I dag udkæmpes krige og konflikter på to fronter. Direkte mellem de stridende parter – og i medierne. Ukraine og Krim er det seneste eksempel. Her kæmper vestlige og russiske medier en bitter kamp med hver deres version af sandheden. Heldigvis, indtil videre, uden ofre.
Sagen om den kidnappede og løskøbte journalist Jeppe Nybroe er imidlertid en påmindelse om, at journalister ikke længere er en beskyttet art. Krigens parter betragter dem ikke som neutrale iagttagere. De betragtes i dag i bedste fald som nyttige, ofte besværlige redskaber i krigsførelsen – i værste fald som vantro CIA-agenter og i Jeppe Nybroes og andre tilfælde som varer, der kan handles til højeste pris. Alt afhængig af om kidnapperen er en såkaldt civiliseret nation, en radikal islamistisk organisation eller en røverbande. Røverbander har det som ål i mudder, når krigen eller borgerkrigen smadrer de sidste rester af lovlydighed.
År efter år, stiger antallet af dræbte og kidnappede journalister. Syrien har en trist førsteplads. 29 dræbte journalister i 2013. 115 siden borgerkrigen begyndte. Alene i den forløbne weekend blev to journalister dræbt. 22 journalister er forsvundet – måske dræbt, måske kidnappet.
Jeppe Nybroe var så ’heldig’ at blive kidnappet af kriminelle, der kun er ude efter penge. Sagen havde stillet sig anderledes, hvis han var faldet i hænderne på en militant Al Qaeda-gruppe som ISIS (Islamic State of Iraq and the Levant) der på forhånd har meddelt, at journalister er vantro agenter, som skal dræbes.
Langt størstedelen af de dræbte, forsvundne og kidnappede journalister er freelancejournalister med forskellig baggrund. Nogle er garvede professionelle, andre er unge, håbefulde og eventyrlystne journalister og fotografer, der ser krigen som det store spring fremad i karrieren. De er alt for ofte uforberedte og dumdristige.
Krige og konflikter er godt stof og indeholder ofte væsentlige historier. Journalistisk tilstedeværelse er en nødvendighed. Men omkostningerne ved at dække krigene er tårnhøje – specielt de irregulære og kaotiske af slagsen. Store medier betaler titusinder af kroner om dagen for at holde en fast korrespondent i området. Middelstore og mindre nyhedsmedier har opgivet at dække krigene fast – og tyer til de langt billigere freelancere, der lever af mere eller mindre løse aftaler og stykbetaling. De skal selv sørge for transport, sikkerhed og forsikringer. De har ingen stor organisation i ryggen, hvis det går galt. Kun venner, familie og kolleger føler det ansvar for dem, som ingen medieorganisation har, fordi de ikke er ansatte.
Der bliver færre og færre penge til at udøve journalistik, og de midler, der findes, administreres mere og mere effektivt. Antallet af faste medarbejdere indskrænkes, antallet af freelancere stiger. Det er lidt som udliciteringer, hvor teorien er, at det bliver billigere og mere effektivt. Og når man udliciteret krigsdækningen til løst tilknyttede reportere og fotografer bliver det ganske rigtigt billigere og lettere. Men det gavner ikke nødvendigvis kvaliteten. Især ikke fordi flere og flere af de garvede syrienkorrespondenter nu siger fra. Situationen i landet er så kaotisk og farlig, at risikoen er blevet for stor. James Traub skriver i magasinet Foreign Affairs, at alle medieorganisationer nu har trukket deres faste korrespondenter ud af de risikofyldte områder i Syrien.
I en tid, hvor medierne i højere og højere grad drages ind i krigsførelsen, og journalister forsøges manipuleret og udnyttet, er erfaring og viden vigtig. Sandheden er som bekendt krigens første offer, som Ayschylos skrev. Journalistens primære opgave er komme så tæt på sandheden som muligt – det er svært og kræver ekstra meget, hvis krigens tåger og løgne skal gennemlyses. Den opgave løses nu primært af freelancere, hvis fornemste kvalifikation er, at de villige, modige og til stede. Nogle af dem har viden og erfaring, mange af dem har det ikke. De er, som Taub skriver i Foreign Affairs: »verdens mest truede art.«
Men udryddelsestruede er de næppe, for der står hele tiden står nye, yngre og mere modige på spring til at tage over, hvor de gamle korrespondenter faldt fra eller bare faldt.
Lasse Jensen er journalist og vært på P1-programmet ’Mennesker og Medier’
Klummen i morgen: Anita Brask Rasmussen
det er begyndt med irakkrigen hvor man fodrede dem "officielle" nyheder og fortalte dem hvor de havde lov at være
9/11 var det store turnpoint, hvor alting gik op i terpentindampe. Det har ikke ændret sig, tværtimod bliver det tilsyneladende kun værre, i takt med krigen mod terror intensiveres med droner og andet bestialsk isenkram. Jo mere krigene bliver distanceret, jo mere afstumpet vil løsningerne blive.
Any fool can kill a man, it takes a woman to make him suffer.