Læserbrev

Livsfarligt narkoforbud

Debat
27. marts 2014

Hvert evigt eneste år dør næsten 300 mennesker i Danmark på grund af narkotika. Årsagen til de mange dødsfald er ikke alene brugen af narkotika – men også forbuddet mod det.

Den primære fare ved at tage narkotika stammer fra, at stofferne langtfra er rene, når de når frem til brugerne. Forbuddet forhindrer, at der kan holdes opsyn med produktionen og distributionen af narkotika, og det kan i sidste ende have fatale konsekvenser for brugerne.

Når man kriminaliserer narkotika, bliver produktionen flyttet til usikre, urene og uforsvarlige omgivelser. Den bliver flyttet over på hænder, som er ligeglad med kvaliteten og kun fokuserer på profitmaksimering – og når et marked er illegalt, kommer forbrugerne ikke og klager.

I dag bliver narkotikaen produceret på gadelaboratorier. Her risikerer man, at kolibakterier – og det der er værre – kommer med i stoffet. Herefter smugles stoffet igennem mange mellemlag, hvor alle led skal finde måder at øge deres profit – en profit, som skabes ved at blande stofferne med forskellige giftige kemikalier, der øger mængden af pulveret. Stofferne bliver på den måde fortyndet med giftige kemikalier, og det gør det til en nærmest umulig opgave for brugeren at dosere stoffet.

Det er forbuddet, som hvert år er skyld i de mange overdoser af narkotika. Ingen fornuftig person – heller ikke en misbruger af narkotika – ønsker at tage en overdosis.

Men når styrken på stoffet ikke kendes – og man måske har knoklet hele dagen for at få råd til stoffet – så ender mange i en situation, hvor de hellere vil tage for meget af stoffet end at risikere at gå glip af rusen.

Opgør med forbuddet

Alt dette skaber den utryghed, de dødsfald, og de massive sociale og økonomiske omkostninger, der er forbundet med narkotika i dag. Alle de ressourcer, vi hvert evigt eneste år bruger på at bekæmpe narkotikamarkedet, ender derfor i sidste ende med at gøre livet værre for brugerne. Det er spildte ressourcer, som hverken bremser købet eller salget. Det er ressourcer, vi kunne bruge på at forebygge at unge ender i misbrug og at hjælpe dem, som har brug for det.

Så lad os tage opgøret med det skadelige og virkningsløse forbud. Lad brugerne købe rene og doserbare stoffer på apoteket, hvor de kan få professionel og kompetent vejledning. Lad brugerne købe stofferne til priser, som ikke er blevet presset kunstigt op af et kriminelt marked. Lad brugerne få en model, som er human og medmenneskelig. Det vil gavne alle.

Nicolai Oster, Måløv

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her