Kommentar

Lad ikke privatisering knække velfærdens værdikæder

Hvis vi vil bryde negativ social arv; gøre børn og unge dygtigere og hjælpe udsatte borgere bedre, duer det ikke, at de enkelte velfærdsinstitutioner lever i isolerede lommer. Så inden politikerne privatiserer den borgernære velfærd, må de finde ud af, hvordan de undgår at bryde den værdikæde, enkeltinstitutionerne er en del af
3. marts 2014

Skal kommunerne privatisere den borgernære velfærd? Spørgsmålet skiller vandene hos både politikere og borgere. Der er ideologi og hjerteblod på spil. Men der også en række helt nøgterne overvejelser, politikerne skal tage med, hvis de vælger at privatisere f.eks. børnehaver, skoler og sociale opgaver. For ja, velfærdsinstitutionerne har en bestemt afgrænset kerneopgave, men de indgår også i en samfundsmæssig værdikæde, der både skaber helhed for borgene og er grundlaget for kvaliteten i velfærdsydelserne. Den værdikæde skal tænkes med, hvis man vil privatisere.

Den borgernære velfærd er ’menneske til menneske’-velfærd. Den handler om pædagoger, lærere og socialrådgivere, der sikrer børns omsorg og udvikling i vuggestuen, elevers læring i skolen og social støtte til udsatte borgere. Hvilke konsekvenser får det, hvis den slags opgaver løses af private hænder frem for offentlige?

På professionshøjskolerne uddanner vi de pædagoger, lærere, socialrådgivere og sygeplejersker, der arbejder i daginstitutionerne, skolerne og socialcentrene. Derfor har vi en tæt dialog med kommunerne om de opgaver, som vores studerende skal ud og løse. De beskriver tre store kommunale udfordringer for den borgernære velfærd, som vores uddannelser skal tage højde for: Kommunerne skal skabe sammenhæng for borgeren, de skal udnytte kompetencer og ressourcer på en effektiv måde, og de skal sikre, at opgaverne løses med den bedste faglige viden og kunnen. Det er udfordringer, som politikerne bør tage højde for, hvis de vælger at privatisere den borgernære velfærd.

Stærke røde tråde

Den første udfordring, sammenhæng for borgerne, handler f.eks. om, at der skal være en rød tråd i børns liv. Det kan ske ved, at daginstitutioner og skoler arbejder med et fælles udviklings- og læringssyn, at pædagoger og lærere samarbejder om børnenes overgang til skolen, og at familierne mødes med de samme forventninger fra børnehaven og skolen. Sammenhæng kan også bestå i, at familien, der har brug for social støtte i en periode, har en sagsbehandler, der involverer den ældstes skolelærer i samarbejdet om familiens trivsel. Den slags opgaver kræver fagprofessionelle, der kan arbejde på tværs og skabe helhedsløsninger for borgerne. Men det kræver også sammenhæng på kommunalt niveau i organiseringen og ledelsen af velfærdsinstitutionerne.

Den anden udfordring, effektiv udnyttelse af kompetencer og ressourcer, handler om ikke at smøre bestemte vigtige opgaver tyndt ud, men om at samle og udvikle ekspertise og bruge den klogt i forhold til helheden. Det bliver enten møgdyrt eller halvdårligt, hvis hver eneste børnehave skal være de bedste til sprogstimulering, alle folkeskoler skal være spidskompetente i forhold til at levere det nyeste i naturfagsundervisning, og alle socialcentre skal være eksperter i børnesamtaler. Mange kommuner samler derfor den slags kompetencer i særlige ressourcecentre, hvor man har mulighed for at udvikle den højeste faglige ekspertise. Herfra rykker eksperterne ud og bistår medarbejderne i børnehaven, skolen og socialcentret, og de bidrager til løbende kompetenceudvikling gennem kurser mv. Det kræver fagprofessionelle med spidskompetencer og evnen til at give og tage imod vejledning fra kolleger. Og det kræver, at kommunerne tænker deres institutioner som et samlet hele, at de har en gennemtænkt kompetence- og ressourcestrategi, hvor nogle opgaver samles til gavn for helheden.

Mere end serviceleverandører

Pædagoger, lærere og socialrådgivere skal have den bedste faglige viden og kunnen. Det skal professionshøjskolerne sørge for, men det kan kun ske gennem et tæt samarbejde med kommunerne.

Faktisk er kommunerne en fuldstændig afgørende del af uddannelserne til pædagog, lærer, socialrådgiver mv., både gennem praktikken, men også som professionshøjskolernes aktive partnere i de skolebaserede dele af uddannelserne. Det er de f.eks. i samarbejdet med professionshøjskolerne om forsknings- og udviklingsprojekter, som de studerende indgår i, og som giver værdifuld ny viden til både praksis og uddannelser. Eller når undervisere på uddannelserne og medarbejdere i kommunerne bytter job i en periode. Her bliver praksis en del af uddannelserne, og ny viden kommer ud i praksis.

Vi vil bryde den sociale arv

Kommunerne og de nære velfærdsinstitutioner er altså ikke bare leverandører af en service til borgerne, de spiller også en helt afgørende rolle i uddannelserne til pædagoger, lærere og socialrådgiver og i udvikling af viden, der sikrer faglig kvalitet i professionernes arbejde.

Som samfund har vi store ambitioner for vores daginstitutioner, skoler og sociale indsatser. Vi vil bryde negativ social arv. Børn og unge skal være dygtigere. Udsatte borgere skal have den helt rigtige form for støtte og skal hjælpes til at magte livet. Der er en erkendelse i kommunerne og i professionshøjskolerne af, at det kun kan lykkes, hvis vi rykker tættere sammen og ser den borgernære velfærd som et fælles ansvar. Og i kommunerne ved man, at de enkelte velfærdsinstitutioner ikke kan leve deres eget liv i isolerede lommer, hvis vi skal skabe med bedre velfærd for færre ressourcer.

Det er præcis her, at ’menneske til menneske’-velfærden er noget andet end snerydning, affaldshåndtering og opsyn med svømmehallen. Den borgernære velfærd indgår i en værdikæde, der skal tænkes med i eventuelle privatiseringsmodeller. Og det forudsætter et stærkt blik for alle de vigtige opgaver, der ligger omkring den mest simple version af den kerneopgave en børnehave, en skole eller et socialcenter udbyder.

 

Camilla Wang er dekan ved Professionshøjskolen Metropol

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bill Atkins
Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

De offentlige institutioner har længe været udsat for et "regnestykke", der har været sminket af en ny struktur. Først blev frivillighedsmodellen sat ind i regnestykket og så kom privatiseringen, hvilket ser således ud i en Usminket model:

Frillighed
+
Privatisering
=
Økonmisk struktur uden at tage hensyn til faglighed og kompetence. (Omsat til besparelser, besparelser & igen besparelser )

Dorte Sørensen

Hørte i går i P1 s Orientering at Gribskov kommune nu har udliciteret 73 pct af deres opgaver inden for ældre og hjemmeplejen.
Borgmesteren mente at kommunen kunne spare et stort million beløb Ligeledes mente han ikke at en kommunale hjemtagen var noget problem for kommunen, da personalet var der og kunne overtages af kommunen. Udviklingen inden for hjemmeplejen fandt borgmesteren heller ikke var et problem, da de private blev nød til at udvikle sig hvis de ønskede arbejdet ved et ny udbud efter udbudsperiodens udløb.

Med andre ord borgmesteren mente ikke at udtryghed for brugerne og de ansatte betød noget ved de periodiske udbudsperioder. Bare for at nævne et næsten overset problem ved udbudsperioderne.

Steffen Gliese

Velfærdsområderne skal ikke udsættes for konkurrence, de skal udvikles til højst mulige niveau, hvilket er stort set omkostningsneutralt, da alternativet jo er dagpenge og kontanthjælp til de ansatte, hvilket er dyrere for samfundet.

Lise Lotte Rahbek

Alle de besparelser som foregår kontinuerligt alle områder hele tiden, ikk.. hvad skal alle de sparede penge bruges til?
Skal pengene bruges til motorveje, til IT-projekter, til politikerlønninger og -pensioner eller til at betale Goldman Sachs og andre hajer med - og hvem i alverden har vedtaget, at prestigebyggerier og politikerlønninger og investeringer i konsulent- og hajfirmaer er vigtigere end borgernes velbefindende?