Læsetid 3 min.

I kultureliten findes ingen racisme

Alle er farveblinde. Alle er hvide
14. marts 2014

»Denmark, Denmark. Everyone rides bikes, everybody’s white,« synger den amerikanske indiemusiker Mark Kozelek med sin ironisk-melankolske stemme.

For nogle år siden boede jeg i Göteborg og fik på et tidspunkt et værelse i den attraktive og centralt beliggende bydel Haga. »Oj, vad bra,« sagde mine svenske venner anerkendende, når jeg fortalte, hvor jeg var flyttet hen. Men Haga gav mig kvælningsfornemmelser. Hovedgaden var én lang række af små, hyggelige konditorier og caféer, butikker med te og økologisk kosmetik. Uden for de fleste caféer hang et lille skilt med oplysninger om, at maden her var fairtrade-handlet, økologisk, vegetarisk osv. Overalt i de snævre, brostensbelagte gågader så man kun hvide mennesker.

Når jeg til gengæld tog ud til min veninde, som boede i en nordøstlig forstad, fyldtes sporvognen af folk med afrikansk eller mellemøstlig baggrund. I Sverige staves forstaden med stort, Förorten svarer til det danske ghettobegreb, det er det sted, hvor de fattige og de farvede bor. Så kan den hvide middelklasse i centrum være i fred med sine progressive holdninger og sin gode samvittighed.

Det er længe siden, jeg har tænkt på Haga, jeg boede der kun i halvanden måned, så flyttede jeg ud i en forfalden rønne i skærgården med tre digterinder, nogle mus og en del myrer. Men i slutningen af januar udløste den svenske forfatter Athena Farrokhzads anmeldelse af Yahya Hassans bog en heftig debat om bl.a. racisme, som har fået dele af det danske kulturliv til at minde mig om Haga. Her i kultureliten findes ingen racisme, står der på de små skilte. Alle er farveblinde. Alle er hvide.

Forfatteren Niels Lyngsø og litteraten Peer Bundgaard har publiceret et langt essay i Politiken, hvori de afviser eksistensen af strukturel racisme i de skandinaviske samfund. Lyngsø og Bundgaard mener også, at Farrokhzad og andre, som kritiserer den måde, hvorpå der i offentligheden bliver talt om minoriteter, fejlagtigt skaber en opfattelse af, ”at offentligheden er lukket land for dem, der ikke pryder sig med majoritetens tanker, skikke og værdier.” Da tre forskere (Mons Bissenbakker, Mathias Danbolt og Michael Nebeling Petersen), som beskæftiger sig med strukturel racisme, efterfølgende skrev et modsvar til Lyngsø og Bundgaard, kunne Politiken ironisk nok ikke finde plads til at trykke det. Så selvfølgelig har vi alle sammen principielt set ytringsfrihed til at udtrykke vores tanker offentligt. I praksis er der bare mest spalteplads til de tanker, som ikke udfordrer majoritetens selvbillede. Og den sortering som afgør, hvilke udsagn der bliver betragtet som væsentlige, er i sig selv politisk og har politiske konsekvenser.

Jeg ved fra mennesker, der står mit hjerte nær, at det i Danmark er en helt dagligdags oplevelse at blive udpeget som »fremmed«, hvis man ikke er bleg og blåøjet, og det undrer mig, at der blandt blegansigter er så stor en modvilje mod at høre om den problematik. Formålet med at tale om strukturel racisme er ikke at fastlåse folk i bestemte positioner ud fra deres hudfarve, men at indse, at vi lever i et samfund, som på mange måder stadig er ret fastlåst, og at det er på tide at forandre det.

På Charlottenborg vises for tiden en udstilling med den amerikanske maler Kerry James Marshall, hvis erklærede projekt er at rette op på underrepræsentationen af sorte subjekter i billedkunstens verden. Han maler smukke, selvbevidste kvinder iført undertøj og guldørenringe for at skabe et skønhedsideal, som er »tydeligt og utvetydigt sort«. Han maler portrætter af fortidens helte og viser nutidsmennesker i hverdagssituationer. Næsten alle mennesker i hans malerier er sorte. Som jeg bevæger mig igennem udstillingen, slår det mig, hvor uvant jeg er med at se den slags billeder, hvor hvid kunsthistorien er. Stillet over for Marshalls malerier er det umuligt at opretholde en illusion om farveblindhed, så går man i hvert fald glip af pointen.

Når vi overhovedet er begyndt at diskutere racisme i kulturlivet, er det fordi Marshall, Yahya Hassan, Athena Farrokhzad og mange andre kunstnere, der ikke er hvide, er trådt ind på scenen og blevet centrale figurer. De peger på nye problematikker, som vi må i gang med at forholde os til. Det bliver sikkert kompliceret og konfliktfyldt. Men jeg tror, det kommer til at gøre os klogere.

 

Julie Sten-Knudsen er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
    Jens Thaarup Nyberg
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Ingrid Uma
    Ingrid Uma
  • Brugerbillede for Peter Brandt Nielsen
    Peter Brandt Nielsen
Jens Thaarup Nyberg, David Zennaro, Ingrid Uma og Peter Brandt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Kjeld Hansen

Kultureliten tegner et politisk korrekt glansbillede af det lykkelige Danmark, som ligger meget langt fra det realistiske billede den almindelige danskere lever under i hverdagen.

Danmark er blevet et stærkt censureret samfund styret af en smal kulturelite og pengestærke lobby organisationer styret af erhvervslivet.

- Virkeligheds billedet af et lykkeligt Danmark er stærkt forvrænget.

Flemming Scheel Andersen og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

"Da tre forskere (Mons Bissenbakker, Mathias Danbolt og Michael Nebeling Petersen), som beskæftiger sig med strukturel racisme, efterfølgende skrev et modsvar til Lyngsø og Bundgaard, kunne Politiken ironisk nok ikke finde plads til at trykke det."

Har disse tre forskere da ikke en blog? eller en Facebookprofil? Her kan de jo boltre sig lige så meget som de lyster - og få udgivet deres modsvar. Og det endda under den langt friere (i visse tilfælde hvad angår ytringsfrihed) amerikanske paraply omkring ytringsfrihed.

Om den strukturelle racisme eksisterer ved jeg ikke, men når jeg som måske? den eneste passager i et DSB-tog bliver bedt om at legtimere mig når jeg viser mit rejsekort, altså at vise f.eks. mit sygesikringsbevis, så DSB-kontrolløren kan se, at jeg er mig, og ikke en flygtning et eller andet sted fra, ja så er der altså nok noget om det! [Og nej, jeg har endnu ikke oplevet almindelige, hvide, danske passagerer er blevet bedst om noget sådant!]

Har man f.eks. som jeg sort hår, brune øjne og en lidt mørkere lød/teint i huden end de fleste danskere, rubricerer danskerne, de fleste, mig som udlænding lynhurtigt. Og måske også som italiener, græker, spanier....eller måske endda som muslim! Og det selvom jeg ikke er nogle af delene.....

Danskerne må efterhånden vænne sig til at danskere kan se ud som dansk for hele verden gør; at danskere kan komme alle mulige steder fra: Bosnien, Polen, Somalia, Afghanistan, Iran, Irak, Brasilien, Filipinerne, Thailand mv.

Brugerbillede for ellen nielsen
ellen nielsen

De ( Marshall, Yahya Hassan, Athena Farrokhzad og mange andre kunstnere, der ikke er hvide)
peger på nye problematikker, som vi må i gang med at forholde os til......

Hvilke, som vi ikke har forholdt os til i de seneste treti år?

Brugerbillede for Ole  Olsen

'De peger på nye problematikker, som vi må igang med at forholde os til'.

Velkommen til virkeligheden, Julie Steen-Knudsen.

'..hvor hvid kunsthistorien er'. Jamen herregud, åbenbart historieløse J. S-K - sort afrikansk etnologisk kunst havde en stor indflydelse på europæisk billed- og skulpturkunst i det sidste århundrede, fra Picasso til Cobra.

Brugerbillede for Peter Olesen

De hersens "racisme-jægere" minder en hel del om de lidet troværdige spøgelsesjægere der, lige inden TV shop overtager sendefladen, farer rundt i forladte huse med ektoplasma-målere, og "dokumenterer" udokumenterbare, pludselige temperaturfald, og lyde. Det hele filmet med håndholdt, infrarødt kamera, stroboskop-klippet og tilsat et lydspor med patetiske, mainstream gyser-effekter.

Samme flade eftersmag sidder man tilbage med, når "beviserne" på den postulerede racisme skal præsenteres. Det gennemgående "argument" er, at når "hvide" benægter eksistensen af racismen, så eksisterer den, i kraft af benægtelsen. For "de hvide" har selvfølgelig, qua deres implicitte postkoloniale arvesynd og grådige imperialisme/forbrugerisme, noget at skjule.

Så man har altså konstrueret et "bevis" der ikke kan modsiges, da både benægtelse og tilslutning er lig med indrømmelse. Snedigt. Lidt i stil med den klassiske: "Er du holdt op med at slå dit barn?"

Og som om det ikke er nok, så trædes de ædle racisme-jægeres ytringsfrihed også under fode af hæderkronede, kulturradikale Politiken, som ellers er åben for lidt af hvert. Ja, måske trædes ytringsfriheden alligevel ikke helt under fode, men den er i hvert fald kun principiel, og til for majoriteten, postuleres det.

Kendere af Politiken vil nok mene, at særligt debat-sektionen, i den hellige mangfoldigheds navn, ganske ofte er helt ude i de mest obskure hjørner af samfundet, og ikke er nærig med at lade opponenter til allerede offentliggjorte indlæg, tage til genmæle. Men måske har debatredaktionen ikke fundet indlægget lødigt. Hvem ved? Det gør forfatteren. Politiken er også en del af majoritets-undertrykkelsen.

Undertrykkelsen som bare vokser og vokser, og beviserne tårner sig op! Karsten Aaen bidrager fx. senere med sin rystende historie om en nærgående DSB-kontrollør. Stakkels Karsten! Og ingen lyshårede er, såvidt Karsten ved, nogensinde blevet spurgt om sin billet. Det ved jeg af bitter, ungdommelig erfaring, ikke har sin rigtighed.

Men samfundet er fastlåst, og skal omkalfatres, lyder det fra forfatteren. som i øvrigt, er sådan en lidt fræk rebel, der bare får kvalme af pæne forretninger, og foretrækker at slumme den i beton-forstæderne og at skrive digte i faldefærdige sommerhuse, sammen med veninderne. Ikke spor forudsigeligt.

Nu er det ikke konkretiseret hvorledes vi får "låst samfundet op", men lad mig gætte på at vi er ovre i den relativistiske afdeling, hvor man først tømmer diverse sproglige og kulturelle tilhørsforhold og fællesskaber for al betydning, mening og indhold, og derefter fylder den tomme skal op med en universel intethed af Benetton-agtig multi-et-eller-andet.

Personligt synes jeg, at man burde vente med at udråbe intetheden, indtil andelen af tilflyttere udgør betydeligt flere end 10 % af befolkningen. Måske er det derfor, at jeg ikke har så mange svenske venner?

Søren Ferling, Mikkel Madsen og Morten Pedersen anbefalede denne kommentar