International kommentar

Hvornår bliver jeg maniodepressiv?

I min fars maniske perioder kørte vi København rundt på to hjul. Når han blev depressiv, kunne han ikke tåle synet af mig. Jeg frygter, at sygdommen ligger i mine gener, mest fordi samfundets afstandtagen fra psykisk syge gør så ondt
8. marts 2014

For nogle år siden var jeg til filosofi- og psykologiundervisning. Efter undervisningen spurgte jeg læreren, om psykiske sygdomme er arvelige. Hun fortalte, at studier har vist, at arvelige faktorer er af betydning for udviklingen af f.eks. bipolar sygdom, også kaldet maniodepressiv sygdom.

»Så hvis min far er maniodepressiv, bliver jeg så også maniodepressiv?« spurgte jeg.

Hun var en af de lærere, der mangler overskud i hverdagen, så hun svarede kort og uden omsvøb: »Ja, chancen er stor.«

Så skyndte hun sig videre.

Min far er maniodepressiv, og siden den dag har jeg gået og tænkt: »Hvornår bliver jeg maniodepressiv«, »er jeg præmenstruel, eller er det nu det sker« og »nu skal jeg heller ikke have for mange dårlige dage, for så er det måske en depression.«

Jeg har læst næsten alt, hvad der er at læse om sygdommen for at finde svar på, om jeg bliver syg. Svaret er det samme hver gang: Risikoen er stor.

København rundt på to hjul

De værste oplevelser i min fars sygdomsforløb var, når hans maniske eller depressive tilstand brød ud – i perioderne imellem, var han bare godt gammeldags fuld.

Sygdomsperioderne endte altid med indlæggelse på den lukkede afdeling, men fordi jeg er skilsmissebarn, og derfor var alene med min far, begyndte sygdomsperioderne altid med et lille eventyr.

Når han blev manisk, skulle vi køre København rundt i bilen på to hjul. Når han blev depressiv, kunne han ikke tåle synet af mig, og så lukkede han mig ude.

Som det lille barn, jeg var, kunne jeg ikke definere, hvad der var manisk, og hvad der var depressivt. Jeg kunne bare se på hans øjne, at noget var anderledes – så jeg vidste godt, når den var gal, og når den var det, tog jeg i skole og sagde det til min lærer. Min lærer, Maya, sagde altid, at det nok skulle gå. Det troede jeg på, for det var jeg nødt til.

Farvel far

I dag er jeg 20 år gammel, og har kun kontakt til min mor. Jeg valgte som 12-årig at bryde kontakten til min far. Jeg elskede ham, men jeg kunne ikke mere.

I de sygdomsperioder, hvor han var depressiv, gik det tit ud over et nært familiemedlem, han ikke ønskede at have noget med at gøre. Så var det min mor, han ikke kunne fordrage, eller sin bror, der pludselig var en fjende – og da det en dag gik ud over mig, blev det for tungt.

Når hans sygdom blev stabiliseret, kunne han sjældent huske, hvad der var sket – og da jeg brød kontakten med ham og sagde: »Jeg elsker dig, men vi skal ikke ses, for jeg er ikke sikker med dig,« forstod han ikke, hvad jeg mente. Han huskede ikke, at han ønskede at kidnappe mig og gøre mig fortræd.

Fortrængning

Jeg har brugt mange år på at forstå, hvad der var sygdom. Hvad der var ham. Hvad der i det hele taget skete.

Psykens mest effektive forsvarsmekanisme er fortrængning. Man glemmer oplevelser og følelser. De bliver udelukket fra bevidstheden. Fortrængning er en forsvarsmekanisme mod angst. En forsvarsmekanisme, der gør, at jeg kun husker min fars sygdomsperioder i meget korte bidder.

Igennem årene er jeg kommet i tanker om forskellige ting, som jeg så langsomt har behandlet – men alt i alt, vil jeg ikke kunne fortælle dig, hvad der er sket. Jeg har glemt det.

At have levet med en maniodepressiv far er en stor del af den, jeg er i dag. Det er dog de færreste omkring mig, der kender historien. Det gør kun de, der har kendt mig siden barnsben, og de, der har haft modet til at spørge, hvorfor jeg siger »min mor« og ikke »mine forældre«.

Men det er ikke alle, der spørger, der får historien om min maniodepressive far, for det er sjældent, at jeg ønsker at fortælle den. Så siger jeg bare, at han kører taxa, men at jeg aldrig har haft et forhold til ham. Det er ikke, fordi jeg har svært ved at sige »min far er maniodepressiv, og lever den dag i dag, men jeg ser ham ikke« … det er, fordi jeg har svært ved at acceptere folks gængse reaktion på psykisk sygdom.

Tavsheden gør ondt

Danskere har svært ved at acceptere dét, der ikke er dem. Hvis folk er meget religiøse og går med tørklæder, tænker vi, at de er begrænsede, og at vi bør opdrage på dem. Hvis folk er psykisk syge, skal de medicineres og i værste fald ind på den lukkede.

»Er han så rask i dag?« spørger folk.

»Nej, men han lever fint med sin sygdom og sin medicin, og det er helt okay,« svarer jeg.

»Men hvordan fungerer hans hoved?« spørger de.

»Det fungerer meget livligt, det er meget smukt,« svarer jeg.

»Det må være farligt at bo med en maniodepressiv,« var der engang en kvinde, der sagde til mig.

»Det, tror jeg ikke, det er – han er jo min far, og han har aldrig gjort nogen ondt,« svarede jeg.

I dag har jeg accepteret, at min far er maniodepressiv, også selv om sygdommen ødelagde vores forhold. Jeg har lært at se det fine i en ellers uhåndgribelig og kaotisk lidelse. Men jeg har haft svært ved at acceptere den store risiko for, at jeg selv bliver maniodepressiv. Angsten for pludselig at miste kontakten til mig selv er stor, men angsten for, at samfundet skal fremmedgøre og udelukke mig, er større.

Danskerne burde ikke være bange for psykisk syge mennesker. Der er intet ondt eller farligt ved at være hverken deprimeret, manisk eller begge dele. Men den tunge tavshed om emnet gør ondt.

 

Emilie Adelina Monies er film- og tv-studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christina Mørch
  • Maria Ro sylow
  • Jens Peder Nielsen
Christina Mørch, Maria Ro sylow og Jens Peder Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mads Trier-Blom

Kære Emilie -
Tak for at du bryder den tunge tavshed.
Jeg er selv maniodepressiv, og jeg har en dybfølt respekt for de pårørende.
Da jeg fik diagnosen i 2004 levede jeg nogle år i den tro at når bare jeg passede min medicin -
så ville jeg ikke mærke sygdommen.
Men den sneg sig ind som en skygge i 2007-8 stykker.
Jeg begyndte at komme i depressionsforeningen bipolar patientgruppe for ligesom at indkredse hvad sygdommen var, ikke fra fagbøgernes ensidige svar men fra mennesker.
Det var skønt at kunne spegle sig i ligesindede...

Meget er sket siden dengang, både noget der kan opfattes som skidt...
men også 3 1/2 års total stabilitet
og generelt er jeg et ganske fantastisk sted i mit liv.

Jeg kommer stadig i depressionsforeningens gruppe.
Jeg spejler mig stadig i de andre... men det jeg ser er at vi på trods af vores samme diagnose -
alle er forskellige...
Og det er derfor jeg skriver dig dette indlæg, for at sige at:

Mennesker er lige så unikke som træer.
selv om du måske har arvet en sårbarhed fra din far,
så er du et unikt menneske - og du har lært (på den hårde måde) af hans fejl.

Vi skal ikke frygte den rungende tavshed -
Vi skal bryde den-
for som kloge folk siger: Problemer vokser i tavshed

Alt godt til dig Emilie

Jonathan Smith, Steffen Gliese, Christina Mørch, Casper Møller og Maria Ro sylow anbefalede denne kommentar

Churchill havde efter sigende dybe perioder med depression, Black Dog, kaldte han sin kliniske depression. [Jeg ved ikke om var manio-depressiv? men måske - ]. I filmen om ham, The Gathering Storm, ses Churchhill bl.a. male og bygge mure for at komme ud af depressionen. Det synes som om mange kunstnere - og kreative mennesker - måske også er sådan?

Ikke at Emilie skal begynde at gøre det samme som Churchill; det må da være en trøst (solace på engelsk) at der måske findes en vej ud af depressionen. Jeg skal ikke kunne sige om der en stor chance for at Emilie bliver manio-depressiv lige som sin far, men man skal hele tiden huske på, at hvis chancen f.eks. 35%, så er der stadig 65% chance for, at det ikke sker, altså at Emilie - og andre - bliver manio-depressiv.

Desværre synes mennesker generelt at have en tendens til at fokusere på det negative...og ikke på det som ikke er negativt. Med vilje skriver jeg ej 'fokusere på det positive' - det mener jeg nemlig ikke man bør når det drejer sig om alvorlig sygdom, pyskisk eller fysisk. Gør man det kommer man nemlig nemt til at lyde som en person som tror at positiv tænkning kan kurere alt. Og det kan det ikke, tro mig, jeg har selv været der.

Ift. det som Emilie skriver om det fremmede og det ukendte kan jeg kun erklære mig enig. Også i at hun, Emilie, ønskes alt godt...

Kære Emilie - jeg har nu i snart 43 år levet med at jeg i perioder bliver dybt depressiv, faktisk er jeg lige nu på vej (langsomt) af en sådan periode. I andre perioder er depressionerne mindre, og jeg kan arbejde samtidigt. Jeg har bare ikke overskud til andet. Men - hvis du bliver ramt af sygdommen, skal du vide , det ikke er verdens undergang. Du skal bare huske at mærke efter, hvad der hjælper dig. Det er ikke alle, der får det bedre af medicin eller indlæggelse. En tidligere kollega får det f.eks. bedre af at lade sig indlægge, når hun er helt til rotterne - på mig ville det virke lige modsat. Depression eller manio- depressiv (nogle af os er bare depressive ind i mellem, aldrig manio) er ikke en entydig sygdom. Den ytrer vidt forskelligt , derfor er det, der hjælper den enkelte, også helt forskelligt.
Mit råd til dig - lad være med at bekymre dig for noget, der måske aldrig sker. Og hvis det sker, så tag den derfra. Man skal virkeligt ikke tage sorgerne på forskud - de bliver måske aldrig til virkelighed.

Jeg har netop nedarvet min sygdom, fra min far.
En hurtigt søgning på nettet, gav en 10% risiko hvis en forældre er bipolar. og 40% hvis begge forældre er.
Der er så 90% sandsynlighed for du er rask, husk det :-)

Henrik Herskind

Smuk artikel, Emilie! - Og mange smukke svar, du har fået!
Jeg er for nylig blevet gjort bekendt med, at man nu opererer både med en type I og en type II af den bipolare lidelse. Type I er den "klassiske" med de store udsving, hvor type II er en mildere variant. Jeg fandt en ganske god beskrivelse af type II. Måske kan du bruge den til noget, idet den bl.a. gør rede for de symptomer, der optræder.
http://www.gomentor.com/da/articles/bipolaer-affektiv-sindslidelse-type-...