Kommentar

Læreren er ikke alene om inklusionsopgaven

Debatten om inklusion i folkeskolen handler om magtesløse lærere, der står uden de nødvendige kompetencer og ressourcer til at håndtere børnenes adfærds-vanskeligheder. Men sådan er virkeligheden ikke. Inklusion er et tæt samarbejde mellem lærere, pædagoger og ledere
1. april 2014

Skal man tro de seneste måneders nyhedsdækning, er inklusion årsagen til folkeskolens deroute. Uro i klassen, dårlige resultater og lærere, der går ned med stress, skyldes i høj grad, at vi har inkluderet flere elever end tidligere, lyder det. Debatten har primært drejet sig om et kvantitative spørgsmål om at flytte en gruppe elever fra et sted til et andet, og det er ofte blevet fremstillet sådan, at lærerne står fuldstændig alene med opgaven og uden de nødvendige kompetencer og ressourcer til at tackle de vanskellige, urolige og forstyrrende elever.

Problemet med denne debat er, at den slører blikket for, hvordan skolens inklusionsudfordringer reelt håndteres. Diskussionen om, hvordan vi kvalitativt kan skabe bedre læringsmiljøer for alle elever, er tabt af syne, og det er grunden til, at vi inkluderer flere elever i den almindelige skole tilsyneladende også. Vi gør det, fordi vi gerne vil lære flest muligt, mest muligt – fagligt, socialt, motorisk – og lærerne står ikke alene med ansvaret for, at det lykkes.

Det er i den forbindelse fuldstændig utænkeligt, at den enkelte lærer er i besiddelse af alle de kompetencer, som de nuværende inklusionsindsatser vil kræve. Og det samme gælder pædagogen. Derfor skal de samarbejde. Alene kan de føle sig magtesløse over for adfærdsvanskelige elever, men i velfungerende teams kan de sammen drøfte årsager til problemer i klasserne, og hvordan der kan sættes ind over for dem.

Inklusion er et helt afgørende og nødvendigt greb, hvis vi skal sikre, at flest mulige børn og unge kommer igennem uddannelsessystemet og får de bedste betingelser for deres fremtidige tilværelse. Nogle specialtilbud har fungeret og skal fastholdes, men de fleste børn og unge, som er blevet segregeret fra deres kammerater, falder fra i uddannelsessystemet og får efterfølgende problemer på jobmarkedet. Specialtilbud kan synes som en tryg og god løsning for børnene og deres forældre, men på sigt gavner kun få af dem børn og unges videre muligheder.

Inklusion er mange ting

Fra forskningen ved vi, at lærere og pædagoger sjældent har problemer med inklusion af børn med specifikke indlæringsvanskeligheder og fysiske vanskeligheder. Det er de urolige og forstyrrende elever, der er udfordringen. Det kan derfor være besnærende at udskille adfærdsvanskelige elever fra almenundervisningen, fordi de tager tid og dræner lærernes ressourcer. Men det løser ikke problemet.

Vi skal i stedet sørge for systematisk kompetenceudvikling af lærere, pædagoger og ledere. Deres kompetencer er isoleret set de vigtigste faktorer for inklusion – uden dem vil projektet ikke lykkes.

Lærere og pædagoger skal være i besiddelse af en meget bred vifte af indsigter i forskellige elevers forudsætninger og behov. ADHD-elever har adfærdsforstyrrelser. Det hjælper ikke at skælde dem ud, fordi de ikke kan erkende deres egne fejl, og de professionelle skal være opmærksomme på ikke at organisere undervisning, så de får for mange stimuli. Autisme kræver andre tiltag, de dygtigste elever skal også udfordres og sådan kunne man blive ved.

Hvis man skal have det optimale ud af alle skolens kræfter, skal skolelederen desuden have et analytisk blik på organiseringen: Hvordan sammensættes de bedste teams, så de forskellige kompetencer bringes i spil og supplerer hinanden. Skoleledelse også teamledelse. Og netop fordi lærere og pædagoger er forskellige, og fordi skoler har forskellige faglige ressourcepersoner som læsevejledere og AKT-lærere, der kan råde med hensyn til adfærd, kontakt og trivsel, skal skolelederen være i stand til at organisere samarbejdet på tværs af kollegiet. De faglige ressourcepersoner skal bruges på tværs af klasser og teams, så deres ekspertiser bliver udnyttet. Skoleledelserne skal være aktive i identificeringen af de elever, som kræver ekstra fokus, men de skal også deltage i samtaler, som foregår i teams.

Når det kommer til inklusion i skolen er eksterne støttefunktioner og samarbejdspartnere lige så væsentlige, som de interne ressourcepersoner.

Indsatser, regler og sanktioner skal udarbejdes for hele skolen og i god tid formidles til forældre. Erfaringer fra forskellige kommuner peger på, at hvis forældre i god tid informeres om, hvorfor deres børn ikke sendes på specialskoler, og hvilke indsatser der sættes i stedet, er der stor forståelse for det, og der opstår en konstruktiv dialog, som gavner alle parter.

Kommet for at blive

Den største udfordring for inklusionsindsatsen i dag er, at nogle kommuner asfalterer, mens de kører. Eleverne er flyttet, men der er ikke nok til at tage imod dem, og lærerne går ned med stress og mister drivkraften i deres arbejde, fordi de skal håndtere udfordringen alene. Men andre kommuner har allerede for år tilbage foretaget investeringer, således at skolerne er bedre rustet til inklusionsopgaven. Det betyder ikke, at det hele dermed foregår problemfrit, men det gør en forskel, at der er flere professionelle omkring og sammen med eleverne.

Flere voksne og gode fysiske faciliteter gavner. Det kræver investeringer, og det tager tid. Netop derfor er vi nødt til at spore debatten ind på, hvordan vi giver lærere, pædagoger og ledere de bedste værktøjer til i samarbejde med hinanden at skabe det bedste læringsmiljø for børn med og uden adfærdsvanskeligheder. Inklusion er kommet for at blive til gavn for børn og unges fremtidige muligheder i livet.

Andreas Rasch-Christensen er forsknings- og udviklingschef

Serie

Seneste artikler

  • Inklusion handler om mere end folkeskolen

    8. april 2014
    Inklusion skal lære børn, hvordan de opfører sig ordentligt i fællesskabet. Skolen skal derfor inkludere (næsten) alle, men bestemt ikke al opførsel. Hvis ikke projektet lykkes, risikerer et meget stort antal voksne i fremtiden at være ekskluderet fra samfundet
  • Inklusion rimer ikke på afmagt

    2. april 2014
    De fleste tilslutter sig inklusion på et principielt plan. Men når det kommer til praksis, befinder skolen sig i et krydspres mellem krav om faglige resultater og krav om inkluderende fællesskaber. Det resulterer i afmagt
  • 16 års voldsom kamp for rummelighed

    22. marts 2014
    En oktoberdag for 16 år siden hentede jeg min lille søn fra skole. Han stod på fortovet med sin helt nye skoletaske uden for den folkeskole, som ikke længere ville have ham. Det blev begyndelsen på en omtumlet tilværelse i skolesystemet. Intet tyder på, at de fine tanker om inklusion og rummelighed vil skåne andre for tilsvarende oplevelser
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Diskuse 1. Er ADHD, symptomer på en en form for sygdom, eller kan symptomerne (adfærdsmæssige problemer),henføres til forældrenes manglende forældre kompetence (tydelige voksne der kan sætte grænser)..?

Diskurse 2. Inklusion handler ikke om hvem der inkluderes, men hvorledes hvilke miljøer der skal til for at sikre inklusion...

Mads Kjærgård

Ja, hvad skal man sige, har som skrevet tidligere siddet i en skolebestyrelse og kender derfor godt alle de flotte floskler, men virkeligheden er, at der ikke er nogen hjælp, man smider eleverne ind i klassen og så må læreren klare resten. Der er virkelig ingen støtte at hente, hverken for læreren eller forældrene til de "inkluderede" børn!
Bullshit af højeste klasse! Luftsteg og vindfrikadeller, DJØF newspeak, det er hvad artiklen er!

Lennart Kampmann

Det handler om ressourcer: Hvor mange velfungerende børn der er i forhold til udfordrede børn. Hvor mange børn, der er i klasselokalet. Hvor mange lærere der er pr. barn.
Alt andet er en diversion fra hovedspørgsmålet: Hvor mange penge bruger vi på uddannelsen?

Med venlig hilsen
Lennart

@ Mads Kjærgård,
"har som skrevet tidligere siddet i en skolebestyrelse og kender derfor godt alle de flotte floskler"...

Og...hvilke "superpower", giver en plads i en skolebestyrelse ?

.."jo mere vi holder fokus på og arbejder med en ligeværdig anerkendelse, jo mindre behov er der for at diskutere inklusions begrebet og selve inklusion, fordi anerkendelse som menneskesyn i sig selv, inkludere, respektere og rummer individet"..