Klumme

Jagten på retfærdighed

Må man foreslå et ankenævn, hvor man kan klage over urimelige klager? Hvor var vi overhovedet henne, hvis ingen klagede over noget?
Debat
26. marts 2014

Berlingske-journalisten Mads Kastrup foreslog tirsdag på Facebook, at der blev oprettet et ankenævn for nekrologer, efter pastor Christian Langballe havde givet udtryk for, at Kristeligt Dagblads nekrolog over hans far, Jesper Langballe, var skrevet af »nedrakkere, komplet åndløse og journalistiske åndsamøber«. Årsagen til Mads Kastrups fine og sarkastiske reaktion var naturligvis, at den mindst ringe avis af uransagelige grunde lagde spalteplads til mode- og debatsociologen Henrik Dahls bitre reaktion på den nærmest kollektive anmeldernedsabling, som hans nyligt udkomne skønlitterære værk NT – en forstadstragedie fik, blandt andet i Information. Han foreslog, der blev oprettet et ankenævn, hvor forfattere kunne klage over anmeldelser – lidt i spøg, men alligevel med en sådan forurettet vrede, at man havde på fornemmelsen, at han faktisk mente det.

Det er mere end et årti siden, at NATO’s nuværende generalsekretær i sin egenskab af statsminister i sin første nytårstale meddelte, at regeringen ville gå til angreb på smagsdommere og overflødige råd, nævn og institutioner med ordene: »Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst.«

Det gik som bekendt ikke helt, som Fogh prædikede – hverken i det offentlige eller andetsteds. Nævn og smagsdommere, for slet at tale om ’eksperter’ florerer stadig. Henrik Dahl er for resten selv én af dem, men der er endnu ikke oprettet et ankenævn, der skal tage stilling til eventuelle klager over hans debatskabende vrede og meget skarpe udfald.

Personligt ville jeg støtte oprettelsen af ankenævn over syndfloden af indlæg fra politiske kommentatorer, der oversvømmer medierne med mere eller mindre personlige ’analyser’. Analytisk Ankenævn – eller AA – kunne måske få analytikere til at gå i en slags gruppeterapi, så de kunne slippe af med deres afhængighed af meninger.

Filmskribenten Jacob Ludvigsen foreslog på soundvenue.dk, at der blev oprettet et filmanmelderankenævn. Hvorfor ikke et ankenævn for teater-, ballet- og musikanmeldelser? Der er næppe materiale nok til et ankenævn for bil- og rejseskribenter, der som regel under sydens sol og med lidt hjælp fra rejsebureauer og bilfabrikanter kun tæller de lyse timer. Det kunne alle de andre anmeldere lære noget af: utaknemmelige slyngler, der ikke værdsætter, at de får gratis bøger og billetter!

I vores stadig mere energiske søgen efter retfærdighed glemmer vi – med en gammel advokats ord: »Her får de ikke retfærdighed, her får de gældende ret.«

Vi har gudskelov endnu ikke fået en detaljeret lovgivning, der omhyggeligt regulerer alle former for analyser, anmeldelser, nekrologer, fødselsdagsomtaler eller testkørsler. Vi må heldigvis leve med, at det eneste adfærdsregulerende instrument er den offentlige debat. Og her byder de sociale medier på et udvidet rum til at kommentere, analysere og øjeblikkeligt reagere på kommentarer og analyser.

Det benytter masser af mennesker – herunder Henrik Dahl – sig flittigt af. Her er ingen filtre eller smagsdommere, men det hjælper tilsyneladende ikke på humøret. Selv om vi kan brokke os eller prale uhæmmet på Facebook – og i kortere og derfor lidt mere kontante vendinger på Twitter – har det tilsyneladende ikke lagt en dæmper på frustrationer eller utilfredshed.

På lørdag har DR2 en temaaften om »Verdens lykkeligste folk, der klager som aldrig før«, som der står i foromtalen.

Må man foreslå et ankenævn, hvor man kan klage over urimelige klager? Hvor var vi overhovedet henne, hvis ingen klagede over noget?

Den dejlige næsten ubegrænsede mulighed for at ytre sig, som den digitale udvikling har medført, har skabt et gigantisk mellemlag i debatten, uden hvilken de absurde forslag om yderligere klagemuligheder var blevet tiet ihjel. Men det var nok ikke det, Fogh Rasmussen mente, da han afsluttede sin berømte (eller berygtede) nytårstale med ordene:

»Vi vil rydde op i dette mellemlag, som tapper ressourcer og fjerner opmærksomhed fra det væsentlige.«

Lasse Jensen er vært på P1-programmet ’Mennesker og Medier’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er for dåååårligt, at skribenten ikke foreslår, at man skal kunne klage over rimelige klager.

Du mener u-rimelige klager som genstand for en klage? Jeg forsvarer retten til at klage over hvadsomhelst, hvorsomhelst. Er det ikke en nationalsport? Men mange af klagerne giver nu god grund til at klage! Det kan der, som min gamle far altid sagde "Det kan der ikke klages nok over"!

Jeg glemte at forsyne min kommentar med en :-)

Claus Piculell

Du har ret, Lasse Jensen, i at Fogh ikke mente det "nye" mellemlag af uofficielle debattører på nettet, men omvendt inkluderede han så heller ikke folk, der udnævner selv til "gatekeepers" uden den ringeste faglige baggrund herfor, i sin udrensning ... ;-)
kh CP

Michael Kongstad Nielsen

Der er forskel på de kendte klagere i de trykte medier, og så på alle de menige klagere. De sidste får aldrig andet end til nød et læserbrev i avisen, eller en digital kommentar som her, mens de kendte klagere får stort opslåede debatartikler i aviserne, og aldrig deltager i den elektroniske debat - undtagen Lasse Jensen, så tak for det.

Foghs projekt var da dette: Han ville af med de alle de eksperter som var uenige med ham. Og indsætte de eksperter som var og er enige med ham. Og med nyliberalismens projekt i det hele taget! Alle de forskere som bestemte da mente, at klimaforandringerne er skabt af os mennesker, ja lad os da endelig blive af med dem. Lad os lade være med at lytte til de forstandige folk, som siger, at straf og fængsel mm. og mv. ikke hjælper overfor kriminelle. Og lad os da endelig lade være med at lytte til diplomater midt i en diplomatisk krise. Fogh gjorde op med, ikke med eksperter og smagsdommere, men med de smagsdommere, som ikke var enige med ham og Venstre. I at det er folks pengepung, der skal bestemme, hvad der er god smag eller ej. Suk, det er lige før man længes efter daværende kulturminister Brian Mikkelsen (Konservative) og hans kulturkanon....