Kronik

Forladte forældre lider i tavshed

Det tomrum, der opstår hos forældrene, når børn flytter hjemmefra, er et tabu. De forladte forældre privatiserer smerten. Den kan ikke lanceres som en god historie, men kalder på resigneret tavshed
Det er tabubelagt for forældre at indrømme, at de har følelsesmæssigt svært ved  at slippe deres børn, når de flytter hjemmefra. Selv om de har opdraget dem til at kunne klare sig selv.

Andreas Beck

3. marts 2014

Vi lever i en kultur, der ønsker at ophæve grænser. Det oplyste menneske vil leve med så få tabuer som muligt. Seksualitetens vildveje er ikke længere tabubelagte. Religiøse følelser er ikke tabubelagte. Heller ikke fedme eller et sygt sind. Incest forbliver et tabu, men også et emne der tit dukker op på film og i litteraturen. Eks-tabuerne udgør samfundsmæssige problemer eller er ligefrem blevet udtryk for i reality-tv og livsstilsjournalistik. Men visse oplevelser bliver fortiet, og jeg har lige erfaret, at det at sige farvel til et barn, der med livsappetit flytter hjemmefra, kalder på resigneret tavshed. Det kan selvfølgelig være, det er en lettelse at slippe for det unge menneske. Det er blot ikke det, jeg fornemmer, når opbruddet en sjælden gang kommer på tale.

Et tabu er pr. definition et fænomen, noget unævneligt, der næppe lader sig repræsentere. Vores kultur fortæller glad og gerne historien om frigørelsen fra det gamle. Det er der gode grunde til, og mit ærinde er slet ikke at gå imod den løsrivelse, der skal ske for den unge. Men historien om forældrene, som står tilbage med savnet, fylder ikke meget i medielandskabet. Det er symptomatisk. Fraværet vidner om noget prekært.

Det forherligede opbrud

Modernitetens kendemærke er det individuelle valg, frihed og frigørelse fra traditioner. Hvis der er en fortælling, vi har fået repeteret, er det historien om den unge, der skal frigøre sig fra familiens snævre bånd. Liberalismen og 68-oprøret trækker på samme grundforestilling. Der er bunker af populærkulturelle fortællinger om frisættelsens selvrealisering. Det interessante er, at det er den frigørendes position, vi identificerer os med, også selv om vi ikke har alderen til det.

Forklaringen på det paradoks er den, at vi alle er børn af en modernitet, som forherliger opbruddet. At ungdommen dyrkes i vores kultur, er ingen tilfældighed. At konservatisme er på retræte, er heller ingen tilfældighed. Det er den unges åbne, endeløse blik på tilværelsen, som udgør modernitetens idealbillede af det ekspansive menneske. På godt og ondt.

Det er overvældende, hvor mange sange fra populærkulturen, der har den frigørendes optik, og det er påfaldende, hvor få sange, der har den modsatte position. Jeg bildte mig ind, at Beatles’ »She’s leaving home« fra 1967 havde en sådan vinkel. Indtil jeg opdagede, hvordan forældrestemmernes kor betoner det krænkede hos forældrene, der opfatter den forduftede datter som utaknemmelig. Den unge er styret af ønsket om having fun; ergo er sangen forankret i frigørelsens position: Forældrene repræsenterer den konforme kultur, og de er tidstypisk blinde for datterens sunde vitalisme. I Neil Youngs »My Boy« (1985), spørger faderen »why are you growing up so fast?« (hvorfor bliver du dog voksen så hurtigt, red.), og omkvædet opfordrer sønnen til at tage sig god tid. Titlen på Lene Johansens antologi fra 2011 Kunsten at give slip. Når børnene flytter hjemmefra rammer den følelsesmæssige essens i »My Boy«.

Abba’s »Slipping Through My Fingers« (1981) er et andet melankolsk eksempel, ligesom jeg vil nævne Paul Simons »Father and Daughter« (2006), hvor faderen med respekt for datterens frigørelse lader hende få plads, samtidig med at hans opdragelse har handlet om at give hende lyst til livet.

Kunsten overser de forladte

Men det er markant, hvor sjældent man læser en bog, ser en film eller hører en sang, som skildrer, hvordan forældre oplever den unges elementært rigtige frigørelsesproces. Er det, fordi det er pinligt at indtage den forladtes position? Det kan selvfølgelig også skyldes, at kunsten historisk set har været domineret af mænd, der ikke har haft den samme tætte forbindelse til børnene som kvinden. Afskeden har ikke gjort så stort et indtryk, at det er en erfaring, man har kunnet skrive meget om. Det er imidlertid forbløffende, hvor sjældent kvindelige forfattere mig bekendt har dvælet ved børnenes farvel. Der er mange beskrivelser af udviklingen af moder og barn-relationen, opbruddet er derimod underrepræsenteret. Fordi denne forladthedsfølelse er udsigtsløs?

Det er selvsagt forældre, der ikke oplever opbruddet som smerteligt. For de dedikerede karrieremagere har opbruddet den indlysende fordel, at den smådårlige samvittighed over for det forsømte, statusgivende afkom bliver mindre. Der er familier, hvor konfliktskabende temperamenter og pubertetsopgør gør det til en befrielse for begge parter, at den unge flytter. Mennesker kan vokse fra hinanden. For skilsmissernes deleforældre er afsavnet derimod blevet en trist hverdagserfaring.

Uden valgmulighed

Den voksnes naturnødvendige afsked med barnet er en særegen oplevelse af afsked. Det er nemlig den eneste gang i livet, hvor vi ikke har en valgmulighed. Moderniteten hylder friheden. Vi kan vælge vores partner, ligesom vi kan vælge at gå fra hinanden. Vi kan vokse fra vores venner og finde nye. Vi kan bilde os ind, at vi selv skaber vores tilværelse, og vi kan realisere os selv på utallige måder. Men forældre-barn-relationen er modsat alle andre forbindelser, vi indgår i, pr definition asymmetrisk, og den har en helt anden forpligtende karakter. Den voksne må være en forpligtet autoritet, og forældrerollen bryder med individualisme, fordi den biologiske gave, som et barn er, betyder, at man må flytte centrum i ens liv væk fra det selvoptagede private jeg. Man får et ansvar for en anden, som man ikke kan droppe som en krævende kæreste.

Modernitetens hellige valgfrihed bliver udfordret, når den unge flytter. Det er den eneste afsked, vi ikke selv har bedt om. Friheden findes ikke for forældrene i den situation. Børneopdragelse drejer sig akkurat om at klæde barnet på, så det selv kan tackle tilværelsen. Det er en naturlov, der forvaltes kulturelt forskelligt. Men det nager os, at vi for en gangs skyld ikke kan vælge selv og ikke mindst, at vi skal fravælges. Dertil kommer, at forældre, der står tilbage, når barnet tager ud på den lange rejse, ikke længere kan løbe fra deres alder. Man er midaldrende. Slår opbruddet så hårdt, fordi de bedste år i ens liv måske ligger i fortiden? Den position er dybt krænkende for modernitetens menneske, der altid skal se fremad.

Afledning, nej tak

Der er sikkert hjælp at hente i den terapeutiske litteratur. Jeg kunne ikke drømme om at opsøge den. Adskillelsen fra barnet er et objektivt vilkår, der ikke skal smøres ind i forsonende og afledende manøvrer. Fraværet udgør et tomrum som specifikt hænger sammen med mange års intenst samvær med et menneske, der ikke kan eller skal erstattes.

Det smertelige er ikke lig med bekymringer, om barnet nu kan klare sig, eller om man nu selv er klar til at give slip. Pointen er netop, at man ønsker at give slip, fordi barnet er rede, men det faktum kan ikke ophæve det andet faktum, at man fra nu af må leve med et tomrum. Her hjælper piller og terapi ikke. Vi må hver især acceptere et grundvilkår. Barnets opbrud dementerer vores forestilling om, at vi kan bestemme alt selv, og at vi har vores højt besungne frihed. Den erkendelse gør ondt.

Tomrummet efter barnet er et tabu. De forladte forældre privatiserer smerten. Den kan ikke lanceres som en god historie. Den kalder på resigneret tavshed. Problemet med moderniteten er, at den opdrager os til at lytte til vindernes historie, for den rummer håb og muligheder; til gengæld mister vi evnen til at høre og selv fortælle tabernes historie. Den fylder meget mere, end vi vil være ved.

Erik Svendsen er litteraturkritiker på Jyllands-Posten og lektor på RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • peter fonnesbech
  • Jakob Østergaard
  • Poul Borup-Andersen
  • Charlotte Abildgaard
  • Kristoffer Larsen
  • Else Damsgaard
  • Torben Nielsen
peter fonnesbech, Jakob Østergaard, Poul Borup-Andersen, Charlotte Abildgaard, Kristoffer Larsen, Else Damsgaard og Torben Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Oxenbøll Huggler

Du glemmer vist salig kong Frederik D. 9., som ved sin tredje og sidste datters bryllup citerede "Alles ist weg, weg weg"

Bjarne Hansen

Jo mere egoistisk og narcissistisk man er, jo sværere bliver det at sige farvel til sine børn.

Thomas Jensen, Sabine Behrmann, Dana Hansen og Roald Andersen anbefalede denne kommentar
Markus Hornum-Stenz

Og hermed er der identificeret en ny kategori af separationsangst, problemer og lidelser, som vi også må huske......intet problem er for småt til at blive bragt til Den Store Lidelsernes Markedsplads, hvor man så må se om der kan skabes omsætning blandt de købestærke, hvis savn italesættes.....

På en eller anden måde er det ikke vanvittigt overraskende at forfatteren er litteraturkritiker.

Det er vist det som så rammende er blevet kaldt First World Problems...

Morten Pedersen, Helge Rasmussen, Sven Felsby, Dana Hansen, Carsten Søndergaard, Laust Holst, Herdis Weins, Roald Andersen, Niels Mosbak, Henrik Danstrup og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Roald Andersen

Jeg må indrømme at jeg sidder lidt måbende tilbage, for hvad er det for et "barn" der er tale om?
Vores datter flyttede hjemmefra som 18-årig efter studentereksamen. Selvfølgelig (?) følte jeg det som lidt af et stød at hun havde så travlt med at flytte hjemmefra, men hvorfor skulle hun ikke det?
Hun var absolut i stand til at stå på egne ben, hun var på ingen måde et barn mere, og vi havde gjort det samme, forladt reden efter studentereksamen. Jeg var senere, for en periode flyttet ind igen hos mine forældre (bl.a. for at hjælpe dem med at renovere huset), men det var i mine øjne ikke nogen succesfuld periode.

Jeg står faktisk uforstående over for, hvad det er for en lidelse, der skulle være på færde, for det er jo ikke sådan, at vi ikke havde kunnet forberede os på situationen.
Selvfølgelig kommer der en ny periode i livet, hvor en masse logistikproblemer bliver løst. Behovet for fastlagte spisetider og transport mv. mindskes eller forsvinder helt, og det er givet at man som efterladt forældrepar får meget mere tid til sig selv. Det fælles projekt, børneopdragelsen, er væk, og man må finde ud af hvad man nu skal være fælles om eller ikke være fælles om. Men for mig at se er det et overskudsproblem. Hvad skal vi nu bruge denne frihed, dette overskud af tid til?
Hvordan det skulle være en lidelse ...? Det er super tilfredsstillende at være forældre, men det er jo også hårdt, forpligtende arbejde, så når børnene kommer på afstand er det også en befrielse.

Hvis man siger, der er en syvårskrise i parforholdet, så er der måske en mindre krise, når man skal finde ud af, hvad der binder parforholdet sammen, og hvor tætte berøringsflader, man skal have med sin partner, når børnene er flyttet hjemmefra, men jeg tvivler på at de fleste ikke i hundredvis af gange allerede har gjort op med sig selv, hvad det er der gør, at de stadig gerne vil bo og holde sammen. Det er jo ikke kun børnene, der binder forældre sammen, og hvis det var, så stod forholdet jo ikke til at rede.
Men ... forældre, der lider fordi børnene forlader dem ... hold nu op, det er gas. De er jo voksne, de børn der forlader os. Opdragelsen lykkedes. Livet går videre!

Ole Bertelsen, Morten Pedersen, Per Jongberg, Sven Felsby, Carsten Mortensen, Dana Hansen og Carsten Søndergaard anbefalede denne kommentar

Artiklen er tankevækkende, men også lige lovlig firkantet. Enten er man (de færreste) lykkelig for at slippe for besværet, eller også er man (de fleste) så dybt frustreret, at man gør bedst i omgående at bestille tid hos en psykolog. Sådan er det ikke. Det er på en gang en vemodig og lykkelig begivenhed, når ens barn flytter hjemmefra. Det er vemodigt, fordi noget er forbi for altid. Og glædeligt, fordi noget nyt er begyndt. Sådan tror jeg faktisk, det er i langt de fleste tilfælde.

Hvorfra ved Erik Svendsen at de bedste ting ved livet - måske - er et overstået kapitel, når man har passeret 'middelalderen'? Har han mon levet i en 'klokke' uden at 'se' sit barn blive modent, voksent og selvstændigt, parat til livet, med en far der med tilfredshed - og vemod - kan glæde sig over at 'projektet' lykkedes? Forhåbentlig SÅ GODT at 'farmand' fra nu af kan nyde 'kun' at være livline for sit nu selvstændige afkom! Og - hvorfor fornægte faglitteratur som fagmand? Litteraturen tilbyder 'lettere smertestillende' forudseenhed, når den påpeger at mennesker - nogen mere end andre - må påregne 'lettere melankoli' når et livsafsnit uigenkaldeligt er forbi!

Torben Knudsen

Man må udråbe et emne som tabu for at kommer videre med det. Gammel trick, men alligevel ynkeligt.
For en del generationer siden, var man som hyrdedreng væk som 7 år. Lidt senere kunne man efter 7 år i skolen være væk som bondedreng som 14 årig.
Med større plads og længere uddannelser skal man være heldig, hvis man slipper af med yngelen,når de er fyldt 22.
Tabu er måske de mange dage , hvor man af hensyn til den unge og sig selv tænker dag og nat , skal du ikke snart flytte?.
En årsag til, at det kan føles svært at give slip, hvis det da er det! kunne være at begge forældre arbejder, børnene er i ghettoer fra de er et år til de er 14 og indimellem kommer skolen.
Så er der computerspil, så er der TV, så er der Iphone, så er der, så er der..
Så den reelle tid med barnet i opvæksten fra 0 til 22 er måske i tid, ikke mere en tiden med dem, der kom ud og vogte får som 7 årige.
Hvorfor holde på unge, de er der jo ikke alligevel til socialt ordentlig samvær som børn, men måske nu som voksne.

Tænk, jeg troede den diskurs var død og begravet dengang vi gik bort fra kun at betragte os selv som forældre?

De af os, der er over 50, burde huske de utallige kammeraters mødre, der gik totalt i opløsning når afkommet flyttede ud, for 'nu er jeg ikke noget mere'. Vi lærte at holde fast i os selv som personer og personligheder, at have et liv der ikke kun handlede om at være forældre.

Jeg ser desværre, blandt min datters jævnaldrende, en del af den mentalitet dukke op igen. Den alt for tæt omklamrende, de personer der præsenterer sig selv som 'Alexanders mor' eller 'Emmas far' i stedet for ved navn. Parrene, der (som mine afdøde svigerforældre) herrenhjælpemig kalder HINANDEN 'far' og 'mor' - og jeg græmmes. De kommer nemlig til at stå med tomrum, for der er intet liv udenfor børnesfæren og arbejdssfæren.

Jeg er sgisme glad for, at egenhændigt have klippet navlestreng på de to yngste. Ingen undskyldninger. Og her i huset har vi ikke talt så meget sammen i årevis som efter det sidste barn flyttede hjemmefra ... og vi nyder det.

- og så er der de forældre, der glæder sig over at være sluppet af med den satans unge.
Som nu skal til at have et ordentlig liv, i stedet for at varte barnet op i hoved og røv.

Når ungerne skrider, så begynder livet først, om end overgangen kan være lidt tung.

Men det er vel ikke værre, end når folk forlader arbejdsmarkedet, og skal til at nyde (?) deres otium, også den overgang kan være vanskelig, men byder som regel på talrige nye muligheder.

Så lad os blive fri for den gang klynk, som ovenstående udtrykker. Det er så dan noget, der kunne stå i Politiken, hvor der altid er synd for nogen.

Henriette Fosselius

Sikke en omgang arrogante afvisninger af noget som kan iagttages i hvilken som helst omgangskreds. Hvorfor er det nærmest fnysende odiøst at savne sit barn når det flytter? Nærværet, samtalerne, det delte liv. Det er jo ikke sådan at man vil forhindre det, men derfor er tomrummet da ikke mindre tilstedeværende. Det er en fase som så meget andet, middelalderen f.eks. Hvilke følelser og eksistentielle oplevelser man gennemgår varierer i intensitet og fylde, men det er da ikke det samme som det af professoren beskrevne savn af barnet i det voksne afkom ikke eksisterer. Det er ikke rationelt. Men det er. Professoren har desuden flere gode indsigter om modernitetens væsen, f.eks. At det er uomtvisteligt er en ungdomsdyrkende, og konstant fremadskuende kultur vi er indlejret i.

Christina Balslev, Vivi Rindom, Rita Jacobsen, Tom Paamand, Uni Machanga, Kristoffer Larsen og Else Damsgaard anbefalede denne kommentar
Markus Hornum-Stenz

Henriette, spørgsmålet er ikke om det er odiøst at savne sit afkom, når det flytter. Det er der vist ingen som sætter spørgsmålstegn ved.
Spørgsmålet er, hvordan det klæder Information at fremhæve et debatindlæg om forældre som lider i tavshed når deres børn flytter hjemmefra, i kontekst af den øvrige nyhedsstrøm.
Jeg ville nok ikke have studset, hvis det havde været hos Politiken, men jeg forventer et andet og skarpere blik for hvad der almindelig weltschmerz og hvad der har relevans og substans hos Information.
Man kunne få den tanke, at grunden til at netop det debatindlæg får netop den opmærksomhed er, at Informations læserskares tankesæt netop er italesat her: Gode pointer om modernitetens væsen, men nedenunder lamenteren over tilværelsens ulidelige lethed fra en forkælet generation, som længes tilbage til tiden før Murens Fald og måske bare skulle overveje at få sig et nyt livsindhold.
Hvis det er det rationale - eller noget i nabolaget - som har gjort sig gældende redaktionelt, så er der i den grad grund til at gøre anskrig, ikke?
For mig rangerer indlægget på niveau med en beretning om, hvordan man som nybagt forælder lider i stilhed over sin tabte personlige frihed...sikkert reelt nok fænomen, meeen er det vitterligt det vi skal forholde os til, når vi "slår avisen op"?

Morten Pedersen, Per Jongberg, Niels Mosbak, Dana Hansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Poul Borup-Andersen

En kålhøgen person skrev bl.a.:
Citat: ...Jeg står faktisk uforstående over for, hvad det er for en lidelse, der skulle være på færde,... citat slut.
Mine fem børnebørn - som nu alle er over tyve år gamle - genskabte fra de var spæde - en enorm glæde hos mig. De sagde med mund og kropssprog det, som jeg huskede fra mine egne, da de var små.
Jeg har ingen af dem mere (små)! Det 'lider' jeg ikke under, men jeg lærte af mine børnebørn at mit savn af 'de små' var enormt stort.
Livets gavn. Javel. Derfor synes jeg at artiklen er god. Vi er åbenbart mange der ikke 'lider', men savner.
I mine gode dage løb jeg Eremitageløb på 46 minutter. Nu skal jeg bruge 1h 25 min. Nu 'lider' jeg. Det gjorde jeg ikke dengang. Da var jeg 'høj'.

Majbritt Nielsen

Lige da jeg læste overskriften gik jeg ud fra det var forældre der var blevet skilt.
Og at det var den forælder der ikke fik barnet der fik det skidt.

Så det voksne børn der flytter.
Jeg tror mine forældre var lettet da vi smuttede en efter en. For til sidst at få ro i årevis. Specielt her når pensionen er banket på, er de vist meget glade for at få huset for sig selv.

jens peter hansen

Når børnene bliver boende hjemme er det en social katastrofe, når de flytter er det en mental katastrofe. I Syrien og Ukraine slår de hinanden ihjel. Ikke underligt at vi også har store problemer. Hjælp.