Jeg havde engang en kæreste, som ofte gjorde grin med singlekvinder i fyrrerne. Han mente, at de er sådan nogle, der render rundt ude i byen med et glas Prosecco i hånden, og en så opskruet og urealistisk forestilling om sig selv og den helt rigtige mand, at de slet ikke er i stand til at se det, når de møder en, der kunne være et match.
Min daværende kæreste var en dreven analytiker, og jeg så meget op til hans skarpe blik. Det betød, at jeg af og til arvede hans synspunkter. Et af dem, jeg især tog til mig, var forestillingen om, at størstedelen af singlekvinderne i fyrrerne er dybt frustrerede og har en fucked up indstilling til det at være i et parforhold.
»De vil have det hele, uden at ville have noget af det alligevel, og der er altid et eller andet i vejen med de mænd, de møder,« sagde han.
Imens tænkte jeg, at det virkelig var godt, at jeg ikke var sådan en slags kvinde, og så satte jeg mig til rette i mit eget afsindigt velsmurte parforhold og nød løfterne om at være både elsket og virkelig fantastisk.
Så elsket og virkelig fantastisk var jeg og forholdet åbenbart heller ikke, for nu træder jeg selv vande i singlesuppen, og jeg må tilstå, at jeg er blevet lige det, jeg ikke ville være: En 38-årig, seksuelt frustreret og følelsesmæssigt understimuleret singlekvinde, som ikke kan finde ud af at have en kæreste. Jeg er blevet en af dem, som jeg for få år siden følte mig sikker på, jeg aldrig ville blive.
Nintendo-spil og glidecreme
Forklaringen på, hvordan det er kommet så vidt, er desværre enkel. Min daværende kærestes analyse var virkelig skarp: Jeg vil have det hele, uden at ville have noget af det alligevel, og lige meget hvad jeg vælger, så føler jeg altid en vis form for længsel.
Jeg synes, det er et sandt helvede at leve i en tid, hvor der er frit valg på alle hylder med kærlighed og sex, og undertiden drømmer jeg om et stabilt liv med perlegrus i indkørslen, vitrineskabe med spotlys over Holmegård-glassene og X-factor om fredagen. Gid det var såvel. Det er det ikke.
Jeg bor i provinsen, stavnsbundet af mine børns skolegang. Chancerne for, at jeg en dag skulle møde en mand her i byen, er små. Skulle det mod forventning ske, ville jeg være fristet til at spørge, hvad der var galt med ham.
Skal jeg have en kæreste, er det mest hensigtsmæssigt at søge udenbys. Om ikke andet så bare for at gøde mit arrogante syn på min fødeby. Det er ikke i sig selv noget problem at gå på kærestejagt bag ved byskiltet. Problemet opstår det øjeblik, man rent faktisk bliver kærester og skal til at pakke tasker om og ud hele tiden. Tasker, som bliver fyldt med børn, trusser, Nintendo-spil, glidecreme og andet i samme genre. Jeg magter det ikke, og hvis jeg alligevel giver det en chance, må jeg forholde mig til, at eventuelle teenagere følger med i forholdet. Risikoen for at ende som konkurrent til deres mor er overhængende.
Eller også må jeg affinde mig med blebørn – deres alder indikerer en skilsmisse af nyere dato med deraf følgende anstrengt kommunikation imellem min nye kæreste og ekskonen.
Værst af alt vil det dog være at finde en mand, der ikke har børn, for enten skal han så til at have nogle, hvilket ikke bliver med mig som Ophelia, eller også har han besluttet, at han ikke vil have nogle, hvilket jeg synes er lidt uhyggeligt.
Når man så er blevet kærester, kan man enten beslutte sig for at flytte sammen, eller man kan leve i den sidste nye sorte inden for samlivsformer: Det såkaldte COLA-forhold (couples living apart). Vælger man at flytte sammen, må man tage stilling til, om man kan leve med partnerens børns Nutella-kvoter. Vælger man at bo hver for sig, må man leve med et harehjerte i evig undren over, at man kan undværes fra mandag til fredag.
Personligt hører jeg til blandt det segment af kvinder, der ikke kan tåle at være uden sex i for lang tid ad gangen. Jeg bliver sur og hysterisk og desuden også tyk. Jeg har naturligvis forsøgt at løse problemet med forskellige (og i øvrigt meget værdsatte) elskere. Men jeg har et hjerte, et sind og en krop, der undertiden har tre vidt forskellige behov, der skriger efter at blive tilgodeset.
At forvente at en elsker skal kunne varetage den opgave vil nok være lovlig urimeligt. Jeg trives derfor ret dårligt med et såkaldt uforpligtende forhold baseret på sex. Sex er, efter min mening altid forpligtende. Om ikke andet forpligter man sig til at sørge for, at der er overensstemmelse imellem de forventninger, man har til hinanden.
Noget værre rod
Jeg vil mene, at vores seksualitet blot er en social konstruktion og et produkt af de kulturelle strømninger og omgivelser, som vi bevæger os i. Vores seksualitet er et narrativ, en fortælling og nogle gange en følelsesmæssig skraldespand for alle de magtkonstruktioner, som vi omgås i og er underlagt. Sex er for mig andet end at få forløsning for min liderlighed. Sex kan være blodigt alvor og noget, der for mit eget vedkommende ofte fremmaner følelser af både sorg, smerte, ensomhed og melankoli. Derfor har min egen seksualitet med jævne mellemrum afstedkommet, at jeg i den seksuelle akt både har oplevet en følelse af total eufori, samtidig med en pludselig sorg og en hang til at give totalt slip. Ikke bare på lysten, men også på gråd eller vrede.
Den slags kræver en mand med en vis jordbundethed. For det meste kræver det efterfølgende en kop te og en ostemad på køkkenbordet, sammen med den jordbundne, og helst også hans arm at sove i. Jeg elsker at blive kastet op i luften hvinende af begejstring. Det nytter bare ikke noget, hvis ikke man griber mig og sætter mig pænt ned på jorden igen.
Utilsigtet ømhed
Og det er så her, det går hen og bliver lidt farligt. For køkkenborde, ostemadder og blide landinger efterlader meget ofte en uimodståelig ømhed og en nærhed, som meget hurtigt kan slå rod og forplante sig til noget, der enten minder om eller ligefrem er forelskelse. Og førend man ved af det, skal man tage stilling til harehjerter og Nutella. Det er noget værre rod.
Jeg har i mange år hårdnakket påstået, at jeg føler en kløft imellem sex og kærlighed. Det gør jeg måske stadigvæk. Men jeg kan ikke sige mig fri for, at mit hjerte altid er involveret i min seksualitet, og at det har fået for vane at flimre temmelig heftigt i de perioder, hvor jeg ikke evner at tage seksuelt vare på det.
Til tider savner jeg virkelig en kæreste. Men i disse moderne tider, hvor kærlighed er et noget diffust begreb, der nærmest har fået lavstatus, beror mit savn nok i virkeligheden mere på noget illusorisk end reelt. Og det vil jeg simpelthen ikke byde en mand.
Så indtil den dag, jeg måske atter får lyst til at pakke tasken med glidecreme og Nintendo, må jeg affinde mig med at være frustreret og understimuleret og trøste mig med Prosecco ude i byen.
Rikke Grosell er cand.pæd.psyk
godt skrevet og virkelig god dating profil du fik lavet der :)
Kan varmt anbefale Cola forholdet. Har man vokset fra den klassiske, nær infantile anglen efter konstant bekræftelse, som nogle kvinder, og mænd lider under, og til to rimeligt selvstændige og afbalacerede væsner, med egne sjælelige recourser, er Cola forholdet skønt. Og bare fodi man ikke ses hverdag, bliver kærligheden, bestemt ikke mindre. Tværtimod. Men man får mulighed for at vækstes hver for sig, og sammen. Og hver person, kan tage nye oplevelser med ind i det fælles rum, og fælles oplevelser, med ud i sit eget rum. Klassikeren med at kvinden, omdanner sin mand til et ombygningprojekt, der typisk munder ud i en vatpik, hun med stor undren derefter kasserer, (med mindre han siger konstant fra, hvilket også får kvinden til at smide ham på porten.) ungås også.
Personligt havde jeg nok kasseret fyren med det fordomsfulde og hånlige syn på singlekvinder, inden jeg blev smittet.
Og hvad så, om kvind er frustreret og ikke ved hvad hun vil? Det er der sgu da ikke nogen lov imod, endnu.
Fejr frustrationerne og vankelmodigheden, nys forvirringen og navlepilleriet og hele den jammerlige musik.
Alternativet, at størkne i egen stålsat selvtilfredshed midt i perlegruset,
er ikke noget at stræbe efter.
Ps. Frustrationer bliver ved efter de 50. Du kan lige så godt værre dig til det.
*vænne
Jeg bliver sku da helt lettet over at være kommet gennem 40erne, uden at få børn og eksmand. Det jo et helved for de kvinder.
Så jeg tror bare jeg smutter ned til min roklub og tager et par baner til på kanalen og være taknemlig for ikke at skal bekymre mig om andres børn og deres mødre.
Den såkaldte problemstilling der nævnes i artiklen, gælder ikke kun for kvinder omkring de fyrre - det gælder ligeså vel for kvinder fra tyve år og frem (tragisk nok eller ej). Det gælder sikkert også for (nogle) mænd. Et problem er, at det der "efterstræbes" defineres som værende illusorisk. Jeg har selv haft samme problemstilling - hvad er det, man i virkeligheden søger? Og det er her problemet ligger. Der er ikke noget, der burde være illusion og virkelighed i forbindelse med denne problemstilling - kærlighed og sex - for det er vigtigt, meget vigtigt, og idet man kalder noget for illusorisk, sletter man de muligheder, der ellers ville have været - man glatter på en måde hele livet ud til en jævn, jævn masse - og er det det, man gerne vil have? Skal ens behov for "både" det ene og det andet tages ned til et så lavt niveau, at det lige godt kunne have været ligemeget?
Jeg ved godt, man kan sige, jeg er i tyverne, har ingen børn, job eller hus, der lænker mig til noget eller nogen - at det derfor er let og priviligeret at mene, hvad der menes. Men det har intet at gøre med min kommentar. Det, der betyder noget i forbindelse med din problemstilling er, at det er ret problematisk, at folk "affinder" sig med livet, kærlig, sex etc.! Det kan godt være, det er "fint nok" - men hvorfor skal alting være "fint nok" eller "tilpas" eller "OK" ? Hvorfor må man ikke stræbe efter noget mere, noget større, og hvis man gør det, hvorfor skal det så kaldes for illusorisk? Det burde være virkelighed.
Rikke, man er ikke 'stavnsbundet af sine børns skolegang', i mine øjne er det sådan en typisk provinsiel konservativ romantisk konstruktion, - at børn har bedst af at gå på samme skole hele deres skolegang, og at det er synd for dem at skifte skole! Ryst posen, flyt ind hvor 'det sker' for dig. Mon dine børn overhovedet selv vil vælge at blive i provinsen senere? Og kunne det ikke tænkes de fik ligeså gode venner et andet sted? Og i øvrigt blev lidt mere robuste mennesker af lidt udfordring og omstilling? Spring ud på det dybe vand i stedet for bare at træde vande og bruge dine børn som undskyldning - sagt med et smil, af en der vil dig det godt ( og i øvrigt selv har gjort det samme med succes - også for børnene).
Som David siger, godt skrevet. Ved nu ikke hvor velegnet indlægget er som datingprofil.
Skal stereotypen spejles, så burde man jo som man sætte sig ned og skrive om det tilsvarende skisma for mænd: Luder/Madonna-komplekset i praksis, trangen til ene- og legerum overfor behovet for at blive taget alvorligt som mand osv.
Der er helt sikkert potentiale for et lige så elegant og velformuleret indlæg
TIlbage står - for mig - et billede af et virtuelt par i eksistentiel vægtløshed dansende en evig kluntet begyndertango, konstant i tvivl om hvem der fører hvem.
Salige er de enfoldige, thi de skal arve jorden. De andre bliver fanget som Maudes smukke og kloge søster Elisabeth og den evigt rejsende verdensmand a la Mikkel Thøgersen og sætter få eller ingen frø.
Evolutionen har sin egen mening om Blomsterbørns Børns eksistentielle overvejelser:
Få nu hovedet ud af r.... og find ud af om du vil leve dit liv foran troldspejlet eller du kan finde det i en valgt partners blik.
(Og nej dette er heller ikke en datingprofil, har Hænderne Fulde)
Kærlighed er noget underligt noget. Der er ingen tvivl om at det er en stærk og fantastisk følelse når tingene fungerer, og at det er forfærdeligt når de ikke gør.
Hvis man ser kærlighed som et socialt/kulturelt begreb (jeg ved godt det er en tør anskuelse), får man alligevel lidt af forklaringen. Hvis man roder lidt biologi/evolution ind i det hele, får man en endnu bedre idé om, hvorfor kærligheden frustrerer så mange mennesker.
Biologisk er (var) det smart for mennesker at begge forældre er med til at passe barnet. Forhold er dybest set funderet i at føre livet videre. Med to forældre er barnet mere sikkert, og ude i naturen vil det betyde en større chance for at barnet overlever. Det er helt analogt til at vi godt kan lide socialt samvær. Ser man på mennesket, er vi ikke noget særligt effektivt dyr, uden pels, uden sylespidse hjørnetænder, relativt langsomme osv. Det eneste der har sikret vores arts overlevelse er intelligens og at vi er blevet et socialt dyr, som har kunnet jage i flok.
Mange af os lever bare ikke ude i naturen længere. Når jeg kigger ud af vinduet her på Vesterbro, er det eneste "natur" jeg kan se, nogle buske som er kunstigt plantet. I stedet har vi udviklet vores kultur. Kultur genfinder man også hos andre sociale dyr, men menneskets kulturs udvikling er gået amok.
Bare i min levetid har verden ændret sig radikalt. Selvom noget tyder på at evolution kan ske indenfor forbavsende få generationer, kan evolutionen ikke længere følge med vores kultur, teknologi mm.
Til daglig halser vi allesammen afsted i "kamp" for at overleve, og samtidigt få det liv vi gerne vil have. Udover de relativt basale medfødte instinkter, lærer vi hvad der normen for et godt liv ved at se på andre, læse bøger, se film, debattere på nettet, mm.
Her skrues forventningerne op, af livsstilseksperter, terapeuter, celebrities og hvad ved jeg. Prøver man at afvige fra kulturen, isoleres man, så i stedet retter man ind. Når sexologerne siger vi får for lidt sex, får vi dårlig samvittighed. Når naboen har samtalekøkken, to biler, sommerhus og børn som spiller klaver, føler mange af os underlegenhed. Samtidigt lever vi lige nu i en tid hvor egoet gerne skal poleres.
Summa giver det trange kår for det vi kalder kærlighed. Den som kunsten skildrer som noget mystisk, dragende og uforklarligt, men som i virkeligheden er noget naturen har udstyret os med, for at gøre livet mere sikkert for vores børn.
@ Maibritt Nielsen - SÅDAN :-) Har dog selv en eksmand, som for længst er blevet min bedste ven.
Skulle du, artikelforfatter, aldrig få større problemer ...
Nå, ja - det er let at afvise, hvad andre finder er et stort problem, som alverden skal informeres om. Men man får eller opnår nu sjældent alt i livet. Det bør man ikke bruge for meget krudt på at spekulere over, men i stedet lægge bag sig.
Er der ikke en som stikke hen efter en rulle tudekiks tilforfatteren af artiklen.
Vi lever en gang. Det er HELT og aldeles op til den ENKELTE at få et "godt" liv.
At lege tudfjæs via Information viser i min optik at man virkelig ikke kan tage sig sammen og tage en beslutning.
Det lader til at det ikke var så skidt at være totalt styret af seksualdrift i teenageårene og lidt efter, for nu, efter de fyrre er nået, at få lidt mere ro i kroppen. Artikelforfatteren synes i sine drifters vold, ude af stand til at reflektere fornuftigt.
En kæreste er ikke en håndtaske man anskaffer sig, ikke en ting man udvider sin personlighed med. En kæreste er et menneske man kan give noget. Et menneske der bærer over med ens skavanker.
Måske kan man plukke elskere på træerne, jeg ved det ikke, men kærester er svære at finde. Særligt hvis man tror at de skal løse ens krise.
Men tiden er til at ville have det hele, smide det bort og kræve det hele igen, bare mere skønt og endnu mere uopnåeligt.
Med venlig hilsen
Lennart
Hvad enten det er i kvinder i tyverne, trediverne eller fyrrene, er det LIGE præcis disse sindsforstyrrede Rikke typer, som mænd løber skrigende bort fra. Forventningerne og drømmene om det ”perfekte” liv er så opskruet og urealistisk, at de aldrig vil kunne indfries i samhørighed med en mandsperson - ligemeget hvad end han foretager sig for at påskønne sin kæreste/samlever/hustru.
Kvinder ligger som de har redt. Og det er fuldstændig selvforskyldt når kvinder uanset alder havner i den følelsesmæssige og eksistentielle samsurium som beskrevet af Rikke.
@Sten: Retfærdigvis skal det siges, at kvinder tilsyneladende i særlig grad er ramt af de sidste 50 års forbrugersamfundsmentalitet.
Der vist ingen tvivl om at specielt hunkønnet er udsat for et massivt markedsføringspres, fordi de pga af deres mere sociale natur er lettere mål for en "skab/afdæk et behov og dæk det derefter"-grundmekanismen i al markedsføring.
Det er statistisk set ikke os mænd som skal spejle os i det bladudvalg, der står ved kasserne i ethvert supermarked og konstant skal spejler os i vores kønsfæller (vi slås så eksistentielt med nogle andre ting).
Så helt selvforskyldt er det ikke - hvis man antager at pengene søger hen hvor de kan yngle, så er der tilsyneladende flere penge i at at holde den gennemsnitlige kvinde utilfreds og tilbyde hende en stribe produkter til at opfylde hendes behov. Og manden - ja han står i vejen for den mekanisme.....
Kort sagt: Forbrugersamfundet lukrerer på at gøre kvinderne utilfredse med mændene...det skal nok hjælpe på overbefolkningen, men det er en grum mekanisme....
Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal kommentere artiklen uden at det bliver langt og rodet... det er klart at hvis man pakker sit liv ind i civilisationens gavepapir, så bliver man enten deprimeret, skuffet, ligeglad eller noget helt fjerde mentalt belastende...
Jeg ville pakke livet ud igen og starte med at drikke noget andet end Prosecco!
Gad vide om der er nogle, evt. forfatteren selv, hvis hun læser med i debatten, der kan forklare hvorfor det skulle være uhyggeligt med en mand omkring de fyrre, der har besluttet sig for ikke at få børn, hvis man ellers selv, som søgende kvinde, ikke er indstillet på at få (evt. flere) børn? Jeg forstår ikke den passus. Det må vel være udtryk for at man implicit er suspekt, hvis man ikke ønsker børn? Hvor i består det suspekte?
"Værst af alt vil det dog være at finde en mand, der ikke har børn, for enten skal han så til at have nogle, hvilket ikke bliver med mig som Ophelia, eller også har han besluttet, at han ikke vil have nogle, hvilket jeg synes er lidt uhyggeligt."
"Rikke Grosell er cand.pæd.psyk (sic!)"
En anden sætning, jeg har svært ved at forholde mig til, er denne:
"Tasker, som bliver fyldt med børn, trusser, Nintendo-spil, glidecreme og andet i samme genre."
Hvis børn i forfatterens optik rangerer i den omtalte 'genre', og desuden bare bliver 'fyldt i tasker', må den kronisk barnløse mand da være en gevinst.
Og hvad kan den eftersøgte mand så i øvrigt forvente af forfatteren? Hvad er hun parat til at give og evt. ofre? Det har jeg svært ved at få øje på i det beskrevne. Alligevel er der til min undren flere mænd, der både anbefaler og rosende kommenterer artiklen.
Hvad er det, der tiltaler jer så meget ved den ovenstående beskrivelse, og som får nogle af jer til at se den som en positiv dating-annonce? Spurgt ud fra en ærlig, nysgerrig interesse og helt uden ironi.
Når to regneark mødes, vil det nærmest være umuligt at få dem til at fremstå som eet.
Når riderlig nu er afløst af liderlig og glidecreme, så er befinder hovedet sig mellem benene og udsigten og mulighederne er begrænsede især mentalt.
Helt banalt 'lyt til dit hjerte' hvis du har et og skøn musik kan opstå og glidecreme er unødvendig.
jeg kom til at tænke på John Lennons ord - "livet er det det sker for os, mens vi lægger andre planer".... Måske er det det samme, når det gælder kærlighed og parforhold. Det er ikke en nem øvelse, slet ikke, hvis forventningerne ikke er afstemt med hinanden, når hverdagens mange krav gør sig gældende.
Som ung i en anden tid, så kan jeg faktisk se, at I dag har den unge og yngre generation en hel del mere at slås med, som vi ikke havde før i tiden. Vi var så inderligt fløjtende ligeglade med hvad der forventedes af os - vi skulle nok selv sætte den nye dagsorden!
De unge og yngre i dag har ikke mindst nogle barske forventninger om at kunne lykkes på jobbet, klare at være speltforældre, klare urimelige overarbejdstider, klare økonomien i boliger, som nu er usælgelige. Klare børn, som selv forventes at klare sig uden problemer og med 12 i snit, klare at være smukke, veltrænede, overskudsagtige og uden frustrationer, og ikke mindst klare at holde et godt parforhold fungerende....
Det er faktisk alt sammen rimeligt svært ! Jeg vil gerne sende jer et kærligt knus. I trænger til det!
Når det er sagt, så husk lige, at man elsker ikke "på grund af", men "på trods af". Et parforhold indeholder også sure sokker, ikke betalte regninger, våde bleer med røde haler, manglende tid til kærlighed, manglende overskud til kærtegn, frustrationer over altid at være træt, altid at skulle stå med opvasken, maden, rengøringen, tøjvasken, børneafhentningen, ulvetimen i Netto, og de røde hunde, astmaanfaldet hos lillemand, den 7-årige, som lige har haft mareridt... you name it....
Et parforhold bygges på, at "at the end of the day" - og du synker udmattet ned i sofaen mellem de sure sokker og duploklodserne, ja så ved du, at du har givet et "commitment" til det hele - selv om du ikke vidste, hvad du gik ind til. At ham den tyndhårede, som nu har en lille topmave og ligger henslængt og småsnorkende på sofaen og i øvrigt efterlader vaskekummen med skægrester og køkkenvasken med klamt snavs - ja, det er faktisk dit livs kærlighed, og selv om du lige nu er så dødsens træt, så vil du alligevel sige ja igen i morgen til ham, til dette liv, som I deler på godt og ondt.
Balancen kan rykke, ja, det kræver mod og kræfter at sætte grænser. Men det er nødvendigt. Der er kampe, der vil være nødvendige, og kun du selv ved, om det er kampene værd.
Jeg ved ikke hvor man møder drømmemanden - måske finder man ham aldrig, måske er han lige ved siden af dig, du har bare ikke set det endnu.
En ting er sikkert, det vigtigste, du som single kan gøre, det er at finde dig selv, hvad du er, hvem du er, hvad du står for, hvad du brænder for. Glem jagten på ham derude. Hvis han er der, så dukker han pludselig op - sandsynligvis med en helt ande n baggrund og et helt andet udseende, end du forventer.
Det vigtigtigste er hvad du ønsker dit liv skal indeholde, hvad du brænder for....
Knus
Bilka.
Jamen for fanden da.. Kærlighed handler sgu da om tilfældigheder og det er hele pointen. Du bli'r betaget ham/hende i køen i brugsen, eller den der fantastiske person, der sidder i toget og læser Ursula le Guen... og så er der ikke noget at gøre. Uanset hvor mange børn der er og uanset alt det andet shit . Sådan er det og så indretter man sig og sådan har det været siden Herodes. Lige nøjagtigt det her kan man ikke være kontrolfreak på...
Debatindlægget og det liv der beskrives slår mig som overfladisk.
Giv mig mænd, der står op for hvad der er sandt og hvad der er ret, og giv mig kvinder, der siger fra overfor misrøgt, udstødelse og usundhed i enhver form. Mon ikke vi så vil se en radikalt fornyet afhængighed og en radikalt revitialiseret magnetisme mellem kønnene.
Tag diæten ’at holde op med at sluge kameler’.
Mændene kunne passende gøre op med al løgnagtigheden og grådigheden indenfor det politisk-økonomiske system og kvinderne kunne gøre en ende på vores grusomme svineproduktion, vores syge dyrkningsmetoder og vores ubarmhjertighed. Bare sådan principielt betragtet.
Vi kunne være virkelige mennesker. Der behøver hinanden.
Kvinder i dag er som ubeslutsomme børn i en slikbutik!!
I ved ikke hvad i vil have og selvom I gjorde, er I ikke sikre på I kan li det.
Hvilket resulterer i at der bliver suttet og slikket lidt på det hele til I giver op, og enten giver mændene, samfundsnormerne eller ”tiden” skylden.
Hold nu kæft....
Det er eneste det handler om er at I ikke har det fjerneste clue om hvem I er, men forventer samtidig at vi mænd skal vide det.
Der findes jo endeløst eksempler på forliste ægteskaber og kæresteforhold, hvor en kvinde finder sig en mand som hun tænder helt vildt på, både mentalt og fysisk, men har på trods af det et fuldstændigt ufatteligt og uladesigfatbart behov for at afklæde ham al hans mandlighed og dermed samtidig alt det hun faldt for til at starte med, dernæst påmontere ham styrepinde på hænderne så hun har kontrollen.
Så står han der som Anton fra Jullerup Færgeby, med revnet bukser og en hemmelig hule.
Og efter et par år med Anton vågner hun som det største spørgsmålstegn og spørger ham hvad der blev af den mand hun forelskede sig i, det kan han jo ikke svare på for han har jo bare gjort det hun sagde hun gerne ville have.
Så nu står de begge der som dådyr i billygternes skær....
Og alt dette kunne have været undgået hvis I havde brugt den samme mængde energi på at finde jer selv, som I gør på at ”finde lykken”
I laver alen lange lister i jeres hoveder, over betingelser og karv der skal være opfyldt for at i kan/vil være lykkelige. Det er bare ikke sådan det fungere. Ligesåvel som at man ikke kan købe lykke og kærlighed, kan man heller ikke gå ud og finde en mand, stille sig demonstrativt foran ham og sige GI MIG!!!
For det er og bliver en forudsætning at I har den til at starte med.
Der er ikke andre end jer selv til at gøre jer lykkelige, alle andre relationer og specielt kærligheds og sex relationer skal være et ”ad on” til et i forvejen lykkeligt liv.
Der er intet, og jeg gentager INTET mere sexet og tiltrækkende end en kvinde der ”bære” sig selv, ved hvem hun er og kender sine grænser, og derfor også kan give sig hen, fordi hun ved at hvis hun ”falder” og han ikke griber, kan hun rejse sig igen.
Samtidig med det er hun en kvinde det holder sit lort på egen banehalvdel og ikke projekterer det over på sin mand.
Vi har alle en kuffert fuld af mental-lort med ind i et forhold, nogens større end andres, men det er alt afgørende at vi selv ryder op i den og ikke prøver at få vores partner til det, for det vil mislykkedes hver gang!!
… Det bør her indskydes at der er en hårfin balance mellem at ”bære” sig selv, vide hvem du er og kender dine grænser, også arrogance og selv-fedhed.
Det sidste er ligeså meget et turnoff som det første er et turnon.
(...der bør tages noter, da dette er en obligatorisk del af pensum ;-))
Livet er et puslespil med en milliard brikker men langt de færreste for lagt hele puslespillet før lyset bliver slukket.
De heldige når måske at få lagt et motiv med en smuk solnedgang, eller noget...
Men det er kun dem der har haft kærlighed til den allerførste brik, og ikke har forsøgt at mase en brik ned ved siden af, bare fordi den næste passede i form eller farve.
Dette var en meget nedkogt version af, hvad min hjerne flød over med efter at have læst Rikke's artikel i dag.
Go weekend :-)
Stavefejl og grammatiske unøjagtigheder koster ikke ekstra :-)
Markus Hornum-Stenz
29. marts, 2014 - 17:17
@Sten: Retfærdigvis skal det siges, at kvinder tilsyneladende i særlig grad er ramt af de sidste 50 års forbrugersamfundsmentalitet.
Der vist ingen tvivl om at specielt hunkønnet er udsat for et massivt markedsføringspres, fordi de pga af deres mere sociale natur er lettere mål for en "skab/afdæk et behov og dæk det derefter"-grundmekanismen i al markedsføring.
Hmm forbrugermentalitet?
Så skulle du se hvad min ekskærste hordede sammen. På et tidspunkt havde han 4 computere af varierende alder. Ejede delvist et mobil-diskotek. Som han aldrig tjente hjem igen. Bare prisen på kablerne til højtalerne kunne få min kæbe til at ramme gulvet med ekspresfart. Værktøjs-udstyr der kunne få en mekaniker til at savle. Uden egentligt at have brug for det. Ca 4 meter LP, fordi han og de tre andre engang i mellem, var ude med mobildiskoteket og spille.
Og radioudstyr, du ved de gode gamle med laange antenner stikkende ud af huset, så han kunne tale med andre på den anden side af verden.
I dag hvor han er gift og har børn. Tør jeg næsten ikke tænke på krims krams han har hordet sammen. Lige fra diverse playstation, wifii og hvad alt det krims krams nu hedder.
Så skal du se en mand der har formået at horde sammen.
-- Jeg under ham det, han tjener jo selv sine penge.
Men helt ærligt at påstå kvinder køber ubrugligt og mænd køber fornuftigt???
Jeg tror lige skal stikke hovedet i dynen og skrige af grin over din illusion.
Thomas Awesome Lindgren
29. marts, 2014 - 23:42
Waouw. Jeg har lidt svært ved at se hvad du vil. Du har slet ikke tænkt på hvad og hvorfor de kvinder du tydeligvis foragter, hvordan de er endt sådan.
Du ved, alle siger Jeppe drikker, Men ingen siger hvorfor Jeppe drikker.
Gad vide hvordan den kvindelige del af din omgangskreds ser ud. Som du beskriver kvinder, ser det godt nok skralt ud for dem.
@ Vibeke Rasmussen
"Hvad er det, der tiltaler jer så meget ved den ovenstående beskrivelse, og som får nogle af jer til at se den som en positiv dating-annonce?"
Altså, har man bevæget sig lidt rundt på datingsider vil man hurtigt finde at artiklens forfatter ikke er den eneste kvinde i den situation hun beskriver. (Hvilket forfatteren jo også er klar over, selvindsigt er godt.)
Det der så gør debatoplægget til en positiv datingannonce er at den kvindetype der beskrives her, på trods af alle forsikringer om det modsatte i annoncernes tekst, slet ikke er til faste forhold - hvilket konkret betyder at man kan få noget sex i et varierende tidsrum (alt efter evner fra en nat til et par uger) og så gå videre til den næste kvinde i rækken uden som mand at behøve at frygte forpligtelser.
Mere positivt end dette kan det da næsten ikke blive for en mand.
Jeg syntes at problemet med de kvinder jeg møder (jeg er deltids-trans) er at de har nogle vildt opskruede forventninger til mænd (den slags møder man ikke på en swinger-klub :-). Er blevet afvist med at jeg ikke var en rigtig mand fordi jeg til tider klæder mig i kvindetøj. En anden mente ikke hun kunne blive set med en mand uden tatoveringer og slet ikke med mine tynde arme. Inden jeg skiftede håret med en paryk blev jeg afvist med begrundelsen at vedkommende ikke tændte på langhårede mænd. Kort sagt: de kvinder jeg har haft dated har haft en forestilling som vist kun Disney kan indfri. Hvorfor have en kæreste: fordi det er kærlighed eller at det er "det rigtige" at have?
@Maybritt: Jeg siger ikke at mænd ikke også er ramt. af mentaliteten..Forbrugersamfundet omfatter naturligvis alle, og mænd er afgjort godt med i løbet når det gælder om at bruge penge generelt. Men prøv og lægge mærke ti, hvor mange af de reklamer du ser på en gennemsnitsdag, som åbenlyst er målrettet kvinder fremfor mænd...hvorfor mon der er den skævhed der er?
Indlysende fordi statistisk set er det kvinder som foretager flest indkøb og det derfor bedst kan betale sig at forsøge at påvirke...også til at købe andet end lige det de oprindeligt havde tænkt sig.
Jeg kan ikke frigøre mig fra en stille, ondskabsfuld gnækken:
"Det har de sgu godt af, de sindsforvirrede, krævende kællinger".
Ligesom de mødre, der svigter deres børn til fordel for et ligegyldigt job, og som straf bliver tynget til jorden af dårlig samvittighed.
Der er på en måde en vis retfærdighed i det.
Gnæk, gnæk...og go' søndag (Også til dem).
Prøv at gætte hvad do. mænd er?
@ Markus Hornum-Stenz
Jeg er til dels enig i dine antagelser. Men kvinderne kan jo bare lade være med ”selvforskyldt” og manipulerende, at underkaste sig de falske og urealistiske idealer og markedsføringskampagner, der retter sig mod kvinder om det perfekte liv, perfekte hjem, perfekte børn, perfekte mand, perfekte job, perfekte sexliv, osv. osv. For det perfekte liv findes ikke!!!
Klart, at søger man det perfekte liv som kvinde, ja, så ender kvinder da KUN med at blive dybt frustrerede – uanset alder. Og det kan hverken kvinderne selv og mændene være tjent med.
Retfærdigvis skal det siges, at hverken kvinder eller mænd er perfekte og begge køn har deres fejl og mangler. Men i en tid, hvor individualismen, egoismen og den økonomiske uafhængighed aldrig før har været så udbredt som den er nu, er konsekvensen blot, at det øger presset på parforholdet, kæreste-jagten - og ikke mindst kærligheden kvinder og mænd i mellem – at det ender med en gang overfladisk ideal jagt med selvtilfredsheden som mål, som ingen kan indfri.
Muligvis, er det derfor, at Danmark aldrig før har haft så mange singler, som der er nu, hvilket jo er ret så trist.
Fundamentalt tror jeg (og lidt naivt måske) at både mænd og kvinder kun vil hinanden det bedste,
men som tilsyneladende rigtig mange danskere ikke er villige til at kæmpe for. Heldigvis findes der stadigvæk mange danske kvinder og mænd, som finder sammen, og lever et fantastisk liv, og gensidigt overvinder de problemer og kriser, som ethvert forhold uomtvisteligt vil gennemgå, men bliver forstærket af.
@ Hr. Johannes Aagaard
Det du skriver er, med al respekt, noget sludder.
Fru Rikke Grosells genvordigheder med Prosecco'en, og alverdens gentlemen, er næppe en direkte og utvetydig konsekvens af en blødsøden samfundsudvikling de seneste 100 år. Dette problem løses næppe med kolde afvaskninger, spejderture eller morgengymnastik og arrangerede ægteskaber. Faktisk er det slet ikke et problem, men spændende interessante samtaleemner! Hvad skulle vi gøre uden dem, slut med ugeblade, ikke mere stand-up, ikke flere film?!
Hvis vi skal se på de grundliggende mekanismer, så skal vi se ca. 380.000 år tilbage i tiden, og notere os at gode kvinder, såvel som mænd, begge slog en proper næve, og fik hvad de vil have på den façon. Sidenhen tvang evolutionært pres dels mændene til at udvikle en større penis end andre pattedyr, da kvinderne blev mere "krævende" 1), og kvinderne udviklede mere subtile datingstrategier end køller og net, og blev derved snedigere end mændende, der lettere stupidt blot fortsatte med brute force, trommedans og sangskrivning.
Uheldigvis sker der så det i nyere tid, at man får bedre tid til det hele, samtidigt med at man oplever at ældes synligt over længere tid, og det er her det går galt. Hvis man læser lidt i verdenslitteraturen, og lytter til sange fra mange forskellige kulturer, da vil man opdage at lige dette fænomen er alment og velbeskrevet. Fra Siddhartha, der går i panik, da han opdager død og sygdom, står face to face med en kone med barn, og et kongerige han skal have ansvar for. Stikker af i en typisk midtlivskrise på jagt efter en højere mening på flugt fra ansvarets byrde, og grundlægger Buddhismen istedet for, som undvigelsesmanøvre. Til netop typisk Fru Rikke Grosell, der helt klassisk slår sig på Prosecco'en, og klager sin nød, i lighed med sine søstre blandt E. M. Forster's tanter, Almodovar's nervevrag, og mange andre velassorterede varianter, fruerne, dametaskerne, limosinerne og deres lettere desorienterede modne mænd, med tabte drømme om rock, movies og fashion.
Det der måske kan være en trøst, det er at det kun bliver værre, og derved mere underholdende, med årene. Så nyd det endelig, klø bare på og fuld fart frem!.
1) Det er muligt dette skete tidligere i homo sapiens udvikling, men det er et videnskabelig faktum, at homo sapiens's penis er forholdsvis stor i forhold til andre primaters.
@Michael
Jeg sætter stor pris på at du anskuer mennesket ud fra et evolutionært synspunkt, men jeg er 99,99% sikker på at Homo Sapiens' penis størrelse ift. andre primater ikke skyldes at kvinderne for 380.000 år siden blev mere krævende hvad størrelsen angik ;) Det kunne derimod hænge sammen med at vi begyndte at gå oprejst. Populært sagt er der større chance for befrugtning, hvis det hele ikke løber ud igen.
Grunden til at vi begyndte at gå oprejst var iøvrigt, at vi ikke havde nogen særlig proper næve. Man mener at vi udviklede evnen til at gå, ifm. klimaændringer som udtørrede den vegetation vi levede i. Når man skulle over til nogle andre træer, var det en fordel at kunne løbe hurtigt, inden katten med de store hjørnetænder kom :)
Dan Johannesson- Du skriver "Men man får mulighed for at vækstes hver for sig, og sammen." Hvad betyder vækstes?
Dan Johannesson- Du skriver "Men man får mulighed for at vækstes hver for sig, og sammen." Hvad betyder vækstes?
@ Morten Balling
Der er faktisk aktuel forskning, som har undersøgt spørgsmålet vdr. menneskets penisstørrelse udfra et evolutionært aspekt, og her anført, at det skyldes evolutionært pres qua kvindelig selektion.
@Michael
Ja, nu har kvinder det jo med at få presset en del ting igennem, men lad mig citere fra Wikipedia (nutidens orakel):
"However, penis size may have been subject to natural selection, rather than sexual selection, due to a larger penis' efficiency in displacing the sperm of rival males during intercourse. A model study showed displacement of semen was directly proportional to the depth of thrusting, as an efficient semen displacement device."
Btw. "displacement device". Kært barn har mange navne, men lige det her havde jeg ikke hørt før. Jeg skal ærligt indrømme at jeg gættede da jeg skrev min forklaring, men Wiki omtaler det heller ikke ifm at vi går oprejst. Det kommer nok ;)
@ Morten Balling
Jeg var heller ikke 100 sikker, og skrev efter erindring :) . Men jeg kunne huske en artikel. Lidt googling fremdrager denne med henvisninger til de oprindelige research papers : http://www.abc.net.au/science/articles/2013/04/09/3732272.htm .
En interessant ting må være, at vores tillægning af beklædning eller anden tildækning/fremhævning jo må have stopppet denne selektor, og måske efterfølgende have lagt selektivt pres på hjernekapacitet i takt med at forførelsen blev mere "brainy" - f.eks. husker jeg et tilfælde, hvor en lille blæksprutte art med en fascinerende evne til camouflage og flg. forbavsende stor hjerne i forhold til dens korte levetid, blev observeret under kurtisering. Finurligt havde en han fundet på at camouflere sig som en hun, og derved på denne måde komme tæt på den begærede partner, mens andre jagtede hende med et festfyrværkeri af farveskift og halucinerende mønstre, således som var normen. Det spøjse var at hunnen foretræk listetyven, og "belønnede" tilsyneladende hans kreative påhit ved at vælge ham som partner frem for de andre, der satsede på en mere konventionel fremvisning af lysshows.
@Michael
Sjovt! Jeg har selv lige været igennem et mini studie af blæksprutter. Vidste du f.eks. at 2/3 af deres synapser sidder i armene? Deres hjerne ville ikke være i stand til at styre alle otte arme effektivt, så istedet er armene autonome, og får besked fra hjernen, men sprutten aner ikke hvor armene er henne :)
Tak for linket. Det kaster jeg mig over med det samme. Det var jo ikke alt Darwin havde luret, men han var også ret ydmyg. Da han tegnede hans første skitse til et stamtræ, skrev han "I think" ovenover. Alligevel støder man oftere på tvivlsomme udsagn fra Dawkins end fra Darwin.
Nyvang og Balling - der er også skrevet en politiken artikel om emnet: http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE1940524/opgoer-med-g...
Tino Rozzo
30. marts, 2014 - 16:53
Jeg kan ikke frigøre mig fra en stille, ondskabsfuld gnækken:
"Det har de sgu godt af, de sindsforvirrede, krævende kællinger".
Ligesom de mødre, der svigter deres børn til fordel for et ligegyldigt job,
Nu ved jeg ikke lige hvilken del af de sociale lag du har fået formet dine fordomme i.
Men det er nu engang sådan at for at en familie kan opretholde en vis levestandard. Så må der to indtægter til. Jeg snakker ikke om 2 ferier om året, farbil og konebil, en faldskærm per rum.
Men om ganske enkelt at kunne sætte mad på bordet, betale sine regninger og hjælpe sine børn i skolen.
Det er en ret snæver kreds af mennesker der har haft råd til at have mor til at gå fuldtids derhjemme. Og det kun i de sidste årtier(efter krigen, ca 50erne - 60erne) at der har været flere hjemmegående, end førhen.
Kvinder har altid arbejdet. Sæson arbejde i marken, vaske for de større husholdninger, været i huset som unge eller hele livet, madlavning og andre sager mænd ser ned på og ikke regner for "rigtigt arbejde".
Så når du gnækker over at kvinder ødelægger børnene med ligegyldige jobs. Hvor er i mænds ansvar så henne, når i åbenbart lader børn gå til grunde?
Har i ikke ansvar for at tage jer af jeres egne børn?
Eller er du optaget af din playstation?
"Hjerte, sind, krop"
Hjertet hører til kroppen, og sindet har ingen fundet endnu.
Der er ingen grund til at gøre ting mere komplicerede end de er.
Hej Rikke!
Synes det er herligt at du er "sprunget ud" med din artikel. Blev selv single (efter 12 års samliv) efter eget valg som 38 årig, hvilket er ca. 15 år siden, og kan mere end genkende din situation.
Og du har helt ret, sex, kærlighed og følelser kan man ikke bare forvente i et aftalt forhold!
Det gjorde jeg så på den måde, at jeg lod mine seksuelle behov komme i første række, og derfor altid udvekslede Tlf.nr. Eller vi kommer begge to på det sted, så vi ses nok! Det der med faste elskere hvor der fra en af parterne kommer indestængte følelser og skal jeg sige det, hvordan eller skal jeg lade være. Risikoen er jo så at jeg mister mit sexfix! Og 3 af den slags gør at jeg fuldstændig mistede min orientering. Og når så en af dem, for mit vedkommende, ikke accepterede at jeg havde sex med de 2 andre, så gik det helt galt. Så jeg valgte ret hurtigt: en sexpartner ad gangen, uanset om det så udviklede sig til noget mere!
Og jeg ved godt at vi mænd nok er, nej vi er meget seksuelt fokuseret, og lige præcis der gak ud og gør ligeså! Normalt er sex smukt og dejligt. Så giv fanden i hvad resten af din (om)verden tænker og få god sex, så måske ......
Håber det kan hjælpe dig lidt på vej!