Lad mig lægge ud med en tilståelse: Jeg ikke bare afskyer, næh, jeg hader, algoritmer. Ikke dem, vi engang blev tvunget til at lære i fjerne matematiktimer, men dem, der i dag gør det muligt for alverdens institutioner og brancher – fra medier til supermarkeder, fra sociale netværk til valgkampagner – at give os det, ’vi gerne vil have’.
’Vi’ kan være mange ting – vi kan være forbrugere (først og fremmest), men vi er ganske ofte også vælgere, borgere, forældre, ægtefæller, turister, kønsfæller og seksuelle væsener. You name it. Og uanset, om vi surfer rundt på Facebook, køber ind i supermarkedet eller på Amazon eller ser gammeldags tv, så har dem, der styrer tilbuddene til os, i stigende grad regnet os ud.
I USA er de langt fremme. Når jeg foretager mine daglige indkøb i Washington og går rundt med min private scanner – selvfølgelig gør jeg det, for det er langt hurtigere at afregne, når jeg selv scanner undervejs, og jeg slipper for at stå i kø – så skal jeg bevidst ignorere supermarkedets insisterende forslag om, at jeg (igen) skal købe den kaffeis, jeg har købt det seneste halve år. Scanneren kan også oplyse mig om, at der er tilbud på min yndlingsfrugt – blåbær – og ganske snart vil den kunne forbinde sig med mit køleskab derhjemme, så den også ved, at min mælk har overskredet sidste salgsdato, og at jeg har glemt at købe mineralvand.
Hvordan nu det? spørger De måske, kære læser? Jo, det er det fænomen, som populært kaldes the internet of things. Groft sagt – og jeg undskylder på forhånd over for mulige tech-nørder blandt læserne, der godt ved, at det er lidt mere komplekst end som så – handler det om, at de ting, vi har installeret derhjemme – eller på kroppen, så som armbåndsuret eller telefonen i lommen – i fremtiden vil kunne kommunikere både med hinanden og med os.
Mit intelligente køleskab vil således kunne forbinde sig direkte til min scanner, når jeg køber ind. For at bruge scanneren, skal jeg nemlig logge ind med mit bonuskort, der er personligt, og som alle amerikanske supermarkeder udsteder, og som man lige så godt kan droppe at være modstander af (jeg har prøvet), fordi man får så kæmpestore rabatter, at man ærligt talt føler sig lidt dum, hvis man nægter. Og når først køleskabet kan tale med scanneren, kan jeg potentielt købe ind på nul komma fem, for som i de fleste store familier (overtegnedes består af to voksne og fire børn), er 90 procent af ugens indkøb de samme uge efter uge.
Men er det ikke meget smart? Er det ikke ligesom, når Amazon tilbyder mig bøger, der ligner dem, jeg allerede har købt. Og er det måske ikke fabelagtigt, at de nyeste varme- og kølesystemer for huse her i USA selv skruer op og ned for varmen, hvis beboerne har glemt det. Og lukker for vandet, så badekarret ikke løber over med dyre vandskader til følge, hvis nu uheldet er ude.
Og er det ikke herligt, at man kan få alarmsystemer, der selv sikrer og låser uset af? For slet ikke at tale om de potentielt dødelige tilfælde, hvor bedstefar Albert falder og slår hovedet, men undgår at ligge alene og bevidstløs i timevis, fordi hans armbåndsur eller briller forbinder sig med alarmcentralen. Hvad i alverden kan man have imod det?
Det skal jeg fortælle Dem. Og nej, det handler ikke – som nærværende dagblads venstresnoede læsere med garanti tror – om angsten for overvågning. Jeg er reverenter talt helt kold i min bare rumpet og har ikke fantasi til at forestille mig, at mit forbrug interesserer nogen statsmagt. Nej – det handler om min primitive insisteren på retten til at blive overrasket. Om at se film og læse bøger, jeg ikke kender. At falde over produkter, jeg ikke har smagt før eller møde mennesker på sociale netværk, der ikke i forvejen mener det samme som jeg og liker de samme ting.
Det handler med andre ord om at give sig selv lov til at åbne sig for undren, for det andet og den anden. Og det er i øvrigt ikke bare et egoistisk eller nydelsessygt projekt, en jagt efter den næste ’autentiske’ oplevelse. Det handler snarere om, at vi – filosofisk set – får langt sværere ved at føle empati eller næstekærlighed i radikal forstand, hvis vi ikke har mulighed for at møde og rumme det fremmede – herunder det fremmede i os selv.
Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC.
Personligt tror jeg ikke vi rent ontologisk eller psykisk mister noget ved at få tilbud stukket i hånden under indkøb. Tværtimod lære vi måske at tænke over hvad vi køber, og hvorfor. Det kan være vi skal bruge lidt mere tid til indkøbene - men det er jo også, for langt de fleste af os, dagens vigtigste beslutning, hvad indkøbskurven skal fyldes med - og måske undertrykkes den musakfremkaldte ubevidste reklamepåvirkning i vores hjerner af disse fremprovokerede bevidste valg.
...og heldigvis sker forsøget på styringen af vores forbrug af hensyn til vækst og profit - tænk hvis det skete af hensyn til din sundhed og miljøet, så ville det jo være den rene ensrettende kommunisme... (lidt sarkasme her tilsidst)
@Bill: Det er ensretningen, vi aldrig har haft noget imod.
Noget andet: Jeg er ikke på facebook, netop fordi jeg ikke kan fordrage deres vejledning om, hvad jeg skulle tage at gøre.
@Niels-Simon jeg ved ikke lige hvad jeg skal svare til den med at 'ensretning' var accepteret. Mit indtryk fra utallige diskussioner er at påstanden om 'ensretning' i almindelighed blev fremhævet som noget uønsket, men ok...
Hvis den omtalte slags scanner kan hjælpe os med at indkøbe det rigtige - for man må jo gå udfra at hvis du vælger økologisk, politisk og bæredygtigt, korrekt - så får du også tilbud inden for disse kategorier, så kan indkøbsvognen og kassebonen gå hen og blive den vigtige stemmeseddel i det mere og mere omklamrende konkurrencesamfund.
Hvis jeg glemmer at købe kaffe - så må jeg jo drikke noget andet eller tage en tur mere ned at handle. Undervejs opdager jeg måske, at jeg havde en sjat saft stående fra i sommer, eller at jeg møder nogen, på min 2.indkøbstur, som sætter nogle særlige tanker igang.
Jeg er helt afgjort tilhørende den venstresnoede Informationskommenterende fløj, som ikke går ind for overvågning. Men jeg går nu heller ikke ind for en strømlinet liv, hvor teknologien udjævner vejen for os som en slags blip-lydende alvidende curlingforælder.
Fuldkommen rædselsfuldt og fantasiforladt. Forudsigelighed er døden.
Hvis jeg på min skærm engang om ugen fik en ordreliste op med basisvarer udvalgt udfra mine økologiske, politiske og miljømæssige krav, sammen med informationer istedet for reklamer, og endvidere bragt til døren - så ville jeg fløjtende køre på min cykel op og hente herb-the med granatæble, fri for distraherende rugbrød, kartofler, sæbpulver og toiletpapir. Og så tror jeg jeg ville købe medejerbeviser i den virksomhed, der kunne organisere det ....Coop !!
Flere venner og bekendte har fået svært ved, at bruge papirudgaven af Krak når de skal finde vej, fordi de tyer til GPSen. Jeg selv kan efterhånden dårligt huske mit eget tlfnr (kæresten kan IKKE huske mit tlfnr!), som jeg har haft de sidste 10 år. Og det bliver ikke bedre når mit køleskab kan aflæse min telefons gps-koordinater og se, at jeg står i Rema1000 og derfor lige SMSer mig om, at der mangler mælk og rullepølse til den italienske salat hjemme i køleren og som forresten har udløbsdato om 3 dage! Hvorfor ikke bare få skåret hjernen væk ved fødslen?
Peter, jeg tror jeg sagtens kan finde anvendelse for den overskydende hjernekapacitet, hvis jeg ikke skal huske telefonnumre og basisvarerindkøb. :-)
Bill
Det kan jeg også. :) Men jeg er bange for, at den selvstændige tanke lige så langsomt forsvinder med al den hjælp, vi bliver påduttet udefra.
Peter, min mening er at trivialiteter har aldrig været sundt for noget som helst... Hvis vores fysiske behov tilrettelægges for os, så har vi mere energi til at stige op ad næste trin i Maslows behovspyramide.
Det kunne være interessant at se en hjerneforskning af,
hvorvidt hjernekapiciteten flyttes over til andre aktiviteter, hvis trivialiteterne og de mnemotekniske aktiviteter skæres fra.
men den slags studier findes vist ikke.
jeg er bange for, at det ikke foregår på den måde, men at de hukommelsesmæssige teknikker bare visner - og at der går meget tabt i de forbindelser i hjernen, som også trækker på hukommelsescentrene.
men det er nok en trossag.
Endnu.
Du kunne løse dit problem ved at åbne inkognito i din browser, så undgår du langt størstedelen af målrettet hjælp (I Chrome er genvejen CTRL+SHIFT+N). Hvis det ikke er nok, kan du åbne hjemmesiden igennem en proxy som f. eks. http://www.hidemyass.com/
Jeg studerer datalogi, og det kunne være en sjov idé at bruge de algoritmer du er træt af, til at gøre det modsatte af hvad de gør i dag: anbefale ting man aldrig har prøvet før. Da du ikke har vedlagt nogen mail, ville jeg anmode om du kontakter mig; jeg har nogle spørgsmål til hvad det lige præcis er der driller dig, og hvor mange du kender der tilsvarende synes det er træls.
Hehe. Jeg stod i sidste uge, og kiggede på elektriske tandbørster. Nogle med display og indbygget computer og hvad ved jeg.
Jeg morede mig lidt ved tanken om en tandbørste, der går på www med det resultat, at man et øjeblik senere får en email eller sms, der fortæller at den og den tand, skal børstes bedre næste gang, og at man forøvrigt bør bruge colgate, som tilfældigvis er på tilbud i denne uge.
Jeg har stor fornøjelse af addons til Firefox. F.eks. Cookie self-destructor. Læs politiken uden nagging.
Bill
Det er alment kendt, at trivialiteter, som kryds&tværs, sudoku og endda kryds&bolle træner hjernen ganske godt. Det samme gælder simple ting, som memorering af telefonnumre, indkøbsvaner og andet. Stedsansen trænes ved, at bevæge dig almindeligt rundt og ubevidst registrere kendemærker, solens position og noget mere konkret, som vejskilte. Så du må ikke undervurdere vores hjerners behov vedr. de helt simple dagligdags øvelser, som vi ikke engang tænker over, at det rent faktisk er elementær træning til de små grå. Og efterhånden, som grundlaget for disse øvelser tages fra os, bliver vi også langsomt dummere.
Det er problemet i en nøddeskal, Bill Atkins, hvis du ikke kan huske navne, telefonnumre og alle mulige andre ting, kan du heller ikke huske det andet. Hjernen er en muskel, stimuleres den, kan den mere, stimuleres den ikke, forfalder den og man mister også de fakulteter, man havde.
Hold nu op folkens! For det første er vi rene demens-tarer i forhold til antikkens lærde og studerende. Det var ikke ualmindeligt at de kunne recitere hele Homers Illiaden uden problemer. De havde åbenbart ikke nok problemer at beskæftige sig med. Ingen savner i dag den trivialitet at gå ud og hugge hovedet af middagskyllingen. Vores udvikling ér, at lægge trivialiteterne på hylden.
Nå trivialiteterne er væk fyldes vores hoveder af vigtige spørgsmål. Og når tilstanden af fravær overfor trivialiteter mødes hos et anerkendt geni kaldes det distraktion - engang betragtet med en vis respekt.
Jeg vil egentlig gerne være fri for opfordrede produktanbefalinger, men det kunne være fint hvis man kunne scanne varer med sin mobiltelefon og få oplysninger om hvordan de er produceret og lign. Dog hænger danske supermarkeder fast i middelalderen, og man ser nok ikke den slags foreløbig.
Pudsig artikel og pudsigt, at det er en dansker, der har skrevet den.
Det store flertal i Danmark (lønmodtagere) får alle økonomiske elementer indrapporteret automatisk til Skat, der derefter regner ud, hvad der skal betales , efterbetales eller tilbagebetales i skat.
PBS klarer de fleste menneskers faste betalinger, realkreditten trækker automatisk skyldige beløb o s v.
Bliver man syg, så klarer IT-systemene med udgangspunkt i CPR-numrene alt det praktiske.
O s v , osv osv ....
Vi har faktisk overgivet vores mest betydningsfulde og private forhold til andres administration - og vi er lykkelige for at slippe for ulejligheden.
Det er da meget værre, end de "amerikanske forhold", der beskrives i artiklen ?????
Og resultatet er mennesker der ikke kan beskæftige sig selv. Folk der ikke kan tage et valg uden at slå svaret op. Det er måske også derfor at der er for meget ligegyldig kommunikation. SMS'er med "hvad laver du?". Telefonsamtaler hvor indholdet er "har lige været ude at handle. nu skal jeg have en kop kaffe". Hvad skal vi tale om når alle høflighedsfraserne er overstået? Hvad er der at dele når vi endelig er sammen?
Tak for kommentarer.
Min mailadresse er i avisen (og på siden her kan man bruge formularen, der er til alle skribenter, hvor man få en mail gennem avisen). Men ellers er min adresse: anra@information.dk
Og jeg er altid glad for reaktioner på mine artikler.