Læsetid 3 min.

(Mani)fest for Generation etik

Jeg vil ikke skrive et manifest for Generation etik. Men hvis vi stryger ’mani’, vil jeg godt være med til festen
7. marts 2014

Information har bedt mig om at skrive et manifest for ’Generation etik’, den betegnelse som jeg og mine generationsfæller nu er blevet tildelt. I den anledning genså jeg i går det legendariske afsnit af tv-programmet Bazar fra 1984, hvor to 80’er-digtere diskuterer litteratur med to 70’er-digtere. Diskussionen når sit hidsige højdepunkt, da Michael Strunge hævder, at det meste af 70’er-digtningen er »fiduspoesi«.

Udsendelsen siger nogenlunde alt, hvad der er at sige om litterære generationsopgør: De er god underholdning, og de kan bruges i danskundervisningen.

De fleste forfattere er skeptiske over for ideen om generationer med tilhørende opgør. Vi ved, at vi står i dyb gæld til dem, der har skrevet før os, de døde og de levende. Og vi er individualister, som ikke ønsker at blive sat i bås som medlemmer af en eller anden bevægelse, vi ikke engang selv har defineret. Jeg vil altså ikke skrive et manifest for ’Generation etik’.

Hvis vi derimod fjerner ’mani’, kan vi godt snakke om, at jeg har været til en dejlig fest med mine jævnaldrende forfatterkolleger og nogle af de unge litterater. Vi var en del, som sad i hjørnesofaen og drak Asti og snakkede om muligheden for en kritisk skrift, og om hvor forunderligt det er, at alle mennesker er forbundne og udsatte. Jeg kan ikke sige præcis, hvem der var med, og hvad der ellers blev snakket om, jeg blev jo fuld på et tidspunkt.

Men jeg tror, jeg kan huske, at Rasmus Halling Nielsen står og fortæller om fire manuskripter, han har færdiggjort i løbet af det sidste år. Et skal udkomme på Samleren, et på nonprofit-forlaget Arena, et tredje skal internetpubliceres, og et fjerde skal trykkes på kopimaskine og samles med clips, det udkommer i 30 eksemplarer.

Rolf Sparre Johansson fra forlaget OVBIDAT står ved siden af, han går ikke ind for clips. Han syr sine bøger og tidsskrifter sammen i hånden, han kan lide de lange snore, der dingler fra tidsskriftets ryg, de peger på mennesket bag produktionen, hånden der syr. Lars-Emil Woetmann, tidligere redaktør på Forlaget Kronstork, ryster på hovedet, han mener egentlig, at det hele burde lægges på nettet, hvordan skal teksterne ellers nå ud? Mindre forlag som Kronstork, Arena og OVBIDAT har svært ved at få deres udgivelser omtalt i aviserne, og boghandlerne vil ikke købe dem hjem. Det virker tit, som om verden ikke rigtig tror på poesien.

»Hun får mig sgu til at tro på poesien,« råber Olga Ravn.

»Hvem,« spørger jeg.

»Ann Jäderlund,« svarer Olga, og så er jeg med. Den svenske digter Ann Jäderlunds stærke og sarte poesi er et skatkammer fuldt af sætninger, man kan låne, når man ikke ved, hvad man skal stille op med sit eget sprog. Morten Chemnitz sidder ved siden af i vindueskarmen og kigger ud på nattehimlen, han begynder at recitere: »Det er en måne, men den hedder voks. Det er en have, men den hedder måne ... « Vi sender en kærlig tanke til Mette Moestrup, som har lært os at læse Jäderlund.

Amalie Smith rækker mig en dåseøl.

»Ej, jeg blev i vildt dårligt humør i går,« siger jeg, »jeg læste om en klimaforsker, som mener, at om 20 år er hele Europa lige så tørt og dødt som Sahara.« Ingen af os ved, hvad vi skal stille op med denne dystre profeti. Amalie ringer til Lars Skinnebach for at få et godt råd, men der er skruet højt op for musikken, vi må ud i køkkenet for at kunne høre ham, han råber: »Digtning, der ikke beskæftiger sig med menneskehedens største trussel (klimakrisen), er ikke værd at beskæftige sig med! Fordi alt andet er at spille violin, mens skibet går ned!«

I køkkenet møder jeg nogle af de lidt ældre forfattere, der altså også er til festen, blandt andet redaktørerne fra Forlaget Basilisk. Jeg får kastet mig ud i et skænderi med dem om, hvorfor de kun udgiver bøger af døde hvide mænd. Stemningen er pludselig anspændt. Så kommer Asta Olivia Nordenhof ud for at ryge, hun er en aldeles levende kvinde, hendes bøger udkommer på Basilisk. Jeg falder lidt ned og indrømmer endda, at en af mine store læseoplevelser sidste år var en Basilisk-bog, der er skrevet af en død hvid mand, nemlig Træfældning af Thomas Bernhard. Men nu har Caspar Eric sat Rihanna på, alle må ind på dansegulvet. Forresten ringer det på døren. Jeg tror, der er nogle 2014- eller 2015-debutanter på vej op ad trappen med nye litteratursyn, flere øl og cigaretter.

Julie Sten-Knudsen er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for kurt lindy hansen
    kurt lindy hansen
  • Brugerbillede for Katrine Hornstrup Yde
    Katrine Hornstrup Yde
kurt lindy hansen og Katrine Hornstrup Yde anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Man må altså indtil videre konstatere, at Information har misforstået ånden i nutidens litteraturverden, da de ombejlede unge ikke vil kendes ved den halvgamle litteraturredaktørs tilnærmelser.