Kommentar

Jeg, en koldkriger

Vi har ikke brug for Bent Jensens omskrivning af fortiden, men for en omskrivning af fremtiden
7. marts 2014

Min eneste militære erfaring er fra sommeren 1988, hvor jeg sammen med en kammerat angreb et amerikansk krigsskib med raketter.

Skibet lå ved Langelinie og var ledsager til et endnu større hangarskib i Øresund, der stak så dybt, at det ikke kunne gå ind i Københavns Havn.

Vi sneg os forbi Trekroner i kajakker. Vi affyrede to raketter af den hylende slags. En fuldtræffer faldt ned på dækket af det amerikanske skib. Så foldede vi et banner ud mellem kajakkerne med fredssymbolet på. Det var en mægtig militær bedrift med stor risiko for, at vi faldt i havnens lumske bølger, der slog kontra mod kajen.

Vi steg i land for at parlamentere med den besejrede fjende, der hovedrystende afviste vores krav om, at de skulle forlade dansk territorium. Det var ellers et krav, der var helt på linje med den danske regerings politik: Ingen a-våben på dansk jord (i fredstid?). Og grunden til vores militære indsats til støtte for regeringen var, at USA netop havde meddelt, at man ikke ville oplyse, om skibene var atomart bevæbnet. Heller ikke, når de besøgte danske havne.

Der stod også en dansker på kajen og tog imod os. Det kunne have været Bent Jensen. Han skældte os ud for at angribe vores venner, altså hans venner, eller som han påstod, danskernes venner. Det var jo dem, der havde befriet os fra nazisterne og nu forhindrede russerne i at løbe landet over ende.

Masser at være vred over

Måske har ham koldkrigsforskeren, Bent Jensen, ret, når han i dag hævder, at fredsbevægelsen, der nær havde åbnet Danmark for kommunistisk infiltration, bestod af piger i 20’erne under uddannelse. Jeg var dreng i 20’erne, kunne ikke tage mig sammen til en uddannelse og var ikke politisk organiseret.

Som formand for elevrådet på Ordrup Gymnasium havde jeg opnået en vis diplomatisk dannelse ved at være i opposition til 90 procent af eleverne. Således udsendte elevrådet under min ledelse en resolution, der fordømte Sovjets invasion af Afghanistan (selv om landet i dag nok havde stået sig bedre med en kommunistisk regering), og elevrådets enlige DKP’er blev venligt afvist, da han rasende forlangte, at den samme resolution også skulle fordømme NATO’s dobbeltbeslutning (om et fremskudt atommissilforsvar i Vesteuropa).

Jeg er født i 1961. Det tidligste minde jeg har fra tv, er fra før min skolegang. Det må have været en tv-avis. Der blev vist nogle frygtelige billeder fra Vietnam-krigen. Og min morfar, der ellers var ærkekonservativ, forbandede i ærlig medlidenhed de lidelser, der blev kastet over det vietnamesiske folk. Jeg havde som barn mareridt om krig og flugt fra skydende tanks. Som teenager i 1970’erne var der masser af krige og uretfærdigheder, der kunne demonstreres mod. Men det var altid rettet mod USA.

Først i 1979 var der anledning til at kritisere Sovjet for imperialisme i Afghanistan. Det førte sågar til, at jeg blev anholdt foran den sovjetiske ambassade mistænkt for at ville sprænge den i luften. Det var først langt senere, at jeg blev anholdt for at have attentatplaner mod USA’s præsident.

Gad vide, hvad Bent Jensen kunne få ud af at studere politiets arkiver, hvad det angår.

Når alt dette vælder op i mig netop nu, skyldes det Bent Jensens krukkede koldkrigsrableri, som kulminerede med en bogudgivelse i sidste uge. Og nej, jeg har ikke tænkt mig at læse hans værk. Han har jo dom for, at hans videnskabelighed er mindre væsentlig end hans ytringsfrihed.

Ingen trussel

Jeg var ikke kommunist under Den Kolde Krig, men jeg så Sovjet som et bolværk mod den dekadente vestlige kapitalismes udbredelse. Sådan ser jeg også Rusland i dag. Det kan godt være, at der også er lort bag bolværket, men så spiller jeg lortene ud mod hinanden. Det eneste, jeg har hyldet, er anarkiets korte sommer i Spanien i 1936. Men det blev jo også dolket af sovjet-kommunisterne og tromlet ned af fascisterne.

Bent Jensens (og andres) forskning derimod har netop vist, at kommunisterne i Danmark ikke var nogen trussel. De var for få og nøje overvåget. Og hvis socialdemokraterne med deres fodnotepolitik i 1980’erne virkelig var en trussel mod NATO, så er der da grund til at hylde dem. Anden forskning end Bent Jensens viser jo, at Sovjet politisk set ikke havde planer om at invadere Vesteuropa. Ideen om socialisme i hele verden blev jo hurtigt erstattet af ideen om socialisme i ét land (ad gangen, måske). Det er endda tænkeligt, at atomtruslen afskar dem fra også at have realistiske militære planer.

Ret beset gjaldt det for Danmark om at slippe ud af den klemme landet befinder sig i på grund af sin strategiske placering. Under Den Kolde Krig ville Danmark blive smadret af Sovjetunionen for at sikre udsejling fra Østersøen. Eller også ville Danmark blive smadret af NATO for at hindre sovjetisk udsejling. Sådan set fra planlæggernes side.

Vi skal da som danskere være stolte af vores iver efter, med de midler vi havde, at føre en politik, der stræbte efter at undgå den konfrontation, eller rettere ulykke.

Måske ville verden endda have set bedre ud, hvis de værste af dem, der råbte hellere død end rød, bare var hoppet i havnen under deres påståede frygt for kommunismen. I dag ville jeg af helt andre aktuelle grunde hellere være død end socialdemokrat, og sådan ender det måske også.

Det, vi har brug for nu, er ikke Bent Jensens omskrivning af fortiden, men en omskrivning af fremtiden. Jeg ønsker fred, fordragelighed, ligelig fordeling og klog omgang med verdens ressourcer. Hvor finder jeg dén politiske dagsorden, når jeg råber i Øst og i Vest?

Mikkel Schou er journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Mosbak
  • Hans Larsen
  • Bill Atkins
  • Merete Jung-Jensen
  • Erik Jensen
Niels Mosbak, Hans Larsen, Bill Atkins, Merete Jung-Jensen og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henning Kjær

Under den kolde krig og indtil kommunismen døde i øst, var der en skønhedskonkurrence mellem de to styreformer kommunisme og demokrati. En skøhedskamp der skulle vise demokratiets overlegenhed som modsætning til de kommunistiske styres overvågning og kontrol. Velfærdssamfund blev opbygget som bolværk mod de kuedes oprør. Efter kommunismens død, er der ikke noget at vælge imellem. Historien er død. Det liberale demokrati er blevet til markedsstyring og har overtaget kommunismens systematiske hemmelige overvågning som sin egen til folkets bedste.
Vi har endu ingen genopgragelseslejere, til gengæld bliver vi styret med økonomisk pisk og gulerod og menneskerettighederne gradbøjs med juristers hjælp.