Landet rundt på gulvet

Det siges, at krigens/konfliktens første offer er sandheden. Dens allerførste er i så fald fornuften. De konservatives ordfører, som ikke var udpræget ferm som ferierende udenrigsminister, forlanger nu på sit partis vegne og med delvis accept fra borgerlige kampfæller, at Danmark opruster. Det sker midt under krisen i Ukraine. Ifald russerne generer andre i Ruslands interessesfære, og hvis rumænske jordbærplukkere i træsko samtidig truer det danske velfærdssystem, som konservative traditionelt nærmest er imod, er det på tide, at vi sender vore danske fregatter op nord for Bornholm med skudklare kanoner og afsikrede raketter.

En sådan fremgangsmåde får utvivlsomt russerne på bedre tanker. Det lidet betryggende er til at få øje på i en krise forvaltet af folk som den ordførende konservative eksminister og mere synligt en NATO-generalsekretær, der før i karrieren har talt usandt om begrundelsen for en krig – det, han ikke troede, men vidste.

Generalsekretæren, hvis hang til kreativ bogføring blev kendt i hjemlandet, før manden i rollen som landets førsteminister iført skyklapper og løbesko rendte økonomien i sænk samt gennemtvang en værdipolitik på personlig baggrund af et åndsliv på mountainbike og på niveau med kammerat Bush den Yngre. Generalsekretæren må have én tilgivet, hvis én forveksler den udviste emsighed i NATO-embedet på våbenraslende skoleengelsk med insisteren på egen vigtighed og uundværlighed. Håber Rasmussen mon at blive forlænget én gang til med udsigt til krig? Hvad er det dog, der sker i disse dage? Er der nogen, der ligefrem vil have et væbnet sammenstød østover? Mener vore hjemlige borgerlige aktører – med åbenbar undtagelse af en forbavsende fornuftig og moderat Søren Espersen (der dog også gerne vil opruste om end af andre grunde) – at Ukraine-krisen og Putins adfærd kan sammenlignes med Hitlers i München og aldrig mere 9. april? Man skulle tro, at dansk sikkerhedspolitik udpønses af bundfaldne oggenokker som professorkoldkriger Jensen.

Danmark, dit navn er Rundt på Gulvet.

Tragikomisk farlig krise

Sporene i debatten om Ukraine er efterhånden vanskelige at følge, holdningerne forvirrede indtil det tragikomiske midt i en farlig situation. Eftersom EU ikke har en fælles udenrigspolitik, eller magtmidler, der batter, andet end forkølede sanktioner, som ingen for alvor tror virker, er krisens styring i mere realpolitisk forstand gledet over på USA’s snart kroniske vildrede og NATO’s generalsekretær. Absurd, Ukraine har jo ikke tilknytning til den alliance – ikke som andet end hangaround som de siger i rockerland. Ingen – eller få – vil i krig bevidst for nogle skide ukrainere eller for Krims tilhørsforhold til det ene eller andet tvivlsomme regime. Ubehændighed kan imidlertid udløse katastrofen. Og jo mere militært følsomt skidt og møg, kære Lene Forhenværende Espersen, man sejler hen i nærheden af russerne, des større er udsigten til, at en eller anden idiot sætter ild til lokummet!

Igen må man bede de ansvarlige om også at betragte verden med russernes øjne og begribe at livlinen, navlestrengen, gasledningen, som henter den nødvendige valutanæring hjem til lille far i Kreml, akkurat løber gennem de egne, Vesten nu har fingrene ude efter. Det er vel ikke så svært at begribe den gamle KGB-officers realpolitiske – eller skulle man hellere sige nervøse – tilgang til den udfordring.

Langballe, sjov og reaktionær

Og nu noget andet: For nylig døde den tidligere politiker og præst, Dansk Folkepartis ene af to selvbevidste socialnationalkristne ideologer gennem mere end et årti, Jesper Langballe, som var en lystig fætter. Kunne være det. I hvert fald hvis man sammenlignede de to af samme art: afdøde og hans fætter Krarup.

I nekrologerne fremstilles Langballe som en betydelig og stor dybsindig åndspersonlighed. Det var han ikke. Langballe skal have fred, hvor han nu måtte befinde sig, og såmænd også herfra et vemodiggemytligt ord med på vejen; han var faktisk sjov og, når det bar den vej og med gækken slået løs, også vennesæl. Kunne være det. Men Langballe ville jo more sig højlydt med sin karakteristiske tobaksrelaterede snerrende resonans, hvis han kunne læse, hvad man nu skriver om ham. Han var sgu ikke nogen rar mand, når det gjaldt, men et fordomsfuldt menneske, en hård nyser af en magtpolitiker, der bevidst i egen sags og sit partis tjeneste påførte sagesløse mennesker ulykke og smerte uden medlidenhed med sådanne ofre for den politik, han førte i forståelse med VK’s ministre – inklusive Birthe Rønn-Hornbech. Det forklares nu med ord som »farverig og bramfri« og fanden og hans pumpestok – panegyrik til skade for Langballes minde. Han ville jo være, som han var. Tidehvervsk flink og kærlig over for de nærmeste nære, hyggelig og forsoren i røg og damp, men udefter kompromisløs og urokkelig i hellig overbevisning om ret og vrang.

Reaktionær så det gjorde noget, uforsonlig nationalchauvinistisk og dertil homofobisk grov, intolerant parat til at stemple folk af anden religion som voldtægtsmænd og mordere. Glem ikke det.

De udfald og meninger bliver ikke mere forsonende af, at budbringeren ikke længere er i live. For den gamle som faldt, er de nu overalt.

De, der gerne hædrer Langballe i hans tilstand af afdød, bør fastholde ham i, hvad han selv opfattede som ufravigelige nationalkristne dyder, men som andre af mere fordragelig natur ikke så overbeviste om egen national, moralsk og gudelig sandhed og valør opfatter som vederstyggeligheder. Proportioner tak.

Ære være journalist, politiker og Blicher-biograf Langballes minde – i bedrøvelse over, at sådanne synspunkter, som afdøde markedsførte på godt og langt, langt mindre godt har sin alt for lette gang på denne jord. Amen.

geme@information, dk