Kritik af kritikken

Alt for mange anmeldelser er håbløst gammeldags og perfide. Det hæmmer kreativiteten
1. april 2014

Henrik Dahl er en modig mand. Han tør noget, som de færreste orker af skræk for at blive hængt ud som narcissistiske klynkemåse, der ikke kan klare mosten, når dem med den virkelige magt – altså anmelderne – begynder at dele stjerner ud. Dahl har haft modet til at sætte debatten om anmeldernes habilitet på dagsordenen, og det har vakt røre i mediekredse. Og for at imødegå eventuelle indvendinger, iler jeg med at bekræfte, at også jeg har været udsat for en anmeldelse (Politiken den 16. marts), der hængte både min nyeste bog, Ladycool, og mig selv ud.

Her er tale om en anmeldelse, der var så personlig og unødvendigt latterliggørende, at selv en placering på bestsellerlisten og mange andre positive omtaler og anmeldelser ikke har formået at neutralisere den helt. Politiken-anmelderen, der er uddannet læge, fremførte blandt andet, at spændende nybrud er »gået hen over hovedet på Emilia van Hauen, som ellers kalder sig for ’trendforsker’«, og det gjorde han på paradoksal vis ved at henvise til teoretikere, der var banebrydende for 15-20 år siden, og som ikke længere fanger samtidens livsvilkår og konflikter. Desuden skrev han, at det burde give anledning til »akut selvransagelse i Dansk Sociologforening«, at jeg er en af Danmarks mest citerede sociologer.

Tilbage står jeg (og mange andre, viser det sig) og tænker: Hvorfor er det nu nødvendigt? Og er det virkelig i tidens ånd?

For det er det nemlig ikke. Alt for mange anmeldelser er kendetegnet ved en håbløst gammeldags måde at kommunikere på og går stik imod de værdier, der hører hjemme i det fremtidssikrede samfund. Anmeldelser, der benytter sig af en spottende, nedgørende og nogle gange direkte ondskabsfuld tone over for enten værk eller forfatter, kan muligvis have en gnæggende underholdningsværdi, men er hverken konstruktiv forbrugeroplysning eller i tråd med tidens værdier.

I dag lever vi nemlig i det, man kan kalde en neo-tribal tid, hvori mindre, frie og initiativbaserede fællesskaber, funderet på lyst og interesse og bundet sammen af tillid, er dominerende.

Disse såkaldte nye stammefællesskaber gror frem på mange nye måder, både i foreningslivet, i formelle og uformelle netværk. Her er tale om en underskov af nye communities, der gerne baserer sig på stærke individer, som ønsker at samles på tværs af alle de sædvanlige hierarkier, fag, status, autoriteter og strukturer i co-creative fællesskaber. I disse fællesskaber baserer kommunikation, vidensudveksling og kreative processer sig på en retorik, som bygger på nysgerrighed og ikke på autoritativ, perfid kritik; altså en retorik, der ikke forsøger at nedgøre projektet og det menneske, der kommer med forslaget, men derimod sigter mod at forstå det.

Humlen er, at ingen organisation og intet samfund kan skabe kreative nye løsninger, hvis menneskene i dem bliver bange for at komme med nye udspil, fordi de aldrig føler sig sikre på, om de bliver mødt med en offentlig desavouering af ikke kun ideen, men også dem selv. Netop derfor er det vigtigt, at vi ikke tillader en forældet diskurs at dominere inden for anmelderiet.

Det betyder bestemt ikke, at man ikke kan være kritisk eller tage synligt afstand fra ideer, man ikke selv deler. Selvfølgelig gør det ikke det. Men det betyder, at man møder hinanden i respekt for, at virkeligheden er langt mere mangfoldig end den virkelighed, man måske selv vælger at definere som den mest rigtige. Forestillingen om grundlæggende respekt og tolerance over for andre mennesker og ideer er jo hverken absurd og ej heller lallende naiv; det er en værdig måde at møde en fælle på. Og helt basalt er det den mest frugtbare måde at skabe vækst på. I alle livets aspekter.

Anmelderi har været debatteret inderligt – også i nærværende avis – siden Henrik Dahl foreslog et ankenævn for anmeldelser. Og selv om det jo kun er et lille bitte hjørne af samfundsdebatten, er det ikke desto mindre et vigtigt hjørne. Derfor bør det naturligvis underlægge sig nogle helt basale tidssvarende spilleregler til gavn for forbrugeren, hvoraf den første naturligvis er at gå med på bogens præmisser, og den næste er at anmelde i et sprog, der nok kan være underholdende, men så sandelig også værdigt, så også den kommende læser af værket føler sig oplyst og ikke – indirekte – gjort til grin. Måske til anmelderens egen fornøjelse?

Emilia van Hauen er sociolog.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu