andre omkring bordet læner sig frem mellem to bidder af deres dobbeltburger, og foregiver med en hvis anstrengelse velvillig interesse:
»Nå, så du er altså vegetar? Er det, fordi du bedst kan lide det, eller er det af, hvad skal man sige, etiske årsager?«
Spørgeren tilbyder mig altså en høflig udvej. Spørgsmålet er formuleret, så jeg undskyldende kan gestikulere mod min halloumi-ost og mumle et eller andet selvnedgørende om en dårlig fordøjelse og sart helbredstilstand.
Jeg kan guffe mine falafelkugler i mig i stilhed og tavst luske af med mine private meninger om forholdene i landbrugsindustrien, global opvarmning og overforbrug af antibiotika.
Eller også kan jeg indrømme, at mine madvalg er, ja, teknisk set etisk begrundede, og derpå for 212. gang gennemgå den udmattende samtale om præcis, hvorfor jeg lever efter den slags overvejelser.
Det hele ender uundgåeligt med, at en eller anden oplyst kødæder med baconfedt dryppende ned ad hagen fortæller mig alt om, hvor stor en hykler, jeg er, når jeg alligevel spiser ost.
Jeg, en egovegetar
Personligt er jeg helt med på, at de fleste af mine holdninger er hykleriske, når jeg stadig køber smør og elsker mozzarella.
For at være helt ærlig, så skyldes en betragtelig del af mine bevæggrunde for at være vegetar ren egoisme: Jeg har altid mistænkt kød – og især rødt eller forarbejdet kød – for at være relativt uforeneligt med den menneskelige krop. Og ifølge de seneste studier af proteinindtag lader det til, at den teori måske ikke er så langt fra sandheden.
The National Health and Nutrition Survey har indsamlet data fra 6.381 personer fra hele USA og fundet ud af, at kostvaner med højt indtag af animalsk protein (i modsætning til protein fra vegetabilske kilder) kan være ligeså skadeligt som f.eks. rygning. Folk under 65 år, som ofte spiser kød, æg og mælkeprodukter har fire gange så stor risiko for at dø af kræft eller sukkersyge.
Nu kan man måske beskylde mig for at deltage i ’alt kan fremkalde kræft’-kampagnen.
Men der er også en anden væsentlig kampagne i gang. Tænk på de endeløse rækker af dameblade og selvhjælpsbøger, som promoverer Dukan-kostplanen eller den internationalt anerkendte Atkins-plan, eller nå ja, »at gå paleo«.
De anbefaler alle et regulært overforbrug af protein, og at kulhydratindtaget skæres kraftigt ned. Alle hævder de at basere sig på gedigen lægeforskning.
Men nu ser det altså ud til, at alle de kilo, du har tabt for din sundheds skyld, kan komme tilbage som en boomerang og æde en måned af dit liv for hvert bildæk, du kom af med.
Vægttab som trussel
Jeg er vokset op i en grøntsagsfjendtlig by i det nordlige England, hvor kosten bestod af chicken nuggets og dybstegte kødkroketter, længe før Jamie Oliver begyndte at antyde, at der måske var et problem i at fodre børn med elementer fra hundemad. Jeg forventer derfor ikke at høste frugterne af en livslang sund kost inden for den nærmeste fremtid.
Men hvis det er sandt, at 39 procent af alle kvinder angiveligt er på diæt det meste af tiden, og at gennemsnitskvinden bruger 31 år af sit liv på at være på kur, har især vi udsigt til et kæmpeproblem, når vi når midtvejs i vores liv.
Mens protein-shakes, der kan »pumpe dig op«, og reklamer, som forlanger svar fra den forbipasserende på, om han er »mand nok« til at æde en femdobbelt burger, indtil nu har været maskuline domæner, så er højproteinkostfænomenet nu nået til kvinderne.
Det er endnu ikke muligt at konkludere på de langsigtede effekter, men de nyeste undersøgelser bør ikke ignoreres. De er en væsentlig advarsel til et samfund, som er besat af protein og vægttab, og som kører på et kødproduktivt overdrev med mere tilgængelig fastfood end nogensinde før. I sidste ende gør det ingen forskel, om du skærer ned på kødet af kærlighed til bløde forårskåde lam eller på grund af en dybfølt narcissisme kombineret med en stærk overlevelsesdrift. Måske betyder dit reducerede kødforbrug, at du bliver nødt til at besvare akavede spørgsmål over en skål hummus, men op med humøret – vi har alle vores at slås med.
Og derfor, af kærlighed til det offentlige sundhedssystem, vær rar at forvise din gennembladrede palæo-bog til skraldespanden. Noget tyder nemlig på, at du selv kommer til at betale prisen for dens lokkende løfter om at gøre dig tyndere.
Holly Baxter er freelancejournalist og medstifter af Vagenda
© Guardian og Information Oversat af Nina Trige Andersen
Intermetzo af Georg Metz er udskudt til på mandag
