Interview

Duellen: ’Psykiatrien bliver hængt ud’

Mange tror fejlagtigt, at psykiatrien kan løse alle psykiatriske patienters problemer, mener formanden for Psykiatrifonden. Den misforståelse bidrager til en usund tone i debatten om medicinering
Debat
25. marts 2014

Anne Lindhardt er med egne ord »forbandet træt« af tonen i den jævnligt tilbagevendende debat om psykiatrien i Danmark. Som speciallæge i psykiatri og formand for Psykiatrifonden oplever hun, hvordan mange på den ene side har en forventning om, at en psykiater kan løse alle sindets problemer, og på den anden side nærer en dyb mistillid til psykiatrien.

»Psykiatri bliver hængt ud som et lægevidenskabeligt speciale, der er anderledes end alle de andre. Og det mener jeg faktisk ikke, det er,« siger hun.

»Ønsket om at vi skal kunne kurere folk, så man slipper for lidelse og psykiske sygdomme, er meget stort, og det har næsten en magisk kvalitet. Men vi kan for eksempel heller ikke kurere alle cancerpatienter, og måden vi behandler dem på medfører enorme bivirkninger.«

Debatten om psykiatrien foregår ifølge Anne Lindhart ofte i et skingert toneleje. Psykiatere bliver mistænkeliggjort, anset for at være i lommen på medicinalindustrien eller for ikke at være opdateret med den seneste viden på deres område. Derfor bliver debatten mere emotionelt end fagligt funderet, mener hun.

»Den skingre debattone har nogle meget uheldige konsekvenser for de mennesker, der faktisk har psykiske sygdomme. De får jo en følelse af, at de bare kunne tage sig sammen, at de ikke er gode nok, og at den medicin, som mange mennesker jo alt andet lige har rigtig meget glæde af, er forkert og farligt,« siger Anne Lindhardt.

I virkeligheden er Danmark førende inden for visse områder af psykiatrien, tilføjer hun. Danske psykiatere mangler ikke viden om den nyeste forskning inden for deres felt. Til gengæld medgiver hun, at det indimellem går for langsomt med at implementere den nye viden i behandlingen.

Danske psykiatere har eksempelvis efterspurgt en mere løbende opdatering af retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen, når det gælder behandling og medicinering af patienter med psykiske lidelser.

»Vores viden udvikler sig jo helt enormt. Derfor er det vigtigt, at vi har et system i Danmark af topforskere og klinikere, som løbende opdaterer og indbygger ny viden. Og det er vi ikke gode nok til endnu. Helt klart ikke,« siger Anne Lindhardt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her