Klumme

Kære forældre, lad børnene være i fred

Aldrig har middelklasseforældre passet bedre på deres børn og unge. Men de voksne gør de små en bjørnetjeneste
Debat
24. marts 2014

Det moderne forældreskab nærmer sig en tvangsneurose,« fastslog en af mine journalistveninder på Facebook i sidste uge efter en debat, der var inspireret af en artikel i New York Times. Og ja – meget kunne tyde på, at den totaltovervågede barndom, der i dag karakteriserer den amerikanske middelklassefamilie, også har erobret den danske parcelhusidyl, hvor især mindre børn har organiserede fritidsaktiviteter og legeaftaler i et væk og generelt ikke foretager sig noget, som deres forældre eller andre voksne ikke har koordineret i forvejen.

Forleden diskuterede jeg fænomenet med min ven, Tom, der bor i Virginia. Han kunne slet ikke huske, at han så sine forældre om dagen, da han var barn i 1970’erne: »Og om aftenen smuttede vi ud og legede nogle timer efter maden med de andre børn på vejen. Om sommeren svømmede vi i en farlig flod med understrøm, men det fortalte vi ikke til de voksne. De ville være blevet stiktossede, hvis de havde fundet ud af det.«

Tom, som er far til to små drenge, indrømmer, at han i dag aldrig selv ville lade sine børn lege alene i skoven, som omkranser hans hus. Men hans unger må godt lege uden opsyn på vejen foran huset og i haven. Det er imidlertid langt fra OK for alle hans børns klassekammerater. Og Tom er blevet vant til at spørge de andre forældre, når hans børn har legeaftaler, om børnene må være uden opsyn. Hvis svaret er nej, må de lege indenfor mestendels med elektronisk legetøj. Tom ærgrer sig over manglen på frihed, siger han. Ligesom han sukker over alle de voksenstyrede fritidsaktiviteter, han skal køre sine unger til og fra.

Efter syv år i USA deler jeg Toms tristesse. Om end mine egne multikulturelle børn nok lærer mere i skolen og taler flere sprog end mine danske venners børn, er de foruroligende afhængige af voksne – også langt mere end danske teenagere. Ingen af mine to store unger på 17 og 15 år køber f.eks. ind, for de kører ikke bil. At gå på Starbucks med veninderne begyndte min datter først på, da hun blev 16 år. Både hun og hendes bror bliver kørt til fester, biografaftaler og lektie-ditto. Ingen cykler – det er for farligt; at gå er udelukket, der er for langt. Det samme gælder alle deres venner.

Det er især de amerikanske middelklasseforældres fokus på sikkerhed, der har været støt stigende over de seneste 30 år, viser undersøgelser.

Og en af konsekvenserne af al den velmenende forældreomsorg er, at nutidens børn »ikke længere går på opdagelse«, er »blevet frarøvet uafhængighed og ikke aner, hvad det vil sige at løbe en risiko eller at tage en selvstændig beslutning.« Kritikerne dokumenterer også, at de overbeskyttede børn ikke kommer mindre til skade, end børn gjorde i 1970’erne, hvor striber af uovervågede legepladser måtte lukke, fordi forældre klagede og vandt betydelige beløb i erstatninger for ulykker.

Pointerne stammer fra en forsidehistorie i sidste uges udgave af magasinet The Atlantic. Skribent Hanna Rosin har undersøgt, hvad hun kalder en »radikalt transformeret barndom for amerikanske unge« med en »kvælende middelklasseomsorg«, der har sat sig på hele diskursen for det moderne forældreskab i USA. For som Rosin siger, er »arbejderklassens børn friere i den forstand, at de i højere grad er overladt til sig selv. Men det er af nød, og forældrene har dårlig samvittighed over, at de svigter deres børn.«

Hvad skyldes den ekstreme fokusering på børns sikkerhed? Eksperterne har flere bud. Medierne er en oplagt skydeskive. Enhver bortførelse blæses ud på samtlige digitale platforme 24/7. De numerisk få kidnapninger, voldtægter eller drab er til stede i nyhedsstrømmen konstant. CNN har f.eks. Headline News med Nancy Grace, der udelukkende specialiserer sig i slige sager. Andre peger på en overfladisk og materialistisk kultur, hvor børn er blevet prestigeprojekter for en generation af voksennarcissister, der spejler sig i børnene på linje med andre nyanskaffelser, men med langt flere følelser på spil. Det gør det nærliggende at våge over dem.

Men måske er der håb forude. To nye populære bøger: Duct Tape Parenting – Baby Knows Best og The Kids Will be Fine er blot to sigende titler for en bevægelse, der trækker i den anden retning. Danske forældre kan roligt læse med.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Skat, har du set børnene?
Hvem?
Ja, du ved - 11 og 14 - krøller - og så videre
Nå, dem, nej - men staten har vist et godt tag i dem - så det tror jeg ikke vi skal bruge krudt på.
Hvad mener du?
Du ved - heldagsskole - optimering af halvdårlige evner og sådan noget -
Sild i fabrikken?
?
Ja - de skal lære at svømme med de andre
Nå, sådan - ja, man skal jo nødigt være til en side?
En side?
Anderledes.
Du mener adfærdsvanskelig?
Hvem snakker vi egentlig om?
Børnene -
Hvem?
11 og 14 - ................

Ro, Renlighed og Regelmæssighed - Det er da gode kvindelige dyder, er det ikke ?
Jeg er ikke så sikker på at det er 'middelklasse forældrene' der er overpylrede og sikkerheds-neurotiske, mere 'middelklasse-forælder' . Og det er jo ikke kun i børne-opdragelsen vi ser dette ødelæggende pylre-tyranni, det har også bredt sig til det politiske liv i flere og flere lande.

Ja fra sommer 2014 - skal børnene jo gå i skolen indtil klokken 15:00 - så har staten jo "overtaget" opdragelsen der, så kan vi jo pille de timer ud af forældrenes bekymringer.

@ Torben Selch,

For nogle børn, ja rent faktisk mange børn, er det ikke det store paradigmeskift...for de er allerede vant til, at blive afleveret af deres karriere-forældre, kl. 06.45 i en intergrerende institution, fra vuggestuealderen, for igen at blive hentet kl 16.00+, af for en fortravlet mor/far ..(den bemærkning, med karriere-forældre, kommer nok tilbage, som "Thor's hammer"..men det er endeligt bare faktum, som jeg har beskrevet).
Så før vi giver staten al skylden, bør vi nok også lige foretage et "service-tjek", af vores arbejdsliv, familie/livsstil...lige kort reflektere over det og sæt nogle perspektiver på refleksionen..

jamen det er jeg ikke uenig i - jeg står selv og skal til møde i skolen omkring samme. Klart at den ny ordning vil passe fortravlede forældre fint. Det samfund er en realitet - på godt og ondt. Det er jo også nemt for mig, som kontanthjælps modtager, at kan prioritere mit samværd med mine børn højt. Og kan give dem noget andet, end de muligheder andre har for at kunne benytte - "underholdningsindustriens" mange glæder.

Jeg har argumenteret for før - at vi i vores verden - især nu, hvor der mangler arbejdspladser - og hvor Finske eksperter vurderer at om få år, udfører robotter 20-25% af vores arbejdsopgaver i samfundet.
Reaktionen i Europa og hos HTS har været - så må vi alle sammen tage fat og arbejde noget mere. Spanien har hævet pensionsalderen. Grækerne vil forkorte Siestaen og vi har selv fjernet efterlønnen.

Mit bud ville være - især af hensyn til af familien samlet set - at familier med børn fra 0-10 år max. må arbejde 30 timer om ugen pr. forældre - derved ville man kunne hente og bringe sine børn i tidsrummer 08:00 - 14:00 eksempelvis. Hvordan økonomien skal fordels, kan så diskuteres. Men ihvertfald ville evt. lønnedgang jo var trukket ud af højeste skattekrone.

Desuden ville det jo så give et væld af nye arbejdspladser i DK. Nok ikke kvalificeret arbejdskraft vil nogen sige - men de kunne jo godt bruges da der var kraftig efterspørgsel efter ledige hænder.

Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Stop arbejds-hamstringen.

Elisabeth Andersen, Niels Duus Nielsen og Lars Olsen anbefalede denne kommentar

@ Torben,

Langt hen ad vejen, kan jeg godt følge dig.
Derudover tolker jeg udfra det du skriver, at du ikke er tilhænger af HJEMMEPASNINGSISMENS-korstog, der vil at børn, frarøves (det siger de ikke, men min optik), muligheden for at være i et samspil med faglig uddannede voksne, i 6 timer om dagen, hvor der kan styrkes, udvikles kompetencer, sociale spilleregler osv.
Lad børnene være ude og udvikles i et lærerigt miljø, med tilpas udfordringer og støtte. Når så far eller mor henter tidligt, er der mulighed (grundet overskud fra begges sider, til at være barn og forældre sammen)

Niels Duus Nielsen

Det er faktisk en gammel tendens: Allerede for femogtyve år siden var der nogle børn, som ikke måtte lege med min søn, fordi deres forældre vidste, at jeg kunne finde på (åh gru) at tillade ungerne at klatre i træer.

Men det er nok blevet værre med årene. Og når man så tænker på, at mange af de forældre, som overbeskytter deres børn, er de selv samme, som blæser på hvad det er for en verden, vi efterlader til børnene, kan jeg kun sige:

Stakkels unger.

Peter Taitto, Torben Selch og Lars Olsen anbefalede denne kommentar

Dette kan anskues meget bredere. En enkelt pointe : Forældre kopierer pædagoger. Pædagoger har et ansvar i mange timer. Derfor forståeligt nok forbud og juridiske bomme. Man skulle jo nødigt ha` en sag på halsen. Kopibørn er resultatet. Har jeg ret i, at mødrene fører an.

@ Leo

Spørgsmål : "har jeg ret i, at møderne fører an" ?

Ja Leo, det har du helt ret i .

Torben Loft
Helt enig! Meget højt pædagoisk niveau - men nu går mine unger også i DK's bedste folkeskole :)
Og den fine balance vil jeg godt bevare. Jeg er åben overfor potentialet i de ekstra timer - men vågen og skeptisk, hvis jeg fornemmer det er en samfundsskabt "parkeringsplads" af børn, der er agendaen.

på ..

Roald Andersen

Som barn i Odense i 50'erne og 60'erne kan jeg absolut nikke genkendende til beretningen om at forældrene ikke anede, hvad vi lavede, når vi var hjemme, for vi var stort set ikke hjemme. Vi var ude. Og som barn i et arbejderkvarter med relativt små lejligheder havde de færreste af os eget værelse.
Min mor søgte via morgenarbejde og natarbejde, så vidt muligt at være hjemme efter skoletid, men vi sad nu ikke lårene af hinanden af den grund.

Som de fleste af mine samtidige blev vi nøglebørn, der havde en nøgle med om halsen, så vi kunne lukke os ind efter skoletid. Et ur blev vi også udstyret med, så vi kunne være hjemme til de faste spisetider eller sengetider.
Jeg holdt som 12-15-årig selv meget af at klatre i træer og at cykle rundt på Fyn, kørte tit ned til havnen, ud langs Odense Kanal, til Kerteminde for at bade, til Langesø eller Fyns Hoved, og da mine forældre ikke havde telefon var det tit med blikket stift rettet mod uret, når jeg i modvind og regn kæmpede mig tilbage til en aftalt tid.

Jeg/vi har søgt at give den samme frihed, som vi selv har haft, videre til vores barn, og det gik rigtigt godt. Selvfølgelig gjorde hun dumme ting, som hun ikke var stolt af at fortælle derhjemme, som da hun sammen med kammerater hoppede ind ad vinduet i et tomt hus, eller som 9-10-årig væltede, da hun var nede i åen med vaders på, eller som 14-15-årig teenager i en stiv brandert en sommernat kom plaskvåd hjem efter en fest, fordi hun i månelyset havde været ude at svømme med ænderne i en af de nærliggende søer.

Selvfølgelig kunne det være gået galt tusind gange, men det gjorde det ikke.

Henrik Bjerre

Et barn til Far et til Mor og et til Gud - tankegangen kunne jo også hjælpe på dette problem. De skal jo være guldklumper, men bliver jo mere forchromede når der er så få af dem - som der typisk er i den moderne familie.