Kronik

Kvinder går sjældent til ekstremerne

Når kvinder trods 50 års frigørelse fortsat fylder mindre end mænd i den samfundsmæssige elite, skyldes det ikke undertrykkelse. Forklaringen er derimod, at det er svært at hamle op med den mest risikovillige og vovelystne procentdel af mændene
Den 14. oktober 2012 sprang østrigeren Felix Baumgartner ud i faldskærm fra stratosfæren i rekordafstanden 29 kilometer fra Jordens overflade. Felix Baumgartner tilhører den mindre gruppe mænd, der går til vaflerne med en monoman optagethed af projekter, stunts og karrierer. I modsætning til de fleste kvinder

Den 14. oktober 2012 sprang østrigeren Felix Baumgartner ud i faldskærm fra stratosfæren i rekordafstanden 29 kilometer fra Jordens overflade. Felix Baumgartner tilhører den mindre gruppe mænd, der går til vaflerne med en monoman optagethed af projekter, stunts og karrierer. I modsætning til de fleste kvinder

Jay Nemeth

10. marts 2014

Hver gang Kvindernes Internationale Kampdag oprinder, er ét sikkert: Endnu engang skal vi høre, at undertrykkelsen af kvinder er den eneste årsag til, at kvinder ikke er trådt frem på samfundets scene i samme grad som mænd.

I frustration over langsommeligheden i den forventede udligning mellem kønnene er vi også på dette års kampdag blevet konfronteret med krav om planøkonomiske redskaber til at nå det eftertragtede fifty-fifty-ideal i form af lige mange af begge køn som topforskere, stjernekokke, komponister, dirigenter, virksomhedsledere, bestyrelsesmedlemmer, OL-deltagere og præmierede topkunstnere.

Men der er en anden mulig forklaring end kvindeundertrykkelse på kvinders lavere frekvens inden for samfundets topfelter. Det er fortsat mest af alt en lille ekstrem del af den mandlige population, der fristes til at gøre forsøget på at bryde gennem lydmuren.

Den 14. oktober 2012 sprang østrigeren Felix Baumgartner ud i faldskærm fra stratosfæren i rekordafstanden 29 kilometer fra Jordens overflade. Springet blev fulgt live af over seks millioner mennesker på Facebook. Og feltet for mandlig ekstremadfærd strækker sig lige fra den cool poker til den flamboyante cliff diving, hvor der springes fra klipper til vandoverflade.

Der er tale om en mindre gruppe mænd, der går til vaflerne med en monoman optagethed af projekter, stunts og karrierer. Når det går godt, vækker det i øvrigt beundring og begejstring, også hos kvinder.

På deres vej mod toppen støder kvinder altså ikke mod et glasloft – det er ellers den gængse fortælling – de konkurrerer derimod med ekstremt højt gearede mænd, der ikke ligner gennemsnitsmanden. Disse mænd er for længst spurtet fra næsten alle kvinderne og også fra langt de fleste mænd.

Lige langt til månen

Der er næppe væsentlige forskelle på de to køns gennemsnitlige talent og evne til at lære. Som den amerikanske professor i psykologi Roy Baumeister har påpeget, ligger der derimod en stor forskel i de to køns motivation. Tilsyneladende har mange kvinder fortsat en stærkere drift mod et liv, hvor der opereres mere inden for tilværelsens normalfelt.

Men bare rolig, de almindelige mænd ligner heller ikke de ekstreme mænd og kan ikke lune sig ved de ekstreme mænds bedrifter. Personligt kan jeg ikke sole mig specielt i Neil Armstrongs første skridt på månen, fordi jeg er en mand. Der er lige langt til månen af den grund.

Når vi måler på de to køn, viser det sig, at den gennemsnitlige kvinde og mand ligner hinanden på en lang række felter. I mange år kunne kvindeforskningen lune sig ved denne gennemgående lighed, for hvis de to køn er så målbart ens, hvorfor er der da så ofte en væsentlig forskel på kvinders og mænds karriereforløb? Det kunne kun skyldes undertrykkelse.

I de senere år er det imidlertid blevet mere og mere tydeligt, at godt nok ligner de to køn hinanden, når vi taler om den gennemsnitlige mand og kvinde, men populært sagt ligner mændene ikke hinanden. Blandt dem kan der måles langt stærkere udsving lige fra legemshøjde over indkomstniveau til karakterer i gymnasiet. En del af mændene klarer sig socialt og økonomisk langt dårligere end kvinderne, mens en anden lille del klarer sig væsentligt bedre.

Kvindelig lavrisikoadfærd

Jeg har ingen grund til at mene, at mandlig ekstremadfærd skulle være vigtigere for samfundet end en kvindelig tendens til større engagement i de nære relationer. Den mandlige hang til ekstrem-adfærd skal absolut heller ikke romantiseres. Mænd fylder også blandt massemordere, psykopater, krigsforbrydere, retarderede, kriminelle og svindlere. Hvad jeg taler om, er, at uanset hvordan og på hvilke felter vi måler, slår mænd i begge ender af spektret nogle gevaldige sving med halen.

Der står mænd bag 90 procent af iværksættelsen inden for virksomheder med vækstpotentiale. Forskningschef i tænketanken Danmarks Erhvervsforsknings Akademi, Martin Junge, der har lavet en undersøgelse om kvindelige iværksættere, siger, at »kvinderne er mindre risikovillige end mændene … Kvinderne tør ikke satse på samme måde som mændene, og de holder heller ikke ved.«

Ofte hævdes det, at kvinder jo får børn og derfor bliver trukket væk fra at dedikere sig til et liv i overhalingsbanen. Men danske kvinder får jo børn senere og senere. De kunne derfor sagtens vise ekstremadfærd, mens de er i 20’erne, inden de fik børn. Det gør mange af de ekstreme mænd. Se f.eks. det norske skakgeni Magnus Carlsen, der overraskede sine forældre ved at lægge avancerede puslespil som toårig, og 20 år senere, sidste år, blev verdensmester i skak.

Hvorfor er der i øvrigt kønsadskillelse i skak og ved de andre discipliner ved OL i Tankesport? Skyldes det ikke netop en erfaring med, at kvinder i langt mindre grad går til yderligheder og sætter alt på et bræt i disse kognitive discipliner?

Ingen glemte kvinder

Kravet om, at kvinder skal repræsenteres med ’retfærdige andele’ i samfundseliten, fremføres også bagudrettet f.eks. via de mange udstillinger, film og bøger om såkaldt glemte kvinder.

Et eksempel er den store impressionist Berthe Morisot, der i 2012 vistes på Ordrupgård, og angiveligt endelig trådte »ud af sine mandlige kollegers skygge«. Ved nærmere granskning viser hun sig ikke at være undertrykt eller overset – hverken nu eller før. Det sælger bare ikke billetter at indrømme det. Så mange er de glemte kvinder, at man fristes til at udbryde: Jamen, så var kvindeundertrykkelsen altså slet ikke så slem? Dovne patriarker!

Et andet eksempel på optagetheden af de glemte kvinder er den danske tv-dokumentar i tre afsnit, Danske kvinder i modstandsbevægelsen fra 2012. Weekendavisens overskrift er typisk for omtalen af den: »Kvinderne i modstandskampen satte deres liv på spil præcis som mændene, men blev aldrig set som andet end hjælpere.«

Lad os se nærmere på det. Værket Faldne i Danmarks Frihedskamp indeholder ca. 900 biografier, hvoraf 21 var kvinder. De optrådte i høj grad som hjælpere. Men citatet fra Weekendavisen antyder, at der nærmest var lige så mange kvinder som mænd, der vovede livet. Det var ikke tilfældet.

Den mandlige spændvidde viser sig netop på godt og ondt ved, at mange unge mænd havde vilje til at sætte livet på spil. De fandtes i begge ender af besættelsens politiske spektrum – lige fra frihedskæmpere til østfrontfrivillige, der meldte sig til nazisternes barbariske krig.

Individer er individuelle

Forestillingen om det ekstreme køn kan opfattes som et forsøg på at låse kønnene fast i biologiske kasser. Det er ikke min hensigt. Jeg konstaterer blot, at når vi undersøger de to køns adfærd i dag, kan vi se en større tendens til, at nogle mænd nærmer sig yderpunkterne. Men der er også enkelte kvinder, der bevæger sig langt uden for normalområdet – f.eks. fysikeren Lene Hau og piloten og kunstmaleren Simone Aaberg Kærn. Alle generaliseringer af konkrete kvinder ud fra statistiske gennemsnit er derfor fuldstændig ubeføjede. Ethvert individ bør behandles, ja netop, individuelt.

Måske vil kvinder i fremtiden i højere grad gå til ekstremer. Det ville give vores samfundssystem en saltvandsindsprøjtning af kvindelig innovation og virkelyst. Uanset om det sker eller ej: Mon ikke kulturen også fortsat har brug for et konstruktivt hanegal?

Hans Bonde er professor ved Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Feder
  • Jesper Hansen
  • Bo Carlsen
  • Per Torbensen
  • ulrik mortensen
  • Jan Weis
Anders Feder, Jesper Hansen, Bo Carlsen, Per Torbensen, ulrik mortensen og Jan Weis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kvindelig lavrisikoadfærd skyldes generelt underskud af testosteron - men når det gælder om at tilkæmpe sig forældreretten på farens bekostning går man ikke så sjældent til ekstremerne - dér er der igen smalle steder og ingen skrupler - så koger den kemiske fabrik over og sætter alt på ét bræt ...

Hvorfor er der ikke flere kvinder - der spiller skak og er gift med skakgenier - gæt: man ønsker da ikke at være gift med én - der elsker skak højere - men det kan også være alt andet end skak - viser manges erfaring - at blive jaloux på døde ting eller kognitive discipliner er en udbredt og alment anerkendt spidskompetence - hos begge køn ...

Torben Knudsen

Emnet ligestilling er skamredet for synspunktets skyld.
Alle har en mening især omkring kvindernes 'kampdag'??
Jeg tror vi idag har fuld ligestilling og på visse områder er kvinderne overrepræsenterede.
Kvinder har idag mulighed for at forfølge mål efter evne og indsats.
De må måske bortvælge at få børn og et par andre småting, men ellers er det frit frem.
Måske holder de sig helt bevidst lidt tilbage fra rollen som skaffedyr og ser lidt endnu, at livet har andet indhold.
Endelig er der stadig en udvikling igang. det er dog blot et par eller tre generationer siden, hvor man kunne tale om fuld uligestilling.

Carsten Hansen

Der er kæmpe forskelle på mænd og kvinder. Se blot på det fysiske. Og på det mentale er forskellene enorme. At mene andet vil være en løgn. Dermed er der naturligt at der er forskelle i samfundet. F.eks er kvinder nemmere at snyde for en arbejdsgiver, hvilket også bliver udnyttet på det groveste.

Ja, det er med tiden især blevet "topfelterne" der har interesseret medierne mht. kvindernes frigørelse. Væk er snakken om ligeløn, barsel osv.

Desuden har kvinder da altid været på samfundets scene. Hvor ville de ellers være?