Læsetid 4 min.

Homoseksualitet er ikke en hvid sygdom

Mange afrikanere tror, at homo-seksualitet kom til kontinentet med den hvide mand. Men faktisk var det kun homofobien, som de kristne og islamiske kræfter importerede
12. marts 2014

En af de mest tåbelige myter i Afrika er, at homoseksualitet ikke fandtes, før den blev importeret af den hvide mand. Robert Mugabe er en af fortalerne for dette sludder. Han har kaldt homoseksualitet »uafrikansk« og »en hvid sygdom«.

Gennem hele historien har folk overalt i verden udforsket og eksperimenteret med deres seksualitet. Nysgerrighed har aldrig været begrænset til bestemte geografiske områder. Alligevel eksisterer der i dag en myte om en førkolonial seksuel uskyld, eller snarere uvidenhed, som bliver brugt til at legitimere anti-homolovgivning og til at puste til homofobi og forfølgelse i Afrika.

I min fars hjemland, Nigeria, blev en ny lov vedtaget i januar. Ifølge den kan man idømmes 14 års fængsel for at indgå i forhold til en af samme køn og op til 10 års fængsel for medlemskab af eller støtte til homoorganisationer.

I Uganda kan man under den nye anti-homoseksualitetslov blive idømt fængsel på livstid. Syvendedagsadventister fra USA bærer en del af skylden for denne fortsatte forfølgelse, men de deler den med de politiske ledere i Afrika, f.eks. Gambias Yahya Jammeh og Ugandas Yoweri Museveni, der bruger aggressiv anti-homoretorik til at udvide deres magtbase og popularitet.

Ældgammel tradition

Meget er blevet skrevet om denne farlige udvikling, men kun lidt om dens oprindelse. To banebrydende studier er blevet lavet på området: Boy Wives and Female Husbands redigeret af Stephen O Murray og Will Roscoe og Heterosexual Africa? af Marc Epprecht. Begge studier får de revisionistiske fortællinger om Afrikas seksualhistorie til at styrte i grus.

Kilder indsamlet og produceret af europæiske missionærer, eventyrere og embedsmænd beretter om homoseksualitet i Afrika fra det 16. århundrede og frem. Disse kilder blev i deres samtid brugt som argumenter for, at Afrika havde brug for kristen renselse.

Portugiserne var de første europæere, der udforskede kontinentet. De bemærkede variationen af kønslige relationer i afrikanske samfund og henviste til den ’unaturlige fortabelse’, der kom til udtryk i seksuelle forhold mellem mænd i Congo. Andrew Battell, en engelsk rejsende i 1590’erne, skrev om Imbangala-stammen i Angola: »Deres levevis er dyrisk, for de har mænd i kvindetøj blandt deres koner.«

Transvestisme forekom mange forskellige steder, heriblandt Madagaskar og Etiopien. Hos Pangwe-folket i det, der i dag hedder Cameroun og Gabon, var sex mellem mænd i alle aldre udbredt, og forestillingen var, at man på denne vis kunne give velstand videre.

I Ghana havde nzimaerne en tradition for ægteskab mellem voksne mænd, oftest med en aldersforskel på omkring 10 år. I lighed med det gamle Grækenlands pæderasti var det en tradition hos Sudans Zande-stamme, at krigere giftede sig med drenge og betalte forældrene medgift, som de gjorde med pigebrude. Når drengen blev voksen, blev også han kriger og giftede sig siden med en dreng. I samme stamme blev lesbianisme praktiseret i polygame husholdninger.

I det 18. århundrede brugte khoikoierne i Sydafrika ordet koetsire om mænd, der blev opfattet som seksuelt modtagelige for andre mænd, og soregus var det ord, der blev brugt om venskaber, i hvilke man praktiserede onani mellem to af samme køn.

Også i Egypten er homoseksualitet dokumenteret blandt siwaerne. Det hørte til drengebørns overgangsrite i Benin, og kvinde-kvinde-ægteskaber inklusiv medgift var praktiseret i flere end 30 afrikanske samfund fra Nigeria over Kenya til Sydafrika.

Bliv i skabet eller flygt

Hvor langt tilbage kan homoseksualitet så spores i Afrika? Hulemalerier kan man ikke diskutere med. For tusinder af år tilbage afbildede San-folket i Zimbabwe analsex mellem mænd. Sandheden er, at ligesom alle andre steder i verden har afrikanske folkeslag udtrykt store seksuelle variationer.

Kristne og islamiske kræfter bekæmpede homoseksualitet i højere grad, end de bragte den med sig. Ved at udfordre kontinentets oprindelige sociale og religiøse systemer bidrog de til at dæmonisere og forfølge homoseksualitet i Afrika og banede vejen for de tabuer, der stadig eksisterer i dag.

Hovedpersonen i min seneste roman, Mr Loverman, er en 74-årig homoseksuel mand, Barrington Walker. Han er gift og har to døtre og har således levet i skabet i 50 år. Kort efter udgivelsen af bogen fik jeg en mail fra en ung bøsse i Nigeria, som frygtede, at hans liv ville blive som Barringtons. Hvis han ville leve sit liv åbent og legalt, kunne jeg kun råde ham til at forlade sit hjemland. Hvad skulle jeg ellers foreslå?

Millioner af homoseksuelle i Afrika står over for et lignende valg. Hvis de bliver, kan de enten undertrykke deres seksualitet eller risikere at miste både friheden og livet. Kolonialismens arv lever i bedste velgående. Som en anden figur i Mr Loverman siger: »Det er homofobien, ikke homoseksualiteten, som blev importeret til Afrika.«

Bernardine Evaristo er britisk-nigeriansk prisvindende forfatter og litteraturkritiker for bl.a. The Guardian

© The Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu