Kommentar

Ingen skal have ondt af den onde stedmor

Kære stedmor: Drop rollen som bollebagende martyr. Drop forestillingen om dig selv i familiens hovedrolle. Og tag så dit voksenansvar på dig og skab en fornuftig relation til dit bonusbarn
17. marts 2014

Den onde stedmor eksisterer, men hun er ikke pr. definition ond, blot fordi hun sætter personlige intimgrænser og ikke ønsker at dele håndklæde med det barn, der ikke er hendes eget biologiske.

LÆS: Stedmor er stadig ond

Hun er heller ikke ond, fordi hun ikke elsker barnet som sit eget. Det er der ingen, der forventer af hende, for hvordan skulle man kunne det? Moderkærlighed er biologisk betinget og fungerer som sikkerhed for, at vi ikke æder afkommet i det sekund, det er født.

Almindelig mellemmenneskelig kærlighed opstår gennem relationer, der er bygget op over tid og funderet i respekt og anerkendelse af et andet væsen.

Den onde stedmor er heller ikke ond, fordi hun synes, at det er svært at rumme et barn med alt, hvad det indebærer af konflikter, krav, tid og opmærksomhed. Hun er heller ikke ond, fordi hun nogle gange tænker, at det ville være meget lettere uden det der barn. Tro mig, den tanke får selv vi biologiske mødre af og til om vores afkom.

Nej, den onde stedmor er først ond i det øjeblik, hun nægter at rumme situationen og lader sine egne frustrationer gå ud over barnet i stedet for at tage voksenansvaret på sig.

Jo, du vidste udmærket, at han havde et barn, med en mor og en familie. Det er ikke synd for dig. Det var dit eget valg.

Gæst i fars hjem

At agere mor eller far kræver helt banalt evnen til at sætte sig ud over sig selv og sine egne behov samt evner udi vidtrækkende empati i børnehøjde. Sikkert et ordentligt kunstgreb for nutidens forkælede generation af teenagere i 30’erne.

Når man skal bygge et familiefællesskab op, må det handle om følelsen af at være inkluderet. Vi er fælles om det her projekt, og sammen skaber vi nogle rammer, der kommer til at lægge grunden for vores familiefølelse.

Min egen stedmor gjorde sig stor umage med på alle tænkelige måder at fortælle mig, at jeg ikke måtte være en del af den nye familie, hun havde planer om at skabe med min far.

Hun lavede f.eks. en scene, hvis jeg brugte deres toilet. Jeg var gæst i deres hus, og derfor skulle jeg bruge gæstetoilettet, og havde jeg glemt at medbringe min egen tandpasta, stod min mor for skud.

På trods af, at jeg var hos min far hver anden weekend gennem næsten 10 år, fik jeg aldrig mit eget værelse, men en slå ud-sofa i arbejdsværelset. Og på mine julegaver stod der med store bogstaver min fars navn, mens hun på mine halvbrødres pakker skrev »Fra Far«.

Jo, kreativiteten kendte ingen grænser, når det gjaldt om at vise mig, hvor uønsket jeg var.

Barnet er eneste offer

Budskabet sev ind.

Jeg var fire år, da hun invaderede min verden, og faktisk skulle jeg blive 25 år og mor til en dreng, før jeg igen følte mig berettiget til en plads her på jorden.

Diskussionen om, hvorvidt barnet skal have retten til at dele håndklæde med bonusmor, er et symptom på en magtkamp, der udspiller sig på grund af dårlig samvittighed og usikkerhed mellem de biologiske forældre, og som grundlæggende er et misforstået hensyn til barnet. En magtkamp, som stedmor deltager i ved at gøre sig selv til offer.

Men lad mig slå fast med det samme: Der er kun ét offer, og det er barnet.

Alle andre har selv taget beslutningerne. I er voksne, og det er ikke synd for jer.

Så kære Dorte (Dorte Daugaard Jensen skrev kommentaren: »Det er ikke kun bonus at være stedmor« den 8. marts, red.), drop rollen som bollebager og martyr. Tag i stedet ansvar for din relation til barnet ved at fokusere på jeres personlige forhold, og hvad det skal indebære. Sæt personlige rimelige grænser for hinanden og skab dermed et rum, hvor I kan være sammen på ligeværdige og kærlige præmisser.

LÆS: Det er ikke kun bonus at være stedmor

Og Dorte, drop også lige hovedrollen. Det er slemt ucharmerende at tro, at det udelukkende handler om dig og dine behov. Det er faktisk biofar, der står i spagat for at imødekomme alles interesser. Hans fremtid er med dig, og derfor vil han for alt i verden forsøge at opfylde dine ønsker og behov. Han vil altid forsøge at fordele sin opmærksomhed ligeligt mellem sit eget barn og dig, så du ikke føler dig udenfor. Han vil tage dig i forsvar, når biomor går til angreb og forklare, at du gør det så godt, du kan og har hjertet på rette sted. Og han er taknemmelig, når du bager de skide boller, fordi han håber, at det er udtryk for oprigtig interesse i jeres fælles familieprojekt.

Men til barnet bliver 18 år, skal der samarbejdes med biomor, og de rammer, der sættes, tager naturligvis afsæt i barnets behov. Det kan enhver bonusmor vel nok forstå.

 

Regitze Heitmann Bay er selvstændig erhvervsdrivende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ida Thagesen
  • Søren Rehhoff
Ida Thagesen og Søren Rehhoff anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lisen Nordstrøm

TAK Tusind Tak. Jeg står på side linien som farmor/papfarmor og oplever 5 børn der skal overleve med tvunget samvær med hhv fars samlever og mors samlever.

Anne Christensen

Man må gerne kritisere, men at skære alle pap/bonusmødre over en kam baseret på en personlig, tragisk anekdote er både lavt og ondskabsfuldt - især i et land hvor 3/4 (?) af alle ægteskaber går i opløsning og rigtig mange børn, forældre og bedsteforældre derfor lander i sammenbragte familier med dine, mine og vores børn.

Det her er en vigtig debat som fortjener en ordentlig behandling fra alle sider. Jeg syntes faktisk at Dortes indlæg var både sobert og respektfuldt og tog hul på et tabu som vi bør diskutere.

Så derfor, kære læser, før du kaster dig frådende over tasterne, tag og læs Dortes indlæg og overvej om der er nogen i din egen omgangskreds som kunne være i samme situation.

Marie Kruse, Maria Jakobsen og Majbritt Nielsen anbefalede denne kommentar
Lise Christiansen

Regitze Heitmann Bay, det gør mig ondt, at du har haft den barndom og jeg forstår simpelthen ikke, hvordan din far har kunnet acceptere sin kones behandling af dig. Hvorfor skrev han ikke selv på din pakke? Hvorfor sørgede han ikke for, at du havde tandpasta? Enhver forælder ville da selv tage ansvar for disse ting, som en naturlig omsorg.
Jeg synes, det er rigtig synd for dig - men det er næppe din fars kones "skyld".

Sascha Olinsson, Sabine Behrmann, Hanne Ribens, Rikke Nielsen og Majbritt Nielsen anbefalede denne kommentar
Charlotte Mammen

I mange år havde jeg det som dig Regitze, jeg var vred endog meget vred på min stedmor, fordi hun er, som hun er. Men på et tidspunkt var jeg nødt til at se den barske sandhed i øjnene nemlig, at hun nok har kæmpet lige så meget med situationen, som jeg har, mens min far, der jo er mit biologiske ophav, har stået på sidelinjen og kigget på. Så hvis der er nogen, der svigter, så er det min far!
Min farmor påstår ganske vist, at han jo var totalt domineret af den nye kone, men hvad er det for et skvat, der lader sig dominere? For mig at se var hun nødt til at sige sådan og også tro på det, for det er jo hende, der har opdraget skvattet!! Min konklusion er, at man ikke kan fraskrive sig ansvaret på den måde, for som voksen er man selv ansvarlig for sine beslutninger, og det er en beslutning, at man vil lade en anden bestemme over sit liv og sin relation til sine børn.
Så efter jeg er blevet voksen, har jeg måtte erkende, at i rigtig mange sammenbragte familier, er det de biologiske forældre, der svigter i forhold til at drage omsorg for deres yngel. Det ansvar kan man ganske enkelt ikke regne med eller forvente, at andre tager på sig.
Men det er for børn, og også voksne børn, langt nemmere at give en ny kæreste/mand/kone skylden frem for at se erkende, at man har en slap og måske endog ligeglad forælder. For Regitze, hvilke opgaver tog din far på sig? Hvordan støttede han både dig og sin nye kone i at finde jer til rette og få tingene til at fungere? Sidst men ikke mindst; hvordan i alverden kan man finde på at flytte sammen med et menneske, der ikke vil ens børn? Det er da den totale mangel på ansvarlighed og forælderkærlighed!

Sascha Olinsson, Sabine Behrmann, Rikke Nielsen, June Beltoft og Anne Christensen anbefalede denne kommentar
Majbritt Nielsen

Regitze Heitmann Bay
Der er mange måder at komme gennem barndommen på. Og du har ikke haft en af de nemme. Din far har åbenbart været ligeglad eller ude af stand til at tage sit ansvar som forældre.

Men at du så har den løftet pegefinger ude efter andre stedmødre, det er ret snævertsynet.
Der er stedmødre der får fornøjelsen af at blive kørt ud på et sidespor og i misforstået kærlighed til manden/familien. Tillader dette. Og det er ikke sundt heller.

Hver tragedie har sine hovedrolle indhavere. Og hver tragedie kan sjældent sammenlignes med de andre. Til trods for de måske på overfladen ligner hinanden.

Marie Kruse, Maria Jakobsen og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Vivi Marcussen

Hvor er det synd, at der ikke, i denne artikel bliver taget udgangspunkt i det hele billede. Så tror jeg rent faktisk at du Regitze, kunne have bidraget med noget brugbart til debatten. Men igen....er det ikke netop det' der er problemet i familien sammenbragt? Aktørerne har så forskellige udgangspunkter, at man ikke ser hinanden, ikke forstår hinanden og derved ikke, bare lige, kan finde rytmen. Det kræver nemlig hårdt arbejde for alle parter. En evne til ikke at fortabe sig i sig selv og sit eget udgangspunkt. Du står i en helt anden lejr, og råber for døve øre, med din artikel. Det gør du fordi, du ikke rammer plet med dine udsagn. De tager nemlig udgangspunkt i dine egne erfaringer og holdninger til bonusmødre. De er anklagende og, igen....fuldstændig ensidige. Du er selv faldet i "jeg har det så hårdt"-fælden, og projektere i den grad, dit eget snæversyn over på alle bonusmødre.
Hvor er det bare ærgerligt! For jeg er så enig i mange af dine synspunkter. Du ved...dem som grundlæggende ligger lige til højrebenet : Det er ikke barnets valg, man kan ikke vælge den halve pakke, man skal tage ansvar for relationen til barnet. osv.
Der hvor jeg tænker ØV! er der hvor du formår at splitte hele relationen op i bonusmor versus biofamilien. Der afslører du netop, at du ikke har nogen som helst, forudsætning for at sætte dig ind i bonusmødres udgangspunkt. Og i og med du ikke har dette, så kommer dine ord og resten af det du skriver, ikke til at fange bonusmødre, eller give dem en Aha...oplevelse. Du kridter desværre bare banen op til kamp. I stedet for at samle familien.
Det handler nemlig ikke kun om at æde hele pakken, være den voksne og lade vær med at agere bollebagende martyr ( can't believe you wrote that). Det handler om så meget mere. Det er meget mere komplekst end det.
Du går, som bonusmor, ind i noget du ikke aner hvad er, og har ingen forudsætninger for at vide hvordan det vil påvirke dig psykisk før du står midt i det'. (især hvis du ikke selv har børn med ind i forholdet). Man opdager hurtigt men ryk-vis, at man står i et uligeværdigt forhold, hvor du selv levere varen, uden omsvøb, men hvor din partner er nødt til at tænke på sit barn, og i grelle tilfælde sin ex-kone/-kæreste, før han kan levere en vare, som så oftest er med omsvøb. Jo mere af dette du som bonusmor udsættes for, jo mere føler man sig mindre vigtig og mindre værd. Du får simpelthen bare ikke det tilbage, du selv giver. Og det er her, at mange bonusmødre, helt underbevidst kommer til at sende regnskabsassistenten på overarbejde, og overskuddet på ferie. Et eksemplel på det' der kan ramme en bonusmors bevidsthed er; Kæresten (faren) har med sin tidligere kæreste (biomor) kunnet rejse med deres 9 måneder gamle barn til Australien, og rejst rundt i 2 måneder i autocamper. De har begge haft friheden og muligheden for at gøre dette, da de ikke havde nogle derhjemme, som krævede deres samvær i de 2 måneder. De var frie til at give hinanden og deres barn, en ultimativ fed oplevelse. De kunne endda bosætte sig i et andet land sammen, hvis de havde lyst til det. Nu er de splittet op, og det begrænser desværre dem, enorm i at kunne gøre dette, fordi de stadig har et lille barn sammen. Ny kvinde kommer ind i fars liv, blåøjet og forelsket. Tænker ikke på konsekvenserne, fordi hun stadig bare føler at kærligheden kan overskygge og overvinde alt. En dag hvor hun (guds nåde trøste hende) tænker; hmmm hvor gad jeg godt give vores kommende barn en lignende oplevelse, rammer virkeligheden hende; "Shit....det er jo ikke muligt." Der er jo ingen af de 2 skilte bioforældre, der vil give afkald på samvær med deres barn, i en længere periode. Altså står man i en virkelighed, hvor man har valgt at give sine kommende børn, mindre spillerum og større begrænsninger, fordi man har valgt en mand, som, vel og mærke, har prøvet det hele før, men nu ikke kan tilbyde mig og vores kommende børn, de samme frie rammer.
Så ja....man har selv valgt pakken. Men pakken kommer unægtelig til at clashe med de indgroede drømme og forestillinger størstedelen af kvinder (og mænd for den sags skyld) render rundt og har, for deres familieliv og parforhold. Og faren/kæresten må samtidig leve med, at han aldrig kan tilbyde den nye kvinde/kommende mor til hans barn nr. 2, 3,4 (måske), de samme frie forudsætninger, og muligheden for at drømme stort på sin familie og børns vegne.
Du kan forhåbentlig, med dette, se, at det ikke bare lige, er sådan at få en sammenbragt familie til at fungere, hvis bare bonusmor dropper sin hovedrolleønsker. Nej...det er desværre meget mere komplekst end det, da man er inde og rode i nogle helt grundlæggende værdier og drømme, som skal redefineres og omtænkes, af især bonusmødre, hvis alle parter skal forenes i cirkus sammenbragt. Der er altså rigtig meget der skal vægtes, sluges og sættes til siden, for at kunne være bonusmor og trives med det. Det er netop denne proces der kan besværliggøres, af fx biomødre der ikke kan acceptere din eksistens, og som måske endda direkte modarbejder dine ellers gode hensigter i at være en god voksenrelation i deres barns liv. Møder du modstand som bonusmor, ja som menneske generelt, så ryger paraderne altså op, og din evne til at se det større billede, og handle hensigtsmæssigt, bliver meget svært at efterleve. Og når du så er endt helt der ude hvor det hele bare er ondt mod ondt, og regnskabsassistenten arbejder på højtryk, så kommer der befalinger og reprimander fra oven (læs: alle dem som ikke kan sætte sig ind i dine følelser) om at du skal være voksen og tænke på alle andre end dig selv. Men hallo! Vi er jo ikke super-mennesker, uden egoer at beskytte. Vi er jo også bare almindelige mennesker, med samme ressourcer til rådighed, som alle dem uden vores udfordringer. Og med denne artikelserie om bonusmødre, skrevet af bonus mødre, er det måske netop bare DET' faktum, som forsøges belyst!
Hårdt mod hårdt virker altså ikke, hvis man skal frem til sagens kerne. Det handler om forståelse og empati for alle parter. Det at kunne, efter bedste evne, sætte sig ind i hinandens udgangspunkter.

Dagmar Winther

Jeg synes, det er synd for debattøren, at hun har haft en stedmor, der ikke var opgaven voksen. Det lyder meget ubehageligt, hvad hun har været udsat for.

Men jo, nogen gange er det synd for stedmor.
Der er nemlig ingen kvinder, med mindre de er skingrende psykopater, der ønsker at gøre børn fortræd. Der er ingen, der har lyst at vide med sig selv, at de har gjort livet surt for et barn eller fået det til at føle sig uelsket og uønsket eller splittet det fra deres far. Ingen, der har lyst til at vide, at stedbørnene som voksne mennesker har følt sig ulykkelige i deres barndom, eller at stedbørnene hader én. Og ingen, der har lyst til at splitte sin mands hjerte midt over ved at lade ham stå i umulige valg.

Men der er ingen, der ved, hvad de går ind til. Overhovedet. Lige så lidt som man ved, hvad man går ind til, når man får et biologisk barn. Derfor skal man tage sit valg på sig, ingen tvivl om det. Men ”du vidste hvad du gik ind til” er et billigt udsagn på højde med ”når jeg får børn, skal de være anderledes velopdragne end dem der.”

Der er IKKE kun ét offer, når der er rod mellem de biologiske forældre. Så er det sagt. Barnet er det ultimative offer, det er rigtigt. Men alle, der har stået i skilsmisse, eller stået hovedrystende ved siden af en ved, at der er mange ofre. Og der er utrolig megen smerte, og der er momentant vanvid, og det bringer af og til det værste frem i mennesker. ”I er voksne, og det er ikke synd for jer,” skriver debattøren. Og det er et frygtelig koldt udsagn. Er det synd for dem, der slås for samvær med deres børn, kæmper med gensidige beskyldninger, med sorg, angst, savn og vrede, og som ikke kan samarbejde om selv de mindste ting? Ja, det er det.

Nej, enhver bonusmor kan ikke forstå, at samtlige aftaler tager afsæt udelukkende i bonusbarnets behov. For tænk, så enkelt er det slet ikke, hvis der fx også er andre børn i ligningen. Og man må faktisk gerne have hovedrollen i sit eget liv – der er da det modsatte, der er martyriet! Men man skal have åbne øjne for det liv, man går ind til.
Faktum er, at omstændighederne omkring bonusbørn er lige så forskellige som alt andet. Nogen samarbejder fint og finder en rimelig balance. Andre gør livet surt for hinanden på måder, man slet ikke havde fantasi til at forestille sig. Det er synd for de stedmødre, hvis mand ligger i nervekrig med ekskonen.

Det er synd for de stedmødre, hvis stedbørn gør livet surt for hende. Og jo, de findes faktisk! Der er eksempler på stedbørn, der i uhellig alliance med biomor gør alt hvad de kan for at drive en kile imellem far og ny kæreste. Det er ikke børnenes ansvar, at det er blevet sådan – men det er en realitet nogle steder. Og der kan være langt hen til kærligheden, hvis man hver dag skal høre ”jeg hader dig.” Og det er okay, at man bliver slidt op af sådan noget. Som voksen har du hovedansvaret for relationen. Men – gisp! Bonusbørnene har medansvar. Tænk engang! Respekten går begge veje, og det er de voksne, der skal skabe gode vækstbetingelser for den.

Det er synd for de stedmødre og bonusbørn, der ikke får ordentlige rammer for at udvikle et godt forhold. Den slags tager tid, og det kræver pinedød, at alle føler sig trygge. Betyder det, at børnene har deres egne håndklæder, så er det det, der må til. Det kræver ikke mindst en biofar med is i maven, der tager et stort ansvar på sig. At debattørens far har accepteret, at der ikke må stå far på pakkerne fra ham er et svigt, men ikke kun stedmors. At hun overhovedet har brug for at insistere på det er for mig et tegn på, hvor usikker hun har været. Og når vi bliver usikre, bliver vi af og til uskønne. Fordømmelse og mangel på rummelighed skaber kun mere usikkerhed.

Det er synd for de bonusmødre, der skal føle sig som usle, ukærlige mennesker, fordi de måske er trængt op i en krog af en eller flere ovenstående faktorer. Og synd, at Dorte Daugaard Jensens forsøg på at sige, at de følelser du har, de er ret normale, nu igen skal nedskydes med et ”drop hovedrollen i dit eget liv, du valgte selv.”

Maria Jakobsen

Da jeg i sin tid blev (biologisk) mor fik jeg i mange forskellige sammenhænge mulighed for at dele de glæder og udfordringer, der var forbundet med mit moderskab. Jeg blev tilbudt samtaler med sundhedsplejerske og jordmoder, jeg kom i mødregruppe, og jeg læste bøger og abonnerede på nyhedsbreve. Jeg tog glædeligt imod alle de tilbud, og jeg oplevede mig selv i kraft af dette som en ansvarlig voksen, der forholdt sig konstruktivt til forandringerne i mit liv mhp. at finde frem til de bedste løsninger til gavn for mig, mit barn og mit familie. Jeg blev på ingen måder betragtet som en uansvarlig martyr, når jeg til veninder eller andre over kander af the og kaffe udbredte mig om søvnløse nætter og umulige unger. Om ambivalens i forhold til familie og karrie, om egne behov vs. mit barns behov. Og jeg blev aldrig - ikke en eneste gang - mødt med: 'du vidste jo, hvad du gik ind til'. Alle disse snakke, alt dette læsestof berigede mig, hjalp mig og hjæper mig fortsat i den - og vel aldrig ophørende - udvikling af mit moderskab.

Denne debat om bonusmødre er for mig at se en længe ventet og virkelig tiltrængt pendant til dette! En hjælp til alle os bonusmødre, så vi kan se virkeligheden i øjnene, blive klogere på de dilemmeaer vi står i, og dermed forblive konstruktive problemløsere, der - som du, Regitze, netop ønsker - kan skabe og bevare et godt og fornuftigt forhold til vores bonusbørn. Det bliver KUN nemmere for mig at være en god bonusmor og KUN nemmere for mig at rumme mine bonusbørn i mit liv, når jeg har mulighed for at tale åbent om mine glæder og udfordringer med mennesker, der ikke dømmer mig.

Så kære Regitze: prøv at forestille dig, at din stedmor havde fået mulighed for at tale om alt det, der øjensynligt har været helt umuligt for hende at håndtere på egen hånd. Tænk hvis hun havde fået mulighed for at se sig selv og sin stedmoderrolle i øjnenen, og hvis hun havde haft en kultur at læne sig op ad, som kunne hjælpe hende til at rumme sine vanskelige følelser i stedet for at lade dem gå ud over dig. Ville det ikke have været meget rart?

Rikke Nielsen

Charlotte Mammen, du beskriver virkelig godt det som, er jeg enig med dig i, er problemets kerne her. Den onde stedmoder er jo kun ond, fordi den skvattede far giver hende lov til det.

Det er fars fulde ansvar at beskytte sine børn, og hvordan kan han nogensinde tillade, at et menneske, der vil hans barn/børn det ondt (eller i hvert fald ikke godt), kommer i nærheden af hans børn!

Som stedmoder får man hele pakken, og det er selvfølgelig kompleksiteten her. Kan hun ikke acceptere hele pakken, så kan hun heller ikke være stedmoder.

Og til dig Regitze Bay, så er jeg fuldstændig lodret uenig med dig i, at "Moderkærlighed er biologisk betinget". Det kan godt være, at du har haft det behov for at forsvare din stedmoder på den front (eller måske snarere din far). Men ærlig talt, det kvindemenneske skulle aldrig have haft lov til at komme i nærheden af dig, og det ansvar - og den skyld - er det din fars ansvar alene at bære.

Benjamin Hansen

Jeg synes det er meget "voksent" at du (Regitze Bay) endda selv som voksen skubber ansvaret væk fra dine egne forældre.

Dette er set med mine øjne et eksempel på, at man ser et problem hvor det kommer til udtryk, ikke hvor det er grundlagt eller funderet. Barnet har altid kærligheden rettet med dets egne forældre, så alt det onde må være tilført udefra.

Hvorfor skal den fremmede stå til ansvar for vores forældre fejltagelser? I dyreriget, er det ofte set at en ny partner, afliver den tidligere partners afkom, så "man" kun vedligeholder egne gener og yngel.

Første led i egoismen indtræder hvor forældre går fra hinanden, efter de satte børn i verden. Anden del af egoismen indtræder, der hvor forældre tror og bilder sig ind, at selvfølgelig skal den nye partner elske "mit" afkom. Den tredie del af forældre egoismen, er der hvor far eller mor, fralægger sig forældre ansvaret og giver opvækst og trivselsansvaret til den nye partner.

Og den største misforståelse, sker så åbenbart i barnets loyalitetsfortolkning, hvor barnet ser det onde i det tilførte. Og grundlæggende handler misfortolkningen vel blot om barnets naive ønske om at få mor og far til at elske hinanden igen. Men det er lettere at give stedmor eller stedfar "aben" for så skal man ikke forholde sig til at ens forældre ikke elskede en så højt som man har gået og bildt sig selv ind....

Hvis man fastholder som voksen at det var ens stedforældre, der var af det onde, bør man så ikke også spørge hvor var dine egne forældres rolle i det skete. Dine stedforældres største fejl var set med mine øjne at de kyssede på dine forældre, og fik dine forældres afkom med i købet.

Umiddelbart ser det ud som om at din far var lige så lidt far i det nye forhold, som han var i det forhold han forhold med din mor. Din mor har garanteret ikke orket at have ham i pleje mere, og da han fandt en nye kvinde overlod han ansvaret til hende. Så skulle han ikke selv tage ansvar.

Gad nok vide om du selv har valgt en mand af samme type at leve sammen med? Eller om du som voksen stadig bilder dig ind, at det altid er kvindens ansvar at få yngelpleje til at virke....

Cathrine P. Rasmussen

Jeg synes, at Regitze har en god pointe og giver diskussionen en fin nuancering. Den afmagt en stedmoder måtte føle, må ikke gå ud over barnet, så barnet mærker frustrationen, der i Regitzes tilfælde slog over i en decideret afvisning. Barnet må ikke føle sig uønsket i familien – eller mærke, at stedmoderen ikke kan lide ham/hende på baggrund af de vanskeligheder, som rollen som stedmoder bringer.
Den onde stedmoder eksisterer først der, hvor frustrationer over hele konstellationen og ja, over sin egen stedmoder-rollen, som sandt nok kan være svær at løfte, går direkte ud over barnet i form af afvisning (af grov karakter) og decideret afmægtig ondskabsfuld.

Det er derfor godt, at I (stedmødre) tør tage dialogen. Dialogen er fair. Frustrationen er fair. Det er befriende at der sættes ord på den rolle, der for nogle kvinder volder så meget besvær. Jeg kan sagtens forstå, at det er hårdt for en kvinde at indgå i en familie – eller rettere indgå i et forhold med en mand, der har et barn med en anden kvinde. Det er næppe en nem familiekonstellation at indgå i – og særligt ikke når man gerne vil have sin egen ’konstellation’ til at fungere. Men som jeg anser det, så er der et fundamentalt hensyn uanset; et skrøbeligt lille hensyn [barnet] – og derfor er denne diskussion også vigtig.

Benjamin Hansen

Tænker man tanken, at en stedmor ofte er en amputeret adoption?
- Man er kun mor på lånt tid, til partner igen slår op... (så hvormeget engagement kan man kræve?)
- Hvis man adoptere, har man også dannelses og opdragelses ansvar, dette har man ofte kun indskrænket ved stedmorrollen.
- I gamle dage var mor ofte død. når man blev stedmor. Idag er stedmor ofte en tilvalgt samlivs kultur rolle.
- Når parforholdet slutter, og hvis kærligheden til barnet udviklede sig positivt. Kan man som "sted-mor/far" pakke alle sine følelser ned i en sort sæk og smide lortet ud. Fordi man absolut ingen rettigheder har når forholdet slutter.
Jeg synes det er objektivt forkert at have hade rolle-bærrer til vores afmagtsfølelser.
Hvis en barn i et alm. parforhold får opvæksttraumer, er der ofte prisen for livet. Hvis dele børn får traumer er det stedforældrenes skyld, ikke vores egne forældres skyld.

Min opfattelse af problemhåndteringen anno 2014 er, vi skal have noget kilde håndtering. Vi skal lære at løse problemernes årsager og ikke kune sætte etiketter på symptomer. Hvis vi lære at tale sammen kan der spares mange psykologtimer. Hvis vi kan lære at leve med og acceptere at vore egne forældre også svigtede os, kan vi måske også bedre leve med ikke at være helt perfekte selv.

Cathrine P. Rasmussen

Hvor er forældrenes ansvar? Jeg mener, at det er selvfølgeligt, at de biologiske forældre bærer et stort ansvar. Selvfølgelig skal de kunne sige fra over for en partner, der agerer forkert i forhold til et barn (og her snakker jeg ud fra Regitzes tilfælde). De biologiske forældre er selvfølgelig med i regnestykket. I ovenstående indlæg taler vi om den hårde side ved at være barn til en stedmoder; vi ser situationen ud fra et barns synspunkt, hvor stedmoderrollen er blevet vendt til noget absolut dårligt – og den situation er i høj grad stedmoderens egen skyld, men også faderen, der ikke har taget ansvar for den kvinde, han har giftet sig med. Hvad er forskellen? Ud fra et barns synspunkt er det måske, at i stedmoderens tilfælde var hun en person, der decideret ikke ville barnet; et åbenlyst ’jeg elsker dig ikke’. I faderens tilfælde er det at være en svag fader, der ikke kunne rumme situationen og ansvaret - og dét er meget nemmere at tilgive i et barns øjne, fordi han/hun ikke er i tvivl om, at der bag den svaghed stadigvæk er oprigtig kærlighed.

Er det fair? Måske ikke – men et barn ser verdenen med hjertet og ikke logikken.

Stedmoder-betegnelsen konnoterer egentlig meget dårligdom, hvilket jeg mener, er skabt på baggrund af utallige børn, der har følt svigt af den side. Stedmoderen er blevet defineret som en hård person (eller hvad siger Disney?) fra fordumstid, hvor ens egen ”engel af en mor” blev offer for barselssengen. Personligt foretrækker jeg papmor og bonusmor, fordi de har gjort sig mere fri for ovenstående konnotationer. Vi forbinder dem ikke prompte med Askepot. Derfor mener jeg heller ikke, at stedmoder er den rigtige betegnelse mere; den er slidt – verdenen er en anden i dag, så hvorfor brænde sig selv med den?

I diskussionerne handler det ikke om kun om papmoren og barnet, men om relationerne til barnets egen mor, morens familie, faren, ens egne biologiske børn osv. Det handler om; hvilken ret har jeg i forhold til det barn, jeg ikke selv har født? Hvor meget ”mor-rolle” er egentligt krævet af mig? ”hvad er min rolle i forhold til ex-konen?” Alle sammen virkelig gode spørgsmål, der illustrerer, at vi trænger til åbent dialog omkring emnet; men måske skulle vi starte med at smide det tunge stempel.

René Arestrup

Hmmm… jeg tænker, at konfliktens epicenter ligger i kvinders ubændige - biologiske- eller kulturbestemte - trang til uindskrænket social kontrol. Ingen – absolut ingen – skal forsøge at pille ved den feminine ret til at styre og kontrollere alle aspekter af de nære familiære relationer. Når det sker, har vi balladen. Derfor er den sammenbragte familie først og fremmest en udfordring for kvinder. Og når den psykologiske nedsmeltning er en kendsgerning – og de ’infantile’ udskejelser har nået det pinagtige – bliver fædre til ’skvat’ og børn til ofre.

Majbritt Nielsen

René Arestrup
19. marts, 2014 - 13:58
Eller er far bare for doven til at tage ansvar? Epicenter eller ej.
" absolut ingen – skal forsøge at pille ved den feminine ret til at styre og kontrollere alle aspekter af de nære familiære relationer."

Sjovt som mænd åbenbart godt kan gøre sig i bestyrelser, bonnede gulve og bide skeer med de store mutinationale firmaer.
Men konen derhjemme, hende kan han ikke engang forhandle med, om at han også har ansvar for barnet. Eller?

René Arestrup

Majbritt Nielsen
Næ, jeg tror såmænd bare far er bedre til at vælge sine slag med omtanke for familiens ve og vel.
Derudover har jeg svært ved at se hvad ligestilling på arbejdsmarkedet har med sagen at gøre.

Benjamin Hansen

Mænd er ikke bedre end kvinder, skal man sammenligne på køn kan man som jeg ser der kun skelne på strategier og konsekvenser.
Der er jo ingen der vælger "rigtigt" eller "bedre" når ens valg, har dybe og varige konsekvenser.
Lige nu ser der for mig ud til at rigtig mange har tabt en masse i køns og ligestillingskampen, og jeg tvivler på at gevinsterne opvejer tabet.
De mange singler og seriellemonogame relationer tyder på, at vi på et eller andet plan gerne vil lege sammen..., men på den anden side kan vi ikke finde ud af at lege en fælles leg.
Enten er det på på kvindernes måde at parforholdet skal køre (også giver mange mænd op eller smides bort), eller også skal det være på manden "partriakalske præmisser", og så melder kvinderne (forhåbentlig) pas.
Vi har så travlt med at komme frem i livet, at vi glemmer at kigge tilbage på de vande vi forlod og se de bølger vores hastighed gennem livet efterlod. Kvinder har pisse dårlig samvittighed over at de svigter deres børn, i opvæksten. Og mange mænd tænker tilbage på samme blot med en forsinkelse på 15 år og tænker, jeg kunne sku nok have været mere nærværende...
Og børne er gode til at finde forældrens undeskyldninger, nærmet som børn af alkoholikere familier. "Far og Mor" gjorde det så godt de kunne, åg årsagen til at de fejlede må være "sted forældrenes" ansvar, for for far og mor holder vi glade hånden over, til den dag vi bliver 50, og selv har erfaringen til at se realiteterne i øjnene.... Og så er det hele sku blevet lidt lige meget...
Jeg tror meget var letter hvis vi ikke havde præferencer for at beskytte vore nære, for ansvar og konsekvens.
Liver er ogå letter hvis vi selv tager ansvar for vore handlinger - og ikke bruger hele livet på at opdigte undskyldninger, for de ting vi ikke vil konfronteres med...

Det må sørme ikke have været rart at opleve det, du har oplevet, Regitze.

Men det er heller ikke særlig rart at blive puttet i samme kasse som din (onde) stedmor. At mine (og andres) ihærdige forsøg på at blive accepteret af et menneske der bor i mit hjem, bliver fejet af som 'bollebagende martyrium', og at blive mødt med partykillerbemærkningen: 'Det er et voksenansvar'.

Ja, det er et voksenansvar. Derfor kan det godt være forbandet svært. Når mit bio-barn bliver behandlet dårligt, nedladende og afvisende, og jeg ikke kan påtale det, for så ringer min steddatter til sin mor og klager over mig og så ringer moren og skælder ud. Når den mad jeg serverer bliver kritiseret, undtagen når jeg rammer en ret, som biomor også laver. Så siger steddatteren: 'Nej, vi skal have RIGTIG mad!'

For uanset hvordan jeg hopper og springer, så bliver jeg ikke RIGTIG. Og selvom jeg har en god relation til min steddatter, er der en nulfejlskultur hjemme hos os. Hvis jeg kritiserer noget, skælder ud, eller tager mit eget barn i forsvar for hendes angreb, så bliver det indklaget for biomor-domstol.

Regitze, jeg har taget ansvar for relationen. Jeg har valgt at være "omsorgsperson af ikke biologisk oprindelse", og jeg trækker mig fra selve opdragelsen. Det er forældrenes ansvar. Jeg kan hygge og snakke og bage boller (!), gå med til tandlægen og snakke om menstruation og veninder. Men grænsen går ved opdragelsen. Det er det ansvar jeg har valgt at tage. Men jeg kan ikke ændre på min steddatters indstilling: At jeg grundlæggende ikke er RIGTIG. Det er egentlig ikke særlig sjovt, men det går nok. Det værste er at mit eget biobarn heller ikke er RIGTIG. Det er faktisk lidt hårdt som forælder at være vidne til. Og nej, jeg kan ikke sætte grænser, for det hører til opdragelsen...

Hej Regitze - virkelig god artikel, som jeg tror, passer på mange danske sammenbragte familier. Selvfølgelig er det ikke alle stedmødre, som er "onde" - men min opfattelse er, at der blandt alle de "gode" stedmødre findes for mange af den type, som du beskriver, og her må stedmoderen - og biofaderen - tage mere ansvar.

Rikke Nielsen

Frederikke Mose, at du siger fra på opdragelsen og hermed giver steddatter lov til at opføre sig uacceptabelt ser jeg da som voldsom ansvarsfralæggelse. Hvis du ikke selv siger fra, kan du da ikke tillade dig at brokke dig over ungens opførelse og i stedet gå over i martyriet. Du har da slet ikke taget ansvar for relationen, og bakker din mand ikke op omkring hendes opførsel, så er han et skvat.