Klumme

Lehman Sisters

Kvindernes internationale kampdag er lige om hjørnet. Det kunne være rart med lidt feministisk klarsyn i den anledning
Debat
3. marts 2014

Kan De, kære læser, huske Lehman Brothers? Det kan De sandsynligvis. For det var sammenbruddet i den amerikanske bank- og finanskoncern, der populært sagt udløste finanskrisen.

Kort fortalt havde Lehman Brothers 26.200 ansatte i 2008 og aktiver for et trecifret milliardbeløb. Imidlertid begærede banken sig selv konkurs den 15. september 2008. Virksomhedens værdi var i frit fald, gælden beløb sig til 613 milliarder dollar i rede penge samt 155 milliarder dollar bundet i værdipapirer. Aktiverne androg derimod blot – hvis man ellers kan anvende den term, når det drejer sig om så store formuer – 639 milliarder dollar.

Lehman Brothers’ kollaps er den største konkurs nogensinde, og den sendte den internationale finansverden i chok. Krisens grimme følger kæmper hele verden med i dag.

I kølvandet på konkursen fulgte en diskussion af, hvad problemet egentlig var. Hvorfor blev der taget så enorme og i bagklogskabens skær vildt overdrevne beslutninger i de store banker?

I denne diskussion huserede en forestilling om, at det hele ville have været anderledes, hvis der havde været flere kvinder i den globale finanselite, der nu som før er næsten totalt domineret af mænd. En af de mest prominente fortalere for denne tese er den forhenværende franske finansminister Christine Lagarde, der i dag er den øverste chef for den internationale valutafond, IMF.

På kvindernes internationale kampdag i 2012 sagde hun således muntert, at hvis blot der havde været »mere Lehman Sisters over Lehman Brothers, ville vi ikke være endt med den tragedie, vi nu står midt i. Mange universitetsstudier har vist, at det har indflydelse på aktiehandler, hvor højt testosteronniveauet er i et givet rum«.

Udtrykket ’Lehman Sisters’ havde Lagarde lanceret tilbage i 2010 i en debatartikel i International Herald Tribune. Her fremhævede hun en islandsk kapitalfond, Andur Capital, der var sejlet fri af krisens skær på forbilledlig vis; fonden er udelukkende drevet af kvinder.

Og det er rigtigt, at forsøg – bl.a. foretaget af forskere ved University of British Columbia Business School – indikerer, at kvinder er mere »pålidelige og tager færre risici og dertil mere altruistiske end mænd«. Det samme studie viser også, at mænd er »mere tilbøjelige til at handle aggressivt i fiktive finansielle scenarier og løbe større risici«.

Problemet med hypotesen – ud over at den implicit sexistisk peger på, at kvinder ville være ’bedre’ end mænd, hvis de sad på flæsket i finansverdenen – er blot, at selv om kvinder generelt tager færre risici end mænd, er det en bestemt type kvinder, der får karriereforløb inden for finanssektoren. Kvinder, som vælger at specialisere sig i økonomi og finans, og som efterfølgende når til tops i bankverdenen, tager præcis lige så få risici som mændene.

Men hvordan er sammenhængen mellem køn, risikovillighed og lederskab så? Hvis der altså er en.

Et godt bud kan findes i et andet studie foretaget af det britiske Medical News Today i 2013. Her påviser forskerne, at der er »mindre korruption og mindre pres for at foretage uansvarlige politiske handlinger« i modne politiske demokratier. Og i dem er der også flere kvinder i ledende stillinger. I autokratier eller diktaturer opfører kvindelige ledere sig imidlertid lige så skruppelløst som mænd, men der er blot færre af de kvindelige.

Her får vi et helt andet – og mere plausibelt – svar på, hvordan man rydder op i rådne systemer: Det er de demokratiske processer, der dæmper uansvarligheden, ikke chefens køn. Derfor vil det sandsynligvis også være fuldkommen ligegyldigt, om man udnævner flere kvindelige bankdirektører eller ej, så længe man ikke ændrer den grundlæggende kultur i finansverdenen.

I øvrigt er der en anden rigtig god grund til at ramme en pæl igennem myten om de naturligt mere passionerede, varme, empatiske og sociale kvinder. For det er jo lige præcis den fortælling, som gammeldags arbejdsgivere benytter sig af, når de ofte placerer mændene i de risikofyldte og prestigegivende stillinger som topdirektører, mens kvinderne må tage til takke med mellemlederstillingerne som personale-, PR- og kommunikationschefer.

 

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

Det er ikke kønnet der er bestemmende for om man er grådig, selvcentreret eller rent ud sagt et dumt svin.

Lise Lotte Rahbek, Hans Larsen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Annegrethe Rasmussen

Netop Inger. Men det er nok muligt, at de ofte er nogle svin på en anden måde. At metoderne er forskellige.

Og så bemærker jeg at avisen i redigeringens hede har rettet i min tekst, så der står at kvinder "tager lige så få risici som mænd". Der skal naturligvis - som det fremgår af sammenhængen - stå, at de "løber lige så store risici som mænd."

Alt godt,

Annegrethe Rasmussen

Inger Sundsvald

Sådan læste jeg det også, Annegrethe :-)

Maskulinistisk klarsyn

At nogle kvinder findes grådige, selvcentrerede eller bare dumme svin – hvilket er helt utænkeligt - skyldes naturligvis ikke deres køn – for hvor var ligestillingen så henne – men det skyldes selvfølgelig de kvindelige racefællers helt specifikke menneskelige natur – uafhængig af biologien og kromosomsammensætningen – men helt anderledes fat er det med mændene og deres ofte forhøjede testosteronniveau – og den overudviklede evne til at løbe risici …

Så - som sædvanlig - er det naturligvis mændenes skyld alt sammen – se bare her –

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/337112:Danmark--Derfor-er-maend...

Vogt sig for amerikansk forskning … :-)

'I øvrigt er der en anden rigtig god grund til at ramme en pæl igennem myten om de naturligt mere passionerede, varme, empatiske og sociale kvinder.'

Helle T, Mette F og Margrethe V ??